MUSISK LIV: Med Brugen af kroppene og Hvad er filosofi?, vender Giorgio Agamben tilbage til sin tidlige hovedinteresse før den første homo sacer-bog – nemlig til det værende, til sproget, til tanken og det lyksalige liv. Det dreier seg også om der man ér – hvor man på én og samme tid opdager livet (ontologi) og hvordan livet kunne være (politik, det lykkelige liv).
HÖLDERLIN: Giorgio Agamben foretar en løs sammenfuging mellom Goethe og Hölderlin, mellom galskap og fornuft. Lot sistnevnte seg presse psykisk til det ytterste?
FILOSOFI: Italienske Giorgio Agamben beskriver og tenker andre forløp for vår tenkning enn dagens mer teknologisk nihilistiske viljedrevne produksjonsparadigme. To bøker søker inn i andre muligheter enn den 'brannen' han mener vi befinner oss i. I dette essayet forsøker Astrid Nordang å bringe frem noe av dette kompliserte materialet.
FILOSOFI: Agambens skitser til en teori om borgerkrig er således måske også et bidrag til en ny teori om revolution. Revolution hinsides politik. Hvor revolutionen endelig tænkes hinsides enhver forestilling om en stat og det at stå oprejst som en soldat, der gør honnør. NY TID har valgt å trykke etterordet til Agambens bog om borgerkrigen.
BIOMAKT: Den italienske filosofen Giorgio Agamben har hatt flere kontroversielle utspill om håndteringen av koronakrisen. Agamben slår fast at mediehåndteringen av koronakrisen på en eller annen pervers måte har et likhetstrekk med den kommersielle reklamen. Og advarer mot et nytt, despotisk sikkerhetssamfunn.
KORONA: Er Europas myndigheter sannferdige med hvor lenge tiltakene vil kunne vare? For man kan vel ikke sperre inne en befolkning i 12–18 måneder, innen en vaksine er utviklet?
AGAMBEN: Arkæologien om religion, kunst, politik og kapitalisme er ikke en søgen efter nogen form for oprindelse – men en søgen efter et fundament, der
river fortidige forestillinger op med roden.
Georgio Agamben bringer leseren på sporet av de helt vesentlige spørsmålene om litteraturens forvandlende kraft – forholdet til selve livets mysterium.
Fellesskapet som skal komme er en lærd, rik, kompleks og til dels dunkel tekst. Her og der grenser den til mystikken: Agamben tømmer væren for en patriarkalsk Gud Fader med den ene hånden og gjeninnfører med Spinoza alle tings guddommelighet med den andre, før han trekker det hele tilbake inn i det profane, for så å holde «løsningen», en dirrende aura, frem for oss.