Sårbarhetens politiske potensial

Hannah Arendt: De retsløse og de ydmygede Informations Forlag. Danmark

Arendts smertefulle tekst viser oss årsakene til vår tids åndelig-politiske krise.

Alexander Carnera
Dansk essayist og forfatter. Bosatt i København.

Den politiske filosof Hannah Arendt flygtede i 1933 sammen med mange andre tyske jøder fra det nazistiske regime gennem Europa og til Amerika. Herefter blev hun politisk og socialt engageret og begynder at skrive essays om flygtninge, statsløse og rettigheder nu samlet i tekstsamlingen De retsløse og de ydmygede. Heri skriver hun: «Den rettighedsløse ulykke består ikke i, at de er berøvet liv, frihed og en stræben efter lykke eller lighed for loven og ytringsfrihed – formler, der var skabt til at løse problemet inden for et givet fællesskab – men at de ikke længere tilhører noget bestemt fællesskab overhovedet.» Det er dette spørgsmål om tilhørsforhold der er omdrejningspunktet i disse stærke tekster.

Identitetsforvirring. Når Arendt i det første essay Vi flygtninge lægger stor vægt på at skelne mellem flygtninge og migranter, er det ikke primært for at betone forskellen på folk der bryder op fra krig, undertrykkelse og forfølgelse og folk der forlader hjemstavnen på grund af økonomisk udsigtsløshed. Kun de første kommer som bekendt retmæssigt i betragtning som asylansøger. De sidste omtales i dag gerne som bekvemmelighedsflygtninge. Arendts pointe er snarere den at henlede vores opmærksomhed på sammenhængen mellem eksilpsykologiens udsathed og den sociale og politiske værdikamp.

Hun beskriver problemet for den nyankomne jøde til Amerika som en kamp mellem nationalstatens krav om assimilation og vanskeligheden for at bevare sin integritet. Et påtrængende problem også for nutidens utallige flygtninge og statsløse verden over. Som hun skriver: «Hvis vi bliver frelst, føler vi os ydmygede, hvis vi bliver hjulpet, føler vi os fornedrede.» Flygtningens største smerte og problem er afkoblingen fra egen skæbne. «Jo mindre vi selv er fri til at bestemme, hvem vi er, og til at leve, som vi selv vil, jo mere prøver vi også at anlægge en facade, skjule kendsgerningerne og spille rollespil.»

Det er denne identitetsforvirring der rammer flygtningen. Når ens politiske og juridiske status er et rod mister den enkelte styrken til at bevare den personlige integritet. «Eftersom vi mangler det mod, der skal til for at ændre vores sociale og juridiske status, har en stor del af os i stedet besluttet at forsøge os med en ny identitet.» Flygtningen lærer at skubbe sårbarheden til side og bruge al energien på at tilpasse sig det nye lands normer (assimilation): «Vi lader, som om vi er engelsktalende […] Under dække af vores optimisme er det nemt at få øje på assimilationisternes håbløse tristesse.» Arendts smertefulde tekst viser sammenhængen mellem vor tids manglende bevidsthed om egen sårbarhed og en åndelig-politisk krise.

Menneskerettighets-diskursen med dens abstrakte fokus på individet er med på å skape en avpolitisering av mennesket.


Tap av politisk fellesskap.
I den akutte flygtningekrise har spørgsmålet været rejst om hvorvidt nationalstaten er en del af selve problemet. Arendt konkludere at «den egentlige forhindring for at løse problemet med flygtninge og statsløse ligger i den omstændighed, at det ganske enkelt ikke kan løses, så længe folkeslagene er organiseret inden for det gamle system, der er baseret på nationalstaterne. I stedet løfter de statsløse tydeligere end noget andet sløret for nationalstatens krise».

Men heller ikke det internationale retssamfund er nogen garanti. For det første ender de internationale aftaler og de heraf affødte anstrengelser på at løse spørgsmålet om de statsløse «med et forsøg på igen at gøre det muligt at deportere dem». Enten sendes flygtninge tilbage til deres hjemland (repatriation) eller man finder et tredje sted at placere dem. Resultatet kender vi i dag med det stigende antal af lejre hvor tusinder af mennesker lever under ydmygende forhold. For det andet viser menneskerettighedernes ukrænkelige principper sig ofte umulige at implementere i praksis når flygtningen ikke er borger i en stat.

Men her går hun et spadestik dybere. Det tab de rettighedsløse udsættes for er tabet af deres hjem, men samtidig understreger hun: «Det der er uden fortilfælde, er ikke tab af hjemmet, men den manglende mulighed for at finde et nyt. Pludselig var der ikke noget sted på jorden, hvor migranter kunne søge hen uden at løbe ind i de skrappeste restriktioner; intet land, hvor de kunne assimileres; intet territorium, hvor de kunne grundlægge et nyt fællesskab.» Men som Arendt understreger har dette intet at gøre med materielle problemer skabt af over befolkning. «Det var ikke et spørgsmål om rum, men om politisk organisering.»

Retten til rettigheter. Menneskerettighedsdiskursen med dens abstrakte fokus på individet er med til at skabe en afpolitisering af mennesket. «[Flygtningenernes] bevægelsesfrihed giver dem ret til en bolig … men deres meningsfuldhed er en illusion, for intet af hvad de tænker har alligevel nogen betydning.»

Et språk for sårbarheten kunne fjernet oss fra narsissismen som har beslaglagt våre latterlige forsvarsmekanismer overfor denne verdens elendige.

Men der findes noget mere fundamentalt og værdfuldt end at få adgang til borgerrettigheder og det er at til høre et social politisk fællesskab hvor man kan udveksle tanker frit og «fremsætte bestemte opfattelser af tingene». At være menneske er ikke blot et spørgsmål om at have rettigheder men «at have ret til rettigheder». «Det er ikke tabet af specifikke rettigheder, men tabet af et fællesskab, der er villig til og i stand til at garantere nogen som helst rettigheder overhovedet, som er den ulykke, der har ramt et stadigt større antal mennesker. Mennesket kan, som det har vist sig, miste alle såkaldte menneskerettigheder uden at miste sin helt grundlæggende karakter af menneske – dets menneskelige værdighed. Kun tabet af et samfund fordriver fra menneskeheden.»

Vi fødes ikke som lige men vores politiske liv hviler på samfundsorganisationer som historisk har været de steder hvor man kan kæmpe for større politisk og social lighed. Vi isolerer flygtningespørgsmålet til et individuelt økonomisk spørgsmål: Kan det betale sig at lukke vedkommende ind? Vi mister et sprog for fællesskab og kan kun tænke i den «rene individualitet». «Den store fare,» som Arendt skriver i vor tid, «ligger i, at der findes folk, som er tvunget til at leve uden for den fælles verden, er, at de midt i civilisationen er blevet kastet tilbage på deres naturligt givne, på deres rene og skære individualitet. De mangler den mægtige udligning af forskelle, der kommer af at være borgere i et fællesskab».

Sårbarhetens potensial. Arendt forbinder i disse tekster sin personlige skæbne med en fælles politisk stemme. Eksiltilstanden gjorde hende til et politisk engageret menneske. Arendts mesterlige tekster viser hvordan sproget om flygtninge og menneskerettighedsdiskursen er blevet en del af en kommunikationsindustri der reproducerer de samme magtforhold den er sat til at beskytte mod: at vores forestillinger om flygtningen med fokus på det enkelte individ fastholder os i passive positioner og ekskluderer den anden. Det, som forhindrer os i at komme i kontakt med de sår der producerer et fælles liv er afsavnets sprog. De retsløse og de ydmygede tilbyder et sprog for sårbarheden som politisk potentiale, det som kunne fjerne os fra den narcissisme som har beslaglagt vores latterlige forsvarsmekanismer overfor denne verdens elendige.