[Obs. Denne finnes her på engelsk]
Der er en ganske særlig træthedsfornemmelse forbundet med påstanden om, at medierne bærer skylden for valget af Donald Trump i 2016. Det er blevet gentaget så ofte, at det nærmest ikke er værd at overveje, hvad der ligger i det. Det er til gengæld værd at bemærke, at påstanden sjældent, hvis nogensinde, bliver fremsat af folk uden for mediernes univers.
De, der lever af at producere, udgive og analysere medier og medieindhold, har tendens til markant at overvurdere mediernes magt og til skamløst at overse de (andre) livserfaringer, som former folks politiske bevidsthed.
I den forstand skriver Kris Fallons nye bog Where Truth Lies. Digital Culture and Documentary Media after 9/11 sig ind i denne tradition for afkoblet forståelse af, hvordan verden fungerer og hvorfor.
Begivenheder, der omfattede afsløringer af hemmelige fængsler, tortur, menneskeretsovergreb, flere end hundrede tusind civile tab, to oversøiske krige.
«I 2016, da ejendomsspekulantarvingen og reality-tv-figuren Donald Trump uventet blev valgt til præsident for USA, var det mediernes skyld», åbner Fallon sin fortælling, og den sætning fik mig ærligt talt nær til at aflyse anmeldelsen. Jeg så for mig 200+ siders gennemført kedsomhed og rastløs irritation.
Heldigvis – formentlig på grund af bogens inciterende titel – hang jeg på et par sider mere, og indså hurtigt, at dette var noget andet. Fallon fik mig ikke overbevist om, at Trump er mediernes skyld (eller, må vi formode, at det havde været mediernes fortjeneste, hvis han ikke var blevet valgt?), men han fik mig overbevist om, at en kritisk analyse af nutidens medielandskab i lyset af den historiske udvikling af dokumentarisk praksis og digitale teknologier er både betimelig og politisk relevant.
De mørke kræfters banehalvdel
Det empiriske udgangspunkt for Fallons kortlægning af den indædte kamp om sandheden, som præger nutidens medier, er den snart tyve år gamle udmelding fra den amerikanske regering om, at terrorisme kun kan bekæmpes, hvis det godes forkæmpere bevæger sig «over på de mørke kræfters banehalvdel».
I bagklogskabens lys, skriver Fallon, indvarslede daværende vicepræsident Dick Cheneys bemærkninger efter 9/11-angrebet i 2001 om at være nødsaget til at «opholde sig på efterretningsverden ens skyggesider» en «lang periode af dyb politisk uro og konflikt over begivenheder, der endnu ikke var indtruffet, begivenheder, der omfattede afsløringer af hemmelige fængsler, tortur, menneskeretsovergreb, flere end hundrede tusind civile tab, to oversøiske krige og en hidtil uset undergravning af civile rettigheder for den gennemsnitlige hjemlige statsborger».
Fallon analyserer ikke disse begivenheders gang, ej heller deres politisk-økonomiske kontekst, men i stedet hvordan dokumentari sk praksis og digitale teknologi er spillede sammen med disse begivenheder, og han gør det med indsigt, historisk overblik og en kølig sans for beskrivelse.
«Opløsningen af juridiske og politiske grænser mellem enheder og aktiviteter, der hidtil havde været adskilt – som for eksempel mellem civile og oprørere, eller mellem militær intervention og nationsopbygning – producerede en tilstand af generel forvirring», hævder Fallon. Herpå analyserer han overbevisende forbindelsen mellem de tilslørende politiske strategier, der iværksættes i «den virkelige verden», og brug av formidlingsredskaber der forventes at redegøre for, hvordan tingene virkelig foregår.
Digitale fortælleredskaber
Nye hybride medieformer og ny dokumentarisk æstetik var allerede undervejs i årtierne op til 9/11, og mediearbejdere begyndte at eksperimentere med disse metoder for at afdække det, som mere end nogensinde blev opfattet som bevidst tilslørede sandheder. Sandheder, som militær, stater, økonomiske eliter, efterretningstjenester, institutioner, politiske partier og andre magtfulde agenter gjorde sig mere og mere umage for at skjule. Denne situation gav også anledning til en opblomstring i, hvad Fallon kalder «konspirationsmedier».
Ifølge Fallon går klassisk dokumentarfilm grundlæggende ud på «at indsamle information om verden, organisere disse data i en socialt meningsfuld form, og derpå præsentere denne information for offentligheden».
Sandheder, skjult av militær, stater, økonomiske eliter, efterretningstjenester,
institutioner, politiske partier og andre magtfulde agenter.
Men for en stadigt mere polariseret offentlighed, under en regering som åbent havde erkendt at den opererede i skyggerne, blev det stadigt vanskeligere at vurdere, hvad der var troværdigt, og stadigt mindre indlysende hvilke narrativer, der var socialt meningsfulde og for hvem.
Fallon sætter de nye medier og digitale fortælleredskaber i kontekst af en historisk analyse af dokumentarisk praksis – som den har været anvendt af både magthavere og opposition – fra 1930erne op til i dag. Gennem læsninger af konkrete dokumentariske værker og modtagelsen af dem undersøger bogen på elegant vis det komplekse spørgsmål om Where Truth Lies, og ja, titlens dobbelttydighed er naturligvis tilsigtet.
Errol Morris
En af de dokumentarfilmskabere, hvis værker og metoder bliver undersøgt i den historiske og politiske kontekst i hvilken de virker (eller ikke virker), er Errol Morris. Film som The Thin Blue Line (om en omstødt dom for mord) og The Fog of War (om den forhenværende amerikansk forsvarsminister og præsident for Verdensbanken Robert McNamara). Morris er bredt anerkendt som en af sin tids største dokumentarister og har længe været pioner inden for brugen af nye digitale fortælleredskaber og deres kritiske potentiale.
Tilfældigvis faldt udgivelsen af Where Truth Lies sammen med at Morris selv blev offer for den polariserede politiske situation, der løber som en understrøm gennem Fallons analyse. Med sin seneste film American Dharma, der går på kritisk opdagelse i Steve Bannons mentale univers, er instruktøren blevet beskyldt for at promovere en alt-right-ideolog.
«Det havde jeg godt nok ikke set komme», har Morris udtalt. «Det kan skyldes, at jeg er idiot. Muligvis.»
Where Truth Lies foreslår mere overbevisende forklaringer. Ikke på American Dharma-modtagelsen specifikt, men på hvordan kampen om sandheden – og dermed om dokumentarismen – er blevet så brutal, og hvordan det at skabe social mening er blevet en så vanskelig og uforudsigelig øvelse.