Rasisme og klassekamp

Kun en radikal avskaffelse av de strukturelle betingelsene for ekskludering av arbeidere – svarte som hvite – vil kunne bremse den pågående sosiale ekskluderingsprosessen i USA, hevder historikeren David Roediger i ny bok.

Mikkel Bolt
Bolt er professor i politisk estetikk ved Københavns Universitet og forfatter.
Email: mras@hum.ku.dk
Publisert: 05.04.2018
Class, Race, and Marxism
Forfatter: David Roediger
Verso Books, USA

Et af de helt afgørende spørgsmål i dag i USA er spørgsmålet om forholdet mellem klasse og race – hvordan de er forbundet, og hvad der kommer først. Er kampen mod udbytning stadigvæk den grundlæggende modsætning, eller er det forskellen mellem hvid og sort? I et forsøg på at navigere udenom såvel farveblinde marxister – for eksempel David Harvey, der ikke kan se nogen klassekamp i Ferguson-optøjerne og reducerer slaveri til et rent historisk fænomen – som identitetspolitiske liberale – dem, der ikke ønsker at ændre systemet, men blot kæmper for social mobilitet, som om flere rige sorte eller flere sorte i administrationen vil gøre nogen forskel, for de millioner afrikansk-amerikanere, der sidder i fængsel eller er uden arbejde – forsøger den amerikanske historiker David Roediger i sin nye bog Class, Race, and Marxism, at vise hvordan en analyse af forholdet mellem «race» og reproduktionen af klasseforholdet hænger sammen og er nødvendig for en teori om en afvikling af kapitalismen.

Hvit kapitalisme. Som Roediger viser, er relationen mellem kapital og arbejde i USA ikke race-neutral, men har tværtimod altid været racialt kodet. Roediger er en af de vigtigste teoretikere inden for de såkaldte hvidhedsstudier, der beskriver, hvordan hvide arbejdere privilegeres af den lokale kapitalistklasse og udstyres med ‘hvide privilegier’ eller hvide fordele, som han foretrækker at kalde det. I mere end tre århundreder har kapitalistklassen i USA – fra plantageejere til den multinationale amerikanske kapital – udstyret hvide arbejdere med social status og privilegier for at undgå, at de allierede sig med sorte arbejdere, hvad enten det var det 17. og 18. århundredes slavegjorte sorte eller det 20. århundredes udbyttede sorte lønarbejdere. Arbejderklassen blev på den måde delt op og var ude af stand til at true den herskende klasse.

Som Roediger viser, er ikke forholdet mellom kapital og arbeid i USA rasenøytralt.

Sammen med andre historikere som Noel Ignatiev har Roediger (i forlængelse af W.E.B. Du Bois) detaljeret analyseret denne proces, hvor kapitalistklassen splitter arbejderklassen og bestikker den ‘hvide’ arbejderklasse til at opgive ethvert systemkritisk perspektiv og acceptere deres egen udbytning mod at undgå at synke helt ned i bunden af den samfundsmæssige pyramide. Dette finder sted til stor skade for de ikke-hvide arbejdere, men det sker også på bekostning af den hvide arbejderklasses egen frigørelse. De stiller sig tilfredse med en lidt bedre udbytning. Udgangspunktet for Roedigers hvidhedsanalyse er selvfølgelig, at hvidhed ikke er mere naturlig end nogen anden racekategori, og at hvidhed har udvidet sig historisk fra engang at være en betegnelse for indvandrere fra England og Nordeuropa til også at inkludere italienske og irske migranter. Roediger viser, hvordan arbejderklasse i USA altid har været knyttet til racemæssige spørgsmål og til det at være hvid. At være arbejder var simpelthen at være hvid som modsætning til sorte og andre ikke-hvide (i en periode var irere og italienere således ikke hvide). Denne raciale kodning af arbejderidentiteten er et af de helt afgørende elementer i historien om (fraværet af) klassekamp i USA.

… OBS. teksten fortsetter …


Kjære leser. NY TID trenger din støtte for å lage avisen. Derfor ber vi deg vennligst abonnere. Om du allerede gjør det, logg inn eller bare registrer deg som leser (inkluderer nyhetsbrev) for å lese mer. (Du har allerede lest 3 gratis artikler.)


Gratis prøve
Kommentarer