Planløse vandringer
I sin søken etter det særegent norske leverer den danske forfatteren Suzanne Brøgger en svært fragmentarisk og sludrende tekst.
Publisert: 2018-07-02
Den danske forfatter Suzanne Brøgger er taget til Norge for at indfange hvad end, det særligt norske måtte være. Hun flanerer omkring på må og få og ser hvad hun kan støde ind i.
Derfor handler værket måske fremdeles om Brøgger selv. Naturligvis og all over. Som her på vej mod afgangen iført rød bowler: «Flødeskumsvagabonden har forladt sine træer og nyhøstede gule marker for at fare vild i Københavns Lufthavn, der bliver lavet om fra minut til minut. Disruption, hedder det. Engang for længe siden valgte jeg samhørigheden med et bestemt landskab – et sted – og at underlægge mig himlen over det, samtidig med at jeg oprindeligt, i bund og grund, har været on the road hele mit liv.»
Norge brukes ofte for å ha en anledning til å skrive om noe annet.
Det er altså den rejsende Brøgger, vi slår selskab med. Det er den vildfarne Brøgger, der kommer på afveje og afkroge i det norske land fra nord til syd. Og det er ikke mindst den selskabelige Brøgger, der for at hitte ud af det norske afsøger dette og hint menneske på sin færd. Falder i snak med alle fra Tomas Espedal og Erik Fosnes Hansen til Vanessa Baird og Finn Skårderud. Det kommer der stedvist spændende samtaler ud af, men også en del tom hyggesnak.
Jevn strøm av nedslag
Naturligvis kommer Norge på banen. Det er trods alt emnet eller måske rettere påskuddet for at skrive denne bog, som egentlig er blevet til på opfordring. Det bliver en lind strøm af nedslag. Om Norges kamp for finde en identitet, der gør at man kan gemme sig lidt for alle andre og fastholde det ikke-moderne i sit væsen, men som også udmønter sig i, at man gerne iklæder sig folkelige gevandter og fejrer en nation, der stadig er ny. Om den særlige sitren mellem det højteknologiske Norge og det dybt folkloristiske Norge, der synes at trives side om side. Og om landets evne til at bevare udkant, som noget, der ikke bare er til overs. Noget, der ikke bare er til for at det urbane centrum har noget at være forskelligt fra. Det bliver en velkendt historie. En hyldest til den norske udkant, hvor kulturen efter sigende også trives, og hvor man oven i købet kan få sig en kop kaffe med mælkeskum. Ved Lofotveggen falder der ro over Brøgger. Lyset og mørket får ny mening, og hun tier stille for en stund.
Lost beauty blues
Norge bruges ofte til at have en anledning for at skrive om noget andet. Norge bliver på den måde en art prisme for samtidige fænomener og problemstillinger. Eksempelvist når Brøgger går i rette mod dem, der tror at islam og wahabismen er to sider af samme sag, og efterfølgende gør hun en dyd ud af at præcisere, at wahabismen er en kunst- og kultur-hadende ørkenkult, som i alt for høj grad og især på saudiarabisk jord har fået lov at blomstre. Eller når hun på en vandring får fastslået over for sig og dermed læseren, at hendes fremskredne alder nu gør, at hun bærer begge køn i sig. Hun er ikke længere bestandigt udsat for begærets blikke, ej længere (kun) et objekt. Derfor kan hun nu gå frit, ud på planløse vandringer, som det hedder i digt af Poul Borum. Eller her i Brøggers egne ord: «Som unge klagede kvinderne over at blive betragtet som sexobjekter. Som gamle klager de over, at de ikke er det mere. Lost beauty blues. Jeg klager ikke. Jeg synger. For mig er det optur.» Dermed får Brøgger også sat sit unge jeg i scene. Det unge jeg, der med værker som Fri os for Kærligheden (1973) og Creme Fraiche (1978), tog blikket på sig, begæret til sig, agerede erotisk på egen hånd og med dette fik frembragt det, hun i tilbageblik kalder bekendelseslitteratur.
Boken er heldigvis en energiutladning av rang, og ordene flyter.
Brøgger læser i avisen om en norsk mand, der går i psykoterapi for at komme i kontakt med sine følelser og får så en association til hvordan vort teknokratiske samfund, hvor vi alle bliver til robotter, har gjort sproget for de menneskelige følelser særligt eksklusivt. Hun harcelerer over hvordan medierne altid vil vide, hvordan noget føles og konkluderer: «Det er aktiernes og sportens sprog, der har sat sig igennem alle sfærer. Et ekstremt fattigt sprog.» Det er muligvis en korrekt analyse, men den har næppe meget med Norge som sådant at gøre.
Impulsivt verk
Men hvad gør det også, når nu bogen heldigvis er en energiudladning af rang. ‘Apropos’ er et genkommende ord i værket. Brøgger kommer i tanke om noget apropos noget andet. Og så starter tankestrømmen, og ordene flyder. For det meste følger man som læser trop i dette essayistiske virvar, men ordstrømmen gør også værket til et meget fragmentarisk og sludrende skriv. Måske næsten en for impulsiv tekst?
