Selvutslettelsens krampelatter

Med Revolution utstiller den kontroversielle danske dramatikeren Christian Lollike det moderne menneskets handlingslammelse og avmagt.
Aarhus Teater og Teater SORT/HVID 2018
Steffen Moestrup
Email: moestrup@gmail.com
Publisert: 03.09.2018

Helt stivt sidder han der bag keyboardet, mens vi andre sætter os til rette foran scenen. Så længe sidder han der, og så fuldstændigt urørligt at publikum bliver i tvivl om hvorvidt det er et menneske eller en dukke vi ser på. Men så sker der noget. Eller – det gør der næsten ikke. For godt nok træder andre individer ind på scenen, og godt nok begynder skikkelsen bag keyboardet at bevæge sig, men disse skikkelser antager næsten ikke nogen menneskelig form: De bevæger sig i slowmotion og i mønstre der synes fastlagte på forhånd, som var de programmerede dukker der blot udførte en forventet ageren. 

I Christian Lollikes stykke Revolution, der netop har haft dansk premiere i Aarhus, befinder vi os vitterligt i et dukkehjem. Rummet foran os er oplyst af markante flader, der kaster et sterilt lys udover en stue med karakter af en institution af den værste slags – eller måske en minimalistisk indrettet dagligstue fra Ikea. Det er her vi møder de zombieagtige  skikkelserne, som alle fire bærer uhyggeligt udtryksløse transparente masker. Nu åbner en af dem munden, og ud kommer ord – men ikke fra munden: De forvrængede ordene strømmer langsommeligt og stykvist ud fra en skjult højttaler et sted i nærheden. 

Formbrud

Man burde egentlig ikke blive overrasket over dette formudtryk. Christian Lollike har for vane at sætte viltert i scene. Kaster vi et blik udover hans oeuvre og stykker som Det normale liv, Dom over skrig og Manifest 2083 (baseret på Anders Behring Breiviks manifest), vil vi få øje på gentagne provokerende mobiliseringer hvor Lollike udvider teaterrummet og måden hvorpå et teaterstykke kan fortælles. Tematisk har han ofte kredset om menneskets problematiske situation i verden, og i og med at hans stykker søger at undersøge den virkelighed vi står midt i, bliver resultatet politisk teater. Lollike råber ikke nødvendigvis højt, men hans betændte, tabuiserede emner iscenesættes sådan at man ikke kan undgå at få øje på dem. Reaktionerne er da heller ikke udeblevet. Mest opmærksomhed fik Lollike op mod premiere på Dom over skrig, hvor politiske kræfter truede med at fjerne støtten til Aarhus Teater hvis stykket blev sat op. Der er næsten altid en vis mængde polemik og virak når Lollike kommer med nyt, og de groteske hverdagsskildringer og det nærmest irriterende stilistiske er da også med al tydelighed at finde i Revolution. 

Algoritmernes overtagelse

Hos de maskinelle skikkelser på scenen i Aarhus er der efterhånden kommet gang i snakken. Tempoet er stadig langsommeligt, stemmen er fortsat forvrænget – men indholdet i ordene er blevet mere vedkommende og taler velsagtens nærmest om vores verden. Om kriserne der huserer. De nævnes i flæng: flygtningekrise, værdikrise, økonomisk krise, humanitære kriser og så, naturligvis, den altoverskyggende klimakrise. Man bør gøre noget, lyder det. Vi bør gøre noget. For alle ved jo at noget er galt, siger de og peger ud mod publikum, og nu er det som om de stive blikke fra disse dukker bliver gennemtrængende og minder os alle om hvor lidt vi gør. 

Publikum bryter ofte ut i latter, noe som nesten i seg selv er uhyggelig.

Så foreslår en af skikkelserne at det der skal til, er en revolution: en gennemgribende omvæltning af det hele. Intet mindre. Selve ordet «revolution» står i stærk kontrast til scenens skikkelser og deres ageren og støbning. De er klædt i konforme, lettere sterile gevandter, som dog også signalerer en vis form for borgerlighed. De tager ofte plads i deres sofa, og slukker tv’et når virkeligheden bliver for barsk at se gennem skærmen. Skulle disse ugidelige, passive folk virkelig kunne revolutionere noget som helst? 

Måske kan de. Ideerne står i al fald i kø. Købe et revolutionssamlesæt i Ikea? Nedlægge nationalstaterne og lade multinationale selskaber stå for at drive vores samfund? Ophæve ejendomsretten og byde alle flygtninge velkomne? Eller lade algoritmerne overtage og diktere hvem der bor hvor og hvor længe?

Sidste krampetræk

Idérigdommen bliver på sin vis symptomatisk for vor tid, og sikkert også for det publikum der sidder på stolerækkerne. For vi ved jo godt at det står ilde til, og vi har måske også nogle tanker om hvad man måske kunne foretage sig for at gøre tingene en anelse bedre. Men vejen fra tanke til handling er lang og kompleks. Måske er det netop derfor stykket hen mod slutningen bliver mere bastant i henvendelsen til publikum. Ja, det ender minsandten i pudekamp mellem spillere og beskuere, som om disse fire skikkelser vil tæve publikum til at gøre noget. En revolutionær vækkelse, hysterisk iscenesat.

Det hyperteatrale udtryk hæmmer til at begynde med følelsesregistret, men som forestillingen skrider frem og skikkelserne først bliver skingre for til slut at få rigtige stemmer – og slig fremstår mere som mennesker af kød og blod – ja, da giver det overdrevent teatralske udtryk mening. Her bliver stykket for alvor vedkommende, og man forstår hvorfor Lollike er så vægtig og vigtig en politisk stemme i samtidsteatret.

Der blir nesten alltid en viss polemikk og virak når Lollike setter opp et nytt teaterstykke.

Kunsthistoriker Mikkel Bolt har forfattet den skarpe tekst, der veksler mellem borgerligt sniksnak og revolutionær galde. Teksterne fremviser menneskets idérigdom, men også hvor let selv de mest presserende ting blot bliver ved snakken. Lollike lykkes især med at udstille vores passivitet og afmagt. Vi ved den er gal, men har så forbandet svært ved at forestille os en anden verden – for her er jo allerede en verden. Fantasien er blokeret. Det er måske det værste.

Publikum bryder ofte ud i latter, noget der næsten i sig selv er uhyggeligt, for der er vel næppe meget at smile af. Men måske er det bare den måde vi mennesker håndterer kriser på. Når vi står der foran afgrunden, handlingslammede og desperate, er menneskets sidste krampagtige ageren at slå en latter op.

Spiller både i Aarhus og København:
Aarhus Godsbanens Åbne Scene 15. august–1. september
Sort/Hvid, København 5.–29. september.  Aarhus Teater Stiklingen 2.–13. oktober.

Kommentarer