Populismebegrepets utilstrekkelighet

Populisme er ikke et negativt svar på neoliberalismen, men neoliberalismens eget instrument, mener sosiologen Éric Fassin.

Mikkel Bolt
Bolt er lektor i kulturhistorie ved Københavns Universitet og forfatter.

Populisme: Le grand ressentiment

Éric Fassin

Textuel

Frankrike

Uanset hvor vi kigger hen, er der populister. I USA har vi Trump, i Storbritannien Nigel Farage, i Frankrig Le Pen, i Holland Gert Wilders, på Filippinerne Duterte. Populisme er en af de mest benyttede forklaringer på det igangværende politiske opbrud, der for alvor blev indledt med Brexit og fortsatte med Trumps valgsejr og Le Pens andenplads i Frankrig. Det indflydelsesrige amerikanske tidsskrift Foreign Affairs har fornylig haft et temanummer om fænomenet, og ifølge analyseinstituttet YouGov har halvdelen af befolkningerne i tolv europæiske lande «autoritære populistiske holdninger». Den belgiske politiske filosof Chantal Mouffe taler om, at vi lever i «populismens tid». Som reaktion på finanskrisen og den såkaldte flygtningekrise afviser folket eliten og nægter at stemme på de gamle partier og deres kandidater. Vi kender naturligvis også fænomenet i en nordisk sammenhæng: I Danmark gik Dansk Folkeparti fra at få 12,3 til 21,2 procent af stemmerne ved folketingsvalget i 2015, og det har afgørende indflydelse på den politik, som Lars Løkke Rasmussens Venstre-regeringer fører. I Norge har Fremskrittspartiet siddet i regering med Høyre siden 2013, i Finland har De Sande Finner gjort det samme med Centerpartiet og Samlingspartiet siden 2015. Og i Sverige bragede Sverigesdemokraterne ind i Riksdagen i 2014 med 12,9 procent af stemmerne. Populismen er tilsyneladende det nye sort politik.

Populismens vesen. Men hvad er populisme egentlig? Den tyske politolog Jan-Werner Müller betegner populisme som en politisk bevægelse, der appellerer til «folket» og præsenterer sig som «folkets stemme». Som når Trump siger, Obama er afrikaner, eller Clinton er købt af Wall Street, men at han selv er det autentiske udtryk for Amerika og repræsentant for det tavse flertal. For Müller er populisme et antipluralistisk politisk projekt. Den afdøde argentinske filosof Ernesto Laclau og hans partner, førnævnte Mouffe, forstår til gengæld populisme som udtryk for politikkens grundlæggende sproglige åbenhed, hvor dannelsen af identiteter er central. Populisme er en særlig artikulationslogik, hvor folket gør op med, hvad det opfatter som undertrykkende magtstrukturer. Det er således en strategi, hvor samfundet italesættes og dermed diskursivt skabes på en særlig konfliktuel måde, der gør det muligt at kritisere det etablerede system.

Venstrefløyen har gjort politikk til et formelt, institusjonelt anliggende, noe som har åpnet døren for de høyrepopulistiske bevegelsene.

Svaret på Trump og Le Pen er ifølge Mouffe, at venstrefløjen bliver populistisk. De europæiske socialdemokratier og venstrefløjen generelt er endt med at forvandle politik til et formelt, institutionelt anliggende, hvilket har åbnet døren for de højrepopulistiske partier og bevægelser, argumenterer Mouffe. Politik er blevet til administration. Det er problemet. Bernie Sanders var et forsøg på en folkelig, populistisk mobilisering i USA, ifølge Mouffe. Demokraternes valg af Clinton overlod hele banen til Trump, der efterfølgende kunne klandre Clinton og Washington for finanskrisen og frikøbet af bankerne.

Flest ikke-velgere. Den franske sociolog Éric Fassin går i sin nye bog Populisme. Le grand ressentiment i rette med såvel idéen om populisme som en politisk bevægelse som med forestillingen om en venstreorienteret populisme. Populisme-termen udvisker vigtige politiske forskelle og risikerer at ødelægge venstrefløjen som politisk position og projekt, skriver han.
Ifølge Fassin er de forskellige cirkulerende populismebeskrivelser mangelfulde. Forestillingen om populisme som et udtryk for folket er forkert. Hvis man kigger nærmere på hvilke befolkningsgrupper, der faktisk stemte på Trump, så viser det sig, at populismebetegnelsen ikke passer. Det var ikke den hvide arbejderklasse, der stemte på Trump – det er mere kompliceret, skriver Fassin. De fattigste amerikanere, der stemte, stemte for størstedelens vedkommende på Clinton. Også for de hvides vedkommende. Trumps vælgere kom fra såvel arbejder-, middel- som overklassen, økonomisk betragtet. Fassin viser, hvorledes indkomst, uddannelse, religion og race tilsammen tegner et mere komplekst billede af de afgivne stemmer. Så at tale om, at folket stemte på Trump, er misforstået. Men endnu vigtigere er det, skriver han, at en meget stor del af de fattige amerikanere slet ikke stemte. Derfor giver det ikke rigtigt mening at tale om populisme som en kamp mellem folket og eliten; det kan godt være, det er Trumps egen fortælling, men den passer ikke, konstaterer Fassin tørt.

En dose populisme sikrer neoliberalismen folkelig støtte.

Politikk er følelser. Et af de centrale diskussionspunkter i Fassins bog er spørgsmålet om forholdet mellem neoliberalisme og populisme. Ofte forstås de populistiske partier som partier, der protesterer mod neoliberalismen og den globale kapitalisme, eksempelvis Trump der tordner mod såvel udflytning af arbejdspladser til Kina som internationale handelsaftaler. Men som Fassin skriver, er de fleste populistiske politikere som Trump snarere at forstå som en fortsættelse af en neoliberal politik. Det er tilfældet med ledere som Erdogan og Duterte, ligesom det er med Trump. Fassin foreslår derfor, at forstå populismen som en art ideologisk supplement til neoliberalismen efter devisen «neoliberalisme til de rige, og nationalisme til de fattige». En dosis populisme sikrer neoliberalismen folkelig støtte. Fassin henter argumenterne til denne læsning hos kulturteoretikeren Stuart Hall, der allerede i 80’erne forsøgte at analysere Thatcher som et udtryk for «autoritær populisme».Snarere end at forstå populisme som en modsætning til neoliberalismen, skal vi således forstå populisme som neoliberalismens instrument, som en xenofobisk, nationalistisk dimension, neoliberalismen kan aktivere.
Som Laclau og Mouffe er Fassin helt på det rene med, at politik i dag ikke kun er rationelle argumenter, men i lige så høj grad et spørgsmål om følelser. Og at venstrefløjen i Europa og USA ikke i tilstrækkelig grad har formået at tale til vælgernes følelser. Politik blev for en stor dels vedkommende til administration i 90’erne og 00’erne, når socialdemokrater og socialister var ved magten. Derfor skal venstrefløjen selvfølgelig forsøge at tale passioneret om politik og adressere vælgernes ønsker og drømme, men naturligvis også utilfredshed. Det betyder dog ikke, pointerer Fassin, at venstrefløjen skal forsøge at kapre højrepopulismens vælgere. Det er nemlig ikke de samme affekter, der er ude at gå på de to fløje, og man kan ikke bare svinge fra højre til venstre.

Venstrepopulisme? Nei! Højrepopulismens følelser er reaktive, de er ressentimentbaserede. Det er venstrefløjens ikke, ifølge Fassin. Enhver forestilling om en venstrepopulisme skal derfor afvises. Betegnelsen illustrerer faktisk selv problemet: populisme først, og derefter venstrefløj. Det er «populisme», der er substantivet, og «venstreorienteret» der er adjektivet.
Hermed er vi ved kernen i Fassins kritik. Populismebetegnelsen tenderer til at opløse den vigtigste politiske forskel, nemlig den mellem venstre og højre. Det er den afgørende distinktion politisk, skriver Fassin. Og kun hvis vi opretholder venstre/højre-modsætningen kan vi tage kampen op mod populismen og mod neoliberalismen. Uden modsætningen mellem venstre og højre forsvinder klassekamp-perspektivet. Derfor skal vi ikke begynde at tale som højrepopulisterne, der spænder den politiske horisont op som et spørgsmål om «os» mod «dem», men holde fast i modsætningen mellem venstre og højre. Vi skal tage spørgsmålet om følelser alvorligt, og forsøge at formulere et positivt venstreorienteret perspektiv, der kan mobilisere dem, der ikke stemmer, men vi skal ikke forsøge at kapre højrefløjens vælgere. Det er dem, der ikke stemmer, venstrefløjen skal have fat i, ikke dem der allerede stemmer til højre.
Fassins ellers glimrende kritik af populismeanalysen ender således som et ikke specielt overbevisende forsvar for den gode, gamle vesteuropæiske venstrefløj og dens partier. Spørgsmålet er jo, om ikke tiden er løbet fra det projekt. Som Fassin selv skriver, er der flere og flere der har opgivet politik. Måske er det dér, det kritiske potentiale findes i dag. Altså i en antipolitisk position, der har opgivet det etablerede parlamentariske system og den nationaldemokratiske ramme.

---