Religionens skræmmende klang

Fanatismen og ekstremismen opstår i det øjeblik religionen løsrives fra sin kulturelle og historiske baggrund.

Hans Henrik Fafner
Fafner er fast kritiker i Ny Tid. Bosatt i Tel Aviv.
Email: fafner4@yahoo.dk
Publisert: 02.01.2019

Medforfatter:Ole Bjørn Petersen 

Den 11. september 2001 vågnede Vesten tilsyneladende op til en ny virkelighed. Hvor konfliktbilledet førhen hed øst-vest, begyndte man nu at tale om nord-syd – om den vestlige verden overfor den islamiske verden, om man vil. Men så dramatisk det end så ud mens det indtraf, var angrebet på World Trade Center i New York kun endnu et stoppested på en lang rejse, og det modsætningsforhold alle nu talte om, var kun en del af et endnu større kompleks som findes i mange afskygninger og varianter verden over.

Mange hævder at vi har oplevet et paradigmeskift, hvor religionen er kommet til at stå som den egentlige drivkraft hvor det førhen var strategiske og politiske interesser der drev det globale værk. Men dette er kun en halv sandhed. Det religiøse element har altid været til stede, men ligget og ulmet under overfladen. Imens har følelserne af at lokal kultur og identitet bliver såret og tynet af udefrakommende kræfter, vokset sig stærke. I disse år får mængder af indespærrede frustrationer frit spil mange steder på kloden, i alle de store religioner, og det har ført til at ord som radikalisme, gudstro, fundamentalisme og terror har fået en helt anden og skræmmende klang.

Generasjonell nihilisme

Fanatismen og ekstremismen opstår i det øjeblik religionen, som følge af globalisering, sekularisering og individualisering, løsrives fra sin kulturelle og historiske baggrund og alene overlades til et individ der ikke er bundet af kulturen og fællesskabets normer. Det er et træk vi finder i alle religioner, men lad os tage islam som et nærliggende eksempel.

Det var således ikke Den islamiske stat (IS) som skabte terrorismen; med den franske islamforsker Olivier Roys ord øste den blot af et kar der allerede eksisterede. IS tog for sig af karret ved at tilbyde de unge en fortælling hvor de kunne realisere sig selv – og endnu bedre hvis andre der frivilligt søger døden – psykopater, selvmordskandidater eller oprørere uden en sag – gennem Den islamiske stat kunne give deres personlige desperation en global dimension.

Somaliske barnesoldater svinger med begeistring machetene mod sine uskyldige ofre.

Udgangspunktet er altså individet, som i mange sammenhænge er en søgende sjæl. De unge terrorister forstår eksempelvis ikke deres forældres generation – og samtidig mangler de forventninger til framtiden. På denne baggrund udvikler de et radikalt nihilistisk perspektiv på verden og bruger herefter islam til at udleve et tilsvarende voldsattentat. Derfor er de ikke bange for at dø, og mange af dem føler endog at døden er den eneste udvej fra et liv uden framtidsudsigter.

… OBS. teksten fortsetter …


Kjære leser. NY TID trenger din støtte for å lage avisen. Derfor ber vi deg vennligst abonnere. Om du allerede gjør det, logg inn eller bare registrer deg som leser (inkluderer nyhetsbrev) for å lese mer gratis. (Du har allerede lest et par gratis artikler.)


Gratis prøve
Kommentarer