Storbyen som utbytting og  motstand i det 21. århundret

Nostalgifri analyse av storbyen som subjektivering, ikke politisering, fra den italienske politiske filosofen Antonio Negri.

Mikkel Bolt
Bolt er professor i politisk estetikk ved Københavns Universitet og forfatter.
Email: mras@hum.ku.dk
Publisert: 05.04.2018
From the Factory to the Metropolis
Forfatter: Antonio Negri
Polity Press, Storbritannia

I dag bor mere end halvdelen af verdens befolkning i byer. Det betyder, at enhver progressiv politik nødvendigvis må være urban eller forholde sig til det urbane som fænomen. Marx og Engels forestillede sig som bekendt, at «de vældige byer», som opstod omkring midten af det 19. århundrede, ville blive scene for en rumlig koncentration af arbejdere, der presset sammen af den voldsomme kapitalistiske modernisering ville udvikle en ny social kollektivitet. «Proletariatet trænges sammen i større masser, dets kraft øges, og det føler denne kraft mere,» som de formulerer det i Det kommunistiske manifest. Det 20. århundredes revolutioner forløb dog ikke just som Marx havde forestillet sig. I stedet for storbyen og arbejderne blev det i langt overvejende grad bønder fra eller på landet, der gjorde oprør og gennemførte revolutioner i ‘tilbagestående’ lande som Rusland, Tyrkiet, Spanien, Bolivia og Kina. Storbyen blev ikke den scene for proletarisk handling, som Marx forestillede sig i 1848.

Storbyen som åsted for dynamisering og fragmentering. En af grundende til at det ikke gik, som Marx og Engels troede, har at gøre med storbyen som sted for en voldsom social dynamisering og fragmentering. De to revolutionære havde helt ret i, at storbyen klumper massen sammen, presser mennesker sammen fysisk og psykisk, men denne «sammenklumpning», som Marx og Engels kalder processen, er også en dynamisering og fragmentering, der snarere synes at fremkalde blaserthed og mulige forskellige former for nationalt ressentiment end klassebevidsthed. Det er jo i den moderne storby, «at alt fast og solidt fordufter», at alt ustandseligt forvandles og ombrydes. Den kapitalistiske modernisering er en voldsom proces, der river tidligere solidaritetsformer og fællesskaber op med rode og gør alt til genstand for tvivl. Det egentlige subjekt i storbyen er med andre ord pengene, som George Simmel skrev i sit klassiske essay om storbyen fra 1903. Det er ikke arbejderne, men pengeøkonomien, som styrer storbyen. Pengene er «med deres neutralitet og indifferens […] den frygteligste nivellerende kraft, de udhuler nådesløst kernen i tingene, deres særegenhed, deres specifikke værdi, deres usammenlignelighed».

Storbyen blir til en enorm subjektivitetsmaskin.

Storbyen som malstrøm av inntrykk. De psykiske effekter af storbyen kender vi fra den moderne kunst og poesi: fra Baudelaire og Monet i slutningen af det 19. århundrede til futuristerne i Italien og Berlin-dada før og efter første verdenskrig og videre til situationisterne og pop efter Anden Verdenskrig gengives storbyen som et kaotisk virvar af affekter og stemninger, hvor den enkelte kastes ud i en malstrøm af indtryk og vanskeligt lader sig adskille fra byen, men tværtimod bliver ét med den, som det eksemplarisk sker i Joyces Ulysses, hvor by og bevidsthed smelter sammen i Leopold Blooms stream of consciousness. Storbyens virvar og mylder kommer til udtryk som Blooms vildtvoksende indre monolog.


… OBS. teksten fortsetter …


Kjære leser. NY TID trenger din støtte for å lage avisen. Derfor ber vi deg vennligst abonnere. Om du allerede gjør det, logg inn eller bare registrer deg som leser (inkluderer nyhetsbrev) for å lese mer gratis. (Du har allerede lest et par gratis artikler.)


Gratis prøve
Kommentarer