Det sårbare livs visdom

Todd May gjenopdager filosofien som livskunst, som et praktisk-terapeutisk anliggende.

Alexander Carnera
Carnera er frilansskribent, bosatt i København.

A Fragile Life. Accepting Our Vulnerability

Todd May

University of Chicago Press

USA

Lidelse og krise rammer os alle. Så hvordan leve med vores skrøbelighed? Hvordan håndtere vores afmagtsfølelse, som er så udbredt i dag – vores angst, nederlag, fysiske og psykologiske ar, vægten af fortiden og fremtiden – uden hverken at gøre os immune overfor vores sårbarhed eller være underlagt den som en byrde?

Hvordan leve? Den amerikanske filosof Todd May har tidligere udgivet «eksistentielle» bøger om de franske filosoffer Gilles Deleuze og Michel Foucault, men også på det seneste bøger om døden, ikkevoldelig modstand og livsmening. Et fællestræk er en genopdagelse af antikkens idé om filosofien som livskunst, som et praktisk-terapeutisk anliggende. Imod filosofien som terapi og psykologi kan man indvende at det som er vigtigt for mig, må være alment og dermed moralsk-etisk for at karakterisere mig. May skriver derfor hverken selvhjælpsbøger eller bedriver terapi i psykologisk forstand. Øget selvindsigt skal lede os frem til et fælles spørgsmål: «Hvordan kunne man leve?» – altså forestillingen om det mulige liv. Bogen er også et alternativ til coaching-industriens resiliens- og robusthedstanke som ofte ender som en tilpasning til verden derude. Snarere er det, ifølge May, erkendelsen af egen sårbarhed som er grundlaget for at række ud til andre og for at kunne håndtere det usikre. Men vi skal ikke kun tage sårbarheden på os, vi skal lære at temperere og dossere den.

Buddhismen og stoicismen kan lære os at der er væsentlige ting, og så er der mindre væsentlige ting – og således finde frem til et «væsentlig liv». Ikke alle denne verdens affekter og turbulens skal man lade sig rive med af – for ved hele tiden at være på vagt og bange, garderer og tilpasser vi os, noget som blot fører til politisk og etisk handlingslammelse. Derved lukker vi også af for vores forestillingsevne, som kunne fortælle os om et muligt andet liv.

Buddhismens og stoisismens avklarede forhold til døden renser samtidig tilværelsen for de farger og former som skaper et rikt og forunderlig liv.

Sårbarhed. Mennesket er sårbart for lidelse på en anden måde end dyr; vi lever i og gennem projekter som vi investerer os selv i – karriere, venner, familie, ideer og socialt/politisk arbejde. Gennem denne selvinvestering opbygger vi en fornemmelse for vores selv. Dette «projektliv» og det at være underlagt kræfter udenfor vores kontrol sætter scenen for vores særlige udsathed for lidelse, som er forbundet både med vores fortid og fremtid. Det er det narrative forløb i vores liv som gør det meningsfuldt – det May kalder en «opadstigende bane» – ikke nødvendigvis succes, men at det er en sammenhængende fortælling. I afbrydelsen af denne sammenhængende fortælling dukker lidelsen op. Hvis en person siger sit tidligere job op for at blive forfatter, men ikke magter at forsørge sig af skriveriet og derfor må opgive det hele, er det fortidens vægt der tynger og skaber smerte. Vores valg bærer fortidens byrde med sig; man kan sige at de har skabt sin egen nødvendighed. Dette giver livet tyngde – modsat tilværelsens ulidelige lethed (Kundera). Men på trods af fortidens skygge, at vores valg udelukkede andre valg, må vi acceptere at der er ting i livet vi ikke har kontrol over. Døden eliminerer vores projektliv, de fremtidige forventninger vi er spundet ind i – derfor frygter vi den. Heraf dødelighedens paradoks: «Vi behøver døden for at tingene giver mening, men det er netop denne meningsfuldhed ved vores liv der gør døden så skræmmende».

Du har nå lest 3 gratis artikler denne måned. Er du abonnement, logg inn i
toppmenyen eller tegn online abonnement (69kr) for å lese videre.

DEL

Legg igjen et svar

Dette nettstedet bruker Akismet for å redusere spam. Lær om hvordan dine kommentar-data prosesseres.