Opplysning er opprør

Nielsen er bosatt i København.

Udviklingen af konkurrencestaten har de seneste årtier medført at en ny type standardisering hamrer på døren for at blive lukket ind og implementeret. Kunstig intelligens, big data, robotter, nanoteknologi, avanceret dataanalyse, automatisering og såkaldt deep learning er værktøjer som understøtter en mekanistisk algoritmetænkning i alarmerende rask fremvækst. Ny teknologi bør naturligvis indgå i samfundsudviklingen, men – som i tilfældet med kniven – bør en konkret anvendelse bero på en kvalitativ vurdering.

Materialisme. På det seneste vinder et nyt privat universitet, Singularity University, frem og er nu under etablering i Danmark. Universitetet har futuristen og Google-udviklingschef Ray Kurzweil som en af dets inspirationskilder. Mobile computere/smartphones, cloud computing og selvkørende biler har været blandt Kurzweils forudsigelser, og i The Singularity Is Near (2005) folder han et fremtidsbillede ud hvor maskinintelligens og mennesket flyder sammen og fusionerer, og machine learning vil blive den dominerende læringsform.

Udviklingen mod Singularity-standarden har længe været undervejs. Ja, allerede i 1600-tallet, med den videnskabelige tænknings eksperimentelle metoder og den tilhørende matematisk-fysiske logik, blev grundlaget lagt. Alle kompleksiteter med baggrund i den menneskelige erfaring er siden blevet søgt udviklet og reduceret til rene fysiske forløb som kan behandles i små, isolerede «pakker» og eksakt måles.

Sosialkredittsystemet skal utgjøre et hypereffektivt menneskedressursystem.

Kina på banen. Forud for nyliberalismens fremmarch havde samfundskritikeren Lewis Mumford analyseret moderne samfundsplanlægning og konstateret at den i altovervejende grad var uforenelig med menneskets behov. I The Pentagon of Power (1971) taler han om kundskabens automatisering og mener at den gængse tro på mekanisk kvantificering uden samtidig menneskelig kvalificering gør hele uddannelsesprocessen latterlig.

Systemet af internationale institutioner opbygget efter den anden verdenskrig – med det militærindustrielle innovative drive, afkoloniseringen afløst af neokolonisering og med nyliberalismens fremmarch – har været en støtte til den vesterlandske udviklingsmodel. Men fra en helt anden kulturbaggrund melder Kina sig nu ind i kampen om verdensherredømmet. Kinas nye overvågningsteknologier kan associeres med et totalitært regime uden fortilfælde, idet et socialkreditsystem baseret på kybernetisk tænkning nu er under implementering. Dette er ikke nogen kinesisk, men en amerikansk opfindelse, og den skal udgøre et hypereffektivt menneskedressursystem.

Periodens karakter. Voksende CO2-udledning, klimaflygtninge, stigende ulighed og politisk ustabilitet bidrager til en opløsning af den verdensorden vi har kendt siden efterkrigstiden. Men allerede i 1991 kunne forfatter og senere præsident i Tsjekkia Václav Havel ytre følgende:

«Jeg tror at hvis verden skal forandre sig til det bedre, så må noget forandre sig først og fremmest i den menneskelige bevidsthed, i selve det nutidige menneskes humanitet; mennesket må på en eller anden måde komme til sig selv; det må befri sig for den skrækkelige involvering i alle det totalitæres åbenbare og skjulte mekanismer, fra konsum over repression og reklame til tv-manipulation; det må gøre oprør mod rollen som magtesløs del af en gigantisk maskine der styrer gud ved hvorhen; det må atter i sig selv finde en dybere ansvarlighed for verden – hvilket betyder ansvarlighed over for noget højere end det selv.»

Oplysning og fællesskab. I sin nye bog Se frem. Fra opløsningstid til oplysningstid folder Tor Nørretranders Immanuel Kants (1724–1804) filosofiske bidrag ud gennem sidst-
nævntes kategoriske imperativ og forbinder fortid, nutid og fremtid. «Det kategoriske imperativ handler om at kunne leve sammen med andre i frihed, således at man ikke begrænser sin egen frihed ved at begrænse andres og dermed undergrave sin egen frihed.»

Bogen er opdelt i to, hvor «stjernehimlen over mig og moralloven i mig» (sitat Kant) deler bogen. I den første del tages afsæt i hjerneforskeren Karl Fristons predictive processing ifølge hvilken vi erkender ved «udkast» og ved en efterfølgende korrektion fra vores sanseverden. Og sådan fortsætter og fortsætter det. «Vi ser kun vores egne udkast, som kontrolleres gennem vores vekselvirkning med verden. Vekselvirkningen er virkelig og rodfæstet, men de billeder vi danner os af det vekselvirkende – verden og os selv – er på gyngende grund.»

Den gjengse tro på mekanisk kvantifisering uten samtidig menneskelig kvalifisering gjør hele utdannelsesprosessen latterlig.

«Vores lyster og tilskyndelser kommer til viljen gennem vores drifter, vores indtryk fra omverdenen, alt det man normalt opfatter som vores lyster, frygt og behov.» Her bliver den personlige autonomi en forudsætning for den moralske handlen – at man er selvrådende og altså indretter sig efter den ene forskrift at man skal gøre det man gerne vil have alle andre bør gøre. Dette vil yderligere kunne danne grundlag for en kantiansk økonomi. Og fortsætter man med at tænke selv, ja, så vil der ifølge Kant være grundlag for at danne et fællesskab, som hos Nørretranders bliver til commonities. At feste vil være en af vejene til at understøtte sammenholdet. Og Wikipedia giver mulighed for en «enorm, offentlig oplysningsepoke» med «en indsigt af verdenshistorisk betydning»: «Sandheden er antifragil.»

Gør det selv. Den pædagogiske formidling er hos Nørretranders veludviklet, også grafisk. Udfoldelsen af Kants kategoriske imperativ tilvejebringes i bogen ved omfattende henvisninger og et antal ophold i rød typografi, hvor der redegøres for «Hvor er vi?», «Hvad har udgjort ’vejen hertil’?», «Hvad er milepæle?» og «Hvad er ’vejen frem’?»

Nørretranders når frem til besvarelse af Kants tre berømte spørgsmål fra Kritik af den rene fornuft: 1. Hvad kan jeg vide? (Med «udkast» får vi del i kundskaben.) 2. Hvad skal jeg gøre? (Vi skal insistere på autonomien og det endeløses etik.) 3. Hvad tør jeg håbe? (Start selv – fremfor at være objekt for det onde, så bliv subjekter for det gode.) «Hold op med at klage over at man ikke kan få den mad du gerne vil spise. Hold op med at vente på at samfundet flytter sig, flyt det.»

Naturresonans. Ifølge Nørretranders mente Kant at oplysning var at folk tænkte selv og selvstændigt. I bogens kontekst bliver oplysningstid oprørsk og i en ny udgave præget af decentral organisering af viden og netværk. «Sand oplysning. Det er vores ansvar. Og det allervigtigste ved oplysning er at alle skaber den.»

Modgiften mod fremmedgørelse er resonans med naturen. Og hvad vi sanser, er i virkeligheden noget der foregår i vore hoveder, ifølge den moderne neurologi. «Det vi føler indeni er det egentlige udenfor.» Når vi om få år begynder at bygge robotter med egen vilje, med sansning og en verden indeni – «så vil vi begynde at forstå os selv og vores måde at forstå verden på».

Når vi det? Er vi tidligt nok ude?

---
DEL