Selvkritisk humanisme for klimaet 

Klimapolitikk handler ikke bare om hvor stikkontaktene er plassert hjemme hos meg, men også om å finne mening i en selvforandrende aktivisme – maten jeg spiser, meningsfullt arbeid, vaner og relasjoner. 

Alexander Carnera
Carnera er frilansskribent, bosatt i København.

Gregers Andersen:
Grænseløshedens kultur. Et opgør med hastighed, udmattelse og håbløshed i klimakrisens tidsalder.
Informations forlag, 2016

 

689f41106b907b97ce53c3942c28df50Videnskabelige rapporter og klimatopmøder bringer som aldrig før en viden frem om konsekvenserne af klodens opvarmning. Klimatopmødet i Paris leverede en målsætning om at holde den globale temperaturstigning på omkring 1,5 grader i forhold til det førindustrielle niveau. Men som Andersen betoner: «Hvis de reduktionstal størstedelen af verdens lande indleverede til FN kort før topmødet, står til troende, vil verden i år 2100 være mellem 2,7 og 3,7 grader varmere.» Fortsætter vi som hidtil, er det meget sandsynligt, at den verden, vi kender, vil forsvinde, og en langt mere ubehagelig se dagens lys. Alt afhænger af i hvilket tempo vi formår at føre os ud af de fossile brændslers æra.

Konsekvenserne af en varmere klode rækker langt videre end smeltet is: Vi står overfor en klimaforandringskultur hvor for exempel truede arter er ekstremt vigtige for os. Når antallet af bier trues, er det ikke en bagatel: En tredjedel del af den mad vi spiser kommer fra insekt-bestøvede planter, og af den står honningbier for 80 procent. Det er en viden der kalder på nødvendigheden af en verdensomspændende energirevolution.

Udvidet ansvar. Den grønne omstilling sender det politiske menneske på anklagebænken. Det handler ikke kun om mit individuelle bæredygtige forbrug, men om vores tilgang til værdier og det gode liv. Det er kultur udtrykt gennem vores forståelsesformer, vores fortolkninger og vores vaner, der ifølge Andersen bliver afgørende for om vi lykkes med at etablere grundlaget for et fremtidigt bæredygtigt samfund. Navngivningen af vores epoke som «antropocæn» (mennesket som den drivende kraft i Jordens udvikling) har kun gjort det tydeligt for enhver at vi ikke kan skelne mellem natur og kultur. En ny definition af kultur må overskride de nationale territorier og beskrive kultur som «systemer af forståelser og adfærd, der virker på tværs af nationalstater, regioner og kontinenter». En afgørende årsag til klimaforandringerne er netop de globale forbrugsfællesskaber. Via de elektroniske medier skabes de samme forståelser, vaner, normer, forbrugsmønstre og identitetsformer på tværs af grænser, hvorfor vi i dag må forstå kultur som aggressivt inkluderende. En kulturel forståelseshorisont kan vise hvordan den økonomiske logik om at øget forbrug sikrer velfærd underminerer sig selv da den kun holder stik på kort sigt indenfor visse geofysiske rammer. Under de nuværende klimaforandringer er denne gamle nytteorienterede fortælling ved at dø.

Vores nye tidsalder – den antropocæne – kræver en «enorm ansvarsudvidelse, der gør det etisk uforsvarligt at fortolke ansvar, som noget, man kun har over for dem, som økonomisk vækst umiddelbart vil gavne».

Vækstkrav og iphone. Især tre dynamikker producerer kulturelle udtryk der vanskeliggør en seriøs klimapolitik:

Du har nå lest 3 gratis artikler denne måned. Er du abonnement, logg inn i
toppmenyen eller tegn online abonnement (69kr) for å lese videre.

DEL

Legg igjen et svar

Dette nettstedet bruker Akismet for å redusere spam. Lær om hvordan dine kommentar-data prosesseres.