Et af de helt afgørende spørgsmål i dag i USA er spørgsmålet om forholdet mellem klasse og race – hvordan de er forbundet, og hvad der kommer først. Er kampen mod udbytning stadigvæk den grundlæggende modsætning, eller er det forskellen mellem hvid og sort? I et forsøg på at navigere udenom såvel farveblinde marxister – for eksempel David Harvey, der ikke kan se nogen klassekamp i Ferguson-optøjerne og reducerer slaveri til et rent historisk fænomen – som identitetspolitiske liberale – dem, der ikke ønsker at ændre systemet, men blot kæmper for social mobilitet, som om flere rige sorte eller flere sorte i administrationen vil gøre nogen forskel, for de millioner afrikansk-amerikanere, der sidder i fængsel eller er uden arbejde – forsøger den amerikanske historiker David Roediger i sin nye bog Class, Race, and Marxism, at vise hvordan en analyse af forholdet mellem «race» og reproduktionen af klasseforholdet hænger sammen og er nødvendig for en teori om en afvikling af kapitalismen.
Hvit kapitalisme. Som Roediger viser, er relationen mellem kapital og arbejde i USA ikke race-neutral, men har tværtimod altid været racialt kodet. Roediger er en af de vigtigste teoretikere inden for de såkaldte hvidhedsstudier, der beskriver, hvordan hvide arbejdere privilegeres af den lokale kapitalistklasse og udstyres med ‘hvide privilegier’ eller hvide fordele, som han foretrækker at kalde det. I mere end tre århundreder har kapitalistklassen i USA – fra plantageejere til den multinationale amerikanske kapital – udstyret hvide arbejdere med social status og privilegier for at undgå, at de allierede sig med sorte arbejdere, hvad enten det var det 17. og 18. århundredes slavegjorte sorte eller det 20. århundredes udbyttede sorte lønarbejdere. Arbejderklassen blev på den måde delt op og var ude af stand til at true den herskende klasse.
Som Roediger viser, er ikke forholdet mellom kapital og arbeid i USA rasenøytralt.
Sammen med andre historikere som Noel Ignatiev har Roediger (i forlængelse af W.E.B. Du Bois) detaljeret analyseret denne proces, hvor kapitalistklassen splitter arbejderklassen og bestikker den ‘hvide’ arbejderklasse til at opgive ethvert systemkritisk perspektiv og acceptere deres egen udbytning mod at undgå at synke helt ned i bunden af den samfundsmæssige pyramide. Dette finder sted til stor skade for de ikke-hvide arbejdere, men det sker også på bekostning af den hvide arbejderklasses egen frigørelse. De stiller sig tilfredse med en lidt bedre udbytning. Udgangspunktet for Roedigers hvidhedsanalyse er selvfølgelig, at hvidhed ikke er mere naturlig end nogen anden racekategori, og at hvidhed har udvidet sig historisk fra engang at være en betegnelse for indvandrere fra England og Nordeuropa til også at inkludere italienske og irske migranter. Roediger viser, hvordan arbejderklasse i USA altid har været knyttet til racemæssige spørgsmål og til det at være hvid. At være arbejder var simpelthen at være hvid som modsætning til sorte og andre ikke-hvide (i en periode var irere og italienere således ikke hvide). Denne raciale kodning af arbejderidentiteten er et af de helt afgørende elementer i historien om (fraværet af) klassekamp i USA.
Som Roediger har vist i sine bøger, hvoraf den vigtigste nok er The Wages of Whiteness: Race and the Making of the American Working Class fra 1991, har denne raciale klassepolitik reproduceret sig over tid. Den lokale kapitalistklasse brugte forestillingen om uforanderlige forskelle mellem mennesker til at fjerne truslen om et angreb på kapitalismen, og de hvide arbejdere har op igennem århundrederne forsvaret deres privilegier. Slaveriet blev således videreført i en ideologi om hvidt overherredømme, som blev brugt af den herskende klasse til at opdele arbejderklassen i rigtige ‘hvide’ arbejdere og ’ikke-hvide’ subjekter. Race blev det medium klasserelationer blev set igennem, som Stuart Hall engang formulerede det.
Hvithetsdiskursen som politisk-økonomisk instrument. Hvidhedsdiskursen var et politisk-økonomisk instrument, der ødelagde mulighederne for et opgør med den amerikanske kapitalisme til skade for såvel de hvide som de sorte arbejdere. Konfronteret med denne klassealliance mellem den hvide kapitalistklasse og de hvide arbejdere har kampen mod hvidt overherredømme i USA altid også været en kamp mod kapitalisme. Og derfor kan Roediger ikke acceptere David Harveys afvisning af betydningen af raciale forskelle i kampen mod kapitalismen. En raceblind klassepolitik vil aldrig være nok i USA, skriver han: «Race- og klassekrav er ikke et nulsumsspil.» Det giver ikke mening at skrue op for klassekampen, hvis det sker på baggrund af tavshed om racisme.
Roedigers nye bog forsøger at vise, at hvidhedsstudier hele tiden har været et marxistisk projekt. Det er altså ikke bare en del af en eller anden post-marxistisk vending henimod socialkonstruktivistisk identitetspolitik. Ærindet har hele tiden været en nuanceret historisk analyse af forholdet mellem racialisering og kapital-arbejde-relationen, hvor race fungerer som et differentieringsinstrument, der gør det muligt for kapitalen at undgå arbejdermilitans og hæve profitraten. Denne pointering er vigtig både med hensyn til liberale identitetspolitiske positioner, der fokuserer på repræsentation og diversitet, men ikke adresserer kapitalismens strukturelle uligheder, og hvad angår mere klassiske marxistiske analyser, der ikke har blik for, hvordan racemæssige forskelle er nødvendige for kapitalens selvreproduktion. De kan ikke se, at den igangværende kamp mod politivold i gaderne i USA har et antikapitalistisk perspektiv.
Flere og flere mennesker blir overflødige for kapitalen.
Krise og hvithet. I en situation kendetegnet ved en tilsyneladende uovervindelig økonomisk krise, som langsomt spreder sig til det politiske system, er spørgsmålet om hvidhed helt centralt. Trump er det mest oplagte eksempel på den udvikling. Flere og flere mennesker bliver overflødige for kapitalen, de er ligegyldige og udgør ikke engang en reservearmé i Marx’ forstand. De er simpelthen bare smidt udenfor, der er ikke brug for dem, og de må forsøge at overleve i marginen af økonomien. I en sådan situation er der en stor risiko for, at de overflødige bliver farlige for systemet og for de rige: den ene procent der har fået større og større formuer i løbet af de sidste 40 år, efter at efterkrigstidens økonomiske omfordeling blev omlagt til en ‘neoliberal’ sparepolitik.
Når der bliver flere og flere fattige, er det nødvendigt at styre dem og skrue op for kontrollen. Det sker ved at udstyre en lille del af de fattige med våben og ret til at styre de fattige masser, sætte dem i fængsel eller om nødvendigt at skyde dem. Det er historien om den eksplosive vækst i antallet af indsatte afrikansk-amerikanere i USA og baggrunden for, hvorfor så mange unge sorte mænd bliver dræbt af politiet. Dem med uniformer kontrollerer de fattiges områder og holder de ubemidlede ude af de riges kvarterer, og hvis de ikke adlyder, kommer de i fængsel eller bliver skudt. Betydningen af at være hvid i en sådan situation af voksende økonomisk ulighed og politisk autoritarisme er enorm. Og det er selvfølgelig også derfor, at den sorte modstand vokser. Fronterne er trukket hårdt op. Hvis du er sort, er risikoen for at ryge i fængsel eller blive skudt, langt, langt større. Derfor er kampen mod hvidhed og arbejderklassens hvidhed, arbejderklassen som hvid, overordentlig vigtig. Krisen og kapitalistklassens behov for kontrol og opdeling gør det nødvendigt ikke blot at analysere, men også at bekæmpe hvidheden. Og kun en radikal afskaffelse af de strukturelle betingelser for eksklusion af arbejdere, sorte såvel som hvide, kan bremse eksklusionen. I den forstand er klassekamp i USA i dag nødvendigvis «sort» klassekamp.
