agamben

MIGRASJON: Hvilke erfaringer kan kobles med teori om ‘den Andre’ når man besøker en migrant-øy som Lampedusa? Muligens kan noen filosofer vise vei. Om ikke migrantene er de beste veiviserne.

BRUGSRETTEN: Brug forudsætter ejendomsret. Hjemløse kan ikke bare flytte ind i tomme lejligheder. Men det er et misforhold mellem brug og ejendom i den raciale senkapitalisme. Også når det gælder patenter. Ejendom kan være økonomisk vold.

BEGÆR: Om det mellemkønnede subjekt og den revolutionære utålmodighed. En modstand muliggjort af den ‘potentia gaudendi’, den reserve af uhæmmet ‘nydelsespotens’, som udgør begærsfilosofiens grundantagelse fra Reich til Deleuze og Guattari. ‘Polemisk fagprosa’? Paul B. Preciado tager Engels’ opgør med normerne i «familien, staten og privatejendommen».

KUNSTIG INTELLIGENS: Er det først nå, at individualismen, dyrkningen av enkeltpersoner, med ny teknologi som ChatGPT, er iferd med å endres?

AFRIKA: Hva kan en bok si om Boko Haram eller den porøse grensen mellom dagens Kamerun og dagens Tsjad? Eller om det førkoloniale kongedømmet Kanem-Bornu?

FILOSOFI: Det immunitære demokrati. Ifølge den italienske filosofen Donatella Di Cwesare, eksisterer i dag en politisk kultur styret af frygten for den fremmede og fremtiden, et skindemokrati til fordel for sikkerhed, kontrol og kortsigtede konkurrencehensyn. Og de som anser sig selv som «liberale» i dag, har meget lidt at stå imod de irrationelle impulser og beslutninger der styrer markedet og jagten på den kortsigtet vinding.

TEKNOLOGI: Hva kan vi si om den stadig tiltakende teknologiske og høymoderne sfæren vi lever i? Animasjoner og simulasjoner fremstår mer og mer som «levende organismer», mens biologisk liv i økende grad har blitt «kunstig».

KUNST: Er der ikke længere noget af afsløre eller forvrænge?

AGAMBEN: Arkæologien om religion, kunst, politik og kapitalisme er ikke en søgen efter nogen form for oprindelse – men en søgen efter et fundament, der river fortidige forestillinger op med roden.

Georgio Agamben bringer leseren på sporet av de helt vesentlige spørsmålene om litteraturens forvandlende kraft – forholdet til selve livets mysterium. 

Fellesskapet som skal komme er en lærd, rik, kompleks og til dels dunkel tekst. Her og der grenser den til mystikken: Agamben tømmer væren for en patriarkalsk Gud Fader med den ene hånden og gjeninnfører med Spinoza alle tings guddommelighet med den andre, før han trekker det hele tilbake inn i det profane, for så å holde «løsningen», en dirrende aura, frem for oss.