Forlag: (UK)
Kaos og opløsning er tidens tegn. Økonomisk krise hele vejen rundt – Kina og de andre vækstøkonomier, der skulle redde en kriseramt verdensøkonomi, er nu selv i store problemer. Politisk opløsning – EU er ved at falde fra hinanden, og neonationale løsninger byder sig til. Geopolitisk ustabilitet, og endelig den hastigt accelererede klimakrise. Vi har at gøre med en civilisatorisk krise, og teoretikere som Immanuel Wallerstein læser udviklingen som en afslutning på det amerikanske århundrede, men måske også kapitalismen som sådan.
Ny mytologi. I denne kontekst af krise og opløsning intervenerer den brasilianske antropolog Eduardo Viveiros de Castro og filosoffen Déborah Danowski med bogen The Ends of the World, hvor de præsenterer intet mindre end en ny mytologi, der kan åbne for en helt anden måde at forstå krisen på. For dem er krisen først og fremmest biokrisen – den biosfæriske nedsmeltning – så det er krise i ultimativ forstand vi har at gøre med. Deraf titlen på bogen. Hvad gør vi, konfronteret med en global social proces, der ødelægger jordens biofysiske systemer, destabiliserer klimaet og ændrer evolutionen?
Indtil videre gør vi ikke noget som helst. Følgerne af den globale opvarmning viser sig som smeltende iskapper, stigende vandstand, tørke, storme og omfattende migration. Afbrænding af kuldioxid og skovfældning vil gøre, at isen omkring Nordpolen smelter og resultere i oversvømmelser overalt på kloden. Biokrisen er også en diversitetskrise, hvor der forsvinder gennemsnitligt tre arter hver time – det er 100–1000 gange så hurtigt, som før kapitalens profitbehov blev den styrende samfundsmæssige logik. Vi har således gang i den sjette masseudryddelse af arter og nedbrydelse af økosystemer, og denne gang er det mennesket, der er årsag til miseren. En ting er at vide, at mennesket om tusinde år måske er uddød, noget andet er at vide, at om 25 til 50 år vil vi eller vores børn leve i en økologisk ørken med ryggen mod muren.
Grunnleggende gal. de Castro og Danowski diskuterer indledningsvis forskellige vestlige forestillinger om forholdet mellem mennesket og verden med udgangspunkt i klimakrisen, der afgørende ændrer ved overleverede idéer om kultur og natur. De er sympatisk indstillede over for idéen om antropocen, men også skeptiske over for den indbyggede reformisme i antropocen-begrebet. De ønsker derfor at udfordre dette, således at det ikke bliver omdrejningspunkt for en ny runde kapitalistisk modernisering, nu i skikkelse af grøn vækst, hvor vi forsøger at administrere og kontrollere den klimatiske opløsning gennem geoteknologi og militarisering. Der er en risiko for, at forestillingen om det antropocene ikke radikalt nok udfordrer de processer, der har udstukket kursen mod en planetar nedsmeltning.
Projektet bliver således at udvikle et modparadigme til det antropocene, men også til alle andre moderne vestlige forestillinger om verdens afslutning. Derfor er de første seks kapitler en tour de force gennem en lang række videnskabelige analyser (IPCC), romaner (Cormac McCarthys The Road), film (Lars von Triers Melancholia og Abel Ferraras 4:44 Last Days on Earth) og nyere filosofi og teori (spekulativ realisme, Latour med videre), hvor de Castro og Danowski dissekerer den vestlige forestilling om verdens afslutning. Ifølge de to forfattere kan denne opdeles i tre retninger: Den første er arkæologisk tilbageskuende eller nihilistisk fremtidsorienteret og forestiller sig en verden hvor mennesket er forsvundet fra jorden. Den anden tager udgangspunkt i ødelæggelsen af jorden og overvejer, hvordan mennesket overlever i en ødelagt verden. Denne retning er repræsenteret af blandt andre forfatteren Alan Weismans bestseller The World Without Us (oversat til mere end 20 sprog, blandt andet dansk, og inspiration for både tv-serier og videospil). Den tredje forestiller sig en teknologisk overskridelse af mennesket, hvor mennesket bliver til en cyborg eller noget i den dur. de Castro og Danowski udstiller med stort ironisk overskud de forskellige retningers begrænsede evne til reelt at tænke verdens afslutning. Ingen af dem udfordrer de logikker, der har igangsat og kontinuerligt accelererer klodens ødelæggelse. Problemet er, at den vestlige tænkning er fanget i en grundlæggende opposition mellem natur og kultur.
Det en kamp mellom indianer og hvit, men også en kamp mellem indiansk perspektivisme og vestlig modernitet i oss alle.
Jaguaren drikker øl. Vestens tænkning dur således ikke – den er så at sige ikke på højde med situationen. Forfatterne foreslår derfor en radikal omlægning, hvor vi udskifter den antropocentriske tænkning med amerindiansk perspektivisme, som de Castro har beskrevet i en række tidligere bøger. Den opererer med en helt anden opfattelse af forholdet mellem menneske og natur: naturen som det mangfoldige, og kulturen som det fælles. Naturen er foranderlig og multipel, mens kulturen er stabil og fælles for alle, inklusive dyr, ånder og planter. Verden er nemlig forskellig, alt efter hvem der ser. Mennesker ser dyr og ånder som dyr og ånder, mens dyr og ånder ser sig selv på samme måde som mennesker ser sig selv. de Castros yndlingseksempel er jaguaren, der for mennesker ser ud til at drikke blod, mens den fra eget perspektiv er et menneske, der drikker maniok-øl. Dyr er eks-mennesker, der på et tidspunkt fik en ny krop, en anden natur. I den indianske perspektivisme er virkeligheden og vores viden om den kendetegnet ved variationer, ikke identitet eller modsætninger. Det er klart, at den indianske kosmologi radikalt udfordrer Vestens ontologiske opdelinger, som erstattes af en forestilling om mange verdener og ikke bare én.
For amazonas-indianerne er katastrofen ikke noe som plutselig truer. Den er allerede skjedd, i 1492, da europeerne kom til Amerika.
Tankerevolusjon. Mens det vestlige menneske er fanget i solipsisme og kun tænker på sig selv og sine ting, så er amerindianerne affirmative over for alle liv. Omgivelserne er ikke noget ydre. Dette er modparadigmet, som de Castro og Danowski foreslår: Perspektivisme som et svar på den integrerede verdenskapitalisme, der desperat transformerer hele vår klode i jagten på profit. Den vestlige modernitets tohovedede monster, stat–kapital, skal afsættes til fordel for en ikke-materiel intensivering af livet. Vesten (inklusive Rio de Janeiro) skal gennemgå en antropologisk revolution, der tager form af en grundlæggende omlægning af alle overleverede forestillinger om det menneskelige, og gode liv skabt af modernisering og teknologi.
For amazonasindianerne er katastrofen ikke noget, der pludselig truer. Den er allerede sket, i 1492, da europæerne kom til Amerika. 95 procent af de omkring 75 millioner indianere blev udryddet i løbet af blot 150 år. Der er tale om at mobilisere til en art antropologisk borgerkrig, hvor jordens folk kæmper mod de vestlige gigantiske armadilloer der bliver ved med at grave i jorden efter ressourcer og ødelægge planeten. Som de Castro og Danowski skriver, er det en kamp mellem indianerne og de hvide, men også en kamp mellem indiansk perspektivisme og vestlig modernitet i os alle.
