Abonnement 790/år eller 190/kvartal

Revolution i et socialt og politisk tomrum

Martyrs & Tricksters. An Ethnography of the Egyptian Revolution
EGYPT 10 ÅR EFTER / Walter Armbrust har skrevet om tiden efter revolutionens første atten dage: Hvis man betragter revolutionen på Tahrir-pladsen i Kairo som overgangsrite, er der flere gode grunde til at det gik galt.

For ti år siden, i slutningen af 2010, begyndte det arabiske forår, da den tunesiske befolkning krævede ændringer. Det udviklede sig til Jasminrevolutionen, og da vi kom lidt ind i 2011, bredte de nye vinde sig til Egypten. Her fik revolutionen ikke noget navn som sådan, og det hænger måske sammen med at vi i den grad identificerer den med Tahrir-pladsen. I atten dage var hele verdens opmærksomhed rettet mod pladsen i det centrale Kairo, frem til 11. februar 2011, hvor Hosni Mubarak erkendte sit nederlag og meddelte sin tilbagetræden fra præsidentposten.

Det var euforiske dage. Mange håbede på at nye tider var ved at indfinde sig i Egypten og den arabiske verden, og det er der blevet skrevet stribevis af artikler og bøger om. Men den normale tilgang er at opregne en række årsager til den egyptiske revolution, og så vurdere resultatet ud fra de parametre, og det giver naturligvis masser af fornuft og også plausible forklaringer på, hvorfor foråret endte i skuffelse.

Der er imidlertid også en anden vej at gå, og den har Walter Armbrust valgt. Han er professor i moderne mellemøststudier ved universitetet i Oxford, og i sin seneste bog har han valgt at kigge nærmere på tiden efter revolutionens første atten dage. Han mener nemlig at det er her, vi kan studere hele revolutionens dynamik og blive klogere på, hvorfor den egyptiske udviklede sig som den gjorde.

Det kritiske tomrum

Armbrust kalder det en liminalfase. Det er en betegnelse, som ofte bruges i religionsvidenskaben til at betegne en overgangsrite, og det giver i høj grad mening her. I egyptisk sammenhæng kommer det til at dække tiden fra de første atten dage og godt to år frem, altså til 3. juli 2013, hvor Egyptens nuværende leder, general Abdel Fattah el-Sisi, kom til magten ved et militærkup. Dette betegner bogen som revolutionens endelige fallit, og analysen cirkler derfor om det store spørgsmål: Hvordan det kunne gå så galt?

Tahrir-pladsen repræsenterer Mubarak-tidens liberaløkonomiske ideologi.

Det er i liminalfasen, revolutionen får sit eget liv. Op til revolutionen har initiativtagerne ofte en række fælles håb, og måske endda en fælles strategi, men når det først er nået dertil, hvor verden definerer begivenhederne som en revolution, har denne også bevæget sig ind i et socialt og politisk tomrum. Man taler også om et heterotopisk rum, fordi revolutionen i den fase tit går i mange forskellige retninger og ingen med sikkerhed kan sige, hvor det hele ender. Armbrust kalder det for en liminal krise, og jo længere dette tomrum varer, desto større er udsigterne til at slutresultatet bliver noget helt andet end det forventede.

«Tahrir» betyder «frihed».

Det fysiske rum har efter Armbrusts opfattelse stor betydning, og her tænker han naturligvis på revolutionens fixpunkt, Tahrir-pladsen. Der er selvsagt en praktisk grund til at den blev centrum for begivenhederne, nemlig at den ligger midt i byen, og ikke mindst at den er stor nok til at rumme den enorme menneskemængde. Den fik også symbolbetydning fordi tahrir betyder «frihed», samtidig med at Mubaraks Nationaldemokratiske Parti havde sit kolossale hovedkvarter lige ud til pladsen.

Først og fremmest er der dog hele pladsens fysiske fremtræden. Den er ikke ret meget andet end et kolossalt trafikknudepunkt. Der er en mikroskopisk ø af græs inde midt på, og resten er asfalt. En række store motorgader begynder og slutter på Tahrir-pladsen, derfor er der trafikkaos det meste af døgnet. På den måde repræsenterer pladsen Mubarak-tidens liberaløkonomiske ideologi, som hyldede retten til privat ejendom og dermed også privatbilismen. Den er indbegrebet af den byplanlægning, hvor alle ressourcerne blev postet i nye satellitforstæder til glæde for den velbjergede del af befolkningen, mens de sociale forskelle er blevet dybere.

Men tager man som Armbrust de etnografiske briller på, er #Tahrir et ringe udgangspunkt for #revolutionen. Pladsen er nemlig blottet for sjæl. Den huser en række busterminaler for de uformuende borgere, der er henvist til offentlig befordring, men når man skal derfra og videre ind i byen, er det nærmest forbundet med livsfare, fordi hele pladsen er uden fortove og mildest talt fodgængerfjendtlig. Den er et ikke-rum, og derfor blev den i almindelige egyptiske øjne også et revolutionært ikke-rum.

Med andre ord blev begivenhederne på Tahrir-pladsen til et stort skuespil, der i sig selv aldrig ville have kunnet vælte Mubarak. De virkelige tildragelser fandt sted andre steder i landet, i form af demonstrationer ved lokale politistationer og den slags, men det blev der lagt mindre mærke til, fordi alles øjne var rettet mod det centrale Kairo. Og det gjorde revolutionen til en yderst diffus affære, selv af revolutioner at være.

Maspero-massakren

Resultatet så vi ved Maspero. Det er navnet på et kvarter i det centrale Kairo, men det er også blevet synonymt med den store bygning på stedet, som huser det statslige tv. I oktober 2011 valgte en gruppe koptere at demonstrere foran bygningen. De protesterede mod at en af de koptiske kirker i det sydlige Egypten netop var blevet ødelagt af myndighederne, og landets militære overgangsregering valgte at slå hårdt ned på demonstrationen. Den 9. og 10. oktober blev 24 mennesker dræbt.

Broderskabet mentes at have haft en finger med i spillet, da den koptiske
kirkebygning blev ødelagt.

Maspero-massakren, som den er kommet til at hedde, udtrykker alle liminalfasens fareelementer. Tiden efter Mubarak-styrets fald havde set en alliance opstå mellem koptere og muslimske grupper, hvilket var noget nyt, og de stod i opposition mod islamisterne, altså Det Muslimske Broderskab og de mere konservative grupper, salafisterne. Og så valgte kopterne at demonstrere på et sted med en meget tydelig identitet, nemlig pladsen foran tv-bygningen, der altid har symboliseret magtens centrum. Magten lå på det tidspunkt fortsat i hænderne på militærregeringen, men demonstrationen fik også adresse til Broderskabet, der dels stod til at vinde det planlagte valg og dels mentes at have haft en finger med i spillet, da den koptiske kirkebygning blev ødelagt. I virkeligheden fulgte kopterne blot revolutionens målsætning, som hedder ligestilling for alle borgere, men ved valget af Maspero blev det til en provokation. Ved det efterfølgende valg sluttede mange mennesker derfor op om Det Muslimske Broderskab og Muhammed Morsi – ikke fordi de nødvendigvis sympatiserede med ideologien på denne fløj, men fordi Broderskabet repræsenterede en eller anden stabilitet midt i den liminale krise.

General Sisi

Resten er historie, som man siger. General Sisi tog magten og etablerede et styre, som er endnu mere autoritært end Mubaraks, og det fik han lov til, fordi revolutionens første atten dage var en succes, som blev efterfulgt af et par år uden mål og med. Ingen tog for alvor tøjlerne i revolutionens afgørende fase, og man valgte de forkerte symboler og det forkerte fixpunkt, nemlig Tahrir-pladsen.

Hans Henrik Fafner
Hans Henrik Fafner
Fafner er fast kritiker i Ny Tid. Bosatt i Tel Aviv.

Du vil kanskje også like