Først var der FN’s Millennium Development Goals (2015-målene) med otte udviklingsmål for ulandene, som verdenslederne i dag henviser til som delvist opfyldte – primært på grund af udviklingen i Kina, hvor millionvis af kinesere er bragt ud af fattigdommen.
I opfølgningen af 2015-målene stod det tidligt klart, at nye FN-mål – først og fremmest under indflydelse af den globale opvarmning – for de næsten 15 år måtte have et helhedsperspektiv og omfatte planeten og hele civilisationen.
Således kunne 190 nationer på FN’s generalforsamling i september 2015 vedtage de 17 nye verdensmål.
17 vejledende verdensmål. Det kan synes opmuntrende, at verdens nationer nu har vedtaget mål, der angiver en bæredygtig retning for verdensudviklingen – en udvikling som i FN-sammenhæng påbegyndtes med FN’s Stockholm-miljøkonference i 1972 og i 1992 blev fulgt op af vedtagelserne på Rio-konferencen om udvikling og miljø.
Sammen med de 17 verdensmål eksisterer i dag et stort antal forskellige lokale, regionale og transnationale platforme for omstilling. For manges vedkommende, hvor overlevelse ikke er et spørgsmål om 5, 10 eller 30 år, men hvor klimaændringer allerede i dag har handler om liv eller død.
Respekten for det politiske miljø og tilliden til om vore politikere kan stå i spidsen for en omstilling af vore samfund er i dag meget lille. Vore dages politikere satser primært på at skulle genvælges, og det sker i et udviklingsunivers, hvor gamle begreber er døde og de nye slet ikke er på plads.
Spørgsmålet er i dag om de 17 verdensmål overhovedet er et stærkt nok værktøj til at matche de udfordringer verden står overfor. De 17 verdensmål er helt uden ansatser til et alternativ til den økonomiske model, der har forårsaget mange af de problemer verdens står med. Ej heller indeholder verdensmålene noget forslag til reduktion af befolkningstilvæksten og så beror opfyldelsen af verdensmålene – tilvejebragt gennem kompromisser – i øvrigt helt og holdent på det lokale initiativ.
2030-bevægelsen. Et nyt omstillingsinitiativ er nu på vej. I hvert fald ifølge Solar-direktøren Terje Osmundsen som i en bog «fra fremtiden» genfortæller historien om 2030-bevægelsen «fra 30 år med omstilling til bevægelsen som sikret fremtiden».
Osmundsen, som har en fortid som politisk rådgiver for statsminister Kåre Willoch, ser sol- og vindkraftens udkonkurrering af konventionelle energikilder som gas, atom og kul som det store vendepunkt. Dette tidsfæster Osmundsen til perioden umiddelbart efter Paris-aftalen i 2015, der skulle vise sig også at få store effekter for næringslivet og finansmarkederne. El-bilerne var blevet meget billigere og det vakte stor international opsigt, da Norge besluttede, at alt salg af biler fra 2025 skulle ske uden energi fra fossile brændsler. Nederland, Schweitz og Belgien fulgte umiddelbart efter.
I denne udvikling støttede en 2030-bevægelse op med «Ren Luft»-kampagner. Med EU’s beslutning i 2020 om, at det inden 10 år ville være forbudt at sælge benzin- og dieseldrevne personbiler var nedtællingen for olieindustrien startet.
