Aarhus Teater og Teater SORT/HVID 2018

Selvutslettelsens krampelatter

Med Revolution utstiller den kontroversielle danske dramatikeren Christian Lollike det moderne menneskets handlingslammelse og avmagt.

Steffen Moestrup
Email: moestrup@gmail.com
Publisert: 03.09.2018

Helt stivt sidder han der bag keyboardet, mens vi andre sætter os til rette foran scenen. Så længe sidder han der, og så fuldstændigt urørligt at publikum bliver i tvivl om hvorvidt det er et menneske eller en dukke vi ser på. Men så sker der noget. Eller – det gør der næsten ikke. For godt nok træder andre individer ind på scenen, og godt nok begynder skikkelsen bag keyboardet at bevæge sig, men disse skikkelser antager næsten ikke nogen menneskelig form: De bevæger sig i slowmotion og i mønstre der synes fastlagte på forhånd, som var de programmerede dukker der blot udførte en forventet ageren. 

I Christian Lollikes stykke Revolution, der netop har haft dansk premiere i Aarhus, befinder vi os vitterligt i et dukkehjem. Rummet foran os er oplyst af markante flader, der kaster et sterilt lys udover en stue med karakter af en institution af den værste slags – eller måske en minimalistisk indrettet dagligstue fra Ikea. Det er her vi møder de zombieagtige  skikkelserne, som alle fire bærer uhyggeligt udtryksløse transparente masker. Nu åbner en af dem munden, og ud kommer ord – men ikke fra munden: De forvrængede ordene strømmer langsommeligt og stykvist ud fra en skjult højttaler et sted i nærheden. 

Formbrud

Man burde egentlig ikke blive overrasket over dette formudtryk. Christian Lollike har for vane at sætte viltert i scene. Kaster vi et blik udover hans oeuvre og stykker som Det normale liv, Dom over skrig og Manifest 2083 (baseret på Anders Behring Breiviks manifest), vil vi få øje på gentagne provokerende mobiliseringer hvor Lollike udvider teaterrummet og måden hvorpå et teaterstykke kan fortælles. Tematisk har han ofte kredset om menneskets problematiske situation i verden, og i og med at hans stykker søger at undersøge den virkelighed vi står midt i, bliver resultatet politisk teater. Lollike råber ikke nødvendigvis højt, men hans betændte, tabuiserede emner iscenesættes sådan at man ikke kan undgå at få øje på dem. Reaktionerne er da heller ikke udeblevet. Mest opmærksomhed fik Lollike op mod premiere på Dom over skrig, hvor politiske kræfter truede med at fjerne støtten til Aarhus Teater hvis stykket blev sat op. Der er næsten altid en vis mængde polemik og virak når Lollike kommer med nyt, og de groteske hverdagsskildringer og det nærmest irriterende stilistiske er da også med al tydelighed at finde i Revolution. 

Algoritmernes overtagelse

Hos de maskinelle skikkelser på scenen i Aarhus er der efterhånden kommet gang i snakken. Tempoet er stadig langsommeligt, stemmen er fortsat forvrænget – men indholdet i ordene er blevet mere vedkommende og taler velsagtens nærmest om vores verden. Om kriserne der huserer. De nævnes i flæng: flygtningekrise, værdikrise, økonomisk krise, humanitære kriser og så, naturligvis, den altoverskyggende klimakrise. Man bør gøre noget, lyder det. Vi bør gøre noget. For alle ved jo at noget er galt, siger de og peger ud mod publikum, og nu er det som om de stive blikke fra disse dukker bliver gennemtrængende og minder os alle om hvor lidt vi gør. 

… OBS. teksten fortsetter …


Kjære leser. NY TID trenger din støtte for å lage avisen. Derfor ber vi deg vennligst abonnere. Om du allerede gjør det, logg inn eller bare registrer deg som leser (inkluderer nyhetsbrev) for å lese mer gratis. (Du har allerede lest et par gratis artikler.)


Gratis prøve
Kommentarer