Når vi taler om islamisme i Egypten, forbinder vi den næsten automatisk med Det Muslimske Broderskab . Det er den ældste form for islamisme i landet, og også den største og mest synlige. Aktuelt er det også Broderskabet, det egyptiske regime slår ned på, fordi man ser det som en fare mod landets stabilitet.
Dette er en afgørende fejl, hvis man gerne vil diagnosticere Egypt ens islamiske udfordringer. For nok har bevægelsen fostret flere radikale tænkere som Sayyid Qutb, og nok kan retorikken fra den kant virke dramatisk og uforsonlig, men i bund og grund er Broderskabet en humanitær organisation med en udpræget pragmatisk tilgang til samfundsudviklingen.
Revolutionær eller økonomisk islamisme
Man skal i stedet rette blikket mod to andre islamiske retninger, som er langt mere potente. Den ene af dem er hvad man kan kalde den revolutionære islamisme. Den er vanskeligere at identificere klart, fordi den lever i små demografiske lommer og primært tiltrækker unge mænd med behov for et ståsted. Den er opstået på direkte inspiration af den iran ske revolution i 1979 og har som direkte mål at omstyrte staten og skabe et islamisk teokrati. Midlerne er ofte voldelige, hvilket kom meget tydeligt til udtryk med drabet på Anwar Sadat i oktober 1981.
I 1985 var 6 procent af alle bogudgivelser religiøse, og i dag er det 84 procent, og helt i
samme takt kan man se væksten i antallet af kvinder, der vælger eller føler sig foranlediget
til at bære slør eller niqab.
I 1985 var 6 procent af alle bogudgivelser religiøse, og i dag er det 84 procent, og helt i
samme takt kan man se væksten i antallet af kvinder, der vælger eller føler
sig foranlediget til at bære slør eller niqab.
Men det er måske den tredje, som har skabt de største ændringer i det egyptiske samfund og stadig gør det, og den er vanskelig at forholde sig til, fordi den kommer i en pæn indpakning. Det er den økonomiske islamisme, som mange mennesker tager til sig med et smil, fordi den på overfladen virker moderne og attraktiv. Den kommer fra Saudi-Arabien , som i årtier har brugt en pæn del af olieindtægterne på at skabe en ny samfundsorden i hele området. Det er en slags kulturimperialisme, der for eksempel har indført islamisk bankvæsen i stor stil, og i lige så voldsom grad er kommet til at dominere det egyptiske bogmarked: I 1985 var 6 procent af alle bogudgivelser religiøse, i 1994 var det vokset til 25 procent, og i dag er det 84 procent, og helt i samme takt kan man se væksten i antallet af kvinder, der vælger eller føler sig foranlediget til at bære slør eller niqab.
De tre tendenser lever ikke som tre parallelverdener. Nej, de interagerer og styrker hinanden, og det sker blandet andet ved at en ung egypter rejser til Saudi-Arabien for at tjene penge. Han sympatiserer med Det Muslimske Broderskab, men han vender hjem med penge på lommen og med et nyt islamisk verdenssyn, og undervejs har han snuset til den revolutionære islamisme, som også er til stede i de rige olieøkonomier.
Den saudiske udvikling
Den libanesiske journalist Kim Ghattas skildrer i sin seneste bog, Black Wave, denne udvikling på mesterlig vis. Udgangspunktet for hendes analyse er rivaliseringen mellem Iran og Saudi-Arabien, som går langt tilbage, men som for alvor fik moderne relevans i revolutionsåret 1979.
Den iranske revolution er velkendt. Shahens despotiske og brutale monarki blev væltet af et islamisk styre, der var mindst lige så brutalt og undertrykkende, om end på andre måder. Og ringene fra revolutionen bredte sig ud i regionen.
Den historiske bykerne i Mekka blev revet ned for at gøre plads til at udvide moskeen
og resten af byen blev til et moderne betonhelvede.
I det samme år besatte Juhayman al Otaibi og en gruppe tilhængere den store moské i Mekka en tidlig novembermorgen. Juhayman, en ustuderet beduin fra en afsides provins, fremstillede sig selv som Maadi, den muslimske messiasskikkelse, der ville udfri landet fra den saudiske kongefamilies ugudelige styre. Dramaet blev holdt under låg, og omverden blev kun nødtørftigt underrettet. Men da oprøret var nedkæmpet, skred kongefamilien til en række dramatiske stramninger for at fastslå det rette sindelag. Musikken holdt op med at spille, udskænkningen af alkohol tørrede ind, og kvinders rettigheder blev beskåret til et minimum. Mekka blev omdannet. Den historiske bykerne blev revet ned for at gøre plads til at udvide moskeen, og resten af byen blev til et moderne betonhelvede. Det hele for at markere byens og landets rolle som ubestridt centrum for den muslimske verden.
Ifølge Ghatta skete hele den saudiske udvikling som direkte resultat af og i skarp konkurrence med den iranske revolution. Set i det lys lagde 1979 altså op til en ubønhørlig konkurrence mellem saudiere og iranere, og det er kun en overfladisk forklaring at de er henholdsvis sunni- og shiamuslimer. Mange andre ting stod på spil: regionalt hegemoni, kulturel og økonomisk dominans samt almindelig selvhævdelse og nationalfølelser i lange baner.
Hvorfor skulle en lille stump land som Libanon ellers være så interessant? Saudi-Arabien støttede den sunnimuslimske Hariri-familie, der i øvrigt gjorde den en rolle som byggematadorer i Mekka, og iranerne pumpede penge og al mulig støtte i Hizbollah, hvorved Libanon blev valplads for striden mellem de to. Selve Libanon kom kun i anden eller tredje række. Med sig førte striden enorme strukturelle og kulturelle forandringer. Det udartede i kaotiske stedfortræderkrige, som i Yemen og Irak.
Det spinkle håb
Som Kim Ghattas ser det, opstod der et lille håb i 2018. Da gik iranerne på gaden for at protestere mod det repressive styre, og i Saudi-Arabien skred styret til forsigtige reformer, hvilket blandt andet viste sig ved at kvinder i et vist omfang fik lov til at køre bil. Men kort efter slukkede den sorte bølge, som hun kalder fænomenet, lyset igen.
Den økonomiske islamisme, der på overfladen virker moderne og attraktiv,
kommer fra Saudi-Arabien og er en slags kulturimperialisme.
Mange af elementerne i beretningen er velkendte. Men bogen kombinerer dem på nye måder og bliver dermed en begavet nytolkning af den mellemøstlige tragedie. Meget af dette kunne være undgået, skriver forfatteren, hvis ældre generationer ikke havde sovet i timen.
Når det er sagt, er det dog også vigtigt at lægge mærke til at den pluralistiske debat og de oppositionelle kræfter eksisterer rundt omkring i den hårdt prøvede region. At Saudi-Arabien er velsignet med de store oliereserver i undergrunden, bliver i landets selvforståelse ofte tolket som at Gud har smilet til landet. Men overalt i regionen sidder der i dag folk og fritænkere, der kalder smilet og optimismen frem på en helt anden måde.