Selvom der selvfølgelig fandt opstande og masseprotester sted i perioden fra sidst i 1970’erne, nogle af de vigtigste inkluderer demonstrationerne på Tiananmen-pladsen i 1989 og alterglobaliseringsprotesterne i slutningen af 1990’erne i blandt andet Seattle, Göteborg og Genoa – så udgør revolterne og revolutionerne, der fandt sted i 2011 i Nordafrika og Mellemøsten et afgørende vendepunkt i den nyere historie om oprør efter en lang periode uden nævneværdige protester.
Arabisk forår
Det såkaldte arabiske forår, der startede i Tunesien i december 2010 og hurtigt i løbet af januar 2011 spredte sig til Ægypten, og siden til Yemen, Libyen, Syrien og Bahrain og flere andre lande i regionen, fremstår i retrospektiv som startskuddet på en helt ny omfattende opstandscyklus, vi stadigvæk synes at befinde os i.
Kvinder afviste patriarkalske kønsnormer, studerende afviste et arkaisk undervisningssystem og unge gik forrest i kampen mod regeringens styrker.
Fra revolutionerne i Tunesien og Ægypten i januar og februar 2011 har vi et forløb, der inkluderer begivenheder som pladsbesættelsesbevægelserne i Sydeuropa, der førte til Syriza og Podemos, Occupy-bevægelsen i USA i efteråret 2011; de store transportprotester i Brasilien i 2013; demokratidemonstrationer i Hong Kong i 2014 og 2019; protesterne mod racistisk politi i USA i 2014 og igen i 2020, hvor vi havde George Floyd-revolten; Maidan i Ukraine i 2014; De Gule Veste i Frankrig i 2018 og 2019; Sudan-kommunen i 2019; opstande i Kasakhstan og i Sri Lanka i 2022; den feministiske opstand i Iran; og senest strejker og demonstrationer mod Macrons pensionsreform i Frankrig i foråret 2023. Som blandt andre Donatella di Cesare og Endnotes har beskrevet, har vi at gøre med et globalt diskontinuerligt forløb, hvor der bliver ved med at finde opstande sted, hvor demonstranter går på gaden og kræver, at den lokale regering eller diktatorer træder tilbage.
Langt de fleste steder har masseprotesterne ikke resulteret i regimeskifte, men det gjorde det som bekendt i Tunesien og Ægypten, hvor henholdsvis Ben Ali og Mubarak blev smidt på porten i løbet af overraskende kort tid. Ved at demonstrere i gaderne og besætte centrale pladser lykkedes det demonstranter at vælte diktatorer, der havde siddet tungt på magten i årtier og indtil da så ud som om de ville blive siddende uendeligt.
I årene efter 2011 er begge revolutioner som bekendt blev slået tilbage, og både Ægypten og Tunesien er i dag igen styret af diktatorer. Det gik hurtigst i Ægypten, hvor militæret efter en kort alliance med Det muslimske broderskab igen selv tog magten, og siden 2014 er Ægypten blevet styret med hård hånd af præsident og generaloberst al-Sisi. Enhver form for kollektiv mobilisering har længe været umulig. Tunesien var længe undtagelsen i analyserne af det arabisk forår, hvis Syrien og Libyen hurtigt blev kastet ud i borgerkrige, og Ægypten blev et militærdiktatur, blev der ikke blot ved flere lejligheder helt frem til 2020 afholdt valg i Tunesien og dannet regeringer med deltagelse af flere forskellige partier, det var muligt at formulere krav om social retfærdighed uden at ryge i fængsel. Det er ikke længere muligt, nu sidder præsident Kais Saied på magten med udvidede beføjelser. Han fyrede regeringen i 2021, gav sig selv retten til at afsætte dommere i januar 2021 og i sommeren 2022 opløste han så parlamentet og indført en ny forfatning, som samler magten om præsidenten. Umiddelbart synes konklusionen at være negativ, det arabiske forår er blevet til en iskold vinter.
Revolutionerne lever videre i hverdagslivet
Den iransk-amerikanske sociolog Asef Bayat, der allerede har skrevet flere vigtigt bøger om masseprotester i Mellemøsten, har udgivet en ny bog, Revolutionary Life, hvor han forsøger at udfordre analysen af det arabiske forår som et entydigt nederlag. Ifølge Bayat misforstår vi revolutionerne, hvis vi udelukkende fokuserer på regimerne, og hvordan den politiske magt er organiseret. Som han skriver, er der ikke tvivl om, at de gamle regimer er blevet genetableret. Men revolutionerne lever videre i hverdagslivet, ifølge Bayat.
For unge, kvinder og fattige var revolutionerne en afgørende begivenhed. Alle tre grupper spillede en aktiv rolle i opstandene og oplevede dem som en åbning, hvor de fik agens. Mange gjorde ting, de aldrig havde gjort før: Kvinder afviste patriarkalske kønsnormer, studerende afviste et arkaisk undervisningssystem og unge gik forrest i kampen mod regeringens styrker. Som Bayat skriver, har den autokratiske lukning, der har fundet sted i begge lande, naturligvis stor betydning, men han forsøger at vise, at de tre grupper ikke blot har taget ved lære af revolutionerne, men at der også stadigvæk eksisterer en række forskellige projekter og organisationer, der alle opretholder en forbindelse til de revolutionære begivenheder i 2011.
Folkekommittér – lokale ungdomsgrupper
Et af Bayats mest overbevisende eksempler på revolutionens efterliv i hverdagslivet er de såkaldte Folkekommittér, en slags lokale ungdomsgrupper, som blev etableret i både Tunesien og Ægypten under og i forlængelse af opstandene. Bayat forstår dem som en organiseringsform, der er modelleret over det mikrokosmos af en anden social orden, som de revolutionære etablerede på Tahrir-pladsen i Cairo i januar–februar 2011. Bayat beskriver, hvordan disse ungdomsgrupper i et første moment under de revolutionære opstande, hvor statens repressive og ideologiske institutioner brød sammen eller forsvandt – fungerede som en blanding af civilsamfund og naboværn, der blandt andet sørgede for at fjerne affald.
I en næste fase, efter regimerne var blevet genetableret, fungerede de som organisationer for lokal udvikling. Ifølge Bayat er det lykkes en stor del af disse grupper at overleve, selv efter at regimerne har skruet mere og mere op for repressionen og strammet deres greb om den modoffentlighed, der blev etableret i 2011. I dag lever drømmen om et andet samfund således videre i de tusindvis af små eller store folkekommittér. Når opstanden kommer næste gang, vil den således have et andet afsæt. Det er Bayats håb. Han formulerer det ikke selv sådan, men det er pointen med analysen.
Bayat har helt ret i at fokusere på pladsbesættelsesmodellen. Der er ikke tvivl om, at den har været central i den nye opstandscyklus. I 2019 og 2020 så vi igen, hvordan demonstranter besatte pladser og brugte dem som udgangspunkt for aktioner. Det var tilfældet i både Sudan og Sri Lanka, hvor markedspladser blev besat. Besættelsen af centrale pladser i hovedstaden kommer imidlertid også med åbenlyse begrænsninger, da det har været svært at bevæge sig ud af byens åbne, overfyldte rum ind på fabrikker og andre produktionssteder, altså bevæge sig fra cirkulations- til produktionssfæren. Opstandene er så at sige blevet hængende på pladserne og antager form af politiske eller snarere antipolitiske protester, hvor de politiske ledere eller endda hele det politiske system afvises.
At gå længere ind i opløsningen
Bayat har introduceret termen refolution som en beskrivelse af opstandene, hvorved han forsøger at udpege det nye ved protesterne, at de finder sted uden henvisninger til de tre dominerende revolutionsmodeller fra det 20. århundrede i regionen, antikolonial nationalisme, leninisme og militant islamisme. Ingen af de ideologier fungerer længere ifølge Bayat, og de nye opstande finder sted i en art ideologisk limbo, hvor der først og fremmest afvises.
Afvisningerne er så radikale, at de går meget længere end blot at kræve reformer eller et regimeskifte.
Bayat misforstår imidlertid fraværet af ideologier som et krav om, at systemerne skal reformere sig selv. Men der er snarere tale om, at afvisningerne er så radikale, at de går meget længere end blot at kræve reformer eller et regimeskifte. Vi bør nok snarere forstå revolterne som destitutive, som Den usynlige komité og Giorgio Agamben gør det.
Som Bayat selv citerer en 22-årig ung tunesisk mand for at sige, er han simpelthen uinteresseret i politik, for politikerne er intet andet end skuespillere, der er ude efter penge. Den indsigt, hvad vi kan kalde et revolutionært antipolitisk perspektiv, udgør ikke noget dårligt udgangspunkt for de kommende opstande, der så i det mindste måske undgår at blive fanget i politiske valghandlinger, som det skete i Grækenland og Spanien.
Der er ikke meget at bevare i en kriseramt kapitalistisk verden, og det kan snart blive nødvendigt at gå længere ind i opløsningen.
