Et af problemerne med fascismen er, at der ikke findes nogen «almen fascisme», som muliggør en holdbar definition, dvs. en, der hjælper den interesserede, så den pågældende kan udbryde: «Se, dette er rigtig fascisme!» Der er naturligvis den historiske fascisme fra Mellemkrigstiden, hvor den italienske og tyske dominerede over de andre (spansk, rumænsk osv.), men alle er enige om, at finder vi en fascisme i dag i en eller anden udgave i et eller andet land, så gentager den ikke de to historiske, den italienske fascisme og den tyske nationalsocialisme – f .eks. med uniformerede partimedlemmer, der skal hilse en Duce eller en Fører med en eller anden stereotyp håndbevægelse.
Så fascismediagnosen må altid argumenteres frem: «Dette er sandelig fascisme, for sådan og sådan gør ’den’».
Siri Hustvedts tese
Men fascisme-termen er kommet frem igen i offentligheden, og det med ganske stort eftertryk i begyndelsen af 2021, da den afgående præsident Donald Trump opildnede sine tilhængere til at storme Capitol for at standse den procedure, hvorved resultatet af det afholdte præsidentvalg blev godkendt af Kongressen. Det var den 6. januar. Allerede ti dage senere kunne den amerikansk-norske forfatter Siri Hustvedt offentliggøre fire sider under titlen «Fascistisk spektakel» («Faschistisches Spektakel») i det tyske ugemagasin Der Spiegel. Og det fascismebefordrende var … det republikanske parti i USA. Hustvedts argumentation var gennemført med bravur: Partiet er racistisk, Trumps tilhængere blandt republikanerne mener eksempelvis, at det var den forkerte side, der vandt i den amerikanske borgerkrig 1861-65: Black Lives Matter er til fare for samfundet, svangerskabsafbrydelser lige så osv. Så Hustvedts tese var, at det ene af de statsbærende partier i USA har et massivt fascistisk flertal blandt sine tilhængere: Dette parti er til fare for retssamfundet. Det drejer sig med andre ord om fascisme oppefra.
Hvid velfærdsstat
Mikkel Bolts seneste bog Late Capitalist Fascism, der netop er udkommet på Polity Press (Cambridge, UK: 2022), placerer sig mellem analyse og advarsel: Fascismen er der allerede, men den er «tynd», som det hedder. Den bunder ikke i en «massepsykologi», som Wilhelm Reich forklarede i 1933. Men snarere i et sammenfald af omstændigheder tilvejebragt af en kapitalisme, der ikke kan skabe mere «uorden» i samfundet for at pine merarbejde ud af dets indbyggere.
Så ingen er rigtig overbevist om, at det, der sker, kan frembringe noget mere, og da slet ikke «città nuove», de nye byer, som Mussolinis folk faktisk fik bygget, eller det monumentale Tusindårsrige, som Hitlers arkitekter tegnede, hvor folket blev erstattet af statens fejring av sig selv.
Den fascistiske stat var en totalitær anordning som hviler på militærets loyalitet over for regeringen.
I den senkapitalistiske fascisme er der ifølge Bolt ikke noget at fejre, højst et spøgelse at vedligeholde, nemlig om en hvid velfærdsstat som i 1950’ernes slutning i Nordeuropa og Nordamerika – dvs. før Maj 68 og afroamerikanernes revolte i USA samt især før masseindvandringen til Vesten.
I Bolts sammenfald af omstændigheder må alle analyser aktiveres: Først og fremmest af den postkoloniale situation og dens økonomiske, men ubevidste forbindelse til hvide arbejderes forbrugsidealer, og dernæst af det for samtidshistorien afgørende, nemlig at opstandene i verden siden 2010 ikke fik styrtet kapitalismen og etableret distributiv lighed. Tværtimod, er afstanden mellem rige og fattige i de to største økonomier, den amerikanske og den kinesiske, større end nogensinde.
Ret til fascistisk opførsel
Og den berømte «fascistiske æstetik»? Med både billedkunst, film og arkitektur, som Bolt i øvrigt har skrevet afhandlinger om for år tilbage? Ja, æstetikken er erstattet af provokationer, så 1930’ernes bogbrændinger, de uhyggelige «fester» om natten, hvor al god tysk litteratur blev kastet i flammerne, er ynkeligt skrumpet ind til et par danske politikeres afbrændinger af Koranen. Det sker under politibeskyttelse og i ytringsfrihedens navn! Så ytringsfrihed er i dag en demokratisk ret til fascistisk opførsel, hvad der dog er med til at opretholde en akut forfølgelsestrang blandt de hvide europæere og amerikanere, der er bange for den pågående blanding inden for menneskearten.
Der er da også et par intellektuelle, der er gået over til provokationen i Danmark: De mener, at bevægelser som Black Lives Matter og MeToo bør forfølges som terroristiske! Men vi er alligevel meget langt fra den statsfascisme, der fra Münchenaftalen i 1938 til nederlaget i Stalingrad, februar 1943, så ud til at skulle vinde verden. Det psykotiske ved støtten til forfølgelse af de svagere eller kritiske medborgere er ikke desto mindre fortsat den samme.
Dertil kommer de objektive faktorer: Den økonomiske krise i verden siden 2009, som Mikkel Bolt vender tilbage til flere gange, samt spørgsmålet om militærets position. For når alt kommer til alt, så var den fascistiske stat en totalitær anordning, og den anordning hviler på militærets loyalitet over for regeringen. Mens Vestens «tynde» fascisme, som Bolt analyserer, er her i dag især, fordi der p.t. ikke er andet. Hvad der dog ikke udelukker, at den en dag vokser sig lige så «tyk» som den russiske og kinesiske fascisme …
