Reisen til Pitchipoï

Sterkt vitnesbyrd i brevs form om å overleve Birkenau – og det vanskelige livet som følger.

Se også mubi.com for filmene hun lagde med Joris Ivens.
Fafner er fast kritiker i Ny Tid. Bosatt i Tel Aviv.
Email: fafner4@yahoo.dk
Published date: 02/05/2018

Och du kom inte tillbaka

Marceline Loridan-Ivens

Natur & Kultur

Sverige

«Du kommer kanske att komma tillbaka, du er ju ung, jag kommar inte at göra det.»

Således lyder nøglesætningen i Marceline Loridan-Ivens’ lille erindringsbog, som netop er udkommet i svensk oversættelse. Sætningen er ytret af hendes far, da han og hun var blevet pågrebet af nazisterne og var på vej mod en uvis skæbne, som viste sig at være dødslejrene. Han kom til Auschwitz, og hun til Birkenau.

Loridan-Ivens var teenager på det tidspunkt. Hun blev født i Frankrig, hvortil hendes far tidligere var kommet fra Polen i sin personlige søgen efter et bedre liv. Dette håb fik en brat ende, da nazisterne i april 1944 begyndte at anholde landets jødiske befolkning med det klare mål at udslette den. Så klart stod det imidlertid ikke for pigen og hendes far, da de var på vej mod Drancy, interneringslejren ved Paris, som var første stop på dødsruten. I bogen beskriver hun det som en rejse til Pitchipoï, som er jiddisch og betegner et ukendt rejsemål.

Sterkt vitnesbyrd. Bogen er et vidnesbyrd af monumentale dimensioner. Faderens bemærkning kommer til at stå som en skæbnesvanger profeti, for Marceline klarer sig på næsten mirakuløst vis gennem rædslerne, mens han forsvinder ind i uvisheden og aldrig vender tilbage.

[ihc-hide-content ihc_mb_type=”show” ihc_mb_who=”1,2,4,7,9,10,11,12,13″ ihc_mb_template=”1″ ]

På et tidspunkt stikker en medfange hende en lille, snusket lap papir. Hun genkender faderens håndskrift. I et par korte sætninger skriver han om håb og kærlighed, men meddelelsen kommer for sent: Hun har på det tidspunkt allerede dræbt den lille pige inden i sig, og hendes krop klynger sig til livet ved at fortsætte tvangsarbejdet med at anlægge den vej, hendes jødiske medfanger skal gennes hen ad på vej mod gaskamrene.

Faderen var flygtning fra Polen. Han havde søgt at undslippe generationers antisemitisme, og var egentlig på vej til Amerika, men havde så besluttet at blive i Frankrig. Han havde brudt med familiens religiøse tradition og drømte om at gå med høj engelsk hat og spadserestok som en vestlig gentleman. Han havde læst Balzac på jiddisch og var måske inspireret af Zola og hans J’accuse. Tilsyneladende viste livet sig fra den gunstige side, for han fik mulighed for at købe et lille slot mellem sydfranske vinmarker, og han troede på den lokale borgmesters forsikringer om at han var beskyttet. Men da nazisterne invaderede landet, viste alle forsikringer sig at være tomme. Skæbnen indhentede dem, for de var jøder.

Man skal aldri vite seg sikker, for tragedien kan ramme igjen.

Perspektiv. Beretningen om opholdet i dødslejrene står der i al sin gru. Uvisheden om faderens skæbne og længslen efter hans kærlighed ledsager den unge kvinde, mens hun slider i arbejdsbrigaden og underkastes den sadistiske doktor Mengeles undersøgelser. Det er mere end nok i sig selv, men teksten sætter rædslerne i et endnu bredere perspektiv, så hele livet, og også dét efter lejrene, kommer til at stå som en rejse mod Pitchipoï.

Efter befrielsen genforenes Marceline med resterne af sin familie, og med det Frankrig, som har svigtet hende. Hun vælger ikke at fortælle om lejrene, for ingen vil være i stand til at forstå hende. Selv ikke hendes egen mor, som er mest interesseret i at vide om hun stadig er jomfru og dermed et godt parti. Holdningen er at man skal rejse sig og fortsætte det liv, hun selv føler har mistet enhver værdi, og hun griber sig selv i at tænke, at det måske havde været bedre for familien, om der var faderen og ikke hende, der var vendt tilbage. Ufølsomheden og usikkerheden er der stadig. Den officielle meddelelse om faderens død kommer først i 1948, tre år for sent, i form af en bureaukratisk vending om at han døde for Frankrig. Det vender sig i hende, for hendes sandhed er, at det var medløberne i Frankrig, som sendte ham i døden. Han havde taget fejl af landet.

Brev til faren. Marceline Loridan-Ivens har formet teksten som et brev til sin far, som hun også fortæller om sin senere tilværelse. Hun giftede sig med den hollandske filminstruktør Joris Ivens, der var tredive år ældre end hende og dermed omtrent på faderens alder. Med sin kærlighed kom han til at stå som modgift mod faderens fravær. Han var en pioner på feltet og en af de største indenfor dokumentarfilm. Han var optaget af at skildre den menneskelige lidelse, han gav hende en mission i livet, og sammen rejste de jorden rundt med dette for øje.

Boken er et vitnesbyrd av monumentale dimensjoner.

Da Joris Ivens døde i 1989, blev hun boende i lejligheden på venstre Seinebred i Paris. Dét Paris, hun føler sig knyttet til, selv om hun ikke længere betragter byen og landet som sit hjem. Det, som aldrig er blevet den smeltedigel, hun havde håbet på. Uvisheden hersker stadig i hendes sind. I de senere år er hun, trods sin høje alder, blevet en af stemmerne, som advarer mod den nye franske antisemitisme. Og set i dét lys bliver bogen til mere end et rædselsdokument om nazismens forbrydelser. Den bliver til en beretning om, at uvisheden stadig hersker og at man aldrig skal vide sig sikker, for tragedien kan ramme igen, selv om tilstanden virker tryg og ufarlig, nøjagtig ligesom faderens drøm om et bedre liv på vinslottet.

Se også feature-artikkel om norsk jødisk identitet fra april-avisen.

[/ihc-hide-content]
Kommentarer