Da Testo Junkie udkom i 2008 på spansk og fransk (i forfatterens egen oversættelse til fransk i øvrigt) udgjorde den et filosofisk nybrud, som ikke var oplevet siden Jean-Jacques Rousseaus Bekendelser (udgivet posthumt fra og med 1782): I 1700-tallets slutning filosoferede Rousseau ud fra filosoffens eget liv, både det sociale og det private for at finde en sandhed om dette liv.
Med Preciados biografi om sit sociale og private jeg blev der filosoferet fra hele filosoffens krop for at kunne inddrage den virkelighed, denne krop må operere i. Preciados krop udgjorde selve indsatsen, dvs. både det springende punkt for kritikken og det intime refleksionsrum, filosoffen har til sin rådighed for at tænke så udadvendt som gørligt: At krænge det nærværende helt ud, og gøre det i det fjendtlige landskab, Preciado har kaldt den farmakopornografiske tidsalder, og dermed leveret en historiefilosofisk diagnose, der bygger på en «seksualpolitisk analyse af verdensøkonomien».
Og med verden forstår Preciado hele verden, dvs. den verden der er rundet af det nittende århundredes «videnskabelige og koloniale samfund», hvis bærende vektorer først blev helt synlige for 75 år siden, dvs. efter Anden Verdenskrig. Modstanden mod disse bærende vektorer er muliggjort af den potentia gaudendi [«In sexuality studies, ‘potentia gaudendi’ or orgasmic force is the physical and mental potential for pleasure in a body». red.anm.], den reserve af uhæmmet ‘nydelsespotens’, som udgør begærsfilosofiens grundantagelse fra Reich til Deleuze og Guattari m.fl. Men Preciado ved også, at nydelsens kraft indlejres i en arbejdskraft, der kan disciplineres ved forskellige anordninger: Mens disse anordninger hos Rousseau mundede ud i forhandlingen om en ‘samfundspagt’ af fællesskabelig karakter, så bliver Rousseaus ‘contrat social’ til en pornografisk eller pornisk kontrakt hos Preciado.
Livet i kapitalismen
Hypotesen, som Preciado tilslutter sig, er den om en ‘almen merværdiproduktion’ eller som Jacques Camatte formulerede det i 1972 i tidsskriftet Invariance: Menneskene producerer merværdi også når de sover. Dvs. at produktion indeholder arbejdskraftens reproduktion, hvad de italienske feminister havde som hovedpointe i 1970’erne. En sådan hypotese om livet i kapitalismen som alment produktivt har main-stream marxister som Negri og Hardt siden taget til sig uden dog at citere Invariance eller de italienske feminister.
Emnene udvides hele tiden ved at benytte eksisterende analyser, de være sig marxistiske, feministiske, biokemiske, neurofysiologiske, og sociologiske.
Men mens main-stream marxister fortsat opererer med politik som erobring af statsmagten, så satser Preciado entydigt på kraften, det potentielles muligheder, som indeholdt de potentielle mange lag, der fortsat bør undersøges og kortlægges teoretisk og praktisk. Siden Testo Junkie udkom, er den blevet suppleret med Agambens hovedværk Brugen af kroppene fra efteråret 2014. Denne bog, som jeg har oversat til dansk for forlaget THP, afslutter det store Homo sacer-projekt, hvis ni bind sagtens kan læses som det filosofiske underlag for Preciados skrift og ikke mindst skrivemåde.
For stilistisk er Testo Junkie meget speciel, og bogen kunne nok kaldes polemisk fagprosa: Skriften er udadvendt og nærmest udfarende, og kritikkens emner udvides hele tiden ved at benytte forskellige i forvejen eksisterende analyser, de være sig marxistiske, feministiske, biokemiske, neurofysiologiske og sociologiske – og altid i uventede kombinationer. Naturligvis uden tilslutning: Preciado tager således Engels’ opgør med normerne i «familien, staten og privatejendommen», der citeres, for givet, ligesom de produkter, der hidrører fra den farmaceutiske industri, mødes med skepsis, inklusive den testosteron, Preciado brugte til en «frivillig forgiftning» af Beatriz Preciados «krop og følelser». En bureaukratisk endestation for forgiftningen beskrives i den kronik, Preciado bragte i dagbladet Libération 10. september 2016: «Fornavne: Paul Beatriz, anmodning 34/2016», hvoraf det fremgår, at Paul B. Preciado måtte gennem en limbotilstand mellem det at bære et navn og det at være til i virkeligheden, da hans fødselsattest blev destrueret, men endnu ikke erstattet af det nye certifikat, der kunne attestere, at han var blevet forsynet med et nyt fornavn «bekræftet ved underskrift i 2016, men dateret til 1970», som er Preciados fødselsår med en fødselsdato pålydende den 11. september! Mere skelsættende kan denne historie ikke blive.
Michel Foucaults biopolitik og fra Achille Mbembes nekropolitik
Det er værd at bemærke, at uanset hvor krævende denne kur må have været og måske fortsat er for Preciados kredsløb, så er der absolut intet spor af selvmedlidenhed i Testo Junkie. Tværtimod, den teoretiske angrebslyst opretholder en tæt alliance med omtalte potentia gaudendi, som aldrig viger fra ræsonnementerne og skrivestilen.
Man behøver ganske vist ikke belemre teoretiske tekster med overordnede kategoriseringer, selvom Preciado eksplicit ligger sit arbejde i slipstrømmen fra Michel Foucaults biopolitik og fra Achille Mbembes
Alligevel foreslår jeg i min titel ‘politisk biologi‘, og det skyldes, at det er der, vi er endt i drøftelsen af Homo sacer-bøgerne og ikke mindst i drøftelsen af omtalte Brugen af kroppene. Den bog blev analyseret af kendere i en omfattende antologi betitlet Politique de l’exil. Agamben et l’usage de la métaphysique [Eksilets politik. Agamben og brugen af metafysikken] i 2019. Her forklarede Jean-Luc Nancy, at Agambens søgen mindre skaffer filosofien nye begrundelser, end udgør en «expérience au cœur», en erfaring for hjertet eller en hjerteerfaring, der udfordrer tænkningen ved at sætte ontologien på spil så meget, at den løber risikoen for at blive en ‘bio-logi’. Og det er ikke en kritik, påpeger Nancy:
Precadio forsvarer en dissident feminisme og fremmer et opgør med Simone de Beauvoir klassiske udgave af samme.
«Der er ikke nogen kritik i denne konklusion, som skulle jeg have noget bedre at foreslå. Jeg har ikke noget bedre; jeg mener bare, at det er en måde at fremvise vores aldeles fælles vanskelighed på. Den hidrører ikke fra en anden eller forskudt politik; den hidrører først og fremmest fra et væsen eller fra et sind, der er opmærksom på sin egen stasis, på sin egen ud-satheds pulseren og bæven.»
Nancy døde den 23. august 2021, Preciado fortsætter sine meditationer ud fra en lidt anden sensibilitet end den i vores generation, der er født i 1940’erne: Manden er jo kun 50, så meget andet kan komme til, alt som opstandene fortsætter, og den revolutionære utålmodighed, der gennemstrømmer Preciados skrift, tager til.
Boken er oversat af Maria Catalina Heitmann og Maria Cariola. Redigeret af Gustav Johannes Hoder.