Samfunnsklassen Marx ikke forutså

Vår tids produksjonsmåte har ikke to, men tre klasser: Kapitalistene, arbeiderklassen og lederne. 

Mikkel Bolt
Bolt er lektor i kulturhistorie ved Københavns Universitet og forfatter.
Email: mras@hum.ku.dk
Publisert: 01.10.2018

Managerial Capitalism: Ownership, Management and the Coming New Mode of Production

Gérard Duménil og Dominique Lévy

Pluto Press

UK

At finanskrisen i 2007 udgør et vendepunkt i historien, kan ingen være i tvivl om længere: Tidligere sandheder, økonomiske og politiske, er blevet godt og grundigt rystede. Nationaldemokratierne i Vesten rådner op indefra, og kampen om de racistiske stemmer river tidligere alliancer fra hinanden og truer med at kaste verden ud i handelskrige der minder om 1930’ernes. 

De franske økonomer Gérard Duménil og Dominique Lévy analyserer i bogen Managerial Capitalism: Ownership, Management and the Coming New Mode of Production den politisk-økonomiske udvikling i det 20. århundrede, med særligt fokus på USA. De mener samfundet er ved at forlade kapitalismen slik vi kender den, og bevege sig ind i en ny produktionsmåde. Det nye system kalder de managerialismen.

Venstrealliansen

Managerne, det vil sige ledere af såvel private virksomheder som staten, ses her som de centrale aktører i politikken og samfundsøkonomien. Denne gruppen udgør en helt egen samfundsklasse, hvis evner til at indgå alliancer skiftevis til både højre og venstre i stor grad har bestemt økonomiudviklingen i det 20. århundrede. 

I 1920 utgjorde lønn for arbeid 40 prosent av amerikanernes inntekt, i dag utgjør den 78 prosent.

I en længere periode efter 1930’ernes økonomiske krise, og især efter afslutningen på 2. verdenskrig, indgik managerklassen en alliance med arbejderklassen indenfor rammerne af en statsstyret moderniseringsøkonomi. Den styrede ikke blot private firmaer, men også staten, der med etablering af velfærd, utbygning af infrastruktur og uddannelse- og kultursatsning rettet mod arbejderklassen voksende markant og krævede stadigt mer skatindkomst. Offentlige investeringer i USA var på 7 procent af BNP før 1. verdenskrig; i 1970, på 35 procent. Som Duménil og Lévy viser, faldt den økonomiske ulighed markant i hele den vestlige verden i denne periode, og købekraften voksede tilsvarende for den brede masse af lønarbejdere i USA.

Fra to til tre klasser

Forfatterne går historisk til værks og gør flittig brug af statistik når de viser indkomstudviklingen blandt USAs rigeste: Løn udgør i dag en større andel av indkomsten end aktieudbytte, renter og andet afkast. I 1920 udgjorde løn 40 procent; i dag 78 procent. Mange af de rigeste er således i hovedsag lønmodtagere – ikke ejere af kapital. 

Mod denne baggrund foretager forfatterne en revision af Marx’ forestilling om kampen mellem kapitalister og arbejderklasse. I den opdaterede analysen er produktionsmåden baseret på tre klasser: Ejerne af produktionsmidlerne, arbejderne/«de folkelige klasser» – og managerklassen 

Den sociale orden der eksisterede i små fire årtier frem til cirka 1970, har fået navnet «den socialdemokratiske post-krigsaftale». De lavere klasser og den fremvoksende gruppe af private og offentlige managere indgik i denne periode et politisk kompromis, i en historisk situation kendetegnet ved depression og krig. Managerne allierede sig til venstre, og Roosevelts New Deal lancerede denne alliancen.

Høyrealliansen

Men fra at være en arbejdersolidarisk middelklasse er managerklassen altså blevet en ny og selvstændig overklasse. Omkring 1970 ble «aftalen» mellem managere og arbejdere afløst af hvad forfatterne kalder «neoliberalismens manager-kapitalistiske finansielle hegemoni», der varede frem til finanskrisen i 2007. Det socialdemokratiske kompromis blev gradvis til et finansielt hegemoni, venstre-alliancen blev til en højre-alliance, Roosevelt blev til Reagan. 

Denne udvikling viser sig i statistikkerne som en voldsomt voksende ulighed mellem de to samfundslag. Kort sagt begynder managerne at få vældigt meget mere i løn end produktionsarbejdere – og vandringen op i the one percent er i gang. 

Lederne er gått fra å være en arbeidersolidarisk middelklasse til å bli en del av overklassen.

Finanskrisen indvarsler imidlertid et skifte, hvor den neoliberale managerkapitalisme er ved helt at overtage kapitalistklassens magt. Det er således ikke længere dem der ejer produktionsmidlerne, men dem som administrerer dem, der er den herskende klasse. De der leder de store virksomheder og sidder i toppen af statens og de overstatslige institutioner, er den nye overklasse – de der besidder den politiske og økonomiske magt. 

Tenke globalt

Duménil og Lévys bog er et vigtigt bidrag til at analysere samfundsudviklingen i retrospekt såvel som til diskussionen af den igangværende transition. Selvom de et sted i bogen advarer mod venstreorienteret managerialisme, ender de alligevel med at sætte efterkrigstidens socialdemokratiske kompromis og den neoliberale reaktion op mod hinanden. 

Det er rigtigt at alliancen mellem arbejder- og managerklassen formåede at lægge bånd på markedets sumpede grådighed, og at kapitalismens strukturelle produktion af elendighed blev forsødet af socialpolitik og forbrug i Vesten. Men vi må ikke glemme de globale betingelser for klassekompromiset. 

Efterkrigstidens socialstat kan ikke være målet for systemkritisk handling. Revolutionen er ikke en mulig ny alliance mellem de lavere klasser og de nederste dele af managerklassen; revolutionen er stadigvæk afviklingen af pengeøkonomien og nationalstaten.

Kommentarer