Revolusjon nå!

Det er ingenting å vente på: Verden skriker etter en omveltning.

Mikkel Bolt

Maintenant

Le comité invisible

La fabrique

Frankrike

Den usynlige komités nye bog Maintenant konstaterer tørt i den første linje, at alle betingelser for en revolution forefindes. Som titlen indikerer, er der ikke noget at vente på. Det er nu, vi skal slå til: Uanset hvor vi kigger hen, så skriger alle tegn i himlen på behovet for et radikalt brud med tingenes tilstand. Overalt bryder tingene sammen: Den økonomiske krise bare fortsætter, og det politiske kaos breder sig. Se på USA og Trumps kaotiske regeringsførelse; se på Brasiliens accelererende politiske opløsning, hvor korruption og politik er blevet uskelneligt; tag Venezuela, den globale venstrefløjs posterchild, der har mistet den sidste folkelige opbakning. Tænk på den klimatiske destruktion, der er så altomfattende, at den stiller spørgsmålstegn ved hele den kapitalistiske modernitet, der understøtter alle etablerede politiske programmer, uanset partifarver. En psykologisk nedbrydning synes at ramme et utal af mennesker i form af stress og depression. Der er tydeligt, der er noget, der slet ikke fungerer.

Skjermede kropper. Men som Den usynlige komité skriver, så er det kroppe, der gennemfører revolution, og kroppene, ja, de befinder sig stadigvæk foran skærmene. Som et led i forsøget på at etablere en teori om revolution i dag artikulerer Den usynlige komité derfor en situationistisk kritik af kapitalismen og dens dominansformer og beskriver i et på engang poetisk og hverdagsagtigt sprog, hvordan en totalt usammenhængende kapitalistisk verden reproducerer sig selv som en totalitet hver dag. Denne reproduktion finder ikke mindst sted takket være de forskellige symbolske infrastrukturer, som Google, Facebook, Amazon, der medierer vores forhold til vores omgivelser, hinanden og os selv. Vi er underkastet en kybernetisk dominans, der konstant genskaber en allerede totalt ituslået eksistens. Som de skriver: «Den virkelige løgn, det er alle skærmene, alle billederne, alle forklaringerne, som vi sætter imellem os og verden.»

Selviskhet kontra solidaritet. Udgangspunktet er sammenbrud, en civilisatorisk bankerot. Samfundet hænger ikke sammen længere; det er sprængt i stykker, og staten er i dag ikke andet end et hologram. Sammenbruddet holdes imidlertid i ave af alle repræsentationerne, de regulerende forestillinger som «demokrati», «menneskerettigheder», «økonomien», «krisen» og ikke mindst «national identitet». Revolutionen er således konfronteret med et tohovedet monster: den symbolske infrastruktur og den nye fascisme. Det er ikke bare Trump, der vil make America great again; alle politikere forsøger desperat at skabe orden og hidkalder imaginære historiske nationale fællesskaber. Men den opskruede selvfremstilling udhuler blot den allerede fuldendte tømning af disse fællesskaber. Dumheden vil ingen ende tage: danskhed som hygge og flæskesteg; franskhed som vin og de Gaulle.

Tingene er brudt sammen, og spørgsmålet er, hvad vi gør i sammenbruddet. Forskanser vi os og lukker os inde i vores selvtilstrækkelighed, eller gør vi noget andet og agerer solidarisk med opstandene?

Dumheten vil ingen ende ta: Danskhet er hygge og fleskestek; franskhet er vin og de Gaulle.

Bølge i bevegelse. Maintenant er Den usynlige komités tredje bog. I 2007 udkom L’insurrection qui vient, og i 2014 A nos amis. Den første udgivelse annoncerede, at noget var under opsejling, at opstanden var på vej. Det var der ikke mange, der kunne se på det tidspunkt. Men som komitéen konstaterer i A nos amis, så fik de ret. I perioden fra 2010 og frem gik det pludseligt rigtigt hurtigt: De arabiske revolter, hvor lokale pjaltedespoter blev omstyrtet eller forsøgt afsat, de sydeuropæiske pladsbesættelsesbevægelser, der afviste de mange spareplaner, som frikøbte bankerne og udhulede resterne af de nationale velfærdsordninger, Occupy-bevægelsen i USA, der afviste en ekstrem lokal ulighed, Gezi Park-protesterne i Tyrkiet mod gentrificering, VM-protesterne i Brasilien mod prisstigninger på kollektiv trafik og afholdelse af VM i fodbold, protester mod korrupte politikere i Bosnien og Paraply-revolution i Hong Kong mod øget kinesisk politisk kontrol – det er bare nogle af opstandene. Ikke siden sidst i 1960’erne har verden set en lignende bølge af protester bevæge sig fra by til by i et diskontinuerligt mønster, hvor modstand mod undertrykkelse og ulighed blander sig med forsøg på at skabe noget andet.

Fremsynte. Det er jo en svær øvelse at give sig i kast med historiske spekulationer, men Den usynlige komité forudså faktisk opstandene. Så der er god grund til at lytte til komitéen, der har vist sig at have en særdeles fintunet fornemmelse for den historiske situation og dens potentialer. I deres anden bog, A nos amis, gjorde de så status over 2011-opstandene og analyserede opstandenes manglende evne til at udvikle sig til egentlige revolutioner. Opstandene var ganske rigtigt kommet, men hang ligesom fast i opstandsstadiet. Selv i Ægypten, der udgjorde det foreløbige højdepunkt for den nye protestbølge, havde militæret bevaret magten (i en kort periode fungerede Det muslimske broderskab som stedfortræder for hæren, men hurtigt satte den sig tungt på tronen igen). Med den nye bog går komitéen nu skridtet videre og foreslår på baggrund af begivenhederne i foråret 2016 i Paris en egentlig revolutionær strategi, som de benævner destitution, det vil sige «afsættelse» eller «bortrydning».

Revolusjonen er å bevege seg vekk fra institusjonene; å oppgi politikken, forate den og danse oppå den.

Den franske Nuit debout-bevægelsen som begyndte 31. mars 2016 er på mange måder omdrejningspunktet for den nye bog. Hvert kapitel i bogen henter sin overskrift og sit tema i en graffiti fra bevægelsen: «I morgen er annulleret», «50 nuancer af sammenbrud», «Ned med politikken», «At afsætte verden», «Arbejdets ophør, et fantastisk liv», «Alle hader politiet» og «De, der kommer bagefter». Hvis de kybernetiske apparater og fascismen tilsammen udgør et tohovedet monster, der fylder vores liv med løgn, så er Nuit debout et moment af sandhed, hvor folk finder hinanden på gaden i et frisættende brud, hvor den konstante udsættelse til i morgen afvises til fordel for handling her og nu. Det drejer sig om at agere nu, sammen, der er ikke nogen fremtid, der er ikke noget at håbe på, men vi kan gøre noget sammen i dag.

«Den virkelige løgn er alle skjermene, alle bildene, alle forklaringene som vi setter mellom oss og verden.»

Politikk er passé. Den usynlige komité er engageret i en radikal blotlæggelse, hvor alle overleverede idéer om revolution og revolutionære organisationer bryder sammen til fordel for en voldsom åbenhed over for det revolutionære brud og omlægningen af al eksisterende politik. Som de skriver, handler det ikke om en anden politik, men om at gøre noget andet end politik, at tømme den for indhold. Om at slippe væk, ud af alle de forskellige idéer om politik, politik som partipolitik, som staten, som sikkerhedsskabelse, som humanitære operationer, som politisk økonomi, men også politik som aktivisme og identitet, hvor institutionen indfinder sig på individniveau: Revolutionen er at bevæge sig væk fra alle institutionerne. Altså opgive politikken,det nye sy efterlade den og danse ovenpå den, som de skriver og citerer Lyotard. Destitutionen er ikke en Aufhebung (avskaffelse, red.anm.); politikken har vi allerede glemt, og det vigtige er at slippe væk nu.