Enhver tidsepoke rummer sine større eller mindre udfordringer og behov for forandringer – siger man. Men i dag fremstår udfordringerne fundamentalt anderledes end tidligere. Som i flyet i fuld fart på vej mod en klippevæg, hvor piloten først nu desperat forsøger at finde instruktionsbogen til sit køretøjs instrumentpanel. Alle er vi deltagere i en altomfattende metamorfose i en verden der stadigt bliver mere kompliceret og kompleks – jævnfør titlen på den afdøde tyske sociologen Ulrich Becks sidste bog The Metamorphosis of the World. Selv på god vej mod afgrunden har vi endnu ikke begreberne på plads for at kunne tale om hvad en hensigtsmæssig indretning af vores liv på jorden indebærer.
Et nyt sprog
I Kældermennesker er det netop metamorfose forfatter Carsten Jensen bruger som karakteristik på den historiske periode vi nu gennemløber: en kaotisk tilstand hvor man ikke længere ved hvor det hele bærer hen. Vanskeligheder med at orientere sig leder til en omsiggribende frygt og vrede uden at en overordnet vejledning synes at være tilstede. I dette kaos behøves de ord og begreber der kan beskrive den nye normalsituationen vi alle er bragt i – et helt nyt sprog. I dette sprog – der også må inkludere et nærvær i handling – må der kunne findes spirer til at se og bevæge sig frem mod det næste stadie i verdenshistorien. Jensen konstaterer at vi er nødt til at genopfinde os selv og begynde at søge efter svar på hvorfor vi er sat her på jorden.
68-kuppet
Hvad er det der sker for øjnene af os, som vi alle ved ikke kan fortsætte? Det er en orden – en ny religion – med krav om økonomisk vækst, som efter afslutningen på Anden verdenskrig har bragt civilisationen i en så dyb krise at «den store omstilling» udgør et must.
De objektive betingelserne for en sådan transformation er i dag til stede, herunder teknologien – men de subjektive mangler fortsat. Det så vi i 1968: Kun fraværet af et internationalt lederskab umuliggjorde et paradigmeskifte. Dengang var der behov for en topstyrelse der kunne matche sammenfaldet af opbrud på tre globale fronter: den anti-koloniale kamp i de såkaldte udviklingslande, den anti-bureaukratiske kamp i den sovjetdominerede verden samt den antikapitalistiske kamp i OECD-landene.
Parallelt med kommersialiseringen av samfunnslivet fulgte en brutalisering av arbeidslivet og en tivolisering av fritidslivet.
Det vindue med udsigt til en omfattende revolution der dog havde været åbent i nogle måneder efter oktoberrevolutionen 1917, forblev lukket i 68; oprøret blev ovenikøbet indledningen til en storoffensiv fra the establishment, strategisk udformet i nyliberalismens ånd. Med dette system introduceredes ikke blot en revideret økonomisk model med markedsgørelse af de livsunderstøttende systemer – det var en verdensomspændende kultur der introduceredes.
Neoliberalismens agenter
Så massiv har den samtidige overgang fra industri- til videnssamfundet været, at mennesker ansat i private og offentlige virksomheder har blevet underlagt en disciplinering med totalitære træk. Lønmodtageren og deres organisationer er forvandlet til enkeltstående forbrugere som på et manipulerende marked er blevet underlagt stadig ringere arbejdsvilkår. Udsat for sociale mediers overvågning og lokket til optagelse af banklån for at kunne købe varer med designet udløbstid og i øvrigt holde kapitalismen gående, er de blevet en slags markedsliberalismens isolerede agenter. I dag er forbrugersamfundet en verdensomfattende livsstil, der trods kulturelle forskelle fra sted til sted på kloden har nøjagtig samme bagtæppe.
Francis Fukuyamas «enden på historien» udgjorde således i virkeligheden enden på oplevelsen af at være en del af historien – at kunne have indflydelse på den eller være med til at forme den. Vores egen handlekraft som et fællesskab føltes herefter som var den lagt i graven, anfører Carsten Jensen.
Fragmenteret krise
Parallelt med markedsgørelsen af samfundslivet fulgte en brutalisering af arbejdslivet og en tivolisering af fritidslivet. Følelsen af frihed gjaldt kun forbrugeren. Utallige var forsøgene på samfundsreformer, men uden at det kom så vidt at disse blev sat ind i det nødvendige systemkritiske perspektiv.
Med de reducerede vækstrater udsættes de velfærdsordninger der var mulige under den økonomiske optur, for pres. Uligheden stiger. Hele befolkningsgrupper føler sig nu svigtet og synes at lade sig indfange af højrepopulisternes frygt. I en periode hvor der ellers er behov for at anskue krisen globalt og systemkritisk, bliver krisen i stedet fragmenteret ud på temaer som race, nation, klasse og køn. Velfærdsstaten kommer under angreb. Kældermennesker – med reference til Dostojevskijs bog af samme navn – bliver i disse sammenhænge katalysatorer for at bringe «det onde» ind i verden, hævder Carsten Jensen.
Francis Fukuyamas «enden på historien» utgjorde i virkeligheten enden på opplevelsen av å være en del av historien.
Forfatteren afstår fra at komme med anbefalinger til en strategi for omstilling, men henviser dog sine læsere til viljens optimisme (Antonio Gramsci) i den nye mulighed der ligger i den altomfavnende katastrofe. «Vi» skal komme med bud på at det kan gøres anderledes, for vinder «de», bliver vi alle tabere. Dem-og-os-tænkningen er «det samme som opskriften på vor egen undergang».
Kældermennesket må med
Men hvad er det Jensen selv gør ved at udstille og lægge afstand til kældermennesket? Vi skal da «vinde» kældermennesket. Og hvor har vi hans bottom-up-perspektiv med dannelsen af nye inkluderende fællesskaber?
Vi står overfor et omfattende healingarbejde – på miljøet, menneskene og ikke mindst samfundsinstitutioner der har haft kapitalismens vækstkrav som eksistensgrundlag. Den højreorienterede slagsbroder, den moderne forbrugsfixerede nabo og bankdirektøren med den høje gage – ja, også kældermennesket – alle skal hver fra sit sted inddrages i «den store omstilling». Dette kunne Jensen have tydeliggjort. Menneskene skal vindes for at deltage i denne transformation og ikke udstilles for de forskellige grader af brutalisering og tivolisering de har været udsat for.
Med den globale opvarmning har alle jordens mennesker fået et fælles problem. Opgaven kan ikke løses som da amerikanerne efter Pearl Harbor-angrebet omskabte deres industriproduktion til en krigsproduktion og indtrådte i kampen mod nazismen: Fronten kan i dag ikke tegnes ind på noget verdenskort, som krigsgeneralerne dengang gjorde det. Nej – i dag må krigen utkæmpes over alt, og fronten griber ind i ethvert menneske.
