Abonnement 790/år eller 190/kvartal

Oplevelsen av (u)menneskelige møder med de gamle

Jeg skal hjelpe deg. En sykepleiers farvel til eldreomsorgen
Forfatter: Vigdis J. Reisæter
Forlag: Cappelen Damm (Oslo)
SYKEPLEIE / Efter et årti i norsk ældreomsorg kunne sygeplejer Vigdis J. Reisæter ikke længere holde ud at måtte give en beroligende pille til angste demente i stedet for en hånd at holde i og et øre at lytte med.

Det er en dårlig fugl, der skider i sin egen rede, lyder et dansk mundheld, og sådan har systemet åbenbart opfattet sygeplejer Vigdis J. Reisæters beretning fra frontlinjen i norsk ældreomsorg. I hvert fald kunne hendes ekspertise pludselig alligevel ikke bruges under covid19-pandemien, da det kom til den ansættelsesansvarliges opmærksomhed, at hun havde skrevet en kritisk kronik om de forhold, der i efteråret 2018 fik hende til at forlade ældreomsorgen.

Hun havde fået nok

Nu har hun skrevet en hel bog. For når mennesker ender med at sejle rundt i deres egen lort mens de venter på at blive fulgt på toilettet – eller nær eksploderer i eget pis, når ingen i flere dage opdager, at vandladningen ikke fungerer – fordi der ikke er nok bemanding på de sygehjem, der udgør rammen om deres sidste tid her på jorden, så er nogen nødt til at slå alarm.

Og det gør sygeplejere generelt ikke, ifølge Vigdis J. Reisæter, der selv mener, at hun har skrevet alt for få «avvik» – som det hedder, når plejepersonale rapporterer om noget, der er gået alvorlig galt under en vagt – i sin tid på forskellige norske sygehjem.

Når mennesker ender med at sejle rundt i deres egen lort mens de venter på at
blive fulgt på toilettet–eller nær eksploderer i eget pis.

Hendes erfaring er, at mange sygeplejere undlader at rapportere af forskellige årsager. Dels er der i praksis ikke mulighed for det inden for arbejdstiden, dels kan det blive opfattet som illoyalt af ledelsen, og dels får det stort set aldrig nogen konsekvenser. De gange, Vigdis J. Reisæter selv skrev afvig, havde det absolut ingen anden effekt end at hendes egen frustration voksede.

Efter godt et årti i aktiv tjeneste som sygeplejer i ældreomsorgen – et job, Reisæter fandt sit kald til, da hun passede sin mormor, som selv havde et langt liv som sygeplejer bag sig – havde hun fået nok. Hun kunne ikke længere legitimere et system, der alt for ofte tvinger patienter og plejere ud i nedværdigende og til tider farlige situationer.

Jeg skal hjelpe deg blev i stedet Reisæters længste og formentlig mest ærlige afvige. Det er rørende og ofte hårrejsende læsning at følge med gennem sygeplejerens tilbageblik og refleksioner over både generelle forhold, konkrete situationer og (u)menneskelige møder med de gamle, hun var sat i verden til at tage sig godt af, med de pårørende, med kollegerne, og de overordnede.

pixabay

Hvor værdig pleje ofte sker på trods

Eksempelvis Edle, der i en alt for ung alder er blevet lænket til sengen på et sygehjem på grund af multippel sklerose og af samme årsag ikke er umiddelbart venligt stemt over for hverken omverdenen generelt eller sygeplejerstudenter specifikt, bliver den første patient, Reisæter får det primære ansvar for at hjælpe gennem en på alle måder urimelig hverdag.

Dette første forsøg på at opbygge en relation til en patient, som kan gøre det muligt at udføre plejen på en meningsfuld måde, fungerer også som narrativ indføring i, hvorfor det er så altafgørende at plejere har tid – rigtig tid – til at sætte sig ind i patienternes livssituation, deres individuelle behov, deres reaktionsmønstre, deres tegn på bedring og på forværring. Den tid har Reisæter med Edle, men – viser det sig – kun fordi hun på det tidspunkt stadig er under uddannelse.

Hvor det alt for ofte ender ikke bare trist, men virkelig galt.

Derfra bliver vi ført dybere og dybere ind i et univers, hvor værdig pleje ofte sker på trods. Hvor patienter bliver underernæret, fordi ingen har tid til at hjælpe dem med at få en fungerende og behagelig madoplevelse. Hvor demente får beroligende medicin med tvivlsom effekt i stedet for omsorg og trøst, når de bliver angste.

Og hvor det alt for ofte ender ikke bare trist, men virkelig galt. Fordi der er for få på vagt, og fordi dem, der er på vagt, hverken er tilstrækkeligt uddannet eller har tilstrækkelig tilknytning til det konkrete sygehjem til faktisk at kende patienterne.

Med benene i en akavet stilling

Ved at læse Reisæters beretninger om, hvorfor mennesker kun kan plejes ordentligt hvis de behandles som netop det – som mennesker, mennesker med historier og personligheder, der har afgørende betydning for, hvordan deres sygdomsbillede tegner sig og hvordan det bedst kan behandles – kom jeg til at tænke på min fars sidste hospitalsindlæggelse, inden han kom på plejehjem, som det hedder i Danmark.

Han var blevet fundet af hjemmeplejen om morgenen med høj feber i forslået og forvirret tilstand. Jeg tog hjem til ham og pakkede nogle ting til et par dage på hospitalet, mens vi ventede på at han blev hentet. På hospitalet afleverede jeg hans ting til personalet, som lovede at tage sig godt af ham.

Da jeg kom tilbage om eftermiddagen, var han blevet kørt til en anden afdeling. Da jeg langt om længe fandt ham, var det første, der fangede mit blik, en stor rød plastiksæk, som var presset ned mellem sengekanten og hans bevidstløse krop. Der lå hans ting, i posen der, og der lå han, med benene i en akavet stilling på grund af den store pose. Jeg blev så arrig og havde lyst til at råbe til personalet, at han var et rigtigt menneske med erfaringer og levet liv og relationer og uforbederlige meninger og dårlige vittigheder, og at de kraftedeme ikke skulle behandle ham som en pakke dødt kød. Men der var ikke noget personale at råbe til.

På plejehjemmet var oplevelserne for min far og for os pårørende en hel del bedre, og en ting var i hvert fald tydeligt: At personalet ville patienterne det bedste. Også selvom der ikke altid var ressourcer til alt det, de ønskede at hjælpe med.

Stærkt vidnesbyrd

Reisæter understreger, at bogen er skrevet ud fra subjektive erfaringer, og at der kan være stor forskel på, hvor velfungerende et sygehjem er fremfor et andet. Men hun sandsynliggør samtidig gennem både oplysninger om sygeplejermangel og sundhedssystemet i øvrigt, og gennem beskrivelser af rutiner og bemanding på flere forskellige sygehjem, at det næppe bare er hende, der har urealistiske forventninger til, hvad et sygehjem skal kunne tilbyde, eller hende, som bare ikke kan levere det, der skal til, som sygeplejer i geriatrien i det 21. århundrede.

Hvert kapitel er lige rystende, og undervejs blev jeg stadigt mere foruroliget ved tanken om, hvad der mon ville vise sig at være dråben, der fik bægeret til at flyde over. Det er da også en utrolig smertefuld historie, men det er meget af det, der er gået forud også.

Det tog et årti for Reisæter at blive slidt ned, fordi systemet aldrig lod hende udføre sit arbejde sådan som hun var blevet uddannet til. For nogen tager det længere, for andre kortere. Forhåbentlig får Reisæters stærke vidnesbyrd andre konsekvenser end et individuelt arbeidsforbud rettet mod den, der protesterer.

Nina Trige Andersen
Nina Trige Andersen
Trige Andersen er frilansjournalist og historiker.

Du vil kanskje også like