TaskRabbit, Uber, Airbnb og Kitchensurfing

Hustle and Gig. Struggling and Surviving in the Sharing Economy

Platformer: Den såkaldte deleøkonomi lover frihed til selv at organisere sit arbejdsliv. Sociologen Alexandrea J. Ravenelle undersøger overlevelsesbetingelserne for platformsarbejdere.

(Translated from Norwegian by Google Gtranslate)

«Vil du hjælpe din nabo?» stod der på en flyer i Rema 1000 i Fårevejle for nogle år siden, dengang «deleøkonomi» var nyt og spændende. Ved nærmere læsning handlede Rema 1000’s tiltag hverken om at dele eller hjælpe, men om at kapitalisere en social praksis – faciliteret af appen Vigo, der stadig findes, og som stadig brander sig på nabohjælp med fragt. Den gamle dame, der ikke selv kan komme ud og handle, har på Vigo-hjemmesiden nu fået følgeskab af dem, som «har for travlt» til så profane gøremål som selv at slæbe sine indkøb hjem.

Vigo er blot et lille dyr i den nu vildtvoksende skov af platformsorganiserede tjenesteydelser henvendt til privatpersoner. Det handler om uddelegering af primært det arbejde, folk ikke selv gider udføre, og sekundært det arbejde, folk ikke selv kan udføre.

I Alexandrea J. Ravenelles nye bog, 3Hustle and Gig#. Struggling and Surviving in the Sharing Economy, analyserer hun arbejdsformer og -vilkår på fire store platforme i den såkaldte deleøkonomi: TaskRabbit, Uber, AirBnb og Kitchensurfing.

App-tjenesterne har skubbet på en udvikling, hvor konkrete færdigheder – tilegnet gennem formel uddannelse eller praksis – nedvurderes. Og hvor arbejde maskeres som alt andet end netop det.

- annonse -

På TaskRabbit bliver «Taskere» booket til at udføre alt fra reparation af elektriske installationer over tunge flytteopgaver til rengøringsopgaver med brug af giftige substanser. Ofte uden at Taskerne reelt aner, hvad de holder på med, og altid uden behørige sikkerhedsforanstaltninger.

Nogle har tilvalgt at platformsarbejde som erstatning for eller supplement til såkaldt typisk ansættelse, og nogle bruger app-faciliteret opgaveløsning til at skabe et liv med bedre økonomi og større frihed. Men mange har valgt denne arbejdsform i mangel af andre eller bedre alternativer, og kæmper dagligt for deres overlevelse.

foto: pixabay

At ryge ned i algoritmen

TaskRabbit kræver, at folk er på vagt i fire timers intervaller, besvarer bookinger inden for en halv time og accepterer 85 procent af opgaverne. Vel at mærke uden økonomisk kompensation for den tid, Taskere står til rådighed uden at blive booket, og uden hensyntagen til karakteren af de opgaver, der bliver udbudt.

Hvis en Tasker afviser for mange opgaver, ryger de ned i algoritmen, får færre opgaver tilbudt, og risikerer at blive «deaktiveret», som man kalder fyringer i platformsuniverset. Det siger sig selv, at det får folk til at acceptere opgaver, de enten ikke er kvalificerede til, eller ikke føler sig trygge ved.

Teknologi har gjort det muligt at hyre 10.000 arbejdere ind i 10 minutter, og derpå
forsvinder de som dug for solen.

Arbejdsskader tager TaskRabbit ikke ansvar for, ej heller dårlige reviews som følge af, at en eller anden idiot har booket en Tasker til at reparere en elektrisk dør, i stedet for at ringe til en elektriker. Som en af interviewpersonerne i Hustle and Gig forklarer om, hvorfor hun ikke gik sin vej, da det gik op for hende, at hun var booket til at rengøre hvad der formentlig var en narkobule:

«Jeg havde ingen kontrol over, hvilke opgaver jeg ville få eller hvornår. Så jeg tog mere eller mindre imod alt, der kom ind. […] Man tænker altid, ‘hmmm, om fem måneder kan det være, jeg sover på en bænk et eller andet sted.»

At opretholde algoritmestyrede krav

En hel del af Ravenelles interviewpersoner var forgældede, da de koblede sig på app-gigs, og en hel del bliver det undervejs. For eksempel når det viser sig, at de bliver nødt til at investere i udstyr og forsikringer, fordi alt ansvar er lagt over på arbejderen.

Eller når platformen pludselig ændrer arbejdsbetingelserne (det kaldes det naturligvis ikke) fra den ene dag til den anden, så den indtægt og arbejdsform, man havde fået stillet i udsigt, ikke materialiserer sig. Som Ravenelle skriver om de platformsarbejdere, der sidder mest i saksen – dem, der ikke kan se andre muligheder for at skaffe en indkomst:

«Den selvstændighed, de forventede – arbejd, når du vil, og med hvad du vil – er blevet frarøvet gennem nødvendigheden af at opretholde algoritmestyrede krav om opgaveløsning […]. Snarere end økonomisk frihed finder disse arbejdere sig selv på tabersiden i en udliciteringsligning […]. Løftet om en moderne, app-drevet #entreprenørtilværelse viste sig at dække over en tilbagevending til dystre arbejds- og levevilkår fra den tidlige industrialiserings tid.»

Platforms- og deleøkonomi

Det er naturligvis ikke alle arbejdere i «deleøkonomien», som mærker slagsiden lige hårdt. Men om man ender som «hustler», «stræber» eller «succeshistorie» – hvoraf ingen er stabile kategorier, og faldet kan være nok så brat – afhænger af, hvilke ressourcer man har i udgangspunktet. Det handler om graden af «færdigheder, kapital og valgmuligheder».

Modsat mange andre bøger om platforms- og deleøkonomi sætter Ravenelle fænomenet i kontekst: af århundreders kamp mellem organiserede arbejdere og (fagforeningsfjendtlige) kapitalister, af et halvt århundredes reallønsfald ikke mindst i Vesten, af en historisk høj indkomst-ulighed, af de seneste årtiers galopperende privatgældskrise. Det en nyttig ramme at forstå de konkrete (arbejds)livshistorier i.

At udbytte hinanden

Hustle and Gig rejser også spørgsmålet om, hvad det er for et samfund, der bliver skabt gennem en grænseløs tjenesteøkonomi, hvor arbejdsgiveren (platformen) ikke vil kalde sig arbejdsgiver, og hvor heller ikke kunden har hverken ansvar for eller relation til den, der udfører arbejdet. Ikke sjældent bliver man forbavset over, hvor små ting, nogen synes, at andre bør gøre for dem. Andre gange over hvor groteske ting.

Det er hverken nyt, at arbejde kan være fornedrende, eller at arbejdsgivere undslår sig ansvaret for arbejdskraften. Det nye er, at vi som privatpersoner bliver opmuntret til at udbytte hinanden. Teknologi har gjort det muligt – som en platformsdirektør poetisk udtrykker det i bogen – at hyre 10.000 arbejdere ind i 10 minutter, og derpå forsvinder de som dug for solen.

Nina Trige Andersen
Trige Andersen er frilansjournalist og historiker.

Du vil kanskje også likeRELATERT
Anbefalte

En landbrugsklynge – et topmoderne industrielt kompleks

MAD: Problemet er adgangen til mad. Alle skal spise for at leve. Skal vi spise, må vi købe. For at købe, må vi arbejde. Vi spiser, fordøjer, og skider.

Dydens diktatur

KINA: Kinas kommunistparti praler i dag med, at det er i stand til at genkende enhver af landets 1.4 milliarder borgere inden for få sekunder. Europa må finde alternativer til den stigende polarisering mellem Kina og USA – mellem et statsligt overvågende diktatur og den liberalistiske individualismes hensynsløse selvudlevelse. Måske en form for anarkistisk samfundsorden?

Protest kan koste deg livet

HONDURAS: Nina Lakhanis farlige søken etter sannheten bak drapet på miljøaktivisten Berta Cáceres ender opp i flere spørsmål enn svar.

Det kulturelle bindemiddelet

ROMAN: DeLillo iscenesetter en slags allmenn, paranoid tilstand, en mistenksomhet som har global rekkevidde.

Kreativ ødeleggelse

SØPPEL: Norge er ikke rigget for tekstilsortering. Selv om vi sorterer søppel, er vi ikke i nærheten av steder i Japan, som kan resirkulere i 34 ulike kategorier. Der er målet at kommunene ikke sitter igjen med noe avfall – og uten søppelbiler!

Kontrollsamfunnet og det uregjerlige

SENMODERNE: Mennesker i dag får mer og mer kontroll over omgivelsene – men mister kontakt med verden. Hvor går grensen for målinger, kvalitetssikringer, kvantifiseringer og byråkratiske rutiner?