Storbyen som utbytting og  motstand i det 21. århundret

Nostalgifri analyse av storbyen som subjektivering, ikke politisering, fra den italienske politiske filosofen Antonio Negri.

Mikkel Bolt
Bolt er lektor i kulturhistorie ved Københavns Universitet og forfatter.

From the Factory to the Metropolis

Antonio Negri

Polity Press

Storbritannia

I dag bor mere end halvdelen af verdens befolkning i byer. Det betyder, at enhver progressiv politik nødvendigvis må være urban eller forholde sig til det urbane som fænomen. Marx og Engels forestillede sig som bekendt, at «de vældige byer», som opstod omkring midten af det 19. århundrede, ville blive scene for en rumlig koncentration af arbejdere, der presset sammen af den voldsomme kapitalistiske modernisering ville udvikle en ny social kollektivitet. «Proletariatet trænges sammen i større masser, dets kraft øges, og det føler denne kraft mere,» som de formulerer det i Det kommunistiske manifest. Det 20. århundredes revolutioner forløb dog ikke just som Marx havde forestillet sig. I stedet for storbyen og arbejderne blev det i langt overvejende grad bønder fra eller på landet, der gjorde oprør og gennemførte revolutioner i ‘tilbagestående’ lande som Rusland, Tyrkiet, Spanien, Bolivia og Kina. Storbyen blev ikke den scene for proletarisk handling, som Marx forestillede sig i 1848.

Storbyen som åsted for dynamisering og fragmentering. En af grundende til at det ikke gik, som Marx og Engels troede, har at gøre med storbyen som sted for en voldsom social dynamisering og fragmentering. De to revolutionære havde helt ret i, at storbyen klumper massen sammen, presser mennesker sammen fysisk og psykisk, men denne «sammenklumpning», som Marx og Engels kalder processen, er også en dynamisering og fragmentering, der snarere synes at fremkalde blaserthed og mulige forskellige former for nationalt ressentiment end klassebevidsthed. Det er jo i den moderne storby, «at alt fast og solidt fordufter», at alt ustandseligt forvandles og ombrydes. Den kapitalistiske modernisering er en voldsom proces, der river tidligere solidaritetsformer og fællesskaber op med rode og gør alt til genstand for tvivl. Det egentlige subjekt i storbyen er med andre ord pengene, som George Simmel skrev i sit klassiske essay om storbyen fra 1903. Det er ikke arbejderne, men pengeøkonomien, som styrer storbyen. Pengene er «med deres neutralitet og indifferens […] den frygteligste nivellerende kraft, de udhuler nådesløst kernen i tingene, deres særegenhed, deres specifikke værdi, deres usammenlignelighed».

Storbyen blir til en enorm subjektivitetsmaskin.

Storbyen som malstrøm av inntrykk. De psykiske effekter af storbyen kender vi fra den moderne kunst og poesi: fra Baudelaire og Monet i slutningen af det 19. århundrede til futuristerne i Italien og Berlin-dada før og efter første verdenskrig og videre til situationisterne og pop efter Anden Verdenskrig gengives storbyen som et kaotisk virvar af affekter og stemninger, hvor den enkelte kastes ud i en malstrøm af indtryk og vanskeligt lader sig adskille fra byen, men tværtimod bliver ét med den, som det eksemplarisk sker i Joyces Ulysses, hvor by og bevidsthed smelter sammen i Leopold Blooms stream of consciousness. Storbyens virvar og mylder kommer til udtryk som Blooms vildtvoksende indre monolog.

Ikke politisering, men subjektivering. Den moderne storbys sammenklumpning producerer ikke den politisering, som Marx regnede med. Storbyen bliver snarere scene for en kompleks subjektiveringsproces, der hele tiden udskyder revolutionen og i en lang periode næsten får den til at fremstå umulig og/eller overflødig. Det er historien om storbyen som et skuespil med Guy Debords termer, et sted, hvor den vestlige verdens arbejderklasse forvandles til forbrugere og borgere i efterkrigstidens velfærdssamfund. Som Debord og Henri Lefebvre og andre tænkere af storbyen beskrev det i 1950’erne og 1960’erne, er storbyen et sted, hvor der finder en subjektiveringsproces sted. Tænk på alle de levende billeder, reklamer, brands og slogans, der er over det hele i byen. Det, Debord og Lefebvre så, var, hvorledes storbyen bliver til en enorm subjektivitetsmaskine, der tillader subjektet at handle på bestemte måder eller begrænser dets handlemuligheder. «At handle» skal her ikke kun forstås som at købe en identitet, plukke mellem de forskellige varer, der signalerer det ene eller det andet, vælge mellem de forskelige identititetsfix, som senkapitalismens tilbyder. Det skal også forstås i forhold til storbyen som handlingsrum, rum for en mere grundlæggende proces, hvor mennesket bliver et subjekt med selvbevidsthed og agens, men samtidig underkastes. Storbyen som sted for en samtidig subjektivering og desubjektivering. Det er historien om storbyen som et dispositiv eller en ideologisk maskine, der forhindrer at sammenklumpningen skaber solidaritet og klassebevidsthed.

Byen som sted for utbytting. Antonio Negri tilbyder en mere positiv læsning af denne udvikling i de essays, der er samlet i bogen From the Factory to the Metropolis. Udgangspunktet for Negris analyse er de ændringer, der er sket med den kapitalistiske produktionsmåde i perioden efter 1968, hvor den sidste store proletariske offensiv fandt sted. Svaret på kritikken af det fordistiske samlebåndsarbejde og det kedelige småborgerlige liv var massivt og tog form af en revolution af produktion og arbejde, hvad der i mangel af et bedre ord ofte kaldes neoliberalismen. I bogen, som inkluderer tekster fra midten af 1990’erne og frem, omtaler Negri det skiftevis som postindustriel eller postmoderne modernisering. I denne udvikling er storbyen helt central, skriver Negri, fordi stedet for udbytning er blevet udvidet til at være byen eller hele det sociale liv. Det er pointen med titlen: Vi er gået fra fabrikken som sted for udbytning til byen som sted for udbytning. Negri taler om den postfordistiske produktive storby. Fabrikken er blevet udvidet til byen, som Negri skriver med henvisning til sin gamle kollega i den italienske arbejderisme, Mario Tronti, og dennes idé om den sociale fabrik. I det nye akkumulationsregime er storbyen således endnu vigtigere end den var det for Marx. Ifølge Negri er storbyen i dag det vigtigste sted for både social produktion og konflikt. I en lang periode udgjorde fabrikken og den tilhørende industrielle arbejderklasse udgangspunktet for en kritisk marxistisk analyse af den kapitalistiske økonomi. Nu er det storbyen, der er udgangspunktet. Det er dér, kampen mod udbytning og for et andet samfund finder sted. «I samtidens storby blandes kapitalens biomagt og subjekternes biopolitik sammen og konfronterer hinanden,» skriver Negri.

Antonio Negri er en italiensk filosof kjent for blant annet bøkene Imperiet (2000), Multitude (2004) og Commonwealth (2009) skrevet sammen med amerikanske Michael Hardt.

Analyser av nye kampformer. Flere af teksterne i bogen er analyser af nye kampformer, som alle angår storbyen på forskellige måder. Fra transportstrejkerne i Frankrig i 1995 til pladsbesættelsesbevægelserne i 2011 er storbyen både scene og objekt for kampe. Kampene finder sted i byen og angår retten til byen eller andre måder at leve i den på. Den tre uger lange strejkebevægelse i 1995 analyserer Negri for eksempel som en udvidelse af den klassiske fabriksstrejke til en storbystrejke, der på én gang er mere diffus, men også mere omfattende og som finder sted i flere områder af livet. Denne udvidelse af kampen hinsides strejken ser Negri også i 2011-besættelserne i Spanien, Grækenland og USA, der ikke blot afviser krisepolitik og spareprogrammer, men også artikulerer krav om retten til at leve i storbyen.

Arbeid som permanent organisk prosess. Negri læser det historiske forløb som en udvikling, hvor den industrielle produktion og fabriksarbejderen mister sin avantgardeposition i klassekampen og erstattes med servicearbejderen som spydspidsen for kampen mellem kapital og levende arbejde. Servicearbejderens arbejde kendetegnes ved at det engagerer følelser i produktionen af værdi. Følelser og evnen til kommunikation og kreative løsninger er ifølge Negri gået hen og blevet helt centrale dele af det nye postfordistiske akkumulationsregime. Kapitalen svarede igen på de omfattende sociale protester i 1960’erne ved at organisere lønarbejdet på nye måder, hvor det fordistiske samlebåndsarbejde blev udvidet eller erstattet med mere ‘demokratiske’ arbejdsformer, hvor arbejderen opfordres eller tvinges til at investere sig selv i udvindelsen af merværdi. Arbejde er i dag ikke blot en udmattende fysisk aktivitet, der finder sted i tidsrummet fra 7 til 15, men har taget form af en mere eller mindre permanent organisk proces, hvor den enkelte bruger alle sine kognitive evner og følelser til at løse arbejdsopgaver, der sjældent afsluttes, men hele tiden ændrer sig og fortsætter.

Storbyens nye autonome rom. Denne udvikling, hvor udbytningen både er trængt dybere ind i det menneskelige og har indtaget det urbane rum i dets helhed, er imidlertid svanger med andre ikke-kapitalistiske livsformer. Urbaniseringen af kampen mellem arbejde og kapital, mellem multituden og imperiet er en mulighed. Storbyens abstraktion muliggør nye sociale og spatiale livsformer, som virtuelt allerede har løsrevet sig fra kapitalens dialektiske mediering og indfangelse. Det er det, vi ser i de forskellige kampe i storbyen, når der indtages pladser og strejkes uden for fabrikken. Negri er på jagt efter en spatio-social parallel til den deterritorialiserede kommunikationssfære, som kapitalen producerer. Der er en mulighed i den nye udbytning, i byens bliven-produktiv. Storbyens abstraktion og fragmentering har virtuelt overskredet kapitalens parasitære forhold til multituden. Storbyen producerer nye autonome rum, der indeholder muligheden for nye sociale forhold. Det er Negris optimistiske læsning af udviklingen.

Fravær av nostalgi. Negris analyse er uden nogen form for nostalgi, der ellers ofte kan findes i såkaldte radikale analyser af storbyen. Udgangspunktet er urbaniseringen. Det er en styrke. Men Negri tenderer til at hypostasere servicearbejde eller immaterielt arbejde, og teksterne i bogen har hverken meget at sige om den 400 millioner store kinesiske arbejderklasse, der stadigvæk er på fabrikken, eller om den eksplosive vækst i antallet af mennesker, der lever i slumbyer, og som er afskåret fra kapitalens metabolisme, som slet ikke kan få adgang til det kapitalistiske arbejdsmarked, men er tvunget til at overleve i den uformelle økonomi eller i forskellige former for kriminel adfærd. De sidste er nok proletariatet i dag, altså dem der føder flest børn, men nok så vigtigt, dem der ikke har noget som helst at miste og derfor potentielt er klar til at gå til angreb på vores samfund og afvikle kapitalismen.

---
DEL