Stedfortræderkrig er et velkendt begreb. Det har eksisteret langt tilbage i historien, og i moderne tid er det blevet en særdeles almindelig del af konfliktbilledet rundt om på jorden. For stormagter, eller for regionale magter, kan det være en opportun måde at ordne tingene på. Dels får man andre til at gøre det beskidte arbejde, og går noget for alvor galt, kan man lukke de vandtætte skodder, fraskrive sig ansvaret og sidde tilbage med tilsyneladende rene hænder.
Se bare på den aktuelle situation i Yemen. Landet er ved at forbløde og gå under i menneskelig lidelse, og somme tider ser man det fremstillet som endnu en afskyelig borgerkrig. At nabolandet Saudi-Arabien har involveret sig i form af støtte til en af de stridende parter, kan man naivt forklare ved, at saudierne blot ønsker at skabe ro på Den Arabiske Halvø. Men en lidt nærmere analyse viser, at Saudi-Arabien har en meget aktiv interesse i at dominere Yemen, hvilket kun perspektiveres ved at rivalen Iran ønsker det samme. Men fordi de to regionale magter har et udestående, holder de på hver sin part i Yemen, og gør det så man ikke kan misforstå noget, men alligevel under halvdiskret dække. De udspiller altså deres strid med hinanden med Yemen som kastebold, og bag det hele lurer USA og Rusland, som også har slet skjulte interesser i området.
Dette er ikke bare stedfortræderkrig, men stedfortræderkrig i flere niveauer.
Interesser
Mønsteret og de strategiske interesser er i og for sig klare nok. Men bag det hele ligger en dynamik, der ikke er helt så ligefrem, og ligesom en hvilken som helst krig består af mange og ofte modstridende interesser, ligger der også nogle komplekse beslutningsmønstre bag det hele. Eli Berman, som er professor i økonomi ved University of California, og David A. Lake, der er professor i statskundskab samme sted, har skabt en antologi, hvor de på forbilledlig vis lader en stribe kolleger forklare sagens dybere aspekter.
Stedfortræderkrig handler først og fremmest om indirekte kontrol. Som udgangspunkt har en stormagt, som kunne være USA, en politisk eller strategisk interesse et sted på landkortet, og spørgsmålet er derfor, hvordan man påvirker klienten eller klientstaten, som altså bliver til stedfortræderen i krigens gang, til at agere som ønsket. Stormagtens og stedfortræderens interesser er nok til en vis grad sammenfaldende, men sjældent identiske, og somme tider er der en dramatisk forskel. Jo større forskellen er, desto større incitament må stormagten tage i anvendelse for at påvirke stedfortræderen til den ønskede adfærd.
Korea-krigen
Denne problemstilling tager bogen under behandling i en række konkrete eksempler, der selv om de er hentet fra forskellige steder i det 20. århundrede, har stor relevans for at forstå de aktuelle scenarier. Et af de meget velskrevne kapitler er af Julia M. Macdonald, som forsker i international politik ved University of Denver. Hun tager afsæt i en virkelig klassiker, nemlig Korea-krigen 1950–53.
Stedfortræderkrig handler først og fremmest om indirekte kontrol.
De fleste i dag ser denne som et dramatisk udslag af den kolde krig, som nemt kunne være endt i den store konfrontation mellem supermagterne. Men selv om amerikanerne mente at have en interesse i at bevare de sydlige dele af Korea som bolværk mod kommunismen, lå der i virkeligheden helt andre ting til grund for krigen. Det hele startede faktisk med en række kommunistiske protester i Sydkorea, hvor præsident Syngman Rhee hurtigt genoprettede roen ved at indsætte hæren.
USA havde længe ønsket at Rhee skabte en lille og professionel hær, der egnede sig til andet og mere end af slå ned på lokale uroligheder. Men præsidenten havde en anden, og farligere opposition at tumle, nemlig landets konservative og velhavende elite, som han frygtede ville få indflydelse. Derfor valgte han en dårligt organiseret hær som var korrupt og dermed kunne købes til at bakke op om hans styre. Men da det nordkoreanske regime angreb med en militær offensiv, var hans sydkoreanske hær stort set magtesløs. Dette tvang amerikanerne til at indsætte tropper for at afstive præsident Rhee og hans styre, og så kørte Korea-krigen – USA’s stedfortræderkrig.
Dilemma
Som baggrund for det hele kører den kontinuerlige vurdering af det nødvendige omfang af militærstøtte der skal til for at holde klientstaten eller stedfortræderen til ilden, og dette stilles op mod de økonomiske og politiske omkostninger for stormagten, som i tilfældet Korea jo var USA. I de følgende kapitler breder bogen spillets mange elementer og varianter ud ved at sætte søkelys på tilsvarende konflikter, der alligevel er radikalt anderledes.
Saudi-Arabien har en meget aktiv interesse i at dominere
Yemen,hvilket kun perspektiveres ved at rivalen Iran ønsker det
samme.
Der er således en
tankevækkende analyse af den tyske besættelse af Danmark 1940–45, hvor den
danske samarbejdspolitik i de første faktisk gjorde landet til nazistisk
klientstat. Og man skal netop ikke drage paralleller, når et par andre kapitler
kigger på Israel og besættelsen af Vestbredden. Dér ligger der også nogle
gustne politiske overlæg bag, men de skal alle sammen forstås i en konkret
kontekst. På den baggrund giver det også mening at have et kapitel (av Abigail
Vaughn) der tager den amerikanske offensiv mod de colombianske narkokarteller i
årene 1990–2010. Denne blev også ført med indirekte kontrol, og reducerede da
også den indre ustabilitet i Colombia, men til gengæld står landet i dag som en
femte største modtager af amerikansk militærstøtte. Forfatter Vaughn fra
University of California spørger med rette, om dette er de mange milliarder
dollar værd, og dette er præcis stedfortræderkrigens dilemma
– hvis man et øjeblik ser bort fra moralske og etiske aspekter.
