Øyeblikk av klarsyn

En innsiktsfull øyeåpner til historien som mer enn det lineære fremskritt. 

Gerhard Richter og die Welt
Alexander Carnera
Carnera er frilansskribent, bosatt i København.

Alexander Kluge & Gerhard Richter:
Dispatches from Moments of Calm
Seagull Press, 2016

Layout 1Den 5. oktober 2015 publicerede den tyske avis Die Welt deres daglige avisudgave, men alting så anderledes ud. Mere stille. De aktuelle nyheder glemt ligeså hurtig som de bliver læst var væk, erstattet af en enestående ro frembragt med omsorg for samtidens kaos. Roen var skabt af maleren Gerhard Richter som havde fået råderet denne ene dag til at fylde avisen med sit personlige statement: Afsendte breve fra rolige øjeblikke i urolige tider. Billederne privilegerede det personlige og konkrete sanselige indtryk der bevæger sig fra det intime til forladte huse og øde landskaber. Billederne var som standsninger, små opmærksomhedsøvelser og felter der slog hul ind til en anden virkelighed. Selv i det mest personlige havde Richter fundet frem til noget væsentligt og derfor noget alment, fælles. Med denne trykte avis på denne dag skabte han et stykke massekunst.

Sprænge nutiden. Én af dem som hyldede dette værk var den tyske filminstruktør og forfatter Alexander Kluge, der akkompagneret af Richters billede, begyndte at skrive små historier. Nærværende bog bringer Kluges 89 små historier sammen med Richters 64 billeder. Resultatet er en sælsom, smuk og meditativ bog – men den er også mere end det: Den er også et forsøg på at give et bud på hvad det vil sige at forstå historien, noget der altid har optaget Kluge. Historien er ikke bare den lineære nyhedsfortælling, som ofte falder sammen med elitens og de herskendes historie. Afsendte breve om rolige stunder trækker i nødbremsen i en urolig tid, i fremskridtets lineære tid, og bringer en samtid for dagen der er sprængt mellem en levet og ulevet erfaring. Richters billeder fik Kluge til at stoppe op, tænke, undre sig. Ingen af Richters billeder er sensationer eller genkendelige, men heller ikke abstrakte. Men som invitationer til undren, til at lade sig forbløffe, fare vild, som om netop dette var det mest oplysende. Som øjet der ser blåmejsen der bruger 23 forsøg på at bjerge en kiks, som virkelig ser ud som om den tænker undervejs over hver en detalje. Som hunden Leica (fra kameraet) der ligger i morgensolen, der godt nok er en hund, men som intet har til fælles med den rumrejsende Laika. Også den lå roligt i rumkapslen, trænet som den var til at modstå stress. Den døde som bekendt af overophedning før giftpillen som skulde sende den i døden virkede. Kluge skiver at «denne noble hund aldrig kunne siges at ligge roligt i sin kurv i sin kredsen om jorden 18 000 mil i timen. Den hund der ligger der i morgensolen har intet til fælles med den døde rumrejsende, hverken skæbne eller navn».

At «se». I 1946 blev den russiske astrofysiker Gamov, der i 1946 fløjet rundt i USA og Canada for at holde foredrag – og pludselig ser han på en støjende café i New York med sine egne øjne, i et af de få rolige øjeblikke han har, rotationer af atomer og subatomære partikler, deres spin, den konstante revolution af molekyler og partikler, den hurtige snurren af galaxer. Dette snapshop erfarer han som én samlet bevægelse som et komplekst stykke musik, som i lighed med noget han havde hørt i Venedigs katedral i 1930’erne, som han havde fået lov til at besøge af Stalin. Engang blev Rudolf Steiner spurgt om hvad han forstår ved tilfældet, den tilfældige hændelse, men undgik spørgsmålet, hvorpå Kluge kommer ham til undsætning: I sommeren 2002 nåede en gruppe børn fra den russiske by Ufa, der var blevet hædret med en tur til Spanien på grund af deres flotte karakterer, ikke deres fly der ankom for sent til Moskva. De døde alle sammen i det uautoriserede fly der blev brugt til deres sidste destination. Men kort før de gik om bord ankom to repræsentanter fra Ufa for at tage deres børn ud af flyet. De nægtede børnene at flyve med et fly der ikke oprindeligt havde været arrangeret for turen, og tog de to unge skuffede tilbage til Ufa, hvor de efterfølgende blev modtaget med åbne arme (ulykken havde i mellemtiden fundet sted). Kluge skriver at «i den antroposofiske videnskab er dette et eksempel på en fornemmelse for tilfældet […] De kender til disse (fremtidige hændelser), ikke fordi de kan spore deres årsag, men fordi de kan «se» tætheden som signalerer en fare».

Du har nå lest 3 gratis artikler denne måned. Er du abonnement, logg inn i
toppmenyen eller tegn online abonnement (69kr) for å lese videre.

DEL

Legg igjen et svar

Dette nettstedet bruker Akismet for å redusere spam. Lær om hvordan dine kommentar-data prosesseres.