Selvkritisk humanisme for klimaet 

Klimapolitikk handler ikke bare om hvor stikkontaktene er plassert hjemme hos meg, men også om å finne mening i en selvforandrende aktivisme – maten jeg spiser, meningsfullt arbeid, vaner og relasjoner. 

Alexander Carnera
Dansk essayist og forfatter. Bosatt i København.

Gregers Andersen:
Grænseløshedens kultur. Et opgør med hastighed, udmattelse og håbløshed i klimakrisens tidsalder.
Informations forlag, 2016

 

689f41106b907b97ce53c3942c28df50Videnskabelige rapporter og klimatopmøder bringer som aldrig før en viden frem om konsekvenserne af klodens opvarmning. Klimatopmødet i Paris leverede en målsætning om at holde den globale temperaturstigning på omkring 1,5 grader i forhold til det førindustrielle niveau. Men som Andersen betoner: «Hvis de reduktionstal størstedelen af verdens lande indleverede til FN kort før topmødet, står til troende, vil verden i år 2100 være mellem 2,7 og 3,7 grader varmere.» Fortsætter vi som hidtil, er det meget sandsynligt, at den verden, vi kender, vil forsvinde, og en langt mere ubehagelig se dagens lys. Alt afhænger af i hvilket tempo vi formår at føre os ud af de fossile brændslers æra.

Konsekvenserne af en varmere klode rækker langt videre end smeltet is: Vi står overfor en klimaforandringskultur hvor for exempel truede arter er ekstremt vigtige for os. Når antallet af bier trues, er det ikke en bagatel: En tredjedel del af den mad vi spiser kommer fra insekt-bestøvede planter, og af den står honningbier for 80 procent. Det er en viden der kalder på nødvendigheden af en verdensomspændende energirevolution.

Udvidet ansvar. Den grønne omstilling sender det politiske menneske på anklagebænken. Det handler ikke kun om mit individuelle bæredygtige forbrug, men om vores tilgang til værdier og det gode liv. Det er kultur udtrykt gennem vores forståelsesformer, vores fortolkninger og vores vaner, der ifølge Andersen bliver afgørende for om vi lykkes med at etablere grundlaget for et fremtidigt bæredygtigt samfund. Navngivningen af vores epoke som «antropocæn» (mennesket som den drivende kraft i Jordens udvikling) har kun gjort det tydeligt for enhver at vi ikke kan skelne mellem natur og kultur. En ny definition af kultur må overskride de nationale territorier og beskrive kultur som «systemer af forståelser og adfærd, der virker på tværs af nationalstater, regioner og kontinenter». En afgørende årsag til klimaforandringerne er netop de globale forbrugsfællesskaber. Via de elektroniske medier skabes de samme forståelser, vaner, normer, forbrugsmønstre og identitetsformer på tværs af grænser, hvorfor vi i dag må forstå kultur som aggressivt inkluderende. En kulturel forståelseshorisont kan vise hvordan den økonomiske logik om at øget forbrug sikrer velfærd underminerer sig selv da den kun holder stik på kort sigt indenfor visse geofysiske rammer. Under de nuværende klimaforandringer er denne gamle nytteorienterede fortælling ved at dø.

Vores nye tidsalder – den antropocæne – kræver en «enorm ansvarsudvidelse, der gør det etisk uforsvarligt at fortolke ansvar, som noget, man kun har over for dem, som økonomisk vækst umiddelbart vil gavne».

Vækstkrav og iphone. Især tre dynamikker producerer kulturelle udtryk der vanskeliggør en seriøs klimapolitik:

1. Hastighedskravet i arbejdsliv og trivsel; 2. Grænseløsheden i form af en galopperende nydelseskultur; 3. Journalistikkens manglende kritiske bevidsthed. Disse tre dynamikker understøtter en kritikløs accept af konkurrencestatens vækstideologi i alle menneskelivets forhold. Nok er det ved at gå op for os at «fortsat økonomisk vækst tilhører en verden, der ikke længere findes», men det ændrer ikke vores adfærd. Forskning om grænser for vækst og alternativ økologisk økonomi har i årtier vist at de moderne industrielle samfunds civilisatoriske fremskridt hører fortiden til, at den nuværende vækst ikke automatisk fører til civilisatoriske fremskridt, men faktisk risikerer tilbageskridt.

Andersen viser at et usynligt systemisk samarbejde mellem økonomisk vækst, elektronisk selvbestemmelse og hastighed har lammet os. Lige fra arbejdsliv over coaching til privat trivsel handler al adfærd om vækst, øget produktion og øget forbrug. Resultatet er at vi ikke længere evner at tænke udover egen horisont og tage klimakrisen og politisk almene værdispørgsmål alvorligt. Sammen med hastighed forstærker den elektroniske revolution i arbejde og livsvaner en ensidig økonomisk væksttanke. Online-kravet at være på præmieren, det energiske menneske og arbejdet som selve meningen med vores liv klæber sig til den enkelte. Den danske tv-serie Borgen viser mennesker der hele tiden er koblet på – travle liv opfattes som vigtige liv. «Hvis væksten forestilles at være betinget af hastighed, er enhver refleksiv tøven også en misbrugt chance for at producere vækst.» Hurtige beslutninger tilsidesætter vores dårlige samvittighed over vores arbejdsjag og forbrug, der blot vil sætte tingene i stå, blokere for en vindermentalitet.

«Vær aldrig bange for at sætte spot på klimaforskernes skrækscenarier. De er allerede adskillige gange blevet overhalet af virkelighedens verden.»

Myten om det grænseløse liv. «[…] kulturen gennemstrømmes af en grænseløs hedonisme», alt står til vores rådighed. Grænseløse muligheder giver dog kun mening i en verden hvor vi kan adskille økonomi og økologi. Vejen ud af misæren er for Andersen ikke blot et spørgsmål om afkald på goder, men en selvkritik om hvorvidt de værdier vi faktisk lever efter giver os mening på andet og mere end et overfladisk plan. «Forsvinder der ikke en mening fra vores liv, i det øjeblik vi ikke formår at give et godt liv videre til vores efterkommere, men som art sætter vores gunstige livsbetingelser over styr?» Alle vil vi realisere os så meget som muligt mens tid er – og teknologien åbner hele tiden for nye muligheder, som big data der giver producenten nye redskaber til at forme forbrugerens begær. Væksttanken understøtter ikke kun en økonomisk kalkulerende tænkemåde, men også myten om grænseløs bemestring af verden. Men det er opmærksomheden på egne grænser, som skærper indsigten i livets skrøbelighed og vores omsorg for alt levende. Ikke bemestring, men nysgerrig modtagelighed er det som beriger vores fælles liv.

Kritisk journalistik? Journalistikkens svigt er en medvirkende årsag til at klimakrisen ikke tages alvorligt. Når en nyhedsvært efter et indslag om tyfonen Haiyans ødelæggelse på Filippinerne fortæller at verdens ledere er samlet «for at redde klimaet», skabes en distance til og en tilsløring af, at de samme årsager til mange filippineres død er direkte forbundet med danskernes hverdag. Bange for at stille skandinavernes liv i et upassende lys afholder journalistikken sig fra at være netop faglig og perspektiverende. Ofte fremstilles klimakrisen som et spørgsmål om tro, og den enkelte kan let skubbe det moralske ansvar fra sig. Journalistikken sker på et manipuleret og ikke et legitimeret grundlag; den baner ikke vejen for en seriøs debat om hvilket samfund vi ønsker. Andersen foreslår fem journalistiske dogmer:

«1. Opret selvstændige klimaredaktioner, der skal sætte klima og miljø øverst på dagsordenen; 2. Tænk klima og miljø ind i alle relevante stofområder; 3. Læg jer i selen til at fremme samtalen om, hvordan omstillingen til et bæredygtigt samfund skal finde sted; 4. Hold klimabenægtere borte fra spalter og sendeflade; 5. Vær aldrig bange for at sætte spot på klimaforskernes skrækscenarier. De er allerede adskillige gange blevet overhalet af virkelighedens verden.» Hermed en opfordring til alle avisredaktioner!

Selvforandrende aktivisme. Hvad er væksten værd hvis den får flere og flere til at gå ned med stress, angst eller depression? Når den gør, at vi ikke har tid til at være sammen med dem, vi elsker, eller til at drage omsorg for fremmede? spørger forfatteren. Skal jeg kunne købe ananas året rundt? Skal jeg tage et job i Sønderborg og blive boende i København fordi jeg kan flyve billigt frem og tilbage?

Det er rigtigt set at vi ikke kan forandre verden uden at forandre os selv. Men hvordan gøre op med tidens lystrealisering? Andersen spørger om noget af den øvelse og disciplin vi ser i slankekure, forbedringsmani med videre kan overføres på handlinger der ændre vaner, der bremser klimaforandringer. Øvelse, opdagelse og nysgerrighed må gå hånd i hånd. «Er grundlaget for al livslyst netop ikke, at der stadig anes en mening, der overskrider den individuelle nydelses varighed: en mening, der delvist forsvinder, hvis alt gøres nu og her for at opløses og tilintetgøres fuldstændigt længere fremme?

På den måde synes en forudsætning for et liv i øvelse at være en udvidet forståelse af mening, så denne mening ikke kun forankres til det individuelle liv, med forbindes med noget længerevarende, nemlig med menneskehedens generelle eksistens.» At finde frem til nydelsesformer der ikke udspringer af kommercielt forbrugerisme. Altså, at øve sig på lavere forbrug, dele ting, bo på mindre plads, arbejde mindre, prioritere opdagelse og nysgerrighed, bruge sig selv anderledes, kort sagt, finde mening og nydelse i en selvforandrende aktivisme.

Gregersen ser følelsen af magtesløshed som en skærpelse af vores opmærksomhed på livets værdi; en metode til at vende afmagt til livskraft/handlekraft. Bogens opsang til en social aktivisme er sympatisk, men jeg savner en stærkere kobling mellem bæredygtighed, kulturel-individuel bevidstgørelse og  en almen politisk revitalisering. Skal en selvforandrende aktivisme være andet og mere end individuel anti-coach for kaffe-latte-folket, må den have strukturelle konsekvenser: et opgør med produktionshysteri, lavere forbrug, færre arbejdstimer, nye samfundsinstitutioner, øko-anarkisme.

---
DEL