Klokken er 2 om natten i Aarhus, Danmark. Hvorfor gør jeg det her? Forlader en varm, sovende drengekrop ved min side for at begive mig ud på en færd i natten. En færd der på 13 timer skal transportere mig 4400 kilometer for at befinde mig i en by, hvor en eksplosion for to år siden gav en voldsom kæberasler til en by, der i forvejen var plaget. En by, som efter sigende er blevet destrueret og bragt i knæ så mange gange, at befolkningen er holdt op med at tælle. En by, hvor alverdens kulturer og religioner lever side om side, hvilket naturligvis både afstedkommer en fascinerende mangfoldighed og en voldsom tændvæske til konflikt.
Er der farligt i Beirut? Flere end vanligt siger, at jeg skal passe på mig selv. At jeg skal være forsigtig. At jeg skal komme hjem igen. Men jeg har en drøm om Beirut. En drøm, som har rumsteret i mange år, dekader velsagtens. En drøm rodfæstet i en forestilling om det libanesiske som en rig, dragende kultur, hvor det europæiske eksisterer side om side med det arabiske. Hvor koloniale rester af især fransk karakter fortsat præger en kultur, som ellers er beriget af både syrere, armenere, palæstinensere for blot at nævne nogle få af de mange folkefærd, der bebor Beirut.
Nu er jeg en lykkeligt gift mand, men engang var det også en drøm rodfæstet i det erotiske – en dragning mod den libanesiske kvinde i al hendes mystik. De hemmelighedsfulde øjne. Jeg medgiver, at dette nærmer sig et besidderisk, patriarkalsk blik, men der kommer ikke noget godt ud af at flygte fra mine forestillinger – uanset hvor ukorrekte og problematiske de måtte være.
Blikke skriver jeg. Blikket fra den dragende kvinde. Mit patriarkalske blik. Og der kommer flere blikke i spil, da jeg nu ankommer til Beirut.
Vi må klare os selv
Som førstegangsbesøgende kan jeg måske siges at have et jomfrueligt blik, men jomfruens blik er også ofte et turistet blik. Man forfalder til at gøre det, som alle andre før en har gjort. Søger på engelsksprogede websites for at finde ud af hvad der er op og ned på dette fremmede sted. Ender på de samme cafeer og ved de samme attraktioner, som alle mulige andre. Det er nu ikke fordi, der er ret mange andre. Faktisk går jeg de første par dage rundt i Hamra-kvarteret uden at møde andre vesterlændinge. På morgenmadsrestauranten er jeg eneste gæst. Ja, selv på den armenske restaurant Maygir, hvor jeg spiser min aftensmad, er jeg længe den eneste gæst og har hele fem tjenere omkring mig. Der er givetvist lang vej til, at turisterne vender tilbage til Beirut, som i sine velmagtsdage havde 2 millioner besøgende årligt.
Udover turistblikket har jeg også essayistens blik, journalistens og den skrivendes blik. Jeg ved, at jeg skal skrive noget fra denne by. Oplever jeg den så anderledes? Går jeg monstro til den med en bevidsthed om den skrift, det skal ende ud i? Er det journalisten i mig, der gør, at jeg allerede på andendagen farer ud til havneområdet for at besigtige resterne af eksplosionen i august 2020 – eller er der tale om katastrofeturisme? Sporene på havneområdet og i kvarterne omkring havnen er voldsomme. Mange bygninger står tomme, med sprængte ruder og iturevet interiør. Kun en tom skal er tilbage. Selv Sursock-kunstmuseet, som ellers er placeret et stykke fra havnen, er fortsat lukket. De har netop skiftet ruderne i bygningerne, og hvis alt går vel kan de åbne igen til vinteren. Jeg køber et smykke i giftshoppen, som trods alt har åbent.
Udover turistblikket har jeg også essayistens blik, journalistens og den skrivendes blik.
Journalistblikket i mig er dog ikke mere rodfæstet end at jeg faktisk ikke anede, at der var parlamentsvalg for første gang siden 2018 i netop de dage, jeg er i Beirut. Valgresultatet skabte små forskydninger. Lebanese Forces gik frem, fordi de har formået at lukrere på de andre partiers manglende handleevne under corona-pandemien. Især Hezbollah gik tilbage. Jeg så små protester i gaden, og en af mine bekendte oplevede også mindre tumulter og skudsalver, men ellers skabte valget ikke de kampe, som nogle frygtede. Dem jeg snakker med, har dog ingen fidus til at det nye parlament, som forhandles på plads, ændrer på alverden. Tiltroen til at politikerne tager befolkningens alt for vanskelige vilkår alvorlig kan ligge på et meget lille sted. De folk jeg snakket med beretter stort set samme fortælling.
Store armenske, palæstinensiske og syriske befolkningsgrupper bebor Beirut.
Den ældre mand på gaden, der samler pitabrød, som han tørrer og giver til fuglene. Den unge, armenske guide på museet, som ender med at invitere mig med til sin venindes fødselsdag nord for Beirut. Den syrisk-amerikansk-australske (sic) medieprofessor, som er manden, der har inviteret mig hertil. Alle lyder deres beretning ensartet – vi må klare os selv. Politikere er en flok korrupte magtmennesker, som ikke aner, hvad der sker ude i befolkningen.
Amerikanske penge
Endelig er der docentens blik. For jeg er her jo også som docent inden medier. Er kommet for at docere på et af byens amerikanske universiteter. Disse læreanstalter er muliggjort af amerikanske penge, og de er ikke det eneste, som amerikanere øjensynligt betaler. Da jeg på andendagen går mod havneområdet for at beskue eksplosionens fortsatte aftryk, kommer jeg forbi en stribe lygtepæle med skilte på. Ikke i sig selv usædvanligt men skiltene bekendtgør, at lygtepælen er betalt med amerikanske penge, som en lavpraktisk måde at få landet på fode igen. På min vej ser jeg en bilreklame med påskriften «Together we get back on track». Alle formår åbenbart at spekulere i landets tragiske situation.
De amerikansk-finansierede lygtepæle er ellers mangelvare i en by, som ofte henligger i mørke. Det er uvant for den gående. Flere gange skvatter jeg over et hul i fortovet og er nær ved at ryge på næsen. Måske har Beirut altid været sporadisk belyst, men den økonomiske situation har forværret denne tilstand og gør den kaotiske trafik endnu mere uforudsigelig. Jeg vænner mig ikke umiddelbart til det trafikale inferno. Dertil er jeg for begejstret over at være gående. Men jeg ser efter et par dage, at det er en fascinerende, flydende facon, hvormed trafikken finder sted. Når der ikke er et trafiklys til at regulere, hvem der må bevæge sig og hvem der skal holde tilbage, må man finde ud af det på anden vis. Det giver en dialog og interaktion, som ikke er til stede i den trafik, jeg kender til.
Det trafikale kaos er dog en pestilens for den gående. Støjende, beskidt, stressende. Bestandigt disse tilråb om man ikke skal bruge en taxi. Som om det nærmet er helt og aldeles utænkeligt at man hellere vil gå. Men kaosset er også medvirkende til det aldrig bliver en pusse-nusse-by. Aldrig romantisk som Paris. Aldrig omfavnende rolig som Amsterdam. Altid larmer kaos. Selv når man er kommet ind i en rolig sidegade – som nu hvor jeg drikker citrongræs-is-the hos Jai overfor det armenske Haigazian University – afbrydes idyllen bestandigt af hidsige scootere og hurtigt kørende biler.
Alt sættes i bero og starter igen
Den manglende elektricitet aflejrer sig også på de barer og restauranter, jeg frekventerer. Det er hver eneste aften, at strømmen svigter og stederne ligger hen i mørke. Til arabisk stand-up skete det hele fem gange, hvor forestillingen så måtte sættes i bero. En DJ står lydløs tilbage. Bartenderen mikser resten af en moscow mule i mobiltelefonens skær. Og vupti; så er musikken og lyset der igen. Livet går videre som om intet er hændt.
Indbyggerne tager den slags med ophøjet ro. De er vant til det – og til værre ting. Måske giver den slags omstændigheder en anderledes form for fællesskab og måske var det samme fællesskab, der flere gange blomstrede op under corona-epidemien. Sygdommen ramte kort tid efter eksplosionerne i Beirut og ramte dermed et land, som i forvejen var tvunget i knæ. Ikke desto mindre formåede landet at holde smittetallet nede. Dette skete ikke på grund af myndighedernes indsats, men tværtimod grundet en befolkning, der åbenbart har lært sig at agere på egen hånd, når nu, der er ikke er en stat, som tager sig af dem.
Det er muligt at landet efterhånden har fået has på pandemien, men fattigdommen er fortsat et eskalerende problem. Tiggerne er eksploderet i antal, hører jeg. Og man går heller ikke forbi en skraldespand uden at der også er et menneske i gang med at rode skraldet igennem. Økonomien er en lang deroute. Blot på de syv dage jeg er i byen fluktuerer kursen på dollars fra 2,7 millioner libanesiske lira for 100 dollars til 3,0 millioner. Mens mange butikslokaler og shoppingcentre står forladte og iturevne, trives vekselbutikkerne, som findes i hobetal. Det er daglige gøremål for indbyggerne, især dem som er så heldige at få lønnen udbetalt i dollars. Der skal store bunker pengesedler til, når en bog koster 500.000 lira, og det er ikke usædvanligt at se gadevekselerer med enorme mængde sedler. Især brødpriserne ryger i vejret, mens jeg opholder mig i Beirut, hvor også brændstof bliver så stor en mangelvare, at det sorte marked stortrives, mens folks egne dieseldrevne generatorer, som skulle være en backup for de mange strømsvigt fra den officielle el-levering, render tør.
Intet er sikkert mere
Uanset i hvilke områder jeg færdes, går der sjældent længe, før jeg møder en rulle pigtråd på gaden. Ofte ligger den der bare, og man bliver i tvivl om hvilken funktion den har. Hvad det er den vil holde en væk fra. Det samme gælder de mange soldater og checkpoints, der dukker frem midt i ingenting. Hvad mon de beskytter; hvad passer de på? Det hele er med til at skabe en fornemmelse af at befinde sig måske ikke i en decideret krigszone men dog et sted i en undtagelsestilstand – om end denne nærmest har taget permanent karakter.
Libanon har altid været præget af en vis grad usikkerhed og uvished. Det slår mig, da jeg læser i Mishka Mojabber Mouranis bog Balconies. Hun skriver om balkonen som væsentlig arkitektonisk fænomen i visse dele af den arabiske verden. Hvordan livet kan iagttages derfra. Hvordan balkonen er fristed og et sted, man kan gå til bekendelse. Hvordan den både er en del af boligen og samtidig særskilt. Og så skriver hun om alle de gange, hun har iagttaget krig fra balkonen. Det sker for eksempel i juli-dagene, 2006, hvor hendes ord lyder: «It’s all up in the air again. Nothing is sure anymore. Again. Just when things where beginning to feel secure. Just when banality was starting to be taken for granted.»
Der skal store bunker pengesedler til, når en bog koster 500.000 lira.
Disse sætninger kunne med ligeså stor rigtighed gentages her i 2022. Omskiftelighed er et centralt ord, når vi taler Libanon. Efter eksplosionen i 2020 valgte mange borgere i Beirut at flytte mod andre dele af landet eller til andre lande. Sådan har det altid været. Mennesker har flygtet fra dette sted. Andre gange er grupper af mennesker kommet hertil. Store armenske, palæstinensiske og syriske befolkningsgrupper bebor Beirut. Nogle er flygtede, andre emigreret hertil, andre tvangsforflyttet. Så drager de væk. Så kommer de tilbage.
I flyveren hjem møder jeg 19-årige Zeinab. Hun er født i Sverige, men som 3-årig blev forældrene skilt, og hun kom med sin far til Libanon sammen med sine søskende. Efter eksplosionen drog hun igen til Sverige og bor nu hos sin mor i Stockholm. Hun har besøgt sin bedstemor i Libanon, som har givet hende en omgang hjemmelavede waraa eenab med til turen. Dem deler hun venligt med mig, mens vi har en interessant og ærlig samtale på den tre timer lange tur. Da jeg skifter fly i Frankfurt, ender jeg ved siden af to danske kvinder, der bruger hele turen på at spille Candy Crush på deres telefoner. Vi udveksler ikke et eneste ord. Jeg savner allerede Beirut.
