Statens rett til å lemleste

Queer-teoretikeren Jasbir K. Puar leverer en skarp analyse av Israel og USAs rasebaserte biopolitikk.

Mikkel Bolt
Bolt er lektor i kulturhistorie ved Københavns Universitet og forfatter.

The Right to Maim: Debility, Capacity, Disability

Jasbir K. Puar

Duke University Press

USA

Konflikterne tager til. Over det hele. Og fronterne bliver mere og mere tydelige. På den ene side har vi nationalstaterne, på den anden har vi folket. I løbet af det seneste halve år har vi set den amerikanske præsident Trumps administration adskille migrantbørn under fem år fra deres familier og bure dem inde, vi har set tusindvis af flygtninge og migranter fra Afrika, Syrien og Afghanistan dø i forsøget på at komme ind i EU og vi har set palæstinensere blive skudt når de nærmer sig et hegn der har spærret dem inde i mere end ti år.

Som blandt andre Giorgio Agamben og Comité invisible har beskrevet det, er nationalstaten i dag en ekskluderende maskine der altid er klar til at skrue op for volden i forsvar for det nationale fællesskab. I en lang periode var denne vold mindre synlig i den vestlige verden, da de nationale økonomier havde det så godt at de lokale arbejderklasser fik adgang til forbrug og velfærd og blev borgere i nationaldemokratiet. I en længere periode efter 2. verdenskrig var det endda muligt at indoptage «fremmedarbejdere» fra andre dele af verden. Siden 1980’ernes begyndelse har den økonomiske situation imidlertid været en anden, og udviklingen henimod nationalistisk eksklusion har været tydeligt længe. Nu er vi kommet så langt i forfaldet af nationalstaterne at der ikke synes at være nogen ende på den racistiske politik. Der er tilsyneladende ikke andet at gøre end at skrue endnu mere op for kontrollen og eksklusionen og gribe tilbage til nogle af de teknikker der ellers så ud som om de var blevet forældede (i Vesten) og som kun blev anvendt i de tidligere kolonier. Suverænitet og biopolitik følges nu ad.

Suverenitet, biopolitikk og lemlestelse

I sin nye bog The Right to Maim: Debility, Capacity, Disability analyserer queer-teoretikeren Jasbir Puar dele af denne udvikling, hvor suverænitet og biopolitik ikke blot optræder sammen – i modsætning til de lidt for optimistiske analyser af erstatningen af disciplin med kontrol i 1990’erne – men er blevet udvidet med et nyt tredje paradigme, nemlig hvad Puar kalder «invalideringsregimet», a regime of debilitation på engelsk. Foucault beskrev som bekendt hvordan den suveræne magt, som var kendetegnet ved at lade dø eller holde i live, gradvist blev erstattet af biomagt, der lader leve eller sender i døden. Biomagten forvalter livet og regulerer befolkningen. 

Dagens nasjonalstat er en ekskluderende maskin.

Som Puar beskriver med udgangspunkt i en kritik af disability studies, er det nødvendigt at udvide Foucaults biopolitikanalyse med retten til at lemlæste. I dag er produktionen af forskellige former for funktionsnedsættelse et mål i sig selv – handicap er med andre ord noget der produceres. Retten til at lade dø og retten til at lade leve skal derfor udvides med retten til at lemlæste eller gøre handicappet. Puars bedste eksempel på denne nye form for biopolitik, der altså ikke (kun) afliver eller regulerer befolkningen, men forvandler den til en masse af handicappede, er Israel/Palæstina, altså den israelske bosætterkoloni og dens håndtering af den palæstinensiske befolkning i Israel og i de besatte områder i Gaza og på Vestbredden. 

Puar viser hvordan Israel har spillet en rolle som en art laboratorium for retten til at lemlæste. Den israelske hær operer med en lemlæstelsesstrategi hvor den begrænser antallet af døde palæstinensere, men til gengæld gør alt hvad den kan for at skade og lemlæste så mange som muligt i de daglige aktioner den gennemfører. Puar beskriver det som en tilbageholdelse af døden hvor palæstinensere holdes i live, men er underkastet en overvældende kolonimagt der gør alt for at ødelægge enhver selvstændig livskraft. IDF brækker ikke blot armene på demonstranter der kaster med sten, israelske soldater benytter sig af såkaldte ikke-dræbende gummikugler der eksploderer inde i kroppen og efterlader tusindvis af metalstykker i kroppen. Som Puar skriver, er lemlæstelse en integreret del af den israelske besættelse – at svække palæstinensernes modstandsevne gennem fysisk lemlæstelse og urban destruktion. I Palæstina er ingen raske – alle er handicappede i den forstand at de er objekter for den israelske stats lemlæstelsespolitik, begrænsede i deres bevægelse og underkastet en brutal besættelsesmagt med patruljeringer, kontrolposter og begrænsninger på stort set alt fra adgang til nødhjælp til byggematerialer, strøm, telekommunikation og vand. Den israelske stat er ikke interesseret i at løse konflikten, indgå en fredsaftale, en ét- eller to-statsløsning eller hvad den kunne tænkes at være, men holder blot den palæstinensiske befolkning i live og kvæler den langsomt, hvorved den så samtidigt kan smykke sig med en vis humanitær aura, alt imens den intensiverer sit koloniale herredømme. 

Du har nå lest 4 frie artikler denne måned.

Logg inn (krever online abonnement, 69kr) for å lese videre.

DEL

Legg igjen et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.