Sårbarhetens politiske potensial

Hannah Arendt: De retsløse og de ydmygede Informations Forlag. Danmark

Arendts smertefulle tekst viser oss årsakene til vår tids åndelig-politiske krise.

Alexander Carnera
Carnera er frilansskribent, bosatt i København.

De retsløse og de ydmygede

Hannah Arendt

Informations Forlag

Danmark

Den politiske filosof Hannah Arendt flygtede i 1933 sammen med mange andre tyske jøder fra det nazistiske regime gennem Europa og til Amerika. Herefter blev hun politisk og socialt engageret og begynder at skrive essays om flygtninge, statsløse og rettigheder nu samlet i tekstsamlingen De retsløse og de ydmygede. Heri skriver hun: «Den rettighedsløse ulykke består ikke i, at de er berøvet liv, frihed og en stræben efter lykke eller lighed for loven og ytringsfrihed – formler, der var skabt til at løse problemet inden for et givet fællesskab – men at de ikke længere tilhører noget bestemt fællesskab overhovedet.» Det er dette spørgsmål om tilhørsforhold der er omdrejningspunktet i disse stærke tekster.

Identitetsforvirring. Når Arendt i det første essay Vi flygtninge lægger stor vægt på at skelne mellem flygtninge og migranter, er det ikke primært for at betone forskellen på folk der bryder op fra krig, undertrykkelse og forfølgelse og folk der forlader hjemstavnen på grund af økonomisk udsigtsløshed. Kun de første kommer som bekendt retmæssigt i betragtning som asylansøger. De sidste omtales i dag gerne som bekvemmelighedsflygtninge. Arendts pointe er snarere den at henlede vores opmærksomhed på sammenhængen mellem eksilpsykologiens udsathed og den sociale og politiske værdikamp.

Hun beskriver problemet for den nyankomne jøde til Amerika som en kamp mellem nationalstatens krav om assimilation og vanskeligheden for at bevare sin integritet. Et påtrængende problem også for nutidens utallige flygtninge og statsløse verden over. Som hun skriver: «Hvis vi bliver frelst, føler vi os ydmygede, hvis vi bliver hjulpet, føler vi os fornedrede.» Flygtningens største smerte og problem er afkoblingen fra egen skæbne. «Jo mindre vi selv er fri til at bestemme, hvem vi er, og til at leve, som vi selv vil, jo mere prøver vi også at anlægge en facade, skjule kendsgerningerne og spille rollespil.»

Det er denne identitetsforvirring der rammer flygtningen. Når ens politiske og juridiske status er et rod mister den enkelte styrken til at bevare den personlige integritet. «Eftersom vi mangler det mod, der skal til for at ændre vores sociale og juridiske status, har en stor del af os i stedet besluttet at forsøge os med en ny identitet.» Flygtningen lærer at skubbe sårbarheden til side og bruge al energien på at tilpasse sig det nye lands normer (assimilation): «Vi lader, som om vi er engelsktalende […] Under dække af vores optimisme er det nemt at få øje på assimilationisternes håbløse tristesse.» Arendts smertefulde tekst viser sammenhængen mellem vor tids manglende bevidsthed om egen sårbarhed og en åndelig-politisk krise.

Menneskerettighets-diskursen med dens abstrakte fokus på individet er med på å skape en avpolitisering av mennesket.


Tap av politisk fellesskap.
I den akutte flygtningekrise har spørgsmålet været rejst om hvorvidt nationalstaten er en del af selve problemet. Arendt konkludere at «den egentlige forhindring for at løse problemet med flygtninge og statsløse ligger i den omstændighed, at det ganske enkelt ikke kan løses, så længe folkeslagene er organiseret inden for det gamle system, der er baseret på nationalstaterne. I stedet løfter de statsløse tydeligere end noget andet sløret for nationalstatens krise».

Lyst til å lese videre?

Logg inn eller registrer deg her

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here