Sort tåge og sort turisme

ATOMKAPLØB: NY TID bringer her en anden vinkel på samme vigtige bog, mere ud fra en «radikal geografi».

Hans Henrik Fafner
Fafner er fast kritiker i Ny Tid. Bosatt i Tel Aviv.
Email: fafner4@yahoo.dk
Publisert: 01.07.2019
Disarming Doomsday. The Human Impact of Nuclear Weapons since Hiroshima
Forfatter: Becky Alexis-Martin
Pluto Press, Storbritannien

Sammen med atomkapløbet opstod den hemmelige by. Los Alamos blev lagt på kortet i 1943 dybt inde i New Mexicos ørken og er nok det kendteste eksempel på denne særlige form for bebyggelse, der lige fra starten blev overset af kartografer. Stribevis af den slags samfund opstod i USA og Sovjetunionen, men også i England, Frankrig og Kina, og de tjente udelukkende til at udvikle det dødbringende våben.

Ganske vist skabte Gorbatjov og Reagan historie i 1986, da de på topmødet i Reykjavik besluttede at sætte fart i nedrustningen, men denne proces er aldrig rigtig blevet ført til ende, og Donald Trump har flere gange truet med helt at annullere aftalerne fra dengang. Og ikke mindst eksisterer de hemmelige byer stadig. Mercury, som mellem 1951 og 1992 tjente som atomar forsøgsstation i et fjernt hjørne af Nevada, har fortsat 500 indbyggere, og i Rusland lever mere end en million borgere fortsat en privilegeret tilværelse i hemmelige byer.

Dette er på mange måder atomvåbnenes essens. De findes og de findes ikke, det hele er omgivet af sproglige eufemismer, og de forplumrer grænsen mellem krig og fred. Men der er alligevel en målestok i det rent fysiske. Ved at finde frem til alle de mange pletter på landkortet, hvor alt fra forsøgsstationer til udvinding af uran indgår i denne mægtige industri, kan man skabe et overblik og ikke mindst etablere et godt fundament for protesten mod at alt dette fortsat står på. Dette hører under disciplinen radikal geografi, og som en af fagets markante udøvere har Becky Alexis-Martin fra University of Southampton nu skrevet bogen med den sigende titel Disarming Doomsday.

Nuklear imperialisme

Omfanget er rystende. Den berømte Castle Bravo prøvesprængning på Marshalløerne i marts 1954 havde en styrke svarende til 15 mio. tons TNT, og den var 25 gange kraftigere end beregnet. Den sovjetiske Tsar Bomba ved Novaya Zemliya var 3,3 gange kraftigere end Castle Bravo, og i 40 år blev 200.000 borgere i Semipalatinsk [i dag Semej, red.anm.] i det østlige Kasakhstan brugt som prøvekaniner for at undersøge prøvesprængningernes effekt på mennesker. Briterne gennemførte 63 prøvesprængninger i Australien og på stillehavsøerne, og selvom der sidenhen er blevet foretaget undersøgelser, er meget af det hele fortsat omgærdet af tavshed.

Ganske vist skabte Gorbatjov og Reagan historie i 1986, men Donald Trump har flere gange truet med helt at annullere aftalerne fra dengang.

Følgerne for de tusinder af mennesker, der blev udkommanderet for at deltage i prøvesprængningerne, er til en vis grad blevet kortlagt. Men mens denne diskussion fortsat pågår, er man først lige ved at acceptere ansvaret for de mange lokale befolkninger, der uden den mindste medindflydelse blev ofre for denne nukleare imperialisme. Bikini-atollen, der blev bombet 23 gange over en periode på 12 år, er ved at blive rehabiliteret, og indbyggerne har fået deres ødelagte hjem tilbage. Men dette er kun det ene og kendte eksempel på en alenlang liste. Frankrig forviste nomaderne fra Reggane i Sahara, og den oprindelige befolkning i Maralinga i det sydlige Australien blev sat på porten af den britiske videnskab. Sovjetunionen tegner sig for lignende forbrydelser i Kasakhstan, Usbekistan, Ukraine og Turkmenistan, og kineserne har Lop Nor og meget andet på samvittigheden.

Nyttigt værktøj

I alt 8.590 civilister deltog i prøvesprængningerne i det sydlige Australien, men der findes ingen sikre tal på, hvor mange af den lokale befolkning, der blev atomflygtninge. Her er det blevet nagelfast i historien i form af ordet puyu, som betyder sort tåge og er betegnelsen for det radioaktive nedfald, der har spoleret deres tilværelse. Mens talløse mennesker således har mistet deres naturlige hjem, har atommagterne deres metoder til at markere milepælene. En lang række mindesmærker og museer er opstået i atomindustriens kølvand, og det har skabt det særlige fænomen, som hos Alexis-Martin hedder sort turisme. Fascinationskraften ved den slags er enorm, og for mange mennesker er Bradbury-museet ved Los Alamos med til at gøre ferierejsen til en god oplevelse. Den dystre bagtanke er åbenbar. Institutioner som denne er med til at forskønne sagen og dække over den dystre virkelighed. Knapt så mange almindelige turister besøger således de dele af Congo hvor enorme landskaber er blevet lagt øde i jagten på uran.

I tråd med dette er kartografien i mange år blevet brugt til at tjene ideologiske formål. Kort over ødelæggelserne i Hiroshima og Nagasaki blev til dehumaniserede blokke af rødt, sort og hvidt for at få katastrofens menneskelige omkostninger til at glide lettere ned, men med den nye geoteknologi er dette blevet vanskeligere. Satellitbilleder er blevet almindeligt tilgængelige på nettet, og det åbner op for nye muligheder for at finde i hvert tilfælde nogle af de fordækte sandheder. Det er blevet sagt, at kartografien først og fremmest tjener til at føre krig, og sådan var det nok også før i tiden, da generalstabskort var det bedste på feltet. Men nu er det blevet vigtigt at forstå, at pacifisten og fredsforskeren har fået et nyttigt værktøj i kartografien. Det kan således etableres en kognitiv forbindelse mellem den romantiserede version på et museum i Los Alamos og de tragiske følger af det hele på Stillehavets atoller og dybt inde i hjertet af Congo.

Gratis prøve