Tingene er ikke længere, hvad de har været. I takt med at flere og flere ting udstyres med sensorer, tildeles en netværks-adresse og forbindes til internettet, er tingene nemlig begyndt at opføre sig på helt nye, og somme tider temmelig uforudsigelige, måder. Som når din nye ’smarte’ baby-alarm helt umotiveret begynder at spille The Police’s 80’er-overvågningsvise Every Breath You Take midt om natten efterfulgt af ukendte mandsstemmer, som råber grove skældsord af seksuel karaktér efter dit spædbarn. Eller mere dramatisk, når din Teslas autopilot, som det skete i USA for et par år siden, sender dig i fuld fart ind i siden på en lastbil med døden til følge.
«Smarte» devices
De to medieteoretikere Mercedes Bunz og Graham Meikle har med deres nye bog The Internet of Things skrevet en kritisk og læseværdig introduktion til denne nye tingenes orden, hvor antallet af internet-opkoblede ting for længst har overgået antallet af mennesker på kloden. I 2017 var der således 8,4 milliarder ting med forbindelse til nettet, medens rapporter fremskriver dette tal for 2020 til at ligge mellem 26 og 50 milliarder «smarte» devices.
Da Googles nyudviklede algoritme «genkendte» et billede af to sorte mennesker som gorillas, vakte det naturligvis skandale.
Tingene er begyndt at opføre sig, kunne man sige, med tanke på Marx’ analyse af vare-tingens «metafysiske nykker og teologiske spidsfindigheder», som om de var begavet med eget liv og besad en egen vilje. Marx’ mest berømte eksempel er velkendt for de fleste og omhandler et dansende bord. I dag virker forestillingen om dansende borde eller talende frakker (et andet af Marx’ yndede eksempler) ikke helt vanvittige i sammenligning med nogle af de ting, som vi præsenteres for i vores netværksopkoblede dagligdag. Nu besidder alt fra telefoner, baby-alarmer og ure over køleskabe til biler og metroer, ja sågar hele byer, såkaldte intelligente eller «smarte» features – som gør dem i stand til at kommunikere indbyrdes og handle «autonomt».
Men som forfatterne pointerer, så betyder dét at tingene omkring os bliver mere smarte, ikke nødvendigvis at vi selv bliver smartere, snarere tværtimod: «Paradokset for et smart device er at dens bruger ikke behøver at forstå det.»
Des mere brugervenligt noget er, des mindre er det nødvendigt at vide om, hvordan det rent teknisk fungerer. I den forstand, skriver forfatterne med Apple’s iPad som eksempel, er meget ny teknologi faktisk designet til at henvende sig til brugerne som om de var børn (hvilket mange brugere af iPad’en vel også er).
Teknisk inkompetente
Forbundet med denne deskilling af brugeren er en øget forventning til, og afhængighed af, at teknologien faktisk fungerer når vi bruger den. Ikke blot bliver de fleste gennemsnitlige brugere mere eller mindre teknisk inkompetente, de er også ofte ude af stand til at gennemføre relativt simple opgaver uden hjælp fra teknologien – når først de har vænnet sig til den. Et eksempel herpå fra bogen er en person, som skulle finde den lokale togstation i en lille belgiske by, og som i stedet for at orientere sig på skilte eller spørge om vej endte med at følge navigationssystemet over 900 mil i den forkerte retning til Italien. Man kunne selvfølgelig sige, at hvis teknikken bare havde fungeret bedre, kunne denne uden tvivl ekstreme (men langt fra enestående) episode have været undgået. Men det er netop en af bogens forcer at den gennemgående understreger, at spørgsmålet om teknikken ikke er et rent teknisk spørgsmål. For selv når teknikken fungerer optimalt, er den langt fra ’neutral’.
Synlighedens politik
Bogen er bygget op omkring ’tingens’ forskellige nye egenskaber (speaking things, seeing things, tracking things …) og viser, hvordan hver af disse nye egenskaber kompliceres af, hvad forfatterne kalder «inbuilt politics». Et godt eksempel er de nye tiltag indenfor kunstig intelligens i billedgenkendelse (såkaldt computer-vision), som bliver en vigtigere og vigtigere del af for eksempel Googles søgemaskines funktioner. Til udviklingen og ‘træningen’ af Googles selvlærende algoritmer, de såkaldte neurale netværk, bruges nogle enorme billed-datasæt høstet fra diverse sociale medieplatforme. Da Googles nys udviklede algoritme «genkendte» et billede af to sorte mennesker som gorillas, vakte det naturligvis skandale.
En af forklaringerne herpå var, at de data-sæt som algoritmen havde trænet på, havde været overvejende hvide ansigter, og at algoritmen derfor var ude af stand til at klassificere sorte ansigter som henhørende under kategorien «menneske». Eksemplet viser, hvordan algoritmens «syn» er programmeret til at fremme en bestemt synlighedens politik, der, om end måske utilsigtet, tager den hvide hudfarve som «neutralt udgangspunkt» for definitionen af mennesket.
Marx’ mest berømte eksempel er velkendt for de fleste og omhandler et dansende bord.
Googles algoritme blev omtalt i pressen som den ‘racistiske algoritme’. Men selvom det er på mode med såkaldt objekt-orienteret filosofi og lignende, hvor man gerne beskriver ‘ting’ som havende agens på linje med mennesker, så forekommer det mærkeligt at klandre en maskine for at være fordomsfuld. Ikke blot frikendes virksomheden Google for sit ansvar, men problemet reduceres til et rent teknisk spørgsmål, hvor der faktisk er tale om et politisk eller politisk-økonomisk spørgsmål.
Det mere frugtbare kritiske spørgsmål her i Trump-æraen ville derfor begynde, hvor bogens forfattere (desværre) slutter, nemlig med spørgsmålet: Who benefits?
