Politiets stadig mere omfattende brutalitet

ACAB: et lille fire bogstavers akronym, som det ikke kræver en lang universitetsuddan-
nelse og et diplom at dechifrere. Tværtimod. De fire bogstaver er et verdensomspændende illitterært protestsymbol mod statens voldsmonopol – politiet – en slet krypteret fællesreference for millioner af indsatte, udstødte, brutaliserede og marginaliserede verden over.

ACAB [«All Cops Are Bastards»] er overalt: det er tatoveret på tusindvis af knoer, kradset ind i væggene i alverdens detentions- og fængselsceller, og er uden tvivl verdens mest udbredte anonyme graffiti tag. I den digitale verden, er  ACAB også en reference: på Instagram alene findes ca. 2,2 millioner opslag som er tagget med  ACAB.

Siden det brutale politimord på George  Floyd i Maj 2020, har den enigmatiske bogstavskombination ligeledes kunnet ses på verdenspressens billeder af Minneapolis’ politistation i flammer: et symbol på en udbredt misstillid – eller ligefrem had – til politiet i det Amerikanske samfund.

George Floyd protesterne – der udgjorde de voldsomste sammenstød mellem politi og demonstranter siden Los Angeles-opstanden i 1992 efter politiets racistiske dødsvold mod Rodney King – fik sat spørgsmålet om politiets legitimitet på de globale mediers dagsorden.

Aktivister i  Black Lives Matter  bevægelsen har i forlængelse af prominente intellektuelle som fx Angela Davis og Ruth Wilson Gilmore lykkedes med at skabe international opmærksomhed om en kritisk og nødvendig debat om politiets og fængselsvæsenets samfundsmæssige funktion og eksistensberettigelse.

Mere omfattende brutalitet

Også i Europa er man nu begyndt at diskutere politiets stadig mere omfattende brutalitet, og åbenlyse racisme og statistisk cementerede voldsparathed. I Frankrige – hvor man især i  forsteder (banlieuerne) har oplevet et langt historisk forløb af racistisk motiverede anholdelser for bagateller, systematisk diskrimination, overvågning, chikane, visitationer og ransagelser – rejses nu en række vigtige, kritiske og principielle spørgsmål om politiet som institution.

Vi og vores børn stopfodres med nyhedsudsendelser, film og tv-serier, hvor politiet eller andre autoritetsfigurer er heltene.

Der er især to nyere fransksprogede bøger, som er værd at læse, hvis man vil ajourføres på de europæiske ekkoer af den Amerikanske debat om politiet: den kollektivt redigerede tekstsamling, Défaire la police (som måske bedst kan oversættes med «Afvikl politiet»), og den opdaterede og udvidede genudgivelse af sociolog Mathieu Rigouste’s ny-klassiker La domination policière, der oprindelig udkom i 2012 og fik skabt stor debat i Frankrig.

Begge bøger afviser som udgangspunkt at  politiet kun undtagelsesvist overskrider sine beføjelser: undtagelsen er normen. Politiet udfører dagligt den  vold, som er en nødvendig betingelse for at staten og regeringen kan præsentere sig selv som «civiliseret». Selve politiets funktion er, at, opretholde og sikre klassesamfundet og de privilegier som de besiddende klasser har raget til sig gennem historien. Det er analysen. Derfor er distributionen af samfundsmæssig sanktioneret vold heller ikke ligeligt fordelt blandt alle samfundets medlemmer, men rammer uforholdsmæssigt samfundets nederste lag.

«Vores» beskyttere

I et af de stærkeste bidrag til Défaire la police tager filosof Elsa Dorlin – som også er forfatter til et vigtigt filosofisk værk om vold kaldet Se défendre: une philosophie de la violence (La Découverte, 2017) – livtag med et af de spørgsmål, som kultfilmen La Haine rejste i en større offentlig sammenhæng for første gang: hvorfor er hadet til politiet så stærkt i Frankrig?

Dorlin’s essay tager udgangspunkt i den franske version af  ACAB : sloganet «Tout le monde déteste la police», som betyder «alle hader politiet» eller også «All Cops Are Bastards». For en stor del af det franske bourgeoisie er det et totalt uacceptabelt slogan, for politiet er jo sat i verden for at beskytte befolkningen og sikre opretholdelsen af lov og orden:  sikkerhed, frem for alt. Vi skal lære at elske dem, der beskytter os. Alle dem der hader politiet, er voldelige ekstremister. Eller værre endnu, hvis man ikke bare knuselsker politiet, er man allerede på en måde suspekt.

Men forestillingen om politiet som «vores» beskyttere, argumenterer Dorlin, hviler på en ideologisk tour de force, der på den ene side sætter den neoliberale stats intensiverede og quasi-militære sikkerhedsapparat i scene som en neutral samfundsmæssig institution, mens det på den anden side præsenterer politikorpset som en slags hverdagens superhelte, der sætter livet på spil for at stoppe terrorister, voldtægtsmænd, kidnappere, og tyveknægte.

Vi og vores børn stopfodres med nyhedsudsendelser, film og tv-serier, hvor politiet eller andre autoritetsfigurer er heltene – biografaktuelle Paw Patrol (2013–), hvor små nuttede hundehvalpe farer rundt og rydder op og holder orden ville være et oplagt eksempel her – men i virkelighedens verden er billedet noget mere mudret. Skillelinjen mellem dem der elsker og hader politiet, beror ikke på en abstrakt kalkule – med ekstremister på den ene side og fornuftige patrioter på den anden side – men eksemplificerer et dybt splittet samfund. Virkelighedens pendant til dem, der portrætteres i filmen La Haine (1995, se bilde), har oftest al mulig god grund til at hade politiet.

Ar på krop og sjæl

Banlieuernes brødre, søstre, fætre og kusiner har mærket ordensmagten på egen krop, som Mathieu Rigouste beskriver det med henvisning til en lang række politiforårsagede mord og brutaliseringer af sine barndomsvenner og medborgere i den Parisiske «ghetto» Gennevilliers, hvor forfatteren voksede op: «Jeg er vokset op i et område, hvor tvangen var bøjet efter klasse, race, og køn og omgærdet af statslig vold. Jeg har boet side om side med de mest udbyttede og undertrykte alt imens jeg selv tilhørte de øverste sociale lag i kvarteret, hvilket tit har beskyttet mig mod politivold og har lettet min vej til universiteter og diplomer.»

Mange har ar på krop og sjæl, der dagligt minder dem om, at de ikke er «blanc et diplomé» (hvide og universitetsuddannede) som Rigouste nu er. Rigouste’s personlige vinkel på en akademisk analyse af politiet som samfundsmæssig institution forankrer bogen i et modsætningsfyldt hverdagsliv, der for mange tager form af hvad Rigouste kalder en endo-kolonialisering, en indvendig kolonisering, der tager sigte på at kontrollere visse geografiske områder. Det er hårrejsende læsning at følge Rigouste’s kortlægning af politiets brutaliseringsmetoder fra de franske kolonier og frem til i dag, og hvordan mange af politiets nuværende anti-oprørsmetoder er udviklet og testet under de franske kolonikrige i 1940erne og 50erne i daværende Fransk Indokina og i Algeriet. Slaget om Alger (1956-57), en konflikt mellem den Franske kolonimagt og den Algeriske oprørsfront FLN, der for en stor del udspillede sig i en snørklet casbah, fungerede så sent som i 2009 som simuleret scenarie i træningen af fransk og amerikansk politi.

Det neo-liberale anti-oprørsregime, hvor det franske politi har været en slags international fortrop, fødes med andre ord ud af et nexus af kolonialisme og undertrykkelse. Filmen La Haine portrætterede første generations ressentiment og modstand mod dette regime. Vreden har ulmet, og siden 1990erne har Frankrigs banlieuer lagt gader til nogle af de mest voldsomme oprør og spektakulære politiaktioner i nyere historie.

Indførelsen af undtagelses-tilstanden i 2005 er en slags erklæring af borgerkrig – en voldelig intervention mod dele af egen befolkning.

De store oprør der bredte sig fra den Parisiske forstad Clichy-sous-Bois i oktober-november 2005, udløst af politiets mord på to teenagere, er med rette blevet beskrevet som begyndelsen på en ny æra – oprørenes æra. Siden 2005 har politirepression og modstandstaktikker udviklet sig sideløbende om end asynkront i en kontinuerlig proces der peger frem mod dagens Frankrig – og det mere nylige forløb med de Gule Veste. Et forløb af sammensat modstand, der blandt andet også tydeliggør at skillelinjerne mellem dem der elsker og hader politiet ikke længere kan trækkes mellem de «utilpassede» i banlieuerne og den franske befolkning bredere set.

Sikkerhedsteknologier

Historien om Frankrig i det 21ende århundrede er først og fremmest historien om udvidelsen af undtagelsen til at blive reglen. Den 8. november 2005 hentede den franske Villepin-regering under Jacques Chirac en lov frem om «undtagelsestilstand», der ikke havde været i brug siden 1955, og som var skrevet med det formål at intervenere i Algeriet. Loven om statens undtagelsestilstand havde på sin side rødder i en doktrin fra 1938, der rammesatte statens beføjelser i tilfælde af krig. Som Rigouste skriver, så er indførelsen af undtagelsestilstanden i 2005 en slags erklæring af borgerkrig, en måde for staten af legitimere en voldelig intervention mod dele af sin egen befolkning.

Mellem 2001 og 2009 alene, som Rigouste pointerer, vedtog skiftende franske regeringer ikke mindre end 17 forskellige love, der udvidede beføjelserne for politiet i henhold til «sikkerheden». I samme periode blev «sikkerhed» en særdeles profitabel industri, hvor store franske private våbenproducenter, der tidligere orienterede sig mod militæret, i stigende grad udvikler og sælger sikkerhedsteknologier – strømpistoler, tåregas, vandkanoner, blitzgranater, droner etc. – til politiet, som fremtræder stadig mere svært bevæbnet.

Selvom markedet for sikkerhedsteknologier især forsøger at udvikle det såkaldte mindre-end-dødelige våben-arsenal til politiet, og politikere forsøger at fremselske et narrativ om en «modernisering af politiets magtteknologier» så taler statistikkerne for politiforårsagede mord i Frankrig deres eget tydelige sprog, ifølge Rigouste: «Hvor politiet dræbte mellem 10 og 15 personer om året mellem 2010 og 2015, så dræber politiet mellem 25 og 35 personer om året fra begyndelsen af 2020erne og frem.» Statistikker om politivold og politiforårsagede mord er en notorisk svær størrelse. Hvem og hvad tæller med? Hvem laver statistikkerne? Hvad er «vold» egentlig i sådan en sammenhæng?

Serge Quadruppani og Jérôme Floch rejser i deres bidrag til Défaire la police den svære diskussion om vold via den franske forfatter Jean Genet, der i 1977 forsøgte at drage en distinktion mellem vold og brutalitet. Vold, ifølge Genet, findes i enhver naturlig livsproces, i «hvedekornet, der spirer og bryder gennem den frosne jord, kyllingen der med sit næb hakker hul på æggeskallen, befrugtningen af kvinden og fødslen af barnet, men ingen ville af den grund finde på at anklage for vold.»

Genet’s kontroversielle pointe var, at hvor vold i visse tilfælde kunne betragtes som udtryk for et spontant oprør mod samfundsmæssig undertrykkelse, så var den «brutale» handling derimod altid kalkuleret og rettet mod at undertrykke friheden allerede i sin tidligste blomst: «Den brutale handling er den, der smadrer en fri handling». Spørgsmålet i forlængelse af Genet er måske ikke «hvad er vold?» – men snarere, hvem sidder inde med definitionsmagten? Og, ikke mindst, hvem har det tungeste våbenarsenal til at underbygge sine argumenter med?