Lidelse og krise rammer os alle. Så hvordan leve med vores skrøbelighed? Hvordan håndtere vores afmagtsfølelse, som er så udbredt i dag – vores angst, nederlag, fysiske og psykologiske ar, vægten af fortiden og fremtiden – uden hverken at gøre os immune overfor vores sårbarhed eller være underlagt den som en byrde?
Hvordan leve? Den amerikanske filosof Todd May har tidligere udgivet «eksistentielle» bøger om de franske filosoffer Gilles Deleuze og Michel Foucault, men også på det seneste bøger om døden, ikkevoldelig modstand og livsmening. Et fællestræk er en genopdagelse af antikkens idé om filosofien som livskunst, som et praktisk-terapeutisk anliggende. Imod filosofien som terapi og psykologi kan man indvende at det som er vigtigt for mig, må være alment og dermed moralsk-etisk for at karakterisere mig. May skriver derfor hverken selvhjælpsbøger eller bedriver terapi i psykologisk forstand. Øget selvindsigt skal lede os frem til et fælles spørgsmål: «Hvordan kunne man leve?» – altså forestillingen om det mulige liv. Bogen er også et alternativ til coaching-industriens resiliens- og robusthedstanke som ofte ender som en tilpasning til verden derude. Snarere er det, ifølge May, erkendelsen af egen sårbarhed som er grundlaget for at række ud til andre og for at kunne håndtere det usikre. Men vi skal ikke kun tage sårbarheden på os, vi skal lære at temperere og dossere den.
Buddhismen og stoicismen kan lære os at der er væsentlige ting, og så er der mindre væsentlige ting – og således finde frem til et «væsentlig liv». Ikke alle denne verdens affekter og turbulens skal man lade sig rive med af – for ved hele tiden at være på vagt og bange, garderer og tilpasser vi os, noget som blot fører til politisk og etisk handlingslammelse. Derved lukker vi også af for vores forestillingsevne, som kunne fortælle os om et muligt andet liv.
Buddhismens og stoisismens avklarede forhold til døden renser samtidig tilværelsen for de farger og former som skaper et rikt og forunderlig liv.
Sårbarhed. Mennesket er sårbart for lidelse på en anden måde end dyr; vi lever i og gennem projekter som vi investerer os selv i – karriere, venner, familie, ideer og socialt/politisk arbejde. Gennem denne selvinvestering opbygger vi en fornemmelse for vores selv. Dette «projektliv» og det at være underlagt kræfter udenfor vores kontrol sætter scenen for vores særlige udsathed for lidelse, som er forbundet både med vores fortid og fremtid. Det er det narrative forløb i vores liv som gør det meningsfuldt – det May kalder en «opadstigende bane» – ikke nødvendigvis succes, men at det er en sammenhængende fortælling. I afbrydelsen af denne sammenhængende fortælling dukker lidelsen op. Hvis en person siger sit tidligere job op for at blive forfatter, men ikke magter at forsørge sig af skriveriet og derfor må opgive det hele, er det fortidens vægt der tynger og skaber smerte. Vores valg bærer fortidens byrde med sig; man kan sige at de har skabt sin egen nødvendighed. Dette giver livet tyngde – modsat tilværelsens ulidelige lethed (Kundera). Men på trods af fortidens skygge, at vores valg udelukkede andre valg, må vi acceptere at der er ting i livet vi ikke har kontrol over. Døden eliminerer vores projektliv, de fremtidige forventninger vi er spundet ind i – derfor frygter vi den. Heraf dødelighedens paradoks: «Vi behøver døden for at tingene giver mening, men det er netop denne meningsfuldhed ved vores liv der gør døden så skræmmende».
Befri eller bruge lidelsen. Ifølge buddhismen identificerer vi mennesker lykke, velvære og succes med behagelige følelser, og smerte og ulykke med ubehagelige. Men disse er, som alt andet i universet, ikke andet end flygtige vibrationer der forandrer sig hvert øjeblik. Roden til lidelsen er således ikke smerten og meningsløsheden i sig selv, men vores endeløse jagt på noget som er flygtigt og derfor efterlader os i en konstant tilstand af utilfredshed. Gennem meditation kan vi løsnes fra vores lænker til tingene og forstærke medfølelsen for alt levende, ikke ved at gøre os immune mod verden, men ved at nærme os den uden at være styret af egoisme og ønsket om besiddelse og beherskelse. Gennem sindsroen bliver vi bedre til at tage andres lidelse på os og til at lære dem at minimere deres egen lidelse (bodhisattva).
Buddhismen omtaler begæret som et behov der kan opfyldes, mens psykoanalysen også anser begæret som drivkræfter der animerer vores fantasi og tankeliv. Her findes lykken i selve begæret – det som afføder nye tanker, nye former, og dermed nyt liv. May betoner også at det faktisk er bekymring og uro der engagerer os politisk i kampen for retfærdighed, for den anden. Buddhismens – og stoicismens – afklarede forhold til døden renser også tilværelsen for de farver og modulationer som netop skaber et rigt og forunderligt liv. Med alderen kan rigtignok usårlighedens klarsyn være med til, gennem tilgivelse og accept, at man finder fred. Omvendt er det ved at konfrontere nederlag og skuffelser at vi lærer at nære omsorg for andre. Men i en verden af øget konkurrence, acceleration og jagt på succes har bevidstheden om egen udsathed trange kår. Vi skubber den fra os for at være i kontrol, blive en succes, hurtigst muligt komme hen til målet; vi bliver kynikere. Vi er blevet usårlige uden at være buddhister! – men dette er en falsk usårlighed. For at leve et rigt liv må en netop lære at leve med sin skrøbelighed.
Vi trenger døden for at ting skal gi mening, men det er nettopp denne meningsfullhet ved vårt liv som gjør døden så skremmende.
Åndelige øvelser. May foretrækker buddhismen og stoicismen fremfor psykoanalysen fordi de kombinerer medfølelse med usårlighed i betydningen et klarsyn overfor al potentiel lidelse, og en tro på filosofi som en øvelse der faktisk kan ændre vores forhold til smerten. Den franske filosoffen Pierre Hadot kaldte det «tankens praksis»: læsning, skrivning, samtale – det som gør os bedre i stand til at skille væsentligt fra uvæsentligt. At lære at ikke tage sig selv for alvorligt, at blive mindre afhængig af ting og af status, ydmyghed og selvbegrænsning. I en verden hvor vi mere end nogensinde er underlagt de andres blikke og ydre attraktion, lærer buddhismen os at drage omsorg for tingene uden at være lænket til dem, at have medfølelse uden at lide med, være styret og indkapslet emotionelt.
Men kan man være engageret og involveret uden også at være følelsesmæssigt revet med? Nej, svarer May, og ser begrænsningen i buddhismens emotionelle distance mellem en selv og verden. Men primært er det den rene usårlighed han ser som buddhismens og stoicismens problem. Dens lære om træning af sindet kan stadig hjælpe os til at hæve os opover passionernes rutsjebane og nå frem til accepten af et liv i sårbarhed. Som samuraien, at bruge modstanderens uventede kræfter til fordel for egen styrke.