Sort tåge og sort turisme

ATOMKAPLØB: NY TID bringer her en anden vinkel på samme vigtige bog, mere ud fra en «radikal geografi».

Fafner er fast kritiker i Ny Tid. Bosatt i Tel Aviv.
Email: fafner4@yahoo.dk
Publisert: 2019-07-01
        Disarming Doomsday. The Human Impact of Nuclear Weapons since Hiroshima
Forfatter: Becky Alexis-Martin
Pluto Press, Storbritannien

Sammen med atomkapløbet opstod den hemmelige by. Los Alamos blev lagt på kortet i 1943 dybt inde i New Mexicos ørken og er nok det kendteste eksempel på denne særlige form for bebyggelse, der lige fra starten blev overset af kartografer. Stribevis af den slags samfund opstod i USA og Sovjetunionen, men også i England, Frankrig og Kina, og de tjente udelukkende til at udvikle det dødbringende våben.

Ganske vist skabte Gorbatjov og Reagan historie i 1986, da de på topmødet i Reykjavik besluttede at sætte fart i nedrustningen, men denne proces er aldrig rigtig blevet ført til ende, og Donald Trump har flere gange truet med helt at annullere aftalerne fra dengang. Og ikke mindst eksisterer de hemmelige byer stadig. Mercury, som mellem 1951 og 1992 tjente som atomar forsøgsstation i et fjernt hjørne af Nevada, har fortsat 500 indbyggere, og i Rusland lever mere end en million borgere fortsat en privilegeret tilværelse i hemmelige byer.

Dette er på mange måder atomvåbnenes essens. De findes og de findes ikke, det hele er omgivet af sproglige eufemismer, og de forplumrer grænsen mellem krig og fred. Men der er alligevel en målestok i det rent fysiske. Ved at finde frem til alle de mange pletter på landkortet, hvor alt fra forsøgsstationer til udvinding af uran indgår i denne mægtige industri, kan man skabe et overblik og ikke mindst etablere et godt fundament for protesten mod at alt dette fortsat står på. Dette hører under disciplinen radikal geografi, og som en af fagets markante udøvere har Becky Alexis-Martin fra University of Southampton nu skrevet bogen med den sigende titel Disarming Doomsday.

Nuklear imperialisme

Omfanget er rystende. Den berømte Castle Bravo prøvesprængning på Marshalløerne i marts 1954 havde en styrke svarende til 15 mio. tons TNT, og den var 25 gange kraftigere end beregnet. Den sovjetiske Tsar Bomba ved Novaya Zemliya var 3,3 gange kraftigere end Castle Bravo, og i 40 år blev 200.000 borgere i Semipalatinsk [i dag Semej, red.anm.] i det østlige Kasakhstan brugt som prøvekaniner for at undersøge prøvesprængningernes effekt på mennesker. Briterne gennemførte 63 prøvesprængninger i Australien og på stillehavsøerne, og selvom der sidenhen er blevet …

Kjære leser. Du har lest månedens 4 frie artikler. Hva med å støtte NY TID ved å tegne et løpende online abonnement for fri tilgang til alle artiklene?


Abonnement halvår kr 450
       

Legg igjen et innlegg

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.