Samfunnsklassen Marx ikke forutså

Vår tids produksjonsmåte har ikke to, men tre klasser: Kapitalistene, arbeiderklassen og lederne. 

Mikkel Bolt
Bolt er lektor i kulturhistorie ved Københavns Universitet og forfatter.

Managerial Capitalism: Ownership, Management and the Coming New Mode of Production

Gérard Duménil og Dominique Lévy

Pluto Press

UK

At finanskrisen i 2007 udgør et vendepunkt i historien, kan ingen være i tvivl om længere: Tidligere sandheder, økonomiske og politiske, er blevet godt og grundigt rystede. Nationaldemokratierne i Vesten rådner op indefra, og kampen om de racistiske stemmer river tidligere alliancer fra hinanden og truer med at kaste verden ud i handelskrige der minder om 1930’ernes. 

De franske økonomer Gérard Duménil og Dominique Lévy analyserer i bogen Managerial Capitalism: Ownership, Management and the Coming New Mode of Production den politisk-økonomiske udvikling i det 20. århundrede, med særligt fokus på USA. De mener samfundet er ved at forlade kapitalismen slik vi kender den, og bevege sig ind i en ny produktionsmåde. Det nye system kalder de managerialismen.

Venstrealliansen

Managerne, det vil sige ledere af såvel private virksomheder som staten, ses her som de centrale aktører i politikken og samfundsøkonomien. Denne gruppen udgør en helt egen samfundsklasse, hvis evner til at indgå alliancer skiftevis til både højre og venstre i stor grad har bestemt økonomiudviklingen i det 20. århundrede. 

I 1920 utgjorde lønn for arbeid 40 prosent av amerikanernes inntekt, i dag utgjør den 78 prosent.

I en længere periode efter 1930’ernes økonomiske krise, og især efter afslutningen på 2. verdenskrig, indgik managerklassen en alliance med arbejderklassen indenfor rammerne af en statsstyret moderniseringsøkonomi. Den styrede ikke blot private firmaer, men også staten, der med etablering af velfærd, utbygning af infrastruktur og uddannelse- og kultursatsning rettet mod arbejderklassen voksende markant og krævede stadigt mer skatindkomst. Offentlige investeringer i USA var på 7 procent af BNP før 1. verdenskrig; i 1970, på 35 procent. Som Duménil og Lévy viser, faldt den økonomiske ulighed markant i hele den vestlige verden i denne periode, og købekraften voksede tilsvarende for den brede masse af lønarbejdere i USA.

Fra to til tre klasser

Forfatterne går historisk til værks og gør flittig brug af statistik når de viser indkomstudviklingen blandt USAs rigeste: Løn udgør i dag en større andel av indkomsten end aktieudbytte, renter og andet afkast. I 1920 udgjorde løn 40 procent; i dag 78 procent. Mange af de rigeste er således i hovedsag lønmodtagere – ikke ejere af kapital. 

Mod denne baggrund foretager forfatterne en revision af Marx’ forestilling om kampen mellem kapitalister og arbejderklasse. I den opdaterede analysen er produktionsmåden baseret på tre klasser: Ejerne af produktionsmidlerne, arbejderne/«de folkelige klasser» – og managerklassen 

Du har nå lest 3 gratis artikler denne måned. Er du abonnement, logg inn i
toppmenyen eller tegn online abonnement (69kr) for å lese videre.

Legg igjen et svar

Dette nettstedet bruker Akismet for å redusere spam. Lær om hvordan dine kommentar-data prosesseres.