«Så! kan du så gå væk, dumme overvågningskapitalisme.»

OVERVÅGNING: Jeg kan bare ikke indse, at problemets rod ligger i den digitale indtrængen overalt.

Nina Trige Andersen
Trige Andersen er frilansjournalist og historiker.
Email: nina.trige.andersen@gmail.com
Publisert: 15.07.2019
The Age of Surveillance Capitalism. The Fight for the Future at the New Frontier of Power
Forfatter: Shoshana Zuboff
Profile Books, USA

Det virker måske afkoblet, men jeg keder mig så gudsjammerligt over al den snak om overvågningskapitalisme. Artikeloverskrifter som «Vi lever i overvågningskapitalismens tidsalder – og vi har endnu ikke forstået konsekvenserne af det» (Information.dk) giver mig træthedstrækninger og brækfornemmelser – sidstnævnte på grund af det der «vi».

Hvem er vi lige?

Os, som åbenbart har et fælles projekt og … hvad? En fælles modstander? Ja, tilsyneladende, at dømme efter en anden overskrift: «Overvågningskapitalismen er diagnosticeret – nu kan vi bekæmpe den» (Information.dk).

Åh, dette beklumrede «vi», som er så udefineret, at man straks kan mærke hvor svage slagene må blive. «Så! kan du så gå væk, dumme overvågningskapitalisme. Eller i hvert fald lave en social kontrakt, ligesom i de gode gamle dage.»

Samme følelse får jeg, når jeg sidder med et af diskussionens centrale omdrejningspunkter: Soshana Zuboffs berømmede bog The Age of Surveillance Capitalism. The Fight for the Future at the New Frontier of Power. Den er fuld af vi’er, og af referencer til en mere flink kapitalisme, som opførte sig mere ansvarligt eller i hvert fald kunne holdes ansvarlig.

Viden og magt

Bevares, jeg er da bekymret over de muligheder, nogen får for at manipulere min adfærd, spærre mig inde, nægte mig pension, forsikring, banklån eller hospitalsbehandling og hvordan nogen ellers kunne finde på at bruge den såkaldte viden om min person og færden, som mine elektroniske spor giver dem.

Shoshana Zuboff

Jeg kan bare ikke indse, at roden til det problem ligger i den digitale indtrængen overalt i det offentlige og private rum, hvor belastende den end er. Eller at det for den sags skyld skulle være nyt. Så længe der har fandtes (videns)teknologier som kornskat, mandtal, statistik, diagnoser og så videre, har magthavere – politiske og økonomiske – forsøgt at vide noget om befolkninger med henblik på at kontrollere og udbytte dem.

Klassekampens anmeldelse af The Age of Surveillance Capitalism bærer da også overskriften «Kunnskap er makt», noget som har været almindelig kendt mindst siden Foucaults banebrydende historiske studier i 1960’erne og 1970’erne. Zuboffs bog bliver spået samme gennemslagskraft som Thomas Pikettys Kapitalen i det 21. århundrede. Men hvilken gennemslagskraft havde den egentlig? Udover at en række medier snakkede en masse om den i overraskende lang tid.

Piketty påviste blandt andet en stigende og galopperende ulighed verden over. Det kom næppe som en overraskelse for nogen. Uligheden er da heller ikke blevet mindre siden den udgivelse. Overvågningen bliver næppe heller mindre efter Zuboffs kalden til modstand mod overvågningskapitalisterne, som hun kalder dem i bogen. Det er åbenbart en helt særlig art kapitalister, som har et helt særligt skummelt projekt.

God gammel kapitalisme?

The Age of Surveillance Capitalism er nyttig læsning, hvis man gerne vil blive klogere på, præcis hvordan techgiganter som Google og Amazon operer i den digitale sfære, hvilke data de indsamler og hvad de bruger dem til – og hvordan de folk, der styrer virksomhederne, selv opfatter deres business og dens muligheder. Men jeg er ikke sikker på, den er særlig nyttig i et opgør med kapitalisme som sådan, og det er da heller ikke dens ærinde.

Der er ikke nogen tvivl om adfærd og sociale relationer kan vareliggøres i endnu mere ekstrem grad end tidligere.

Overvågningskapitalismen er, skriver Zuboff, «parasitær og selvrefererende», og den «genopliver Karl Marx’ gamle billede af kapitalismen som en vampyr, der næres af arbejde, men med et uventet tvist. I stedet for arbejde næres overvågningskapitalismen af ethvert aspekt af menneskets erfaring».

Der er ikke nogen tvivl om, at kapitalismen med nye digitale redskaber har fundet måder hvorpå menneskelig erfaring, adfærd og sociale relationer kan vareliggøres i endnu mere ekstrem grad end tidligere. Men «i stedet for arbejde» er det ikke – den «nye» kapitalisme hviler præcis ligesom den «gamle» på at trække merværdi ud af de mennesker, som er tvunget til at sælge deres arbejdskraft. Det vil sige de fleste af os.

På sin vis har det 21. århundredes kapitalisme – netop gennem vareliggørelsen af alle menneskelige erfaringer – snarere synliggjort former for arbejde, som tidligere foregik ganske gratis og derfor upåagtet. For eksempel alt det arbejde, der ligger i livets opretholdelse.

Det skal ikke forstås sådan, at jeg synes, det er alle tiders, at der nu kan profiteres på og handles med flere aspekter af den menneskelige tilværelse. Men nostalgien efter en tidligere form for kapitalisme, som Zuboff skriver frem bogen igennem, deler jeg ikke.

Det kan altid blive værre

Overvågningskapitalismens produkter og services «etablerer ikke konstruktiv producent-forbrugergensidighed» skriver hun for eksempel, og jeg spekulerer over, hvad i alverden en konstruktiv producent-forbrugergensidighed dog kan være.

Overvågningskapitalisme er en «slyngelagtig kraft drevet af hidtil ukendte økonomiske imperativer, som tilsidesætter sociale normer og ophæver grundlæggende rettigheder forbundet med individuel autonomi, som er afgørende for selve muligheden for et demokratisk samfund», skriver Zuboff et andet sted.

Og jeg spekulerer over, hvad det er for sociale normer, som førhen var så veletablerede og til gavn for os alle, og jeg spekulerer over, hvornår det demokratiske samfund, der sikrede individuel autonomi og alle menneskers grundlæggende rettigheder, eksisterede og hvor.

Faktisk synes jeg, at kapitalismen på mange måder har udviklet sig til det værre i det 21. århundrede, jeg kan bare ikke komme i tanker om, hvornår den var rar, og kan derfor ikke fæstne min nostalgi i tid og sted. Måske derfor har jeg svært ved at koncentrere mig om panikken over «overvågningskapitalisterne».

Hvis jeg dvæler lidt mere ved min bekymring over, at nogen kunne finde på at bruge den viden, de mener at have om min person og færden, til at manipulere min adfærd, spærre mig inde, nægte mig pension, forsikring, banklån eller hospitalsbehandling, så er den da heller ikke specielt knyttet til den digitale overvågning.

Den er knyttet til, at verden hænger sådan sammen, at vi alle arbitrært – og nogle af os mere systematisk – er prisgivet staters voldsmonopol og private økonomiske interesser. Måske var det mere nyttigt at starte «kampen for fremtiden» der.

Gratis prøve