Som ansat i Overborgmesterens økonomiforvaltning i Københavns Kommune i årene 1994-97 var jeg i arbejdet som spændt ud mellem to tidsperioder. En fortid hvor København stod for at være en tilbagestående, bureaukratisk by, som turister rynkede på næsen af og en periode med en vækstoptimisme på vej, hvor en hel beslutningsinfrastruktur var under etablering og udbygning med offentlig applaus og attraktion som «verdens bedste by» (Monocles).
I bogen Opgøret om København tegner Peter Schultz Jørgensen et billede af en udvikling i nyliberal retning de sidste 30 år, hvor finanskapitalen har haft kronede dage og hvor såkaldt almindelige mennesker i stort tal har måttet fraflytte deres by. – Forfatterens ambition med bogen er at se bagom udviklingen af «verdens bedste by» og aflive en række myter om byen samt skitsere nogle forudsætninger, der må være til stede, hvis udviklingen skal vendes i retning af en bæredygtig, inkluderende by.
Velstandsstigning
Med Stockholm-konferencen i 1972 og Rio-konferencen i 1992 blev der kastet et nyt lys ind over den velstandsstigning som fortsatte, da verden ellers havde lagt afstand til Anden Verdenskrig. I årene omkring 1968 gennemgik alle kontinenter omvæltninger, som blev begyndelsen til den ikke-bæredygtige, ulige og komplekse verden, vi ser i dag: Med afkoloniseringen, hvor et antal kolonier fik den politiske selvbestemmelse, men ikke den økonomiske. Hvor der foregik et politisk opgør med dominansen i de østeuropæiske lande, der for alvor kulminerede med murens fald i 1989. Og hvor studerende og arbejderklassen i forening over en stor del af verden gjorde oprør mod hierarkier og deres kultur, mest markant i Paris i 1968 med den store generalstrejke. Øst-Vest modsætningen med Sovjetunionen og den frie verden som hovedmodsætningen var under nedbrud. Den økonomiske globalisering triumferede hen over landegrænserne og arbejderklassen lod sig generelt stille tilfreds med nogle forbedringer af deres livsvilkår. Genopbygningen efter de voldsomme ødelæggelser under Anden Verdenskrig gav så store vækstrater, at der også var et råderum til forbedringer for såkaldt almindelige mennesker.
Men den senere store accelerations ressourceforbrug og den nyliberale økonomis og kulturs indflydelse på borgeren og på udviklingen af forbruget lagde grunden til bl.a. den globale opvarmning og faldet i biodiversitet. (I 1972 udkom bogen Grænser for vækst, men bogens pointer blev ignoreret eller var ilde hørt). Opvågning til en krise for civilisationen skete ujævnt og verdenssamfundet havde i øvrigt ingen institutioner, der kunne matche de nye globale udfordringer.
Konklusionen, der kan drages af «grænser for vækst», er at overskridelsen, graden af ubæredygtighed i verden er blevet så stor, at et bæredygtigt samfund ikke kan defineres på anden måde end i form af en enorm «degrowth» (af-vækst) til niveauer af ressourceforbrug pr. produktion, forbrug og BNP, der er en lille brøkdel af den nuværende rige verdens- eller det globale niveau.
Hvordan kan København i den sammenhæng være verdens bedste by?
Overborgmesterens plan
Mere end noget andet sted blev det i den tidligere overborgmesters «laboratorium», at konturerne til en omlægning af Københavns udvikling fandt sted. Som overborgmester i perioden 1989-2004 valgte Jens Kramer Mikkelsen efter 27 år i kommunens øverste politiske ledelse i 2004 at forlade det direkte politiske arbejde for at sætte sig i stolen som direktør for Ørestadsselskabet. Måske med større indflydelse på byens udvikling end ved at være overborgmester.
Kramer var nødt til at gøre byen attraktiv for private investorer.
Hermed fortsatte Kramer Mikkelsen det arbejde han allerede som overborgmester havde stået i spidsen for. Københavns Kommune og Staten indledte et samarbejde for at få sat gang i udviklingen i hovedstaden efter mange års stagnation. Det hed sig, at Kramer var nødt til at gøre byen attraktiv for private investorer og de mere velhavende skatteydere.
Planen var, at der skulle opføres et helt nyt erhvervsområde (Ørestaden), hvor virksomhederne kunne få lige så store domiciler opført, som det var sket ude i forstæderne til København. Her – i Ørestaden – lå de lige ved siden af lufthavn og motorvej og var desuden serviceret af en hurtigkørende metro til centrum.
Det lykkedes Kramer Mikkelsen at få Folketinget med på at lade staten lægge penge ud for metroen. Gælden skulle så betales tilbage gennem salg af kommunens byggegrunde i havnen og på Fælleden (et stort grønt område i byens umiddelbare nærhed). Som tænkt, sådan virkeliggjort.
Efter tre år som direktør i Ørestadsselskabet, blev selskabet i 2007 splittet op i Metroselskabet og i udviklingsselskabet By & Havn, hvor Kramer Mikkelsen blev direktør. Selv om der var byplansfadæser i Ørestad og byggeriet ved Kalvebod Brygge ved havnen blev kritiseret, så opnåede byudviklingsmodellen økonomisk succes. Hertil kom, at Hovedstaden fik 100.000 nye indbyggere og en velhavende befolkning.
By & Havn – afkoblet fra demokratiet
Med udviklingsselskabet By & Havn var der skabt en konstruktion, der ligger mellem stat og kommune uden for den gængse politiske kontrol – næsten som et privat selskab med gode konkurrencevilkår, stabilitet og handlekraft i udviklingen af byen. Konstruktionen havde bare ikke indbygget mulighed for refleksion, kritik, justering ud fra et demokratisk princip. – I udviklingsskabet blev en række store anlægsprojekter søsat: Ørestaden, Nordhavn, Amager Strandpark, Sluseholm, Lynetteholm.
For Kramer er byen øjensynlig først og fremmest en forretning, der skal løbe rundt. Og det kan undre, at der ikke fra bystyret, de omkringliggende kommuner og civilsamfundet har kunnet mobiliseres en mere omfattende kritik før nu, hvor der bliver blæst til kamp mod Lynetteholm-projektet.
I sin borgmestertid stod Kramer Mikkelsen i spidsen for at sælge kommunens 13.000 almene boliger til andele og ejere. Man har haft så travlt med at vende den arbejdsløses by til en vellønnet skatteyderby, at man overså at dem med almindelige jobs ikke havde råd til at bo i de nye bydele. Den opdelte by er nu en konsekvens af pligten til at skabe høj værdi af de offentlige byggegrunde som grundlag for at betale for den dyre metro. Udviklingsselskabet og dets mange projekter har desuden spundet byen ind i et net af uigennemskuelige beslutningsprocessen, der gør borgeren fremmed i sin egen by.
Degrowth-perspektivet
Schultz Jørgensens bog er et fremragende forsøg på at rammesætte og gennemskue forvridningen af hovedstadsudviklingen gennem udviklingsselskabet By og Havn. Bogen er samtidig et nødråb om nødvendigheden af en offensiv vision der sætter en demokratisk og bæredygtig dagsorden.
Dengang der ikke var forudset nogen grænser for vækst, var det primære mål – forståeligt nok – at tage magten for at øge materiel overflod og omdirigere industriel kapacitet til mere retfærdige formål. Men nu kan en bæredygtig og retfærdig verden ikke forudses, medmindre produktionsniveauet, «levestandarden» og BNP dramatisk reduceres. Det vil sige, medmindre der sker en storstilet degrowth til økonomier, der ikke vokser. Schultz Jørgensens mange temaer til en alternativ strategi tager nok mere udgangspunkt i By og Havns strategi og «opgøret om København» end i hvordan København kan bidrage i den globale omstilling til bæredygtighed.
Den sjette rapport fra IPCC (august 2021) talte sit eget tydelige sprog. Mange initiativer er i gang eller planlagte, men omfanget og hastigheden rækker ikke. Og der mangler forståelse for degrowth-perspektivet.
Følgende angiver den orientering i omstillingen som mere og mere finder utryk i en eco-anarkisme : 1. Et dybtgående kulturskifte, til en enklere livsstil, der involverer langt mindre produktion og forbrug pr. indbygger. 2. Overgang fra globaliserede til lokaliserede systemer. 3. En ny styreform, der primært involverer folk i små samfund, der tager kooperativ og deltagende kontrol over deres egen lokale udvikling, via frivillige udvalg, arbejdsbier og distriktsmøder. 4. En ny økonomi, som er en lille brøkdel af størrelsen af den nuværende økonomi, ikke er drevet af profit eller markedskræfter, vokser ikke og sikrer, at behov, rettigheder, retfærdighed, velfærd og økologisk bæredygtighed bestemmer formålene i forhold til de begrænsede ressourcer, der er til rådighed.
