Også i de rige vestlige demokratier ser det ud til at mennesket har ondt i livet som aldrig før. Og hvor skal det gå hen? Hverken religionen, traditionen, arbejderklassen eller familien synes længere at kunne udfylde behovet for mening. Hvad så med arbejdet? Arbejdet er min identitet, siger vi. Men nu er det som om at også arbejdet er ved at slå sprækker. Som om præstations- og accelerationssamfundet ikke kun gemmer på stress, pseudoarbejde og endeløs identitetsjagt, men på en flugt og en kompensation?
Nu forlyder det at vi lever i «sorgens århundrede» – og måske depressionens – indledt med terrorangrebene den 11. september 2001. Sorggrupper skyder op som aldrig før. Børn og unge rammes af depression og sorg i en stadig yngre alder. Et øget antal bevillinger søges og gives til projekter om sorg, stress, spørgsmål om livskvalitet etc. Måske et udtryk for at vi lever i en post-sekulær tid hvor religion er ved at forsvinde, og hvor psykologien er blevet erstatningsreligion? Har psykologerne overtaget taleretten i et individualiserende samfund hvor alt terapeutiseres?
En måde at leve og tænke på
Det sørgende dyr er dog ikke en bog om sorgen som sygdom, som psykisk lidelse, som en målbar størrelse til udvikling af symptomlister for klinisk håndtering, men om sorgen som eksistentiel interessant. Sorgen er et refleksionsfelt i sig selv, en mulighed for at vi kan gøre os tanker om hvad det vil sige at være menneske.
Den store sorg forbinder vi med et tab, når ens elskede er uigenkaldeligt borte. Døden og kærligheden er nødvendige betingelser for sorg. Men det sorgfulde og melankolske er også «en grundtone i livet» som mistænkeliggøres i vores «positivitetsorienterede og lykkefokuserede tid». Denne grundtone, som også kaldes «den lille sorg», forbinder sig med vores daglige erfaring af sårbarhed, udsathed og ikke mindst den dødelighed som vi hegner ind i vores sociale liv og konstante aktivitet. Man kan se den dybe sorg som ifølge Brinkmann er en «ekstrem version af den hverdagssorg, vi oplever og hele tiden konfronteres med, når vi søger at vende opmærksomheden fra vores endelighed over mod en nødvendig fortsættelse af livet». Det handler om hvordan vi er opmærksomme på vores egen dødelighed.
Sorgen er relationel – en udvidet følelse
Forskning viser at vi måske er ved at bevæge os fra «den forbudte død» (dødens tabu) til den spektakulære død, en integrering af de døde i hverdagslivet. Ligesom sorgen ser vi mange kulturelle repræsentationer af døden i disse år. Det særlige er at vi har bevæget os fra religionens bekymring for de dødes sjæle til en omsorg for de efterladtes psykiske velvære. Det er dette der får Brinkmann til at beskrive psykologien som erstatningsreligion for det individualiserede menneske, der kan rådgive om selvudvikling og symptomlindring. Derfor tager han en anden vej, en filosofisk, post-fænomenologisk vej om sorgens væsen og erfaringsmåde.
Vi har bevæget os fra religionens bekymring for de dødes sjæle til en
omsorg for de efterladtes psykiske velvære.
Hans bog kan læses som et delvist opgør med egen psykologstand. Hans ledetråd er: Vi skal ikke spørge hvor i sindet sorgen findes, men hvordan den findes. Fra primært at iagttage sorg som noget individuelt viser han med baggrund i nyere forskning behovet for at undersøge sorg som relationel, baseret på en hypotese om «det udvidede sind». At vores bearbejdning af sorg og trøst efter for eksempel en vens død, ikke skal forstås som en psykologisk proces, der foregår «inde i sindet», men en udvidet psykologisk proces, der involverer materielle genstande, kropslige relationer og andre personer. Det kan være en guitar der tilhørte den afdøde, som nu befinder sig i dit hus, som gør at du vender tilbage til dette instrument og andre genstande. Bearbejdning sker gennem disse og andre objekter.
Sorgens økologi
Vi lever mere og mere koblet på, vi bruger Google til en lang række processer i hverdagen, til at lokalisere, læse, handle, føle – vi er natural born cyborgs. Hvor findes sindet? I kroppen, i hovedet? Vi ved ikke hvor grænserne går, men vi er i gang med at udforske det.
Brinkmann skriver sig ind i «den materielle vending», hvor ting, objekter og natur kan være en aktør og indvirker på kroppen og sindets respons (Bennett, Latour, Harmann med flere). Ting, begravelsessteder, billeder, dramaturgiske møder kan alt sammen skabe det der kaldes en «affective niche», en form for organisk materielt stillads der inkarnerer og miljømæssigt udvider og distribuerer sindets virke og respons.
«Lykken er helsebringende for kroppen, men
det er sorgen der udvikler åndens kræf ter.» Marcel Proust
Måske er alt dette et forsøg på at
genopdage ritualets praksis i vores liv? Et interessant eksempel fra Brinkmann
er japaneren Itaru Sasakis vindtelefon. Efter at hans fætter døde (af kræft) i
2010, installerede han en gammeldags telefonboks i sin have. Da hans ord ikke
kunne nå fætteren med en normal telefon, tænkte han at «de kunne blive båret
hen til ham med vinden. Det blev en måde at få mørket til gradvist at forsvinde
fra hjertet». Efter jordskælvet i 2011 hvor mange japanere mistede den lokale
materielle kultur, har et stort antal besøgt Sasakis telefon, som har givet dem
en materiel erstatning for de tabte ritualer.
I modsætning til Brinkmanns tidligere anti-selvhjælpsbøger der til tider kappede over i for meget gajolæske-visdom, har han med denne bog taget et skridt i retning af et selvstændigt forskningsprogram og tænkning om sorg. Og fremfor at reducere kunst til terapi for det gode liv, viser han med eksempler indenfor billedkunst, litteratur og drama, at kunstens indsigt i livets mørke sider er afgørende for vores indsigt i menneskesindet.
