Spådom om verdens overgang

Terje Osmundsen: 2030-bevegelsen. Frekk Forlag, 2017

I romanen 2030-bevegelsen fører miljøkrisen til en vellykket kursendring. 

Først var der FN’s Millennium Development Goals (2015-målene) med otte udviklingsmål for ulandene, som verdenslederne i dag henviser til som delvist opfyldte – primært på grund af udviklingen i Kina, hvor millionvis af kinesere er bragt ud af fattigdommen.

I opfølgningen af 2015-målene stod det tidligt klart, at nye FN-mål – først og fremmest under indflydelse af den globale opvarmning – for de næsten 15 år måtte have et helhedsperspektiv og omfatte planeten og hele civilisationen.

Således kunne 190 nationer på FN’s generalforsamling i september 2015 vedtage de 17 nye verdensmål.

17 vejledende verdensmål. Det kan synes opmuntrende, at verdens nationer nu har vedtaget mål, der angiver en bæredygtig retning for verdensudviklingen – en udvikling som i FN-sammenhæng påbegyndtes med FN’s Stockholm-miljøkonference i 1972 og i 1992 blev fulgt op af vedtagelserne på Rio-konferencen om udvikling og miljø.

Sammen med de 17 verdensmål eksisterer i dag et stort antal forskellige lokale, regionale og transnationale platforme for omstilling. For manges vedkommende, hvor overlevelse ikke er et spørgsmål om 5, 10 eller 30 år, men hvor klimaændringer allerede i dag har handler om liv eller død.

Respekten for det politiske miljø og tilliden til om vore politikere kan stå i spidsen for en omstilling af vore samfund er i dag meget lille. Vore dages politikere satser primært på at skulle genvælges, og det sker i et udviklingsunivers, hvor gamle begreber er døde og de nye slet ikke er på plads.

Spørgsmålet er i dag om de 17 verdensmål overhovedet er et stærkt nok værktøj til at matche de udfordringer verden står overfor. De 17 verdensmål er helt uden ansatser til et alternativ til den økonomiske model, der har forårsaget mange af de problemer verdens står med. Ej heller indeholder verdensmålene noget forslag til reduktion af befolkningstilvæksten og så beror opfyldelsen af verdensmålene – tilvejebragt gennem kompromisser – i øvrigt helt og holdent på det lokale initiativ.

2030-bevægelsen. Et nyt omstillingsinitiativ er nu på vej. I hvert fald ifølge Solar-direktøren Terje Osmundsen som i en bog «fra fremtiden» genfortæller historien om 2030-bevægelsen «fra 30 år med omstilling til bevægelsen som sikret fremtiden».

Osmundsen, som har en fortid som politisk rådgiver for statsminister Kåre Willoch, ser sol- og vindkraftens udkonkurrering af konventionelle energikilder som gas, atom og kul som det store vendepunkt. Dette tidsfæster Osmundsen til perioden umiddelbart efter Paris-aftalen i 2015, der skulle vise sig også at få store effekter for næringslivet og finansmarkederne. El-bilerne var blevet meget billigere og det vakte stor international opsigt, da Norge besluttede, at alt salg af biler fra 2025 skulle ske uden energi fra fossile brændsler. Nederland, Schweitz og Belgien fulgte umiddelbart efter.

I denne udvikling støttede en 2030-bevægelse op med «Ren Luft»-kampagner. Med EU’s beslutning i 2020 om, at det inden 10 år ville være forbudt at sælge benzin- og dieseldrevne personbiler var nedtællingen for olieindustrien startet.

Hvordan startede det? 2030-bevægelsen havde vokset sig stor med en forståelse for, at de sociale medier fremmer empatien. Beherskelse af de sociale medier, særlig hos unge og generationen, der havde været med fra starten af digitaliseringen betød blandt andet anvendelse af algoritmer til at koble indhold og brugere. Bevægelsen fremstod med uformelle og kundskabsbaserede netværk, som satte sig for at påvirke partier, organisationer og virksomheder.

I Vest, hvor den største økonomiske handlefrihed og politiske og sociale tillid herskede gik man foran og satte dermed et eksempel. Lokomotivet var Tyskland, de nordiske lande samt Holland. Man havde – klog af erfaringer – indset, at det var nødvendigt med brede løsninger for og alliancer med arbejdere, middelklasse og arbejdssøgende.

Flere steder i verden blev det lønsomt at investere i egen lagring. Det muliggjorde, at forbrugerne kunne blive uafhængige af de store centraliserede kraftværker. Ved hjælp af censorer, algoritmer og en såkaldt blockchain-teknologi kunne de fleste forbrugere herefter købe og sælge strøm til hinanden i nabolaget.

Osmundsen ser sol- og vindkraftens utkonkurrering av konvensjonelle energikilder som gass, atom og kull som det store vendepunktet.

Den videre udvikling indebar ønsket om regulering af oliereduktion og uro på finansmarkederne med en reduceret indflydelse for olieselskaberne til følge. Tyskland og Norge spillede hver på sin måde en afgørende rolle i omstillingsprocessen. Tyskland ved sin pionerindsats for at nedbryde kulindustrien og Norge ved gradvist af måtte opgive sin egeninteresse i at opmuntre olieselskaber til at finde olie i de arktiske egne.

For 2030-bevægelsens «Nackte Wahrheit»-kampagne («nøgen sandhed) lykkedes det at etablere en digital platform, hvor vigtige informationer kunne spredes, blandt andet om tidligere kulminearbejdere, som havde fået arbejde i den såkaldte grønne økonomi.

En række civilsamfundsorganisationer, herunder det katolske Caritas, tilsluttede sig kampagnen, der fra Tyskland bredte sig til hele Europa. I Norge havde kampagnen fået navnet «Den nøgne sandhed».

Folkets bevægelse? 2030-bevægelse eller ej, så er en begyndende omstilling af energiforbruget allerede (februar 2017) i gang. Endnu hersker dog en stor forvirring med diffuse bud på i hvilken retning omstillingen skal ske. Metoderne fra planlægningsmodeller, der var indeholdt i New Public Management og nyliberalismen kom under udfasning. Men uligheden var stigende, kontrolsystemerne over befolkningen i kraftig vækst og mange partielle platforme for omstillinger pressede sig på og beslaglagde opmærksomhed, energi og økonomiske ressourcer.

I bogen, der dybest set præsenterer et scenario for en ønsket fremtid, citeres forfatteren Marcel Proust for følgende: «The real voyage of discovery consists not in seeking new landscapes, but in having new eyes.»

Som europæer, ja, som verdensborger, bliver opgaven ikke at udvikle enkeltstående scenarier for så det ene alvorlige problem (klima), så det andet (flygtninge), så det tredje (forurening), så det fjerde (medierne og deres fragmentering af hændelser og begivenheder). Opgaven er meget bredere og kalder på system change.

Mellem risiko- og sårbarhedsanalysen af de udfordringer, der ligger og venter på os, i analysen og kortlægningen af det system af internationale institutioner, som har rammesat udviklingsvejene for vore samfund – og ud fra et ønske om at kommende generationer ikke skal have kraftigt reduceret deres udfoldelsesmuligheder, men tværtimod skal sikres øgede muligheder for – under ansvar – at udvikle egne og fællesskabets potentialer, bør mulige scenarier for fremtiden ikke reduceres til simple fremskrivninger. Scenarierne for omstillingerne bør for eksempel kunne inkludere demokrati (menneskerettigheder), global retfærdighed og global bæredygtig udvikling.

---