Suburbia på Vestbredden

Amerikanske innvandrere utgjør langt flere israelske bosettere enn deres andel av befolkningen skulle tilsi.

Fafner er ny kritiker i Ny Tid.

City on a Hilltop. American Jews and the Israeli Settler Movement

Sara Yael Hirschhorn

Harvard University Press

USA

Den store bosættelse Efrat, som ligger umiddelbart syd for Betlehem på Vestbredden, betragtes af mange som lidt af en gøgeunge. Den står markant ud fra resten af bosætterbevægelsen med sin velbjergede borgerlighed, og den mangler den karske pio-
nerånd som man finder i mange af de øvrige bosættelser. Efrat er en forkælet mellemøstlig forpost for New Jersey, siger man.

Mødet med Efrat kan kun bekræfte dette. Der høres mindst lige så meget amerikansk som hebraisk, og livsstilen på stedet minder grangiveligt om et lille stykke USA. Med til billedet hører den dynamiske rabbiner Shlomo Riskin, der forlod Manhattan i 1983 og var med til at sætte Efrat på landkortet. Han stod tæt på den amerikanske borgerrettighedsbevægelse og er stadig en varm fortaler for kvinders ligestilling indenfor ortodoks jødedom, og alligevel har han associeret sig med bosætterprojektet, der forekommer at være alt andet end progressivt.

Stedseksempler. Denne på mange måder himmelråbende modsætning finder vi analyseret på blændende vis af Sara Yael Hirschhorn. Hun er forsker ved Oxford University og har netop begået en bog med den sigende titel City on a Hilltop, hvor hun giver os svar på hvorfor hele 15 procent af de israelske bosættere har amerikanske rødder, og hvorfor dette er endnu mere udpræget i den ideologiske del af bosætterbevægelsen.

Hun gør det ved at stille skarpt på tre bosættelser, der hver for sig er markante repræsentanter for tre epoker. Vi begynder i Yamit, den største af de israelske bosættelser på Sinaihalvøen indtil området blev givet tilbage til Egypten i 1982. Kernegruppen var netop ankommet fra USA, og de ønskede at udleve en pionerdrøm der dog skulle kombineres med suburbia, den behagelige forstadstilværelse. Projektet var dog dømt til at mislykkes; dels fandt bosættelsesprojektet sted mens den israelske regering i det skjulte førte fredsforhandlinger med Egypten, slik at bevillingerne blev holdt tilbage; dels faldt forstadsdrømmen til jorden fordi amerikanske akademikere havde vanskeligt ved at finde meningsfulde jobs midt ude i Sinaiørkenen.

Bedre gik det i Efrat, som ligger i kort afstand af Jerusalem – men også her havde grundlæggerne gjort regning uden vært. Rabbiner Riskin forsøgte i starten at overføre sine pluralistiske ideer til Mellemøsten, men kom til kort overfor bosætterbevægelsens ideologer og ikke mindst de palæstinensiske naboer der ikke så nogen grund til at acceptere de amerikanske bosættere i deres midte.

Happy endings kan man ikke ta for gitt i den virkelige verden – især ikke på Vestbredden.

Fra venstre til højre. Hirschhorns beretning slutter i Tekoa, der bosættelse måske endnu mere er en selvmodsigelse. Hun fokuserer på et par af nøglepersonerne, ægteparret Bobby og Linda Brown. Helt tilbage i slutningen af 1960’erne var de to med i ungdomsoprøret, de demonstrerede mod krigen i Vietnam og solidariserede sig med afroamerikanernes krav om ligestilling. Men da dele af den sorte borgerrettighedsbevægelses vrede op gennem 1970’erne blev til fysiske overgreb mod hvide, der også omfattede jøder, følte de at deres tid i USA var omme. Også i protest mod den amerikanske materialisme flyttede de til Vestbredden, på jagt efter en mere enkel tilværelse. Sammen med en gruppe ligesindede placerede de Tekoa helt ude på kanten af den golde Judæaørken, hvor de ikke mente at kunne være til gene for nogen.

Det skulle være deres idealsamfund. Græsrodsdemokrati, økologi og bæredygtigt miljø var nøgleord, og er det for så vidt stadig. Som mange andre amerikanske bosættere bragte de nogle livsværdier med sig, men med starten på den første intifada i december 1987 måtte de sande at dagsordenen i den del af verden er en anden end på den amerikanske østkyst. Mange på stedet indrømmer i dag at de med deres naivitet selv er skyld i miseren, men slutresultatet har været at denne del af befolkningen er rykket grundigt mod højre, mens flere er endt som radikaliserede bosættere.

Godt ment, men naivt. «Jeg marcherede i Selma sammen med Martin Luther King. Nu er vi, bosætterne, blevet til Martin Luther Kings sorte,» sagde rabbiner Riskin blandt andet da han i 1995 gik forrest i en demonstration mod Oslo-aftalerne og deres iboende planer om at fjerne bosættelser fra landkortet.

Der er ingen uskyldige lam blandt de israelske bosættere, og det postulerer forfatteren heller ikke. Men der har været mange intentioner, som måske endda er gode om end bundløst naive.

Det er dette billede som kommer frem når Hirschhorn tegner sit billede af denne meget markante del af bosætterbevægelsen. Eller måske stiller hun snarere en diagnose. Vi får en fin beskrivelse af et fænomen som man kan have en tendens til at betragte som monolitisk. De mange indre modsætninger kommer i spil, og vi får et indtryk af nogle menneskelige dynamikker når de drog ud for at «etablere nye kendsgerninger i landskabet», som det hedder i bosætterjargon. Hirschhorns bog giver os et interessant indblik i en menneskelig pionerromantik der i dag står som en af de vigtigste hindringer for fred mellem israelere og palæstinensere.

Som en af stemmerne fra Efrat siger et sted i bogen, så er amerikanere utroligt fikserede på film, og filmen skal helst have en happy ending. Den slags afslutninger kan man imidlertid ikke tage for givet i den virkelige verden, påpeger forfatteren – især ikke når denne udspiller sig på Vestbredden.

---
DEL