Religionens skræmmende klang

Fanatismen og ekstremismen opstår i det øjeblik religionen løsrives fra sin kulturelle og historiske baggrund.
Hans Henrik Fafner
Fafner er fast kritiker i Ny Tid. Bosatt i Tel Aviv.
Email: fafner4@yahoo.dk
Publisert: 02.01.2019

Medforfatter:Ole Bjørn Petersen 

Den 11. september 2001 vågnede Vesten tilsyneladende op til en ny virkelighed. Hvor konfliktbilledet førhen hed øst-vest, begyndte man nu at tale om nord-syd – om den vestlige verden overfor den islamiske verden, om man vil. Men så dramatisk det end så ud mens det indtraf, var angrebet på World Trade Center i New York kun endnu et stoppested på en lang rejse, og det modsætningsforhold alle nu talte om, var kun en del af et endnu større kompleks som findes i mange afskygninger og varianter verden over.

Mange hævder at vi har oplevet et paradigmeskift, hvor religionen er kommet til at stå som den egentlige drivkraft hvor det førhen var strategiske og politiske interesser der drev det globale værk. Men dette er kun en halv sandhed. Det religiøse element har altid været til stede, men ligget og ulmet under overfladen. Imens har følelserne af at lokal kultur og identitet bliver såret og tynet af udefrakommende kræfter, vokset sig stærke. I disse år får mængder af indespærrede frustrationer frit spil mange steder på kloden, i alle de store religioner, og det har ført til at ord som radikalisme, gudstro, fundamentalisme og terror har fået en helt anden og skræmmende klang.

Generasjonell nihilisme

Fanatismen og ekstremismen opstår i det øjeblik religionen, som følge af globalisering, sekularisering og individualisering, løsrives fra sin kulturelle og historiske baggrund og alene overlades til et individ der ikke er bundet af kulturen og fællesskabets normer. Det er et træk vi finder i alle religioner, men lad os tage islam som et nærliggende eksempel.

Det var således ikke Den islamiske stat (IS) som skabte terrorismen; med den franske islamforsker Olivier Roys ord øste den blot af et kar der allerede eksisterede. IS tog for sig af karret ved at tilbyde de unge en fortælling hvor de kunne realisere sig selv – og endnu bedre hvis andre der frivilligt søger døden – psykopater, selvmordskandidater eller oprørere uden en sag – gennem Den islamiske stat kunne give deres personlige desperation en global dimension.

Somaliske barnesoldater svinger med begeistring machetene mod sine uskyldige ofre.

Udgangspunktet er altså individet, som i mange sammenhænge er en søgende sjæl. De unge terrorister forstår eksempelvis ikke deres forældres generation – og samtidig mangler de forventninger til framtiden. På denne baggrund udvikler de et radikalt nihilistisk perspektiv på verden og bruger herefter islam til at udleve et tilsvarende voldsattentat. Derfor er de ikke bange for at dø, og mange af dem føler endog at døden er den eneste udvej fra et liv uden framtidsudsigter.

Islamiseret radikalisering

Set i sådant perspektiv er der ikke tale om at de unge er blevet radikaliseret af islam, men derimod at de har islamiseret deres egen radikalisering. Mange af de terrorister der har angrebet europæiske byer indenfor de sidste år, er vokset op i et miljø med bandekriminalitet, alkohol og narkotika. Ingen i deres omgangskreds har opfattet dem som rettroende religiøse – de var ligeglade med shariaen, de bad ikke og var ikke optaget af at spise halal. Da den formodede mand bag angrebet på det parisiske fodboldstadion Stade de France i november 2015 (hvor Frankrig og Tyskland spillede venskabskamp), samt på flere angreb på restauranter og barer og spillestedet Bataclan efterfølgende ringede til sin fætter, var denne på McDonald’s. Martyrdøden får således karakter af en renselse og en syndsforladelse. Man kunne kalde det en ophøjelse – ikke blot som martyr med direkte adgang til paradiset, men også i dette liv. Fascinationen af vold og action er et gennemgående træk hos både politiske terrorgrupper til højre og venstre, såvel som hos yderligtgående religiøse mennesker. Det er mere attraktivt at være «farlig» jihadist i Syrien end at sidde bag kassen i det lokale supermarked.

Konstruert identitet

Hertil kommer et totalitært element. Ifølge den danske islamforsker Mehdi Mozaffari bliver islamismen i dens radikaliserede eller militante form til en totalitær tolkning af troen. Det fører til et overordnet handlingsprincip, hvor man gennem terror har som mål at erobre verden med alle midler. Tusindårsriget er den utopiske vision.

Dette er et tankesæt vi kender fra andre totalitære sammenhænge. Nazismen, fascismen og kommunismen havde alle som mål at skabe et nyt menneske ved at erstatte folkets identitet med en ny, konstrueret identitet. Dette går igen hos de radikale eller militante islamister, der udelukker alt hvad der opfattes som fremmed for islam: bøger, navne, film, kunst, påklædning, mad, drikke, og hvad vi i Vesten opfatter som naturlige menneskerettigheder så som ytringsfrihed, religionsfrihed og ligestilling mellem kønnene. Deres ideal er virkeliggørelsen af umma, det verdensomspændende kalifat. Og som noget særligt for islamismen er den ypperste fase i udviklingen af den nye identitet martyriet og en særlig glorificering af døden.

Kroppslig fragmentering

De unge søger således det ekstreme hvor de kan udleve deres version af den rene islam og bekræfte sig selv i deres nye identitet som «genfødte» uden forældrenes kultur og religion. De søger en fortolkning af religionen der er frigjort fra enhver historisk og kulturel sammenhæng og kun består af normer som de unge kan efterleve uden at være en del af et virkeligt fællesskab med en historie og en kultur. Og en religion uden traditionens, kulturens og historiens bindinger fører til vold.

En religion uten tradisjonens, kulturens og historiens bindinger førtil vold.

På denne baggrund kan man afvise nogle af de mest gængse forklaringer på terror: «civilisationernes sammenstød», muslimers manglende mulighed for at blive integreret i en vestlig-europæisk kultur, at terror er en reaktion på postkoloniale strukturer, vestlig imperialisme og europæisk racisme og islamofobi.

Det kan man blandt andet gøre ved at pege på nogle meget tilsvarende træk i andre religioner og kulturer. Således gav den tyske kulturteoretiker Klaus Theweleit i sin bog Das Lachen der Täter («Drabsmandens latter») fra 2016 sit foruroligende bud på hvorfor Anders Behring Breivik under sit massedrab, ofrenes skrig og skyderiet lo og jublede efter hvert et pletskud, som var det en straffesparkkonkurrence.

Og hans latter var ikke den eneste. Krigerne fra Den islamiske stat jubler efter halshugningen, de mexicanske narkobosser spiller grinende fodbold med afhuggede hoveder, og børnesoldater i Somalia svinger med begejstring macheterne mod deres uskyldige ofre. Klaus Theweleit taler i den forbindelse om såkaldt kropslig fragmentering: Morderens fysiske behov for at stabilisere en defekt krop der lidt efter lidt er blevet misdannet gennem forankrede erfaringer og nederlag: det oversete barn, den mislykkede pubertet, udgrænsningen, angsten for det kvindelige, den sociale isolation, den forkvaklede seksualitet. Den type oplevelser kan opløse unge mænd så meget at de vender deres selvhad udad i en dødsrus.

Der er således andet og mere på spil end et forskruet verdensbillede, en religiøs nidkærhed eller en hovedløs ideologi. Klaus Theweleits pointe er at i et desperat og kropsligt forsøg på at holde sig selv oppe har den fragmenterede krop brug for destruktion for at skabe en ligevægt. Morderens latter er født af angsten for sammenbrud.

Maktvakuum

Et godt eksempel på det oversete barn med den mislykkede pubertet er Andreas Baader, der blev en af hovedpersonerne i Rote Armee Fraktion. Han samarbejdede med Ulrike Meinhof, der kom fra en tryg opvækst og ikke rummede nogen ydre forklaring på at kaste sig ud i en hovedløs og voldelig ideologi. RAF var ikke religiøst motiveret, men i de bagvedliggende motiveringer ser man slægtsskabet. Timothy McVeigh havde derimod stærke religiøse bevæggrunde da han i 1995 bombesprængte den føderale bygning i Oklahoma City, og det samme kan man sige om den jødiske familielæge Baruch Goldstein, der året forinden åbnede ild og skuddræbte 29 bedende muslimer i Hebron.

Når buddhister i dag bedriver etnisk udrensning mod rohingyaerne i Myanmar, og når indiske hinduer går til angreb på borgere med andre trosretninger, er forklaringen på mange måder den samme. Den lokale kultur, og dermed også religionen, er kommet under belejring af påvirkninger udefra. Globalisering, politiske omvæltninger, materialisme og sekularisme er blevet en faktor i hverdagen mange steder i verden, og dette udløser en reaktion. Denne er imidlertid ikke noget sammenstød mellem civilisationerne, som Samuel P. Huntington fejlagtigt hævder det i sin teori, men noget langt mere komplekst der udspiller sig på det personlige plan.

Dette gør hele fænomenet vanskeligt at forudsige. Stephen M. Walt, professor i international politik ved Harvard University, argumenterede i tidsskriftet Foreign Policy 23.10.17 for at truslen fra IS var stærkt overvurderet, og at skræmmeeffekten var langt større end dens reelle betydning. Som revolutionær bevægelse var de franske jakobinere og de russiske bolsjevikker langt stærkere og bedre funderet. Selv om IS-kalifatet i Irak og Syrien var rigere end de fleste andre terrororganisationer, var det en yderst svag stat, og det fik kun sit omfang fordi det erobrede nogle mere eller mindre tomme ørkenområder, og – ikke mindst – udnyttede det et magtvakuum.

Det er dette vakuum vi skal hæfte os ved. For den slags opstår med jævne mellemrum andre steder i regionen, og for den sags skyld alle andre steder i verden. Sådan har det altid været, og sådan vil det altid være, og gang på gang kommer det tilsyneladende som en overraskelse når radikalismen dukker op.

Gratis prøve
Kommentarer