Susan Sontag: Det komplette Rolling Stone-interview

For at være i live må man føle og tænke, overskride sig selv. Intellektuelt engagement var for Sontag først og fremmest båret af denne trang til dannelse og selvoverskridelse

Susan Sontag. Foto: AFP PHOTO/LLUIS GENE
Alexander Carnera
Dansk essayist og forfatter. Bosatt i København.

Susan Sontag: Det komplette Rolling Stone-interview. Møller Forlag, 2015

Screen Shot 2016-01-12 at 16.09.13«Den eneste mulige metafor på åndens liv,» skrev politologen Hannah Arendt, «er fornemmelsen af at være i live. Uden livets åndepust er menneskets krop et lig, uden tænkning er menneskets ånd død.» Susan Sontag var enig. I andet bind af sine dagbøger og notesbøger (As Consciousness Is Harnessed To Flesh) erklærer hun: «At være intelligent er for mig at se ikke ligesom at gøre noget ’bedre’. Det er den eneste måde jeg eksisterer på … Jeg ved, at jeg er bange for passivitet (og afhængighed). Når jeg bruger min forstand og min ånd, er der noget, der får mig til at føle mig aktiv (uafhængig). Og det er en god ting.»

At tænke og leve. Sådan indleder Jonathan Cutt forordet til sit komplette Rolling Stone-interview fra 1978 med Susan Sontag. Hun kredser om en menneskelig drift båret af nysgerrighed og erkendelse – et hungrende begær efter liv. For at være i live må man føle og tænke, overskride sig selv. Intellektuelt engagement var for Sontag først og fremmest båret af denne trang til dannelse og selvoverskridelse. Hun ville have løbet skrigende bort fra vor tids samlebåndstænkning i uddannelsessystemerne. Og ville der overhovedet være plads til hende som inspirator i et stadig mere glat og ligegyldigt offentligt rum? For den nye generation af skandinaviske læsere er Susan Sontag ikke en selvfølgelig figur. 1960’erne og frem til det nye årtusind var Sontags epoke. I en tid hvor de frie ånder opleves som en mangelvare er den danske udgivelse mere end på sin plads. Bogen er historien om en offentlig intellektuel og et både kunstnerisk-lidenskabeligt og politisk engagement der samler sig i én og samme person. Sontag var et stærkt bevis på at det at leve et tænkende liv og at tænke over det liv, man lever, kan være komplementære og livsbekræftende aktiviteter.

Camp og visioner. Sontag blev født i 1933 og døde af kræft i 2004. Hun voksede op i det vestlige Amerika, men flyttede senere til New York, der sammen med Paris udgjorde hendes faste base resten af livet. Hun var et barn af 60-tallet med blik for både populærkultur og europæisk modernisme. Og så var hun en énmandshær der introducerede alverdens livshungrende nysgerrige til en hel generation af især franske og tyske tænkere og forfattere lige fra Roland Barthes til Walter Benjamin. Hun fodrede de grænsesøgende og utilpassede unge med nye åbninger for livsformer i det seksuelt-eksperimentelle, for Sontag kaldet camp (lang tid før queer) og følte sig ligeså godt tilpas blandt punkere til punkkoncerter med Patti Smith som blandt læsenørder til litterære oplæsninger. Hun satte altid en høj standard for kvalitet, men hun besad også det sjældne «øje» der kan se det visionære i det politisk problematiske. Hun kaldte eksempelvis Leni Riefenstahls film Viljens triumf for et mesterværk uden at bortforklare nazistisk propaganda med æstetisk undskyldning.

Jeg kan lide dialog, og jeg ved, at en masse af mine tanker er et produkt af samtale.

Første gang verden hører om Susan Sontag er da hun i 1968 er inviteret af den nordvietnamesiske regering sammen med en delegation af antikrigsaktivister og reportere fra krigen. Begivenheden «fik mig til at revurdere min identitet, mine bevidsthedsformer, min kulturs psykiske former, sprog, moralsk beslutsomhed, psykologisk udtryksfuldhed,» siger hun. Da hun næsten tre årtier senere i 1993 befinder sig i Sarajevo og bliver spurgt om hun vil opføre Samuel Becketts Venter på Godot, tøver hun ikke. Mens bomberne regner ned udenfor teatret opføre hun stykket, en handling der kan opsamles i titlen på én af hendes vigtigste bøger: At betragte andres lidelser. 

Interviewet som samtale. For det legendariske Rolling Stone Magazine (RSM) var det oplagt at få et større interview i kassen med Sontag. Hun var indbegrebet af den kunstneriske og politiske livsform der kunne udfordre the establishment samtidig med at hun altid havde noget interessant at sige. Da hendes bog om fotografiet er udkommet året før, i 1978, er tiden kommet. Men vil hun tale? For de fleste af hendes forbilleder, de europæiske modernister, er journalister og interviews forbundet med tom ordudveksling og sandheden forbundet med stilhed, med eftertanke, med det at skrive. Ikke snak. Men for Sontag er det anderledes: «Jeg kan lide interviewformen … og jeg kan lide den, fordi jeg kan lide samtale, jeg kan lide dialog, og jeg ved, at en masse af mine tanker er et produkt af samtale. På en måde er det sværeste ved at skrive, at man er alene og må etablere en samtale med sig selv, hvilket er en grundlæggende unaturlig handling. […] samtalen giver mig en chance for at finde ud af hvad jeg mener. Jeg vil ikke vide noget om publikum, for de er en abstraktion, men jeg vil vældig gerne vide, hvad en enkelt person mener, og det kræver et særligt personligt møde.» Første del af samtalen finder sted i 1978 i Paris, anden del finder sted næsten et halvt år senere i New York.

Fotografiet er et casestudy i, hvad det er at leve i det 20. århundrede i et højtudviklet, industrielt forbrugersamfund.

Billede og virkelighed. Om sin tidlige gennembrudsbog Against Interpretation siger hun at hun ikke har forladt den grundlæggende tanke om stil. «Vores blik på virkeligheden er et spørgsmål om stil.» … «Lad være med at fortolke, der er ikke noget at fortolke.» Det er den samme grundidé der går igen i hendes syn på fotografiet og senere i hendes syn på sygdom. I sin bog Fotografiet siger hun at «fotografiet giver én nye øjne, renser éns blik». I samtalen fremhæver hun hvordan modsigelsen eller dobbelttydigheden ved det at se både er et problem og en mulighed. «Fotografiet er et casestudy i, hvad det er at leve i det 20. århundrede i et højtudviklet, industrielt forbrugersamfund.» Sandheden findes på en måde i tingene og Sontag gør billede og virkelighed til komplementære begreber: Når virkeligheden forandrer sig, forandrer billedet sig også. Da Sontag bliver syg med kræft begynder hun at tænke over sygdommen, hvordan vi bruger ord og billeder til at tale om det syge og fremmede og os selv, og hvordan det er forbundet med skam og falske billeder. Sygdommen forfølger hende i de sidste 25 år af hendes liv. I lange bevægende passager taler hun om lidelsen som resonansbund for erfaring. Forandringens mulighed findes i kroppen som er smertens plads. Noget brydes ned og noget nyt opstår – sygdommen og kroppen som sted for opretholdelsen af et kritisk standpunkt. Sygdommen var indtil hendes død med til at skabe et udvidet erfaringsfelt. I bøgerne At betragte andres lidelser og Falske forestillinger om sygdom viser hun hvordan vores blik for sygdom, dæmoner, smerte og lidelse skærper sansen for det væsentlige i livet og evnen til at række hånden ud til de fremmede som skiller sig ud.

Kunst og liv. Allerede som 13-åring læste hun Kafka og Thomas Mann. Da hun et par år senere i gymnasiet læser Brødrene Karamazov (Dostojevskij) siger hun: «Det her er utroligt, nu ved jeg, hvorfor jeg skal leve.» Chokket og samtidig lysten til at forfølge denne mærkelige forbindelse mellem kunst og liv fulgte hende resten af livet. Fra hendes fiktion og essays om sygdom til teateropsætninger og dokumentarfilm kredser hun om spørgsmålet: Er kunsten middel til forandring eller er kunsten selve forandringen? Selv sagde hun: «Den virkelig alvorlige holdning, er den, der opfatter kunsten som et middel til at opnå noget, som man måske først opnår, når man opgiver den.» I så fald handler det om at opgive utopien, forestillingen om noget på den anden side, opgive forestillingen om et mål som noget der venter én som et resultat af ens anstrengelser. For måske handler det ikke om målet (som vi aldrig ved hvad er) men om modtagelighed, måden vi er bevidst på? At kunsten selv – den praksis og anstrengelse det er at skrive, læse, tænke, filme – er selve forandringen.
Mod slutningen af samtalen siger hun at det som flyder sammen i hendes fiktion såvel som i hendes essays og teateropsætninger er «en søgen efter en overskridelse af selvet, et forsøg på at blive en anden eller bedre eller ædlere eller mere moralsk person – på den måde, at alt det, man stræber efter og ærer, derfor får karakter af noget moralsk, fordi det får egenskab af en kunst eller et imperativ eller et mål eller et ideal». Så måske er kunsten begge ting, både den praksis der forandrer, men også et middel til forandringen?
Udgivelsen af det komplette Rolling Stone-Interview og Jonathan Cotts forord efterlader én med et indtryk af et gennemført seriøst menneske der på ny tør stille de grundlæggende spørgsmål: Hvad er et menneske? Hvad er skønhed? Hvad er lidelse? Hvilke liv skad reddes? Hvad kan vi gøre? Hvilket ansvar har vi for de som lider? Hvad tjener tænkning, kunst og litteratur til overhovedet?


Alexander Carnera er forfatter og essayist, og fast skribent i Ny Tid.
acmpp@cbs.dk

---
DEL