Smadr bankene! Vær uregjerlige!

Den gamle verden kan hverken reformeres eller revolusjoneres; en totalavvikling må til før det nye kan bryte frem.

Routhier er fast kritiker i Ny Tid.

Ikke siden 1968 har Frankrig været scene for så omfangsrige protester, som de der nylig har udspillet sig på gaderne i landets større byer, som reaktion på den såkaldte El Khomri-lov. I den godt seks måneder lange periode fra 17. februar til 8. august 2016 – fra arbejdsminister Myriam El Khomri første gang præsenterede den socialistiske regerings arbejdsmarkedsreform i parlamentet til dens endelige vedtagelse – væltede en bølge af massedemonstrationer, strejker, besættelser, protester og mere eller mindre voldelige sammenstød med ordensmagten ind over Den Femte Republik. Overalt i Frankrig genlyder ekkoet fra oprørenes «ny Marseillaise»: en kampsang med den mundrette titel Tout le monde déteste la police, «Alle hader politiet».

De, der har haft mulighed for at aflægge besøg i det undtagelsesramte Frankrig inden for det sidste års tid, kan berette om vægge, der igen har fået «stemmer», og om de knuste ruders poesi. Blandt de mange spraymalede slagord, der ikke står tilbage for 68’ernes i hverken radikalitet eller opfindsomhed, går opfordringerne til at radikalisere sig, være uregerlige eller mere konfrontativt at smadre bankerne igen og igen, ofte ledsaget af den anonyme signatur Lisez Lundi.am, «Læs Lundi.am».

Mot strømmen. Hver mandag morgen siden 2014 har alle interesserede således kunnet følge internetføljetonen Lundi Matin – «Mandag morgen» – en ultra-venstre-inklineret portal, der tilsyneladende har appelleret en del bredere end man måske ville forvente. I alt fald synes en læserskare på op mod 500 000 månedligt svært sammenlignelig med forestillingen om en «håndfuld radikaliserede unge», som medierne og politiet rutinemæssigt forsøger at tilskrive al «balladen» ved sådanne voldsomme demonstrationer. De «500 autonome stenkastende voldspsykopater fra helvede» (som Ungdomshuset i København selvironisk koketterede med på deres «Til salg»-skilt for godt et årti siden, da huset stod til at blive solgt til en kristen indremissionsk sekt) er i Frankrig vokset eksponentielt – og de læser alle Lundi.am.

Avmakt, frykt og politikertretthet banet veien for Emmanuel Macrons tvilsomme postpolitiske prosjekt, angivelig hevet over høyre/venstre-distinksjonen.

Den gode nyhed for bogfetichister og andre der foretrækker at læse offline er, at redaktionen bag sitet Lundi.am nu har udgivet et udvalg af internettidskriftets artikler på tryk. Det skete i april med lanceringen af Lundimatin #0. Nummer 0 fordi der er tale om et retrospektivt vue over protestforløbet mod La loi Travail, som El-Khomri-loven oftest omtales, og nummer 0 fordi det er tænkt som en anledning til en oprustende strategisk refleksion. Vi har at gøre med en præambel til de kommende konfrontationer, snarere end et forsøg på at catche up med begivenhedernes gang, således som Lundi.am ellers har excelleret i med deres massive ugentlige opdateringer. Som det i øvrigt anonyme redaktionskollektiv skriver i deres knappe forbemærkning: «Det drejer sig på disse sider om at svømme mod strømmen af nyhedsflowet, at fravriste sig ugebrevenes kadence med henblik på at uddrage de vigtigste artikler derfra. At omgøre internettets quasi-umiddelbare ophobnings-, overvældelses- og overflødiggørelseslogik. Komponere arkiver der belyser samtiden.»

Alle aldres revolt. Artikeludvalget dækker således kun en brøkdel af, hvad der er tilgængeligt på internetsitet, men kurateringen af indholdet efter seks hovedtemaer (gymnasiemobiliseringerne, sociale bevægelser, Nuit Debout, blokader og besættelser, spørgsmålet om opretholdelsen af ordenen, at fortsætte efter oprøret) giver et glimrende overblik over én af de mest turbulente perioder i nyere fransk historie. Blandt de artikler der har fundet vej til trykken findes en støtteerklæring til «de unges» protestaktioner, skrevet af toneangivende franske venstreintellektuelle. Forfatterne udfordrer mediernes billede af, at der er tale om en ungdomsbevægelse, og understreger at kampen mod Loi Travail snarere er en «transgenerationel revolte» mod en mere omfattende «civilisatorisk krise», hvis løsning ikke kan finde sted i «klassisk politik».

Du har nå lest 4 frie artikler denne måned.

Logg inn (krever online abonnement, 69kr) for å lese videre.

Legg igjen et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.