Statens rett til å lemleste

Queer-teoretikeren Jasbir K. Puar leverer en skarp analyse av Israel og USAs rasebaserte biopolitikk.
Mikkel Bolt
Bolt er professor i politisk estetikk ved Københavns Universitet og forfatter.
Email: mras@hum.ku.dk
Publisert: 03.09.2018
The Right to Maim: Debility, Capacity, Disability
Forfatter: Jasbir K. Puar
Duke University Press, USA

Konflikterne tager til. Over det hele. Og fronterne bliver mere og mere tydelige. På den ene side har vi nationalstaterne, på den anden har vi folket. I løbet af det seneste halve år har vi set den amerikanske præsident Trumps administration adskille migrantbørn under fem år fra deres familier og bure dem inde, vi har set tusindvis af flygtninge og migranter fra Afrika, Syrien og Afghanistan dø i forsøget på at komme ind i EU og vi har set palæstinensere blive skudt når de nærmer sig et hegn der har spærret dem inde i mere end ti år.

Som blandt andre Giorgio Agamben og Comité invisible har beskrevet det, er nationalstaten i dag en ekskluderende maskine der altid er klar til at skrue op for volden i forsvar for det nationale fællesskab. I en lang periode var denne vold mindre synlig i den vestlige verden, da de nationale økonomier havde det så godt at de lokale arbejderklasser fik adgang til forbrug og velfærd og blev borgere i nationaldemokratiet. I en længere periode efter 2. verdenskrig var det endda muligt at indoptage «fremmedarbejdere» fra andre dele af verden. Siden 1980’ernes begyndelse har den økonomiske situation imidlertid været en anden, og udviklingen henimod nationalistisk eksklusion har været tydeligt længe. Nu er vi kommet så langt i forfaldet af nationalstaterne at der ikke synes at være nogen ende på den racistiske politik. Der er tilsyneladende ikke andet at gøre end at skrue endnu mere op for kontrollen og eksklusionen og gribe tilbage til nogle af de teknikker der ellers så ud som om de var blevet forældede (i Vesten) og som kun blev anvendt i de tidligere kolonier. Suverænitet og biopolitik følges nu ad.

Suverenitet, biopolitikk og lemlestelse

I sin nye bog The Right to Maim: Debility, Capacity, Disability analyserer queer-teoretikeren Jasbir Puar dele af denne udvikling, hvor suverænitet og biopolitik ikke blot optræder sammen – i modsætning til de lidt for optimistiske analyser af erstatningen af disciplin med kontrol i 1990’erne – men er blevet udvidet med et nyt tredje paradigme, nemlig hvad Puar kalder «invalideringsregimet», a regime of debilitation på engelsk. Foucault beskrev som bekendt hvordan den suveræne magt, som var kendetegnet ved at lade dø eller holde i live, gradvist blev erstattet af biomagt, der lader leve eller sender i døden. Biomagten forvalter livet og regulerer befolkningen. 

Dagens nasjonalstat er en ekskluderende maskin.

Som Puar beskriver med udgangspunkt i en kritik af disability studies, er det nødvendigt at udvide Foucaults biopolitikanalyse med retten til at lemlæste. I dag er produktionen af forskellige former for funktionsnedsættelse et mål i sig selv – handicap er med andre ord noget der produceres. Retten til at lade dø og retten til at lade leve skal derfor udvides med retten til at lemlæste eller gøre handicappet. Puars bedste eksempel på denne nye form for biopolitik, der altså ikke (kun) afliver eller regulerer befolkningen, men forvandler den til en masse af handicappede, er Israel/Palæstina, altså den israelske bosætterkoloni og dens håndtering af den palæstinensiske befolkning i Israel og i de besatte områder i Gaza og på Vestbredden. 

Puar viser hvordan Israel har spillet en rolle som en art laboratorium for retten til at lemlæste. Den israelske hær operer med en lemlæstelsesstrategi hvor den begrænser antallet af døde palæstinensere, men til gengæld gør alt hvad den kan for at skade og lemlæste så mange som muligt i de daglige aktioner den gennemfører. Puar beskriver det som en tilbageholdelse af døden hvor palæstinensere holdes i live, men er underkastet en overvældende kolonimagt der gør alt for at ødelægge enhver selvstændig livskraft. IDF brækker ikke blot armene på demonstranter der kaster med sten, israelske soldater benytter sig af såkaldte ikke-dræbende gummikugler der eksploderer inde i kroppen og efterlader tusindvis af metalstykker i kroppen. Som Puar skriver, er lemlæstelse en integreret del af den israelske besættelse – at svække palæstinensernes modstandsevne gennem fysisk lemlæstelse og urban destruktion. I Palæstina er ingen raske – alle er handicappede i den forstand at de er objekter for den israelske stats lemlæstelsespolitik, begrænsede i deres bevægelse og underkastet en brutal besættelsesmagt med patruljeringer, kontrolposter og begrænsninger på stort set alt fra adgang til nødhjælp til byggematerialer, strøm, telekommunikation og vand. Den israelske stat er ikke interesseret i at løse konflikten, indgå en fredsaftale, en ét- eller to-statsløsning eller hvad den kunne tænkes at være, men holder blot den palæstinensiske befolkning i live og kvæler den langsomt, hvorved den så samtidigt kan smykke sig med en vis humanitær aura, alt imens den intensiverer sit koloniale herredømme. 

Biomakten forvalter livet og regulerer befolkningen.

Den israelske hærs ageren i de besatte områder er det klareste udtryk for den racialiserede biopolitiske sikkerhedslogik som Puar kortlægger med særligt fokus på lemlæstelse som kontrol. Israel er et laboratorium for implementeringen af en biopolitik vi imidlertid også ser mange andre steder. Puar forbinder på glimrende vis palæstinensernes lemlæstelse med den udsathed som sorte er objekter for i USA. Hvis Israel/Palæstina eksemplificerer retten til at lemlæste, så praktiserer den amerikanske stat retten til at dræbe, når politiet fortsætter med at skyde unge, sorte mænd. I takt med at stadig flere er blevet overflødige for kapitalakkumulationen i USA, kontrollerer staten den i overvejende grad sorte overskudsbefolkning ved simpelthen at skyde dem eller sætte dem i fængsel. Drab og lemlæstelse komplementerer hinanden i et globalt præventivt sikkerhedsregime hvor staten præventivt eller afsluttende knuser modstand. Vi lever i kontrarevolutionens tidsalder fra Gaza i 1987 til Tiananmen i 1989 til Genua i 2001 til Homs i 2014 til Ferguson samme år til Moskva i maj 2018 og videre. 

Disability og nasjonalisme

Puar beskriver sin bog som en kritisk intervention i disability-studierne. Hun kritiserer disse for at abonnere på en rettighedsbaseret identitetspolitik der mister blikket for den mere omfattende og generelle produktion af handicappede der finder sted i den neoliberale kapitalisme. Disability-studierne og disability-aktivismen skal derfor udvides i en kapitalisme- og nationalismekritisk retning. Handicap har at gøre med økonomi, race, køn og nationalstat. Og kun hvis handicap forankres i en bredere kontekst, hvor disability-studierne artikulerer en egentlig strukturel kritik og ser på handicap som et kollektivt fænomen der ikke kan løses individuelt eller ved at enkeltgrupper gives rettigheder – kun sådan kan den racialiserede logik som lemlæstelsesparadigmet er en del af, kortlægges og udfordres. 

Vi skal analysere handicap i denne mere omfattende betydning, hvor«handicap» erstattes af »produktionen af handicap». Inden for disability-aktivismens individbaserede rettighedsdiskurs, hvor handicap er et resultat af noget usædvanligt, et uheld og ikke en overlagt produktion, forbliver den strukturelle svækkelse usynlig. Og vi har derfor brug for en langt mere omfattende kritik, hvor disability-studierne smelter sammen med antiracisme, dekolonialisme og marxismens økonomikritik i en egentlig revolutionær systemkritik. Det må være perspektivet for den kritik som Puar retter mod disability-studierne.

Drap og lemlestelse utfyller hverandre i et globalt preventivt sikkerhetsregime.

Kun gennem en sådan omlægning henimod en mere radikal kritik er det muligt at imødegå og afvise den pink washing, som disability-aktivismen især i Vesten tenderer til at deltage i, ifølge Puar. Det måske bedste eksempel på denne tendens ser Puar i Israels homo-nationalisme, hvor en progressiv bøssepolitik ikke blot dækker over en brutal bosætterkolonialisme, men også indgår i en racial fødselspolitik der skal sikre en vækst i antallet af jøder, men ikke palæstinensere.

Mulighetsrom

Puars analyse vikler os effekivt ud af den humanitære fælde som ofte opererer med en alt for simpel modstilling mellem liv eller død, og derfor ikke kan se, endsige kritisere, statens ret til at lemlæste. Det er kun hvis vi forstår handicap som en mere omfattende produktion af begrænsede mulighedsrum at vi kan begynde at gøre os en forhåbning om at skabe en anden verden – en verden uden nationalistisk eksklusion, bosætter-lemlæstelse og økonomisk udbytning, og hvor Foucaults forestilling om en anden styring genfinder sit frigjørelsespotentiale og bliver til radikal samfundskritik.

Gratis prøve
Kommentarer