Georges Didi-Huberman: Gruvgas

Hvordan forstå vores samtid, hvordan forstå katastrofen der er på vej? 

Alexander Carnera
Carnera er frilansskribent, bosatt i København.

Georges Didi-Huberman:
Gruvgas
Daidalos, 2015

Gasarten fra miner er livsfarlig, men svær at fornemme. Den er uden duft og farve. Den består mest af metan, kvælstof og kuldioxid. Den er ikke giftig, men letantændelig, og tusindvis af minearbejdere er døde på grund af eksplosioner der efterfølgende beskrives som katastrofer. En minearbejder kan ikke selv fornemme hvornår gassen er på vej. Derfor tog man tidligere fugle i bure med ned i mineskakten. Såfremt de skælvede eller purrede op i deres fjerdragt, fornemmede man faren nærme sig. Det er ikke utænkeligt at den lille fugls reaktion har kunnet skærpe minearbejdernes evne til at «se» minegas, se katastrofen der er på vej – som historiens engel.
Den franske kunsthistoriker Georges Didi-Huberman voksede op omkring Loire-dalen ved Saint Étienne. Han var 15 år da 1968 brød ud, hvor også mange minearbejdere døde i de lokale kulminer – men dette har han ingen erindring om. Da han nu i en alder af 63 i de nationale arkiver læser beretningerne om de døde, er det som om han bagefter mindes katastrofen fra 1876 bedre end den som fandt sted i 1968. I kølvandet af minearbejdet voksede der en industriel og social katastrofe frem. Folk blev syge og afskediget, og der var stor fattigdom også blandt Didi-Hubermans klassekammerater. Det foregik for næsen af ham, men han så den ikke –katastrofen. Han spørger nu: Hvordan kan vi forstå dette erindringstab? Hvordan forstå en sådan hændelse?

Det er svært at se farens bevægelse; se den katastrofe som er på vej. Historikeren og kunstnerens opgave er at skabe billeder der fanger denne tilstand.

Screen Shot 2016-02-16 at 12.26.27Katastrofen er aldrig indtruffet. Hver dag kan vi læse og høre om krig i nyhederne. Krigens episke dimension gør den til en historie der er nem at fortælle. Men katastrofen savner indledningsvis en stemme, først derved at man ikke tror på den, siden at man siger at den var umulig at forestille sig. «En katastrof påstår sig sällan vara en katastrof. Och det är lätt at säga, i ljuset av ett absolut förgånget, att ’det var en katastrof’, då allt har exploderat och många redan är döda. Likaså är det enkelt att säga, om allt möjligt, om en absolut framtid, att ’det blir en katastrof’, eftersom allt möjligt en gång kommer att försvinna, i en varaktig eller plötslig ödeläggelse. Men det är mycket svårare att säga: ’Där är katastrofen, nu kommer den’.»
Pointen er at katastrofen aldrig ser ud til at være indtruffet, for hvert katastrofeøjeblik er «en hemlig konflikt mellan […] åtminstone två katastrofer. På samme sätt som varje fara länkar samman åtminstone två risker, och varje politisk intervention är en sammanlänkning av åtminstone två ting som står på spel». At forstå historien handler ikke om at genkalde sig en fortid, men at sammenvæve de usynlige kræfter der skaber et billede af det forgangne slik det viser sig i farens stund (Walter Benjamin). Men hvorfor er det så svært at blive opmærksom på det farefulde? Fordi det er svært at se farens bevægelse; se den katastrofe som er på vej. Historikeren og kunstnerens opgave er at skabe billeder der fanger denne tilstand.

Lyst til å lese videre?

Logg inn eller registrer deg her

---
DEL

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here