Smadr bankene! Vær uregjerlige!

Den gamle verden kan hverken reformeres eller revolusjoneres; en totalavvikling må til før det nye kan bryte frem.

Ikke siden 1968 har Frankrig været scene for så omfangsrige protester, som de der nylig har udspillet sig på gaderne i landets større byer, som reaktion på den såkaldte El Khomri-lov. I den godt seks måneder lange periode fra 17. februar til 8. august 2016 – fra arbejdsminister Myriam El Khomri første gang præsenterede den socialistiske regerings arbejdsmarkedsreform i parlamentet til dens endelige vedtagelse – væltede en bølge af massedemonstrationer, strejker, besættelser, protester og mere eller mindre voldelige sammenstød med ordensmagten ind over Den Femte Republik. Overalt i Frankrig genlyder ekkoet fra oprørenes «ny Marseillaise»: en kampsang med den mundrette titel Tout le monde déteste la police, «Alle hader politiet».

De, der har haft mulighed for at aflægge besøg i det undtagelsesramte Frankrig inden for det sidste års tid, kan berette om vægge, der igen har fået «stemmer», og om de knuste ruders poesi. Blandt de mange spraymalede slagord, der ikke står tilbage for 68’ernes i hverken radikalitet eller opfindsomhed, går opfordringerne til at radikalisere sig, være uregerlige eller mere konfrontativt at smadre bankerne igen og igen, ofte ledsaget af den anonyme signatur Lisez Lundi.am, «Læs Lundi.am».

Mot strømmen. Hver mandag morgen siden 2014 har alle interesserede således kunnet følge internetføljetonen Lundi Matin – «Mandag morgen» – en ultra-venstre-inklineret portal, der tilsyneladende har appelleret en del bredere end man måske ville forvente. I alt fald synes en læserskare på op mod 500 000 månedligt svært sammenlignelig med forestillingen om en «håndfuld radikaliserede unge», som medierne og politiet rutinemæssigt forsøger at tilskrive al «balladen» ved sådanne voldsomme demonstrationer. De «500 autonome stenkastende voldspsykopater fra helvede» (som Ungdomshuset i København selvironisk koketterede med på deres «Til salg»-skilt for godt et årti siden, da huset stod til at blive solgt til en kristen indremissionsk sekt) er i Frankrig vokset eksponentielt – og de læser alle Lundi.am.

Avmakt, frykt og politikertretthet banet veien for Emmanuel Macrons tvilsomme postpolitiske prosjekt, angivelig hevet over høyre/venstre-distinksjonen.

Den gode nyhed for bogfetichister og andre der foretrækker at læse offline er, at redaktionen bag sitet Lundi.am nu har udgivet et udvalg af internettidskriftets artikler på tryk. Det skete i april med lanceringen af Lundimatin #0. Nummer 0 fordi der er tale om et retrospektivt vue over protestforløbet mod La loi Travail, som El-Khomri-loven oftest omtales, og nummer 0 fordi det er tænkt som en anledning til en oprustende strategisk refleksion. Vi har at gøre med en præambel til de kommende konfrontationer, snarere end et forsøg på at catche up med begivenhedernes gang, således som Lundi.am ellers har excelleret i med deres massive ugentlige opdateringer. Som det i øvrigt anonyme redaktionskollektiv skriver i deres knappe forbemærkning: «Det drejer sig på disse sider om at svømme mod strømmen af nyhedsflowet, at fravriste sig ugebrevenes kadence med henblik på at uddrage de vigtigste artikler derfra. At omgøre internettets quasi-umiddelbare ophobnings-, overvældelses- og overflødiggørelseslogik. Komponere arkiver der belyser samtiden.»

Alle aldres revolt. Artikeludvalget dækker således kun en brøkdel af, hvad der er tilgængeligt på internetsitet, men kurateringen af indholdet efter seks hovedtemaer (gymnasiemobiliseringerne, sociale bevægelser, Nuit Debout, blokader og besættelser, spørgsmålet om opretholdelsen af ordenen, at fortsætte efter oprøret) giver et glimrende overblik over én af de mest turbulente perioder i nyere fransk historie. Blandt de artikler der har fundet vej til trykken findes en støtteerklæring til «de unges» protestaktioner, skrevet af toneangivende franske venstreintellektuelle. Forfatterne udfordrer mediernes billede af, at der er tale om en ungdomsbevægelse, og understreger at kampen mod Loi Travail snarere er en «transgenerationel revolte» mod en mere omfattende «civilisatorisk krise», hvis løsning ikke kan finde sted i «klassisk politik».

Med «klassisk politik» menes først og fremmest den socialistiske parlamentarisme, der siden François Mitterands regeringstid har været i en kraftig legitimationskrise. Det vi oplever i Frankrig er en krise ikke blot for «socialistisk» politik, men for politik overhovedet, hvor et voksende anti-politisk ressentiment har givet vind i sejlene til højrepopulistiske Front National, hvor spidskandidaten Marine Le Pen som bekendt var skræmmende tæt på at komme til magten ved det netop overståede præsidentvalg. En kombination af afmagt, frygt og politikerlede banede således effektivt vejen for Emmanuel Macron’s tvivlsomme post-politiske projekt, angiveligt hævet over højre/venstre-distinktionen.

Avviklingen i gang. Macron’s erklærede agenda om Révolution (som også er titlen på dennes storsælgende selvbiografi) betyder ikke længere en omvæltning af den bestående orden, men signalerer snarere en vilje til at bevæge sig på stedet: En marche!, som hans parti megetsigende kalder sig, vel at mærke uden at eksplicitere nogen retning. Blandt andet i dét lys skal man forstå at ordet revolution er stort set fraværende i de tekster der optræder i Lundimatin #0, hvor vi i stedet finder opfordringen til destitution, som kan oversættes til «afsættelse»: La destitution est en marche – «Afsættelsen er i gang» – er, med det ironiske ordspil på Macrons «revolutionære» parti, således en af de mere spidsfindige titler man støder på i bogen.

Arbeidet, slik vi ser det omkring oss i dag, er intet annet enn negasjonen av livet, livet i en drittversjon.

Men det er ikke en historie om fransk socialistisk politiks knæfald for neoliberalistiske regeringsteknikker som Lundi Matin’s nye papirarkiv først og fremmest tilbyder – derimod en indsigt i nogle langt mere fundamentale brudlinjer, der med stadig større tydelighed har aftegnet sig i protesterne mod El Khomri-loven. For kampene mod La loi Travail kan nemlig dårligt reduceres til én samlet offensiv, men har tværtimod tydeliggjort konflikten mellem den gamle venstregarde, repræsenteret ved på den ene side de traditionelle arbejderfagforeninger og syndikater, og på den anden side de nye mobiliseringer fra ultra-venstre, som Lundi Matin har gjort sig til det foretrukne talerør for. Skillelinjen løber mellem de der anser Loi Travail som en socialistisk regerings uhørte «bedrag» af arbejderklassen, og som derfor marcherede i pæne kolonner for at presse regeringen til en tilbagetrækning af lovforslaget, og de, som tværtimod anser loven som blot det seneste kapitel i en lang historie om de socialistiske partiers parlamentariske deroute.

Livets negasjon. Pamfletten Le Monde ou Rien opfordrer i tråd med ånden fra 1968 til en mere omfattende afvisning eller afsættelse, ikke blot af den seneste arbejdsmarkedsreform under El Khomri, men af «arbejdet» som samfundsmæssig institution og livsdefinerende faktor: «El Khom-ri-loven er bare kirsebærret på toppen af kagen. […] I sidste ende, hvis vi går på gaden mod Loi Travail, så er det ikke fordi denne lov vedrører arbejdet som sådan, men fordi spørgsmålet om arbejde vedrører brugen af livet mere generelt; og arbejdet, sådan som vi ser det omkring os i dag, er intet andet end negationen af livet, livet i en lorteversion.»

Med andre ord, det som de unge (i alle aldre) synes at signalere er, at den gamle verden og dens fossilerede institutioner ikke længere hverken kan reformeres eller revolutioneres; det er venstrefløjens falske dilemma. Der er ikke noget der skal «overtages» eller «kritiseres», intet proletariatets diktatur der skal indstiftes, kun en række forhold der skal destitueres. Det er i afviklingen af det gamle at det nye opstår. Som nogle har skrevet med store røde bogstaver over en rulletrappe til metroen: Fin du travail vie magique – «Efter arbejdet, det magiske liv».