Bestill vårutgaven med varslerbilaget her

Revolution i et socialt og politisk tomrum

Martyrs & Tricksters. An Ethnography of the Egyptian Revolution

EGYPT 10 ÅR EFTER: Walter Armbrust har skrevet om tiden efter revolutionens første atten dage: Hvis man betragter revolutionen på Tahrir-pladsen i Kairo som overgangsrite, er der flere gode grunde til at det gik galt.

(Maskin-oversatt fra Norsk av Gtranslate (utvidet Google))

For ti år siden, i slutningen af 2010, begyndte det arabiske forår, da den tunesiske befolkning krævede ændringer. Det udviklede sig til Jasminrevolutionen, og da vi kom lidt ind i 2011, bredte de nye vinde sig til Egypten. Her fik revolutionen ikke noget navn som sådan, og det hænger måske sammen med at vi i den grad identificerer den med Tahrir-pladsen. I atten dage var hele verdens opmærksomhed rettet mod pladsen i det centrale Kairo, frem til 11. februar 2011, hvor Hosni Mubarak erkendte sit nederlag og meddelte sin tilbagetræden fra præsidentposten.

Det var euforiske dage. Mange håbede på at nye tider var ved at indfinde sig i Egypten og den arabiske verden, og det er der blevet skrevet stribevis af artikler og bøger om. Men den normale tilgang er at opregne en række årsager til den egyptiske revolution, og så vurdere resultatet ud fra de parametre, og det giver naturligvis masser af fornuft og også plausible forklaringer på, hvorfor foråret endte i skuffelse.

Der er imidlertid også en anden vej at gå, og den har Walter Armbrust valgt. Han er professor i moderne mellemøststudier ved universitetet i Oxford, og i sin seneste bog har han valgt at kigge nærmere på tiden efter revolutionens første atten dage. Han mener nemlig at det er her, vi kan studere hele revolutionens dynamik og blive klogere på, hvorfor den egyptiske udviklede sig som den gjorde.

Det kritiske tomrum

Armbrust kalder det en liminalfase. Det er en betegnelse, som ofte bruges i religionsvidenskaben til at betegne en overgangsrite, og det giver i høj grad mening her. I egyptisk sammenhæng kommer det til at dække tiden fra de første atten dage og godt to år frem, altså til 3. juli 2013, hvor Egyptens nuværende leder, general Abdel Fattah el-Sisi, kom til magten ved et militærkup. Dette betegner bogen som revolutionens endelige fallit, og analysen cirkler derfor om det store spørgsmål: Hvordan det kunne gå så galt?

Tahrir-pladsen repræsenterer Mubarak-tidens liberaløkonomiske ideologi.

- annonse -

Det er i liminalfasen, revolutionen får sit eget liv. Op til revolutionen har initiativtagerne ofte en række fælles håb, og måske endda en fælles strategi, men når det først er nået dertil, hvor verden definerer begivenhederne som en revolution, har denne også bevæget sig ind i et socialt og politisk tomrum. Man taler også om et heterotopisk rum, fordi revolutionen i den fase tit går i mange forskellige retninger og ingen med sikkerhed kan sige, hvor det hele ender. Armbrust kalder det for en liminal krise, og jo længere dette tomrum varer, desto større er udsigterne til at slutresultatet bliver noget helt andet end det forventede.

«Tahrir» betyder «frihed».

Det fysiske rum har efter Armbrusts opfattelse stor betydning, og her tænker han naturligvis på revolutionens fixpunkt, Tahrir-pladsen. Der er selvsagt en praktisk grund til at den blev centrum for begivenhederne, nemlig at den ligger midt i byen, og ikke mindst at den er stor nok til at rumme den enorme menneskemængde. Den fik også symbolbetydning fordi tahrir betyder «frihed», samtidig med at Mubaraks Nationaldemokratiske Parti havde sit kolossale hovedkvarter lige ud til pladsen.

Først og fremmest er der dog hele pladsens fysiske fremtræden. Den er ikke ret meget andet end et kolossalt trafikknudepunkt. Der er en mikroskopisk ø af græs inde midt på, og resten er asfalt. En række store motorgader begynder og slutter på Tahrir-pladsen, derfor er der trafikkaos det meste af døgnet. På den måde repræsenterer pladsen Mubarak-tidens liberaløkonomiske ideologi, som hyldede retten til privat ejendom og dermed også privatbilismen. Den er indbegrebet af den byplanlægning, hvor alle ressourcerne blev postet i nye satellitforstæder til glæde for den velbjergede del af befolkningen, mens de sociale forskelle er blevet dybere.

Men tager man som Armbrust de etnografiske briller på, er #Tahrir et ringe udgangspunkt for #revolutionen. Pladsen er nemlig blottet for sjæl. Den huser en række busterminaler for de uformuende borgere, der er henvist til offentlig befordring, men når man skal derfra og videre ind i byen, er det nærmest forbundet med livsfare, fordi hele pladsen er uden fortove og mildest talt fodgængerfjendtlig. Den er et ikke-rum, og derfor blev den i almindelige egyptiske øjne også et revolutionært ikke-rum.

Med andre ord blev begivenhederne på Tahrir-pladsen til et stort skuespil, der i sig selv aldrig ville have kunnet vælte Mubarak. De virkelige tildragelser fandt sted andre steder i landet, i form af demonstrationer ved lokale politistationer og den slags, men det blev der lagt mindre mærke til, fordi alles øjne var rettet mod det centrale Kairo. Og det gjorde revolutionen til en yderst diffus affære, selv af revolutioner at være.

Maspero-massakren

Resultatet så vi ved Maspero. Det er navnet på et kvarter i det centrale Kairo, men det er også blevet synonymt med den store bygning på stedet, som huser det statslige tv. I oktober 2011 valgte en gruppe koptere at demonstrere foran bygningen. De protesterede mod at en af de koptiske kirker i det sydlige Egypten netop var blevet ødelagt af myndighederne, og landets militære overgangsregering valgte at slå hårdt ned på demonstrationen. Den 9. og 10. oktober blev 24 mennesker dræbt.

Broderskabet mentes at have haft en finger med i spillet, da den koptiske
kirkebygning blev ødelagt.

Maspero-massakren, som den er kommet til at hedde, udtrykker alle liminalfasens fareelementer. Tiden efter Mubarak-styrets fald havde set en alliance opstå mellem koptere og muslimske grupper, hvilket var noget nyt, og de stod i opposition mod islamisterne, altså Det Muslimske Broderskab og de mere konservative grupper, salafisterne. Og så valgte kopterne at demonstrere på et sted med en meget tydelig identitet, nemlig pladsen foran tv-bygningen, der altid har symboliseret magtens centrum. Magten lå på det tidspunkt fortsat i hænderne på militærregeringen, men demonstrationen fik også adresse til Broderskabet, der dels stod til at vinde det planlagte valg og dels mentes at have haft en finger med i spillet, da den koptiske kirkebygning blev ødelagt. I virkeligheden fulgte kopterne blot revolutionens målsætning, som hedder ligestilling for alle borgere, men ved valget af Maspero blev det til en provokation. Ved det efterfølgende valg sluttede mange mennesker derfor op om Det Muslimske Broderskab og Muhammed Morsi – ikke fordi de nødvendigvis sympatiserede med ideologien på denne fløj, men fordi Broderskabet repræsenterede en eller anden stabilitet midt i den liminale krise.

General Sisi

Resten er historie, som man siger. General Sisi tog magten og etablerede et styre, som er endnu mere autoritært end Mubaraks, og det fik han lov til, fordi revolutionens første atten dage var en succes, som blev efterfulgt af et par år uden mål og med. Ingen tog for alvor tøjlerne i revolutionens afgørende fase, og man valgte de forkerte symboler og det forkerte fixpunkt, nemlig Tahrir-pladsen.

Hans Henrik Fafner
Fafner er fast kritiker i Ny Tid. Bosatt i Tel Aviv.

Du vil kanskje også likeRELATERT
Anbefalte

Siste artikler

Surrealistisk / The Seven Lives of Alejandro Jodorowsky (av Samlet og kuratert av Bernière og Nicolas Tellop)Jodorowsky er en mann full av kreativt overmot, grenseløs skapertrang og helt uten ønske eller evne til å gå på kompromiss med seg selv.
Journalistikk / «Stinkjournalistikk» mot varslereProfessor Gisle Selnes skriver at Harald Stanghelles kronikk i Aftenposten 23. februar 2020 «ser ut som en støtteerklæring, [men] ligger som en ramme rundt det forterpede angrepet på Assange». Han har rett. Men har Aftenposten alltid hatt dette forholdet til varslere, som for eksempel i tilfellet Edward Snowden?
Om Assange, tortur og straffNils Melzer, FNs spesialrapportør om tortur og annen grusom, umenneskelig eller nedverdigende behandling og straff, sier følgende om Assange:
Med ryggrad og etisk kompass intaktVARSLING Vi trenger en mediekultur og et samfunn bygget på etterrettelighet og sannhet. Det har vi ikke i dag.
Gimmick / Theory of the Gimmick (av Sianne Ngai)Sianne Ngai er én af sin generations mest originale marxistiske kulturteoretikere. Men hun synes opsat på at trække æstetikken ned i sølet.
Samlivsbrudd / Les ruptures conjugales en Afrique subsaharienne musulmane (av Alhassane A. Najoum)Det er dyrt å gifte seg i Niger selv om brudeprisen varierer, og ved skilsmisse plikter kvinner å betale brudeprisen tilbake.
Etikk / Hvilke etiske prinsipper ligger bak de første vaksinestikk?Bak myndighetenes vaksineringsstrategi råder et etisk kaos.
Kronikk / Norge på Europa-toppen i nasjonalisme?Vi hører stadig at Norge er verdens beste land, men det er ikke nødvendigvis slik det oppleves for det store flertallet av nordmenn og folk som flytter hit.
Essay / Jeg var helt ute av verdenForfatteren Hanne Ramsdal forteller her hva det vil si å bli satt ut av spill – og komme tilbake igjen. En hjernerystelse fører blant annet til at hjernen ikke klarer å dempe inntrykk og følelser.
Prio / Når man i stillhet vil disiplinere forskningenMange som reiser spørsmål om legitimiteten til USAs kriger, synes å bli presset ut fra forsknings- og mediainstitusjoner. Et eksempel er her Institutt for fredsforskning (PRIO), som har hatt forskere som historisk sett har vært kritiske til enhver angrepskrig – som neppe har tilhørt atomvåpnenes nære venner.
Spania / Er Spania en terrorstat?Landet får skarp kritikk internasjonalt for politiets og sivilgardens utstrakte bruk av tortur som aldri straffeforfølges. Regimeopprørere fengsles for bagateller. Europeiske anklager og innvendinger ignoreres.
Covid-19 / Vaksinetvang i skyggen av koronakrisen (av Trond Skaftnesmo)Fra offentlig hold ytres det ingen reell skepsis til koronavaksinen – man anbefaler vaksinering, og folket er positive til vaksinen. Men er omfavnelsen av vaksinen basert på en informert beslutning eller et blindt håp om en normal hverdag?
Militært / De militære sjefene ville utslette Sovjet og Kina, men Kennedy sto i veienVi tar for oss amerikansk strategisk militærtenkning (SAC) fra 1950 til i dag. Kommer den økonomiske krigen å bli supplert ved en biologisk krig?
Bjørneboe / HjemlengselJens Bjørneboes eldste datter reflekterer i dette essayet over en mindre kjent psykologisk side ved sin far.
Y-blokka / Arrestert og satt på glattcelle for Y-blokkaFem demonstranter ble ført vekk i går, blant dem Ellen de Vibe, tidligere direktør i Oslos plan- og bygningsetat. Samtidig havnet Y-interiøret i containere.
Tangen / En tilgitt, lutret og salvet korguttFinansnæringen tar kontroll over norsk offentlighet.
Miljø / Planet of The Humans (av Jeff Gibbs)For mange er grønne energiløsninger bare en ny måte å tjene penger på, hevder regissør Jeff Gibbs.
Mike davis / Pandemien vil skape en ny verdensordenIfølge aktivisten og historikeren Mike Davis ligger det i ville reservoarer, som blant flaggermus, opptil 400 typer koronavirus som bare venter på å smitte over til andre dyr og mennesker.
Samhold / Newtopia (av Audun Amundsen)Forventningen om et paradis fritt for moderne framskritt ble til fortellingen om det motsatte, men mest av alt handler Newtopia om to svært ulike menn som støtter og hjelper hverandre når livet er som mest brutalt.
Anoreksi / Selvportrett (av Margreth Olin, …)Ublu bruker Lene Marie Fossen sitt eget forpinte legeme som lerret for sorg, smerte og lengsel i sine serier av selvportretter – aktuelle både i dokumentarfilmen Selvportrett og i utstillingen Gatekeeper.