Svart sosialisme i USA

USA står overfor valget mellom sosialisme eller barbari.

Foto copyright: Stephen Caton
Mikkel Bolt
Bolt er lektor i kulturhistorie ved Københavns Universitet og forfatter.

From #BlackLivesMatter to Black Liberation

Keeanga-Yamahtta Taylor

Haymarket Books

USA

Hvad er Black Lives Matter egentlig for en størrelse? Er det en kampagne mod politivold, er det en protestbevægelse der vil revolutionere USA, er det en organisation der kæmper for rettigheder til afroamerikanere og for at få flere blandt disse til at stemme eller blive valgt til offentlige embeder? Eller var det navnet på en række meget omfattende, men spredte og selvmodsigende optøjer som fandt sted i USA i 2014–15, som respons på politivold og strukturel racisme? Ifølge Keeanga-Yamahtta Taylor er Black Lives Matter alt det ovenstående, men primært en protestbevægelse der artikulerer en gennemgribende kritik af det amerikanske samfunds raciale og økonomiske uligheder. Som sådan er BLM en revolutionær bevægelse, eller en revolutionær bevægelse in spe. Keeanga-Yamahtta Taylor læser BLM som en genaktivering af den mest radikale del af den sorte modstand i 1960’erne og kæder BLM direkte sammen med en radikal antikapitalistisk kritik der forstår racisme som et system der opsplitter arbejderklassen og tildeler hvide subjekter kapitalistiskproducerede privilegier. Klasseudbytning og raceundertrykkelse hænger sammen og bekræfter hinanden i USA. I modsætning til «afropessimister» som Frank B. Wilderson III, der afviser alliancer mellem sorte og hvide og foretrækker at tale om antisorthed fremfor racisme, forsøger Taylor at kæde den sorte modstand sammen med hvad hun kalder en socialistisk kapitalismekritik. Kun som en del af en større samfundsmæssig transformation, altså en socialistisk revolution, er det muligt at ændre på den strukturelle racisme i USA, skriver Taylor. Som hun formulerer det: «Sort frigørelse hænger sammen med projektet om menneskelig frigørelse og social forandring.»

Trusselen om en svart revolusjon fikk det politiske system til å innsluse en liten gruppe afroamerikanere i overklassen og gjøre dem til et «bevis» på at USA var blitt et fargeblindt samfunn.

Obamas brudte løfter. Taylors bog udkom før Trump blev valgt, men udviklingen har blot gjort bogen endnu mere vigtig, og den tilbyder en glimrende historisk oversigt hvor BLM forankres i et forløb der går fra sidst i 1960’erne og frem til Obamas præsidentperiode, hvor BLM opstod. Forklaringen på det paradoks – den mest slagkraftige sorte modstand i fire årtier opstår på et tidspunkt hvor der for første gang i landets historie er valgt en sort præsident – er selvfølgelig skuffelsen over Obama og erkendelsen af umuligheden af at ændre systemet indefra.

Som Taylor redegør for i sin bog, så indeholdt valget af Barack Obama et løfte. Et løfte om et skifte, hvor der endegyldigt skulle ske et opgør med den faktisk eksisterende strukturelle racisme i USA, der er en ubestridelig realitet, aflæselig i statistikker om formue, indkomst, bolig, uddannelse, domfældelser, antallet af indsatte og ikke mindst antallet af politidræbte. USA er ikke blot grundlagt på, men opretholder også en brutal racisme der kommer til udtryk i en strukturel ulighed der betyder at afroamerikanere er fanget i fattigdom eller sidder i fængsel.

Der skete imidlertid ikke et systemskifte. Rigtigt mange unge afroamerikanere deltog ellers entusiastisk i Obamas kampagne og et større antal end nogensinde før stemte i 2009. Håbet om at «Yes, We Can» ikke blot betød en afslutning på krigen i Irak og lukningen af Guantanámo-basen på Cuba, hvad det ikke engang lykkedes Obama at gennemføre, men at sloganet stod for meget mere, ikke mindst udviklingen af en egentlig socialpolitik der kunne adressere og udbedre den sociale og økonomiske misere som den langt overvejende del af den afroamerikanske befolkning i USA lever i og med – det håb blev ikke indfriet. Obama levede på ingen måde op til løfterne, eller snarere forhåbningerne. For i retrospektiv er det tydeligt at et egentligt opgør med den amerikanske racisme aldrig var en del af Obamas projekt – og heller ikke kan være det indenfor rammerne af det amerikanske nationaldemokrati.

Tilfældet Brown. Dette blev for alvor tydeligt i kølvandet på de protester der brød ud efter drabet på den ubevæbnede 18-årige afroamerikaner Michael Brown i Ferguson i august 2014. Som mange andre afroamerikanske mænd blev den ubevæbnede Brown skudt af det lokale politi. Politiet lod efterfølgende liget ligge i en bagende augustsol i mere end fire timer før de flyttede det. Imens liget lå der, nægtede de hans forældre at se deres døde søn. De efterfølgende dage ødelagde politiet så ved flere lejligheder det midlertidige monument som Martins forældre lavede på gerningsstedet. Drabet og politiets opførsel provokerede områdets afroamerikanske beboere, der begyndte at demonstrere mod det lokale politis opførsel, men også mod politivold generelt. Brown var blot det seneste tilfælde i en stadigt voksende liste over ubevæbnede afroamerikanere som politiet dagligt dræber i USA. Protesterne spredte sig hurtigt og varede i flere måneder. De tog form af marcher, besættelser og opstande, hvor butikker og biler blev brændt af og plyndret. Protesterne var så omfattende at Obama blev nødsaget til at reagere på dem, men hans reaktion var voldsomt skuffende for afroamerikanerne. Obama talte om fred og forsoning og behovet for at være konstruktiv. Hans tale faldt for døve øren. Det stod tydeligt at Obama ikke havde noget svar på politivolden og den strukturelle racisme den er et udtryk for. Det var på baggrund af denne afklædning af det politiske systems inhærente racisme at Black Lives Matter-bevægelsen opstod. Den var en reaktion på en strukturel racisme der desværre er lige så levende i dag som den var før 1965 og ophævelsen af de racistiske Jim Crow-love, der havde opretholdt undertrykkelsen af sorte amerikanere igennem slavelignende tilstande efter slaveriets officielle ophør i 1865.

Strukturel og intentionel racisme. For Taylor er Obamas manglende evne til at gøre noget ved de mange racistiske drab kulminationen på et længere historisk forløb der går tilbage til rekuperationen af 1960’ernes borgerrettighedsbevægelse og den militante sorte modstand, som Black Panther Party er det mest kendte udtryk for. Truslen om en sort revolution sidst i 1960’erne fik det politiske system og den lokale kapitalistklasse til at indsluse en lille gruppe afroamerikanere i den amerikanske overklasse og gøre dem til «bevis» på at USA var blevet et farveblindt samfund hvor alle har mulighed for at realisere sig. Så hvis der er mange afroamerikanere i fængsel, så er det fordi de har en svag karakter, begår kriminalitet eller tager stoffer. Det er historien om den «neoliberale» individualisering der finder sted i perioden efter maj ’68, hvor strukturelle og sociale problemer fordrejes og gøres til individuelle udfordringer.

Obama var selv en art bevis på denne udvikling; der kan jo ikke være racisme i USA når præsidenten er sort! Denne individualisering, hvor sociale problemer forklares med henvisning til dårlige personlige valg, fandt sted som et led i et omfattende angreb på efterkrigstidens lønproduktivitetskompromis, hvor adgangen til velfærd og forbrug blev generaliseret til store dele af den hvide befolkning og mindre grupper af de sorte indbyggere i USA. Fra begyndelsen af 1970’erne blev der imidlertid sparet voldsomt på den sociale reproduktion, hvad der især ramte de i forvejen dårligst stillede dele af den amerikanske befolkning, først og fremmest afroamerikanere. De led mere end nogen andre under den neoliberale sparepolitik som blev en rød tråd i amerikansk politik fra Nixon over Reagan og Clinton frem til i dag. Og det er selvfølgelig baggrunden for BLM og protesterne, der for alvor brød ud i efteråret 2014. En flere århundreder lang historie om slavegørelse, racisme og ulighed, en historie der på ingen måde er over. Det er valget af Trump det sørgelige udtryk for.

I retrospekt er det tydelig at et egentlig oppgjør med den amerikanske rasismen aldri var en del av Obamas prosjekt.

Frigørelse og Trump. Hvis valget af Barack Obama til præsident i 2009 syntes at udgøre et vendepunkt i historien om den racistiske statsundertrykkelse af afroamerikanere i USA, et vendepunkt der om ikke andet er «politisk» indenfor rammerne af det repræsentative nationaldemokrati, hvor en sort mand som præsidænt i USA vitterligt var et novum, så er valget af Donald J. Trump et voldsomt tilbageskridt. Gennem hele sin valgkamp tordnede Trump mod racialt undertrykte, immigranter, kvinder og snart sagt alle tænkelige minoriteter. Selvom Trumps politiske projekt kan fremstå som et cirkus uden mening – han modsiger hele tiden sig selv og går tilsyneladende mere op i at få tilfredsstillet sin egen grænseløse narcissisme – så er hans politiske program en racistisk og xenofobisk nationalisme, eller hvad vi kan kalde senkapitalistisk fascisme. Projektet er at genskabe en truet amerikansk storhed, give form til et autentisk nationalt fælleskab, hvor den hvide, ciskønnede mand bestemmer. Trump sætter tingene på plads, det er hans løfte til vælgerne. Vi glemmer den sorte præsident, spærrer endnu flere sorte kriminelle inde og smider immigranterne ud: Amerika skal gøres stort – og hvidt – igen.

Som Taylor peger på, er de strukturelle modsætninger så store i USA i dag at konflikterne blot vil spidses til. Trump er selv et udtryk for det: Nu er fløjlshandskerne lagt på hylden. Fronterne er trukket op, og kontrarevolutionen organiseres. Taylor argumenterer for at BLM allerede er en egentlig revolutionær bevægelse, altså at revolutionen også organiseres. Jeg er ikke så sikker. Destruktionen af den vestlige arbejderbevægelse, af den sorte modstand og den revolutionære tradition er så omfattende at det ikke blot er svært at stable en sammenhængende revolutionær kritik på benene, men også uklart hvordan udbytning og dominans hænger sammen. Men lad os håbe at Taylor har ret, og at den revolutionære organisering er i gang. Ellers må vi sætte vores lid til opstanden som det moment hvor tingene eksploderer i en spontan omvæltning. Vi kan måske omskrive Luxemburgs gamle mantra lidt og sige at USA står over for valget mellem sort socialisme eller barbari.

Se også Svart makt – Black Power

---
DEL