Et rasende ritt mot kapitalismen

Bernard Maris: Økonomen Houellebecq. Den Franske Bogcafés forlag

Bernard Maris’ lesning av Michel Houellebecqs verk er en vesentlig og velfundert kapitalismekritikk.

Controversial, award-winning French author Michel Houellebecq stands next to his x-rayed skull as he visits his exhibition at Manifesta 11, the roving European Biennial of contemporary art, on June 10, 2016 in Zurich. Houellebecq shows X-rays and other visual results of his head and body in an exhibition entilted "Is Michel Houellebecq OK ?" / AFP PHOTO / FABRICE COFFRINI
Steffen Moestrup
Fast mediekritiker i Ny Tid. Bosatt i Århus.

Det var under en af de vitterligt lumre danske somre. Huset, bygget i træ af min hustrus morfar i 1950’erne, var og er vor faste tilflugtssted i de få varme uger. Kysten er tæt på. Der er altid salt i luften. Læsning har hen ved de sidste 20 års tid været en af vores primære aktiviteter i det hus. Således også den sommer, hvor både min hustru og jeg stiftede vort første bekendtskab med den franske forfatter Michel Houellebecq. Bogen Platform var med i stakken af sommerhus-lekture. Vi læste den på skift. Jeg erindrer en svimlende og ophidsende læsning. På skift blev jeg ramt af liderlighed og af frustration over de dybt seksualiserede men også kyniske skildringer af relationerne mellem mennesker på et resort i Thailand.

Jeg havde – så vidt jeg erindrer – ikke læst værket med blik for det økonomiske, men kan i retrospekt godt se, at det er nærliggende at tolke de mange transaktioner mellem køn og kontanter som iagttagelsen af en markedsplads, hvor syd kommer med kønnet, mens nord har de nødvendige kontanter. I det veloplagte 150 sider lange essay Økonomen Houellebecq udsætter journalist og økonom Bernard Maris Houellebecqs værker for en økonomisk læsning, eller med andre ord, han prøver at destillere dets kritik af økonomi og kapitalisme. Og den får ikke for lidt, hvis man nu skulle blive i tilnærmelsesvist seksualiserede termer. Maris’ skriv er fremdeles et tordenskrift mod pengemaskineriet. Et nødråb før det hele crasher. Et rablende ridt mod kapitalismen.

Den skumle videnskab. Essayet er struktureret i fem stort set sammenhængende dele samt prolog og epilog. I prologen får Maris på næsten underspillet vis argumenteret for den økonomiske optik. Til gengæld er han bestemt ikke underspillet i sit syn på økonomiens forsøg på at lege videnskab. Her toner Maris rent flag og citerer blandt mange den skotske historiker Thomas Carlyle (1795–1881) for at kalde økonomien «the dismal science», altså «den skumle videnskab». Ifølge Maris er økonomi fyldt med tågesnak, (selv)modsigelser, kedsommelighed, bagklogskabsforklaringer og indsovsede ligninger.

Og hvorfor så drage nytte af Houellebecqs værk til at bedrive denne kapitalismekritik? Jo, fordi Houellebecqs romaner fremdeles er funderet i et økonomisk univers. Karaktererne taler om økonomi og mange af deres handlinger er ansporet af økonomisk tænkning og af konkurrencens ideologi. Hvordan dette så foregår kommer især til syne i essayets fem underkapitler, der udlægger oeuvret ud fra forskellige perspektiver såsom «individet» og «virksomheden» samt med brug af forskellig økonomisk tænkning, der rækker fra Alfred Marshall til John Keynes. Citaterne står i kø. Både fra Houellebecqs værker men også fra et væld af andre kilder.

Maris’ bok er et tordenskrift mod pengemaskineriet. Et nødrop før det hele krasjer.

Den evige utilfredshed. Det er fabulerende litteraturkritik, Maris bedriver. Og han gør det veloplagt og insisterende. Måske stedvist bliver det rigeligt bon mot-klingende, når det eksempelvist lyder «virksomheden er den frivillige slaves kongerige». Ofte er argumentationen dog overbevisende og indsigtsfuld. Når vi som medarbejdere bliver en del af en virksomhed, entrerer vi samtidig en kampzone. Vi tilslutter os en særlig logik, og denne logik vil gradvist influere flere dele af vores liv. Logikken er primært drevet frem af markedets grundlæggende vilkår, som er kampen for overlevelse. Virksomhedens hierarkiske struktur sikrer kamplogikken og bliver styrket af forestillingen om ligevægt, altså at vi på et tidspunkt opnår en total ensartethed mellem udbud og efterspørgsel, og hvor både virksomhed og forbrugere er tilfredse. Hagen er blot, at denne ligevægt og tilfredshed aldrig indtræffer, og dette bliver derved virksomhedens monotome drivkraft, hvis aftryk kunne kaldes innovationen. Tænk blot på en ny chef, som altid skal søge at sætte sit præg på virksomheden. «Kapitalismens livslinje er den evige utilfredshed,» skriver Maris, og det er selvsamme utilfredshed, der er chefjobbets eksistensberettigelse. Med hver ny chef skal der søsættes nye tiltag, ny innovation, nye procedurer. Det må være enhver chefs primære drivkraft at se på tallene og se hvad vi kan ændre, for ændre, det skal vi. Hvis vi ikke ændrer, leder vi ej. Maris parafraserer vækstteoretikeren Joseph Schumpeter (1883–1950) og kalder det for «den kreative destruktion», og under skandinaviske himmelstrøg er denne destruktion kommet til udtryk i form af tiltagende djøfisering, hvis fornemmeste opgave er at måle og veje enhver procedure og arbejdsrutine for at optimere men for netop også at fastholde den varige utilfredshed.

Parasitært arbejde. Arrigheden fortsætter. Maris blotlægger således hvordan kapitalisme og tilintetgørelseslejrene på samme vis anvender angsten og usikkerheden som fundament for at kunne styre uden at risikere opgør. Hvordan den moderne verden er en legetøjsverden, hvor den umættelige forbrugerkultur er blevet det definerende element i kampen mod tid, sygdom og død. Samt ikke mindst hvordan verden er fuldt af parasitært arbejde, som intet nyttigt fremstiller men blot administrerer, kommunikerer, konsulterer og derved vedligeholder deres tomme geschæft. Maris’ lettere romantiske syn på håndens arbejde bliver her en anelse kvalm men kradsbørstigheden bevarer han heldigvis.

Houellebecq er med en fuldflommet kliché en af vor tids væsentligste forfatterskaber. Hans tekster taler med markant stemme direkte ind i vor tid. Derfor er det applausvækkende, at det klejne forlag Bobo har sikret os en solid oversættelse af Maris’ velformulerede og vigtige essay. Desværre er Maris en stemme, vi allerede har mistet. Han omkom under angrebet på Charlie Hebdo, og dermed bliver dette værk også en påmindelse om det fravær af tanker og skrevne ord, der kunne have været i verden. Det er næsten paradoksalt, at det som terroristerne blandt andet mener de gør oprør imod, netop er det, som Maris udsætter for kritik; den løsslupne kapitalisme og den åndsforladte forbrugerkultur. Om terroristerne så er oprigtigt interesserede i kapitalismekritik eller blot anvender det som særpræget skalkeskjul for feje angreb er en anden snak. Maris’ ord klinger i al fald med alvor og eftertryk.

---
DEL