Populismebegrepets utilstrekkelighet

Populisme er ikke et negativt svar på neoliberalismen, men neoliberalismens eget instrument, mener sosiologen Éric Fassin.

Mikkel Bolt
Bolt er lektor i kulturhistorie ved Københavns Universitet og forfatter.

Populisme: Le grand ressentiment

Éric Fassin

Textuel

Frankrike

Uanset hvor vi kigger hen, er der populister. I USA har vi Trump, i Storbritannien Nigel Farage, i Frankrig Le Pen, i Holland Gert Wilders, på Filippinerne Duterte. Populisme er en af de mest benyttede forklaringer på det igangværende politiske opbrud, der for alvor blev indledt med Brexit og fortsatte med Trumps valgsejr og Le Pens andenplads i Frankrig. Det indflydelsesrige amerikanske tidsskrift Foreign Affairs har fornylig haft et temanummer om fænomenet, og ifølge analyseinstituttet YouGov har halvdelen af befolkningerne i tolv europæiske lande «autoritære populistiske holdninger». Den belgiske politiske filosof Chantal Mouffe taler om, at vi lever i «populismens tid». Som reaktion på finanskrisen og den såkaldte flygtningekrise afviser folket eliten og nægter at stemme på de gamle partier og deres kandidater. Vi kender naturligvis også fænomenet i en nordisk sammenhæng: I Danmark gik Dansk Folkeparti fra at få 12,3 til 21,2 procent af stemmerne ved folketingsvalget i 2015, og det har afgørende indflydelse på den politik, som Lars Løkke Rasmussens Venstre-regeringer fører. I Norge har Fremskrittspartiet siddet i regering med Høyre siden 2013, i Finland har De Sande Finner gjort det samme med Centerpartiet og Samlingspartiet siden 2015. Og i Sverige bragede Sverigesdemokraterne ind i Riksdagen i 2014 med 12,9 procent af stemmerne. Populismen er tilsyneladende det nye sort politik.

Populismens vesen. Men hvad er populisme egentlig? Den tyske politolog Jan-Werner Müller betegner populisme som en politisk bevægelse, der appellerer til «folket» og præsenterer sig som «folkets stemme». Som når Trump siger, Obama er afrikaner, eller Clinton er købt af Wall Street, men at han selv er det autentiske udtryk for Amerika og repræsentant for det tavse flertal. For Müller er populisme et antipluralistisk politisk projekt. Den afdøde argentinske filosof Ernesto Laclau og hans partner, førnævnte Mouffe, forstår til gengæld populisme som udtryk for politikkens grundlæggende sproglige åbenhed, hvor dannelsen af identiteter er central. Populisme er en særlig artikulationslogik, hvor folket gør op med, hvad det opfatter som undertrykkende magtstrukturer. Det er således en strategi, hvor samfundet italesættes og dermed diskursivt skabes på en særlig konfliktuel måde, der gør det muligt at kritisere det etablerede system.

Venstrefløyen har gjort politikk til et formelt, institusjonelt anliggende, noe som har åpnet døren for de høyrepopulistiske bevegelsene.

Svaret på Trump og Le Pen er ifølge Mouffe, at venstrefløjen bliver populistisk. De europæiske socialdemokratier og venstrefløjen generelt er endt med at forvandle politik til et formelt, institutionelt anliggende, hvilket har åbnet døren for de højrepopulistiske partier og bevægelser, argumenterer Mouffe. Politik er blevet til administration. Det er problemet. Bernie Sanders var et forsøg på en folkelig, populistisk mobilisering i USA, ifølge Mouffe. Demokraternes valg af Clinton overlod hele banen til Trump, der efterfølgende kunne klandre Clinton og Washington for finanskrisen og frikøbet af bankerne.

Flest ikke-velgere. Den franske sociolog Éric Fassin går i sin nye bog Populisme. Le grand ressentiment i rette med såvel idéen om populisme som en politisk bevægelse som med forestillingen om en venstreorienteret populisme. Populisme-termen udvisker vigtige politiske forskelle og risikerer at ødelægge venstrefløjen som politisk position og projekt, skriver han.

Du har nå lest 4 frie artikler denne måned.

Logg inn (krever online abonnement, 69kr) for å lese videre.

Legg igjen et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.