Selvmonitorering: Kjenn deg selv gjennom tallene dine

Selvovervåkning med helse-apper og fitnessarmbånd har blitt populært, men fenomenet påkaller også en kritisk diskusjon.

Steffen Moestrup
Fast mediekritiker i Ny Tid. Bosatt i Århus.

Måske kender du fænomenet. Måske er du allerede selv en del af det, eller du har på sociale medier bemærket, at nogle af dine venner uploader resultater fra deres seneste løbetur. Du kan se deres distance, deres tid og måske også den rute, de har løbet. Du kan derved måle dig selv i forhold til dine tidligere præstationer, og måle dig selv i forhold til de andre i dit netværk. Tallene bliver en guideline og en motivationsfaktor. Det er tallene, der tæller.

Fænomenet kaldes Quantified Self, eller på dansk Det kvantificerede selv. Begrebet kom for alvor i brug i 2007, da to redaktører fra magasinet Wired navngav den gryende interesse for at måle og monitorere de ting, vi går og foretager os såsom fysisk aktivitet, søvnrytme og fødevareindtag.

Siden da er udviklingen nærmest eksploderet. I takt med teknologiens udvikling i retning af lettere, mere tilgængelige og billigere enheder, der kan anvendes til monitorering, har vi de seneste år set en voldsom vækst. Værdien af denne industri, der tæller navne og apps som FitBit, Apple Health og Endomondo, er forudsagt til at vokse fra fem milliarder dollars i 2014 til mere end 50 milliarder dollars i 2019.

Mottoet hos Quantified Self-folket lyder «Self Knowledge Through Numbers» – så man tror altså på, at man kan lære sig selv bedre at kende og leve bedre liv, hvis man begynde at spore og måle sig selv. Der kan da også være mange positive aspekter i anvendelsen af selvmonitorering. Flere studier viser, at brugerne faktisk bliver mere aktive, lever sundere liv og generelt føler sig bedre tilpasse, efter de er startet med at måle sig selv. Alle disse positive aspekter ændrer dog ikke ved, at fænomenet Quantified Self er en kompleks størrelse, hvor mange interesser er på spil.

FitBit laver så en platform, hvor arbejdsgiveren kan tilgå de data, som medarbejderne generer.

Matcher det neoliberale verdenssyn. Til at hjælpe os med afdækningen af denne kompleksitet, skal vi møde Btihaj Ajana, der er forsker ved King’s College i London og for tiden ansat som gæsteforsker ved Institute of Advanced Studies ved Aarhus Universitet i Danmark. Hendes forskning kredser især om overvågning og problemstillinger vedrørende privatlivets fred. I de senere år har Ajana for alvor gransket Quantified Self, og hun mener, at der især er to grunde til den voksende udbredelse:

«Der en vekselvirkning mellem nogle behov for måling og en teknologisk udvikling, der understøtter disse behov og supplerer med nye behov. Samtidig taler behovene også ind i den omkringliggende kultur, som er præget at det neoliberale livssyn. Vi lever i en tid, hvor optimering og effektivisering ikke kun gælder i arbejdslivet, men efterhånden også mere og mere i fritiden,» forklarer Btihaj Ajana, og uddyber:

«Vi ser en sløring af grænserne mellem arbejdsliv og fritid, og når de teknologiske enheder, der kan bruges til selvmonitorering, bliver indlejret i vores dagligdagsprodukter såsom vores mobiltelefon, så bliver det pludselig meget naturligt og nærmest umærkeligt, at vi går og måler os selv.»

Denne naturlighed er ikke nødvendigvis problematisk, men den kan medføre et kulturelt skred, hvilket vi allerede har set de første tegn på. I USA er der eksempelvist flere forsikringsselskaber, der nu tilbyder en lavere pris til kunder, der selvmonitorerer, hvilket kan medføre, at folk bliver tvunget ud i selvmonitorering for at opnå en forsikring, de har råd til.

Kategorier er aldrig neutrale. Overvågningsproblematikker er også nært tilknyttet til Quantified Self. Vi overvåger os selv og vores netværk, når vi deler data fra selvmonitorering på de sociale medier, og er således blevet både vor egen og hinandens politimænd. Vi har allerede set data fra selvmonitorering anvendt som bevismateriale i retssager i USA og Canada, og for nylig indgik oliegiganten BP et samarbejde med FitBit, hvor BP udleverer selvmålings-armbånd til sine medarbejdere, mens FitBit så laver en platform, hvor arbejdsgiveren kan tilgå de data, som medarbejderne generer.

«Vi er gået fra, at overvågning i orwellsk forstand blev præsenteret i negative termer til nu at have positive konnotationer som effektivisering og det at tage ansvar for sin egen krop. Denne positive branding er med til, at forbrugerne glemmer at være kritiske,» advarer Btihaj Ajana, og påpeger et andet problematisk aspekt:

«De data, mange af os går og generer med selvmonitorering, ejes af store virksomheder, og når data grupperes, kan de anvendes til at anskueliggøre bevægelsesmønstre og aktivitetsniveauer, der så igen kan bruges til at kategorisere mennesker og placere os i forskellige risikogrupper. Og vi ved jo fra historien, at kategorier aldrig er neutrale, men altid politiske,» siger hun, og afslutter med denne opfordring:

«Den grundlæggende problem er, at jura og etik halter efter anvendelsen af disse teknologier. Vi mangler en etisk diskussion og en klar lovgivning for hvad data, der stammer fra selvmonitorering, kan anvendes til.»

---
DEL