Overmoden økonomi

Allan Nasser tager i sin nye bog et nyttigt opgør med myten om USA som landet, hvor enhver kan realisere sine drømme.
Hans Henrik Fafner
Fafner er fast kritiker i Ny Tid. Bosatt i Tel Aviv.
Email: fafner4@yahoo.dk
Publisert: 01.02.2019
Overripe Economy. American Capitalism and the Crisis of Democracy
Forfatter: Alan Nasser
Pluto Press, England

Det amerikanske samfund synes at være båret frem af en ukuelig optimisme. Enhver er sin egen lykkes smed, og myten om avisdrengen der ender som mangemillionær, er med til at drive værket.

Men i de senere år er der gået alvorlige skår i den amerikanske drøm. Almindelige mennesker får sværere og sværere ved at få økonomien til at hænge sammen, og politiske fænomener som Tea Party-bevægelsen og Green Party er tydelige tegn på at tænkningen er under forandring. Og ikke mindst er den betydelige interesse omkring Bernie Sanders og hans «bløde socialisme» en tilkendegivelse af et begyndende opbrud i det klassiske topartisystem. Det republikanske parti er blevet invaderet af Donald Trump, og Demokraterne har slået ind på en økonomisk kurs der – ligesom dengang Tony Blairs New Labour regerede i Storbritannien – mest af alt tilgodeser eliten.

USAs mirakel

Dette er blandt de beske konklusioner Alan Nasser når frem til i sin nye bog Overripe Economy. American Capitalism and the Crisis of Democracy. Nasser, som er professor emeritus i politisk økonomi og filosofi ved The Evergreen State College i delstaten Washington, byder på en både progressiv og provokerende analyse af voksende sociale uligheder og demokratisk forfald – og dette gør han gennem en detaljeret læsning af kapitalismens vej op gennem amerikansk historie.

I 396 måneder fra 1867 blev den amerikanske kapitalisme formet. I bare 199 av disse voksede økonomien; i 197 var den i krise.

Forfatteren sporer udviklingen helt tilbage til den tid hvor de store teknologiske landvindinger efter almindelig opfattelse lagde grunden til Amerikas økonomiske mirakel. Det bedste eksempel er nok jernbanen. I 1869 var der lagt skinner fra kyst til kyst, og henimod århundredets afslutning havde landet det mest vidt forgrenede jernbanenetværk i verden.

Men amerikanernes højt besungne frihedsideal og en næsten total mangel på central styring gav det hele en mørk slagside. Der blev nemlig investeret i den grad at man snart stod med en voldsom overkapacitet, hvilket førte til en uendelig række konkurser. I 1876 var næsten halvdelen af alle jernbaneaktier stort set værdiløse, og når bunden falder ud af markedet, fører det til massefyringer og pressede lønninger.

Jagten på profit

En anden hellig ko, som Nasser slagter, er historien om Henry Ford og samlebåndet. I tiden efter 1. verdenskrig omstillede amerikansk industri sig til civil produktion, og netop den berømte T-Ford er i eftertiden kommet til at stå som den store demokratisering af privattrafikken. Alle modeller kom i den samme sorte farve, teknikken var enkel, og produktionsomkostningerne i bund. Men sandheden ligger et andet sted. Dels hævder forfatteren at Henry Ford slet ikke opfandt samlebåndet, men kun benyttede sig af allerede eksisterende teknik, og dels argumenterer han for at hovedsigtet var at øge den personlige profit. Den moderne industriproduktion gjorde det nemlig muligt at benytte ufaglærte arbejdere der var så dårligt lønnede at de aldrig selv ville få råd til en bil.

Den påståede demokratisering førte altså allerede da til dybere sociale forskelle. Tilmed havde frihedsidealet og den indgroede individualisme stillet sig i vejen for den solidaritet som kendetegnede arbejderklassen i Europa. Amerikanerne havde aldrig fået nogen stærk fagbevægelse som kunne værne om den lille mands rettigheder, og navnlig under krisen i 1930’erne slog myndighederne brutalt ned på enhver optakt til folkelig protest.

Forfejlet Obama

Nogen gennemgribende løsning er det aldrig blevet til. Den store økonomiske velstand efter 2. verdenskrig og troen på den amerikanske ufejlbarlighed gjorde at folk flyttede ud i forstæderne og levede lykkeligt i nuet. Hvorfor bekymre sig om fremtiden når det går godt?

Samlebåndet var slet ikke Henry Fords opfindelse – han benyttet det kun for  at øge sin personlige  profit ved at ansætte ufaglærte arbejdere.

Så ramte ulykken med finanskrise og den økonomiske afmatning. Boligboblen brast, og i et samfund hvor den uhindrede kapitalisme for længst havde sat dagsordenen, stod ingen politiker klar til at bremse de nødstedte folk i faldet. Mange iagttagere satte deres lid til Barack Obama som præsident. Han kom med dramatiske løfter om at slutte krigen i Afghanistan, lukke Guantánamo, give arbejdere frihed til at melde sig ind i en fagforening, at gøre en ende på velhavergruppens enorme skattefordele og at restituere den solide middelklasse. Intet af dette kom til at holde stik. Men Obama leflede for den berømte ene procent – ligesom Clinton og hovedparten af de øvrige politiske ledere har gjort.

Folket vågner

Midt i den lange jeremiade er der dog et lyspunkt. Forfatteren går nye veje ved at identificere det såkaldte arabiske forår som en global tendens. Bogen har naturligvis ikke fået de sociale protester i Paris i december 2018 med, men det svarer meget til eksempelvis de brasilianske protester mod de enorme udgifter til VM i fodbold i 2014 – og så er der naturligvis 2012, hvor skolelærerne i Chicago strejkede. De protesterede mod ringe arbejdsvilkår og lave lønninger, og som noget helt usædvanligt blev den til et lokalt samfundsanliggende. Lærerne fik støtte af forældre og andre faggrupper i byen, og deres strejke blev en tungtvejende grund til at Rahm Emanuel kun på et hængende hår blev genvalgt som borgmester i byen i 2015.

Perioden fra 1867 til 1900 kan betegnes som amerikansk kapitalismes formative tid. Men i disse 396 måneder var landets økonomi kriseramt i 197, mens resultatet af de øvrige 199 udviste vækst. Dette blev resultatet af en overmoden økonomi og ukontrolleret kapitalisme, og i princippet er det nøjagtig de samme problemer amerikanerne kæmper med i dag. Eneste forskel er at amerikanerne nu, langt om længe, er ved at se sandheden i øjnene og har gennemskuet de etablerede politikere. Derfor blev Chicago 2012 et vigtigt pejlemærke, som en strejke der blev til noget mere. Tendensen som Alan Nasser ser, er at kampen kommer til at handle om mere end lønforskelle og sociale uligheder: ønsket om en dybere samfundsændring.

Se også Krisen, når den kommer.

Kommentarer