Svart sosialisme i USA

USA står overfor valget mellom sosialisme eller barbari.

Foto copyright: Stephen Caton
Mikkel Bolt
Bolt er lektor i kulturhistorie ved Københavns Universitet og forfatter.

From #BlackLivesMatter to Black Liberation

Keeanga-Yamahtta Taylor

Haymarket Books

USA

Hvad er Black Lives Matter egentlig for en størrelse? Er det en kampagne mod politivold, er det en protestbevægelse der vil revolutionere USA, er det en organisation der kæmper for rettigheder til afroamerikanere og for at få flere blandt disse til at stemme eller blive valgt til offentlige embeder? Eller var det navnet på en række meget omfattende, men spredte og selvmodsigende optøjer som fandt sted i USA i 2014–15, som respons på politivold og strukturel racisme? Ifølge Keeanga-Yamahtta Taylor er Black Lives Matter alt det ovenstående, men primært en protestbevægelse der artikulerer en gennemgribende kritik af det amerikanske samfunds raciale og økonomiske uligheder. Som sådan er BLM en revolutionær bevægelse, eller en revolutionær bevægelse in spe. Keeanga-Yamahtta Taylor læser BLM som en genaktivering af den mest radikale del af den sorte modstand i 1960’erne og kæder BLM direkte sammen med en radikal antikapitalistisk kritik der forstår racisme som et system der opsplitter arbejderklassen og tildeler hvide subjekter kapitalistiskproducerede privilegier. Klasseudbytning og raceundertrykkelse hænger sammen og bekræfter hinanden i USA. I modsætning til «afropessimister» som Frank B. Wilderson III, der afviser alliancer mellem sorte og hvide og foretrækker at tale om antisorthed fremfor racisme, forsøger Taylor at kæde den sorte modstand sammen med hvad hun kalder en socialistisk kapitalismekritik. Kun som en del af en større samfundsmæssig transformation, altså en socialistisk revolution, er det muligt at ændre på den strukturelle racisme i USA, skriver Taylor. Som hun formulerer det: «Sort frigørelse hænger sammen med projektet om menneskelig frigørelse og social forandring.»

Trusselen om en svart revolusjon fikk det politiske system til å innsluse en liten gruppe afroamerikanere i overklassen og gjøre dem til et «bevis» på at USA var blitt et fargeblindt samfunn.

Obamas brudte løfter. Taylors bog udkom før Trump blev valgt, men udviklingen har blot gjort bogen endnu mere vigtig, og den tilbyder en glimrende historisk oversigt hvor BLM forankres i et forløb der går fra sidst i 1960’erne og frem til Obamas præsidentperiode, hvor BLM opstod. Forklaringen på det paradoks – den mest slagkraftige sorte modstand i fire årtier opstår på et tidspunkt hvor der for første gang i landets historie er valgt en sort præsident – er selvfølgelig skuffelsen over Obama og erkendelsen af umuligheden af at ændre systemet indefra.

Som Taylor redegør for i sin bog, så indeholdt valget af Barack Obama et løfte. Et løfte om et skifte, hvor der endegyldigt skulle ske et opgør med den faktisk eksisterende strukturelle racisme i USA, der er en ubestridelig realitet, aflæselig i statistikker om formue, indkomst, bolig, uddannelse, domfældelser, antallet af indsatte og ikke mindst antallet af politidræbte. USA er ikke blot grundlagt på, men opretholder også en brutal racisme der kommer til udtryk i en strukturel ulighed der betyder at afroamerikanere er fanget i fattigdom eller sidder i fængsel.

Der skete imidlertid ikke et systemskifte. Rigtigt mange unge afroamerikanere deltog ellers entusiastisk i Obamas kampagne og et større antal end nogensinde før stemte i 2009. Håbet om at «Yes, We Can» ikke blot betød en afslutning på krigen i Irak og lukningen af Guantanámo-basen på Cuba, hvad det ikke engang lykkedes Obama at gennemføre, men at sloganet stod for meget mere, ikke mindst udviklingen af en egentlig socialpolitik der kunne adressere og udbedre den sociale og økonomiske misere som den langt overvejende del af den afroamerikanske befolkning i USA lever i og med – det håb blev ikke indfriet. Obama levede på ingen måde op til løfterne, eller snarere forhåbningerne. For i retrospektiv er det tydeligt at et egentligt opgør med den amerikanske racisme aldrig var en del af Obamas projekt – og heller ikke kan være det indenfor rammerne af det amerikanske nationaldemokrati.

Tilfældet Brown. Dette blev for alvor tydeligt i kølvandet på de protester der brød ud efter drabet på den ubevæbnede 18-årige afroamerikaner Michael Brown i Ferguson i august 2014. Som mange andre afroamerikanske mænd blev den ubevæbnede Brown skudt af det lokale politi. Politiet lod efterfølgende liget ligge i en bagende augustsol i mere end fire timer før de flyttede det. Imens liget lå der, nægtede de hans forældre at se deres døde søn. De efterfølgende dage ødelagde politiet så ved flere lejligheder det midlertidige monument som Martins forældre lavede på gerningsstedet. Drabet og politiets opførsel provokerede områdets afroamerikanske beboere, der begyndte at demonstrere mod det lokale politis opførsel, men også mod politivold generelt. Brown var blot det seneste tilfælde i en stadigt voksende liste over ubevæbnede afroamerikanere som politiet dagligt dræber i USA. Protesterne spredte sig hurtigt og varede i flere måneder. De tog form af marcher, besættelser og opstande, hvor butikker og biler blev brændt af og plyndret. Protesterne var så omfattende at Obama blev nødsaget til at reagere på dem, men hans reaktion var voldsomt skuffende for afroamerikanerne. Obama talte om fred og forsoning og behovet for at være konstruktiv. Hans tale faldt for døve øren. Det stod tydeligt at Obama ikke havde noget svar på politivolden og den strukturelle racisme den er et udtryk for. Det var på baggrund af denne afklædning af det politiske systems inhærente racisme at Black Lives Matter-bevægelsen opstod. Den var en reaktion på en strukturel racisme der desværre er lige så levende i dag som den var før 1965 og ophævelsen af de racistiske Jim Crow-love, der havde opretholdt undertrykkelsen af sorte amerikanere igennem slavelignende tilstande efter slaveriets officielle ophør i 1865.

Lyst til å lese videre?

Logg inn eller registrer deg her

---
DEL

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here