Den italienske filosof Alessandro Ferrara har beskrevet, hvordan man til stadighed diskuterer, hvad Gustave Flauberts Madame Bovary skal eksemplificere. Det siger ikke mindst noget om, hvilket potentiale det gode eksempel rummer, men for at forløse dette potentiale må man tilgå eksemplet med den rette indstilling.
Brian Benjamin Hansens bog Eksempelvis – eksempler der tænker (2021) indeholder, blandt meget andet, et forsvar for Slavoj Žižeks materialistiske eksempelpraksis, som er kendetegnet ved en stor grad af elasticitet og omstillingsparathed.
Panoptikonet er en vej til forståelse af forskellige teknikker og praksisser i en
given periode – som et fængsel.
Helt overordnet opererer bogen med to eksempeltyper. Der er «det retoriske eksempel», der alene skal formidle en teori, som på forhånd ligger fast – formålet med «det retoriske eksempel» er således at lette kommunikationen, eksemplet har et pædagogisk formål. Og så er der «det teoretiske eksempel», den eksempeltype, som Žižek sværger til, der fungerer som en tankeformende generator, et råt korrektiv, et destabiliserende kuriosum. Hvis det retoriske eksempels funktion altså er at formidle og udbrede (teorien, begrebet, idéen), så er det teoretiske eksempels funktion nærmere at udbygge, ombygge eller undergrave: Spørgsmålet er her ikke, om eksemplet står mål med begrebet, men snarere om begrebet står mål med eksemplet.
Før jeg vender tilbage til Žižek, som er bogens hovedprofil, vil jeg fremhæve Benjamin Hansens fine gennemgang af franske Michel Foucaults måde at arbejde på, en metode, der, ligesom blandt andet Platons, Hegels og Žižeks metode, bliver beskrevet i et meget præcist sprog. Alle bogens kapitler er gode og uden for megen teorijargon, men altså i mine øjne især afsnittene om Foucault og Žižek.
Paradigmer er praksisser
Ligesom Aristoteles bruger Foucault begrebet «paradigme» til at beskrive forskellige måder at tænke, forstå og være i verden på, paradigmer er praksisser, som kan tage form af verdensanskuelser, og som retrospektivt kan graves frem af tidens efterladte materialer. Men modsat Aristoteles, der er rundet af en «pragmatisk fornuftsoptimisme». Dette afspejles i tanker som: «Der findes faktisk paradigmer, hvormed verden kan afdækkes, og vi har som tænkende væsner evnen til at udvælge de rette paradigmer til den rette praktiske, moralske og teoretiske forståelse af verden». Så er Foucault ikke så optaget af, «hvordan paradigmer kan hjælpe os rent praktisk», men mere af, «hvordan et bestemt paradigme netop konstituerer det, som synes praktisk». Foucaults projekt går ud på at lokalisere de steder, «hvor noget konstituerer sig som paradigme for bestemte måder at opfatte noget på eller handle på». Og for at kunne gøre det må Foucault gå grundigt og tålmodigt til værks samt læse både centrale og perifere dokumenter, «dagbøger, førstepersons beretninger, pseudovidenskabelige tekster osv.»
Foucault tror på materialet og går frem ved at «teste empirien imod sig selv». Som Benjamin Hansen rammende skriver, ønsker Foucault ikke at påvise, men fremvise tendenser. Bevægelsen går fra eksempel til tese, f.eks. bliver panoptikonet, til trods for dets partikulære status, en vej til forståelse af forskellige teknikker og praksisser i en given periode – som et fængsel – det bliver, efter møjsommelige tests, et billede på noget paradigmatisk.
Provokerer til tænkning
Ligesom Foucault går Žižek gerne udenom mere traditionelle akademiske kilder, og for begge tænkere har eksemplet, med endnu en god formulering af Benjamin Hansen, «ontologisk forrang». Hos Žižek er det gode eksempel «dårligt» forstået på den måde, at det rummer et «mere», teoriens forklaringsmodels påståede virkelighed er ulig eksemplets, begrebet får ikke det hele med, eksemplet overskrider teorien. Eller med Benjamin Hansens ord: «Eksemplet fungerer som afbrydelse, og som noget, der i egen ret provokerer til tænkning».
For at finde frem til de gode «dårlige eksempler» må man ifølge Benjamin Hansen våge over verden med en psykoanalytikers «jævntsvævende opmærksomhed», søge det ubestemmelige, det særegne, og være eksemplet tro og taknemlig. Et eksempel er godt, hvis det, med Benjamin Hansens ord, kan genplaceres, gentages og danne baggrund for generalisering, og måske er «eksemplet» endda en bedre motor for nytænkning end «spørgsmålet», fordi det starter derude, med noget, der foreligger som en «tvingende andethed», noget, som man ikke kan løbe fra.
Eksemplets potentiale forløses dog kun, hvis man respekterer eksemplet på godt og ondt og ikke er selektiv i sin læsning. De gode læsninger overrasker på en overbevisende måde – og spørgsmålet er, om Žižeks altid gør det? Noget andet er spørgsmålet om eksemplets sandhedsværdi. Benjamin Hansen skriver, at en sand handling i Žižeks bøger altid er overraskende. Men spørgsmålet er, om en overraskende, begrebsnedbrydende handling fra en film eller tegneserie nu også altid er sand? Kinderægget kan Žižek retfærdigvis bruge til at nærme sig en forståelse af begærsmekanikken, fordi vi har set, at det fungerer i praksis: Kinderæg sælges i stort omfang. Men hvad med en fiktionsfilms indre logik? At en Hitchcock-film rykker ved en teoretisk forståelse, er vel ingen garanti for, at den har ret, og teorien tager fejl? Måske ikke, men kontraintuitiv tænkning kan den dog skape!
