Forlag: MONDOGRANDE, Polity, New Internationalist, (Danmark, UK, UK)
Først Frankrig og USA. Dernæst Bellarus og Rusland. I omfattende demonstrationer ses at store dele af befolkningerne – under den største krise siden Anden Verdenskrig – vender sig mod deres politiske ledelser. I 2020–21 er verden ramt af en pandemi, som øger de sociale skel. Og kampen om biodiversiteten og klimaet er sat på pause. Gamle begreber duer ikke længere – og vi har ikke de nye på plads. Vi står i et valg mellem et truende kollaps eller en vanskelig transformationsproces. Tidens temaer udfordrer vores dømmekraft.
Hundredtusindvis af franskmænd
I Frankrig var vi vidner til de mest omfattende protester siden 1968. De Gule Veste#s manifestationer i perioden 2018-2020 efterlod ikke umiddelbart en mulighed for at sammenfatte de mange billeder af oprør og demonstrationer.
Derfor kan det hilses velkomment, at frankofile Mads Christoffersen vendte tilbage til sit Frankrig og lyttede til et bredt udsnit af De Gule Veste-aktivister for – med 68 interviews – at forsøge at afdække bevægelsens politiske karakter og dens ambitioner.
Samtidig med receptionen i København for bogudgivelsen (november 2020) var der i Frankrig indkaldt til et relancerende «De Gule Veste»- stormøde. Her afspejledes de temaer som udgjorde De Gule Vestes foreløbige kulmination: bevægelsens fremtidig struktur, indkomst og købekraft, økologi, direkte demokrati og en international udvikling af bevægelsen. På grund af pandemien måtte mødet aflyses.
Ud af det blå opstod De Gule Veste i efteråret 2018. Præsident Macron havde lagt en miljøskat på benzinen og efter en måneds udtrykt vrede på de sociale medier eksploderede det den 17. november. Hundredtusindvis af franskmænd mødtes så iklædt de gule veste, som det i Frankrig er et påbud skal ligge i enhver bil. Hurtigt viste det sig, at protesten omhandlede mange typer at ophobet utilfredshed. Der var protesten mod eliterne, mod regeringen, mod bureaukratiet og det repræsentative demokrati, som det i dag udøves. Det helt særlige ved De Gule Veste var, at det eneste de var forenet om, var det de var imod. De var vrede og imod systemet. Javist, de ønskede forandringer, men hvilke havde de på dette tidspunkt ingen gisninger om. Og ingen af de partipolitiske konstellationer havde i øvrigt formået på nogen måde at gøre sig gældende blandt de mange deltagere, der som oftest stod helt uden politiske erfaringer.
Den usikkerhed som mutationerne af coronavirussen spreder understreger kun alt
for tydeligt vigtigheden af at prioritere «det lokale» i et øko-anarkistisk perspektiv.
Det siger sig selv, at en ophobet utilfredshed ville få forskellige udtryk – om den udspandt sig ude i det franske eller den fandt sted i Paris. Men visse fællestræk var der dog i manifestationerne, ifølge bogen: Der var taletid til alle på møderne. Alles synspunkter skulle høres og respekteres. Og ud af de mange møder på rundkørsler og ved den modstand, de mødte fra politiet, opstod nye fællesskaber. «Disse mennesker er blevet min familie» hed det blandt deltagerne og i forlængelse heraf opstod nye former for organisering af basale funktioner i samfundet. Produktions-, bolig- og forbrugsfunktioner er blot nogle af dem.
Som i 1968 udvikledes nu en mere fundamental kritik af det politiske system. Af den kapitalistiske økonomi og dens ødelæggelse af mennesker og miljø. Af forbrugersamfundets meningsløse spild af ressourcer, de dårlige arbejds- og levevilkår og af den offentlige service inden for uddannelse, sundhed og social hjælp. Alt dette lagde grunden til krav om en selvbestemmelse og om indførelse af det direkte demokrati med bl.a. borgerinitierede folkeafstemninger, ifølge Kristoffersen.
Socialøkologisk transformation
Det var også i Frankrig, at Degrowth-bevægelsen fik sit første organisatoriske udtryk ved den internationale forskerkonference i 2008 i Paris. Med baggrund i bl.a. bogen Limits to Growth (1972) var i perioden forud udviklet en platform for kritik: «fortsat økonomisk vækst på en begrænset planet er ikke mulig». Og gennem årene er det blevet til en mere og mere forfinet systemkritik, udviklet med basis i overvejende intellektuelle miljøer i de sydeuropæiske lande og med Universitat Autònoma de Barcelona som det dominerende akademiske domicil.
Efter en lang række af internationale konferencer og sommerskoler med fokus på den økonomiske vækst og dens udfordringer foreligger nu fra nogle af bevægelsens førende repræsentanter bogen The case of Degrowth, som er en invitation til at fremlægge strategier for en socialøkologisk transformation, dog startende med helt enkle aktioner (beskyttelse af vand, luft, jord). Udover at understrege nødvendigheden af «a simpel living» er eneste anbefaling til læseren – at bidrage til udviklingssamtaler.
Et af kapitlerne omhandler det fornuftige i at dele og leve et enkelt liv, så andre gives mulighed for overhovedet at leve. Fokus er på det fælles, at udvikle sig sammen og videreudvikler samfundsindretninger, hvor «the commons» får et udtryk. The case of Degrowth er en introduktion specielt for interesserede i de økonomiske indretninger.
Hvor De Gule Veste fremstod som et manifest oprør uden et strategisk perspektiv, så fremstår «Degrowth» som et endnu overvejende teoretisk bidrag til at forstå, hvad der sker inde i det kapitalistiske samfunds maskinrum – tilføjet et ønske om at vi som enkeltborgere ændrer livsstil. Begrebet «degrowth› efterlader ikke et indtryk af, hvorvidt indholdet skal opnås inden for kapitalismen eller ej, endsige hvem der skal være driver af en sådan omstilling.
Vigtigere end at understrege forskellige – hvad der dog ikke bør føre til, at man skjuler de uundgåelige uenigheder i bevægelserne – er dog at forene sig med det fælles bagtæppe, at overlevelsen for livet på planeten – og især menneskeheden – er i modstrid med kapitalismen og produktivismen og at man derfor må lede efter veje ud af dette destruktive og umenneskelige system.
«Tænk globalt – handle lokalt»
Med udgangspunkt i de nære relationer og i forhold til naturen er paraply-bevægelsen «Communities for Future» udviklet og etableret. Som FN på Rio-konferencen i 1992 med Local Agenda 21 fokuserede på «Tænk globalt, tænk lokalt», således samler «Communities for Future» en række forskellige omstillingsplatforme med fokus på organisering i det lokale og regionale. Det drejer sig bl.a. om kooperativer der har fokus på solidariske arbejdsrelationer; «Camphills» med fokus på mennesker med særlige behov; Global Eco-village Network med fokus på dyrkning af jorden; og ECOLISE – European Network for Community-led Initiatives on Climate Change and Sustainability.
En mangfoldighed danner i dag grundlag for etablering af lokalsamfund: det regenerative, det resiliente, det terapeutiske, design og planlægning (permakultur), alt sammen med udgangspunkt i det nære sociale og relationen til naturen.
Et udsnit af disse lokalsamfund mødtes i 2017 i Barcelona, hvor den tidligere boligaktivist Ada Colau – i 2015 valgt til borgmester i Barcelona – inviterede. For Ada Colau er såvel top/bund som os/«de andre» eksempler på opdelinger, som er reduktive og kan være farlige. I municipalismen søges disse modsætninger ophævet sådan, at vi i vore lokalsamfund kan mødes som ligestillede mennesker i inkluderende fællesskaber.
Bogen Fearless Cities – a Guide to the Global Municipalist Movement dokumenterer fra Barcelona-mødet et uformelt netværk af organisationer over hele verden, som har bidraget til at transformere byer i et bottom up-perspektiv. Bogen fokuserer i denne udvikling, på en feminisering af politikken og tværgående aspekter af det kommunale univers og endelig på bidrag, som kan understøtte den municipale bevægelse.
Virkeliggørelse af lokalsamfund
Den usikkerhed som mutationerne af corona-virussen spreder, understreger kun alt for tydeligt vigtigheden af at prioritere «det lokale» i et øko-anarkistisk perspektiv.
Debbie Bookchin – datter af den amerikanske anarkist Murray Bookchin [se forrige NY TID] – er en central skikkelse i den libertarianske municipalisme (som prioriterer individuel frihed højt og forsøger at minimere statsmagtens betydning). I bestræbelserne på at nå frem til virkeliggørelse af lokalsamfund – baseret på direkte demokrati – må der ske et opgør med hierarkisering, kvindeundertrykkelse og patriarkatet.
«Vores mest grundlæggende værn mod katastrofer er at blive lokalt baserede. Det betyder
at lære vores naboer at kende, holde jævnlig kontakt med dem, deltage i lokalsamfundet og «stå i lære» hos den natur, der er omkring os og holder os i live.»
David Abram.
Gennemgående her er at erindre om, at centraliserede stater ikke kan implementere «simpel living»-systemer i form af små, meget selvforsynende lokale økonomier, stort set uafhængige af den globale økonomi. Disse kan kun etableres af ansvarsfulde borgere i samfund, der famler sig frem til arrangementer, der fungerer under deres fysiske, biologiske og sociale forhold. Men stat og kommuner kan bidrage ved at understøtte borgerne med de rette institutionelle rammer, der fremmer borgernes omstillingsarbejde.
I samarbejdet med de kommunale forvaltninger er det en opgave at sikre grundlæggende menneskerettigheder og værdighed for alle mennesker, at fremme en økonomi med social og miljømæssig retfærdighed, på en demokratisering af institutioner for mennesker og sikring af retten for folk til at beslutte, hvilken by de ønsker at bo i, og endelig at forvaltningerne påtager sig et etisk engagement over for borgerne.
Tiden er til at opgive det globale vækst- og velstandsbillede og vise der er brugbare og attraktive alternativer. Overalt i verden er omstillinger på vej – også i Frankrig, USA, Bellarus og Rusland.
