Det onde: åndens avmakt

Den fransk-tunisiske filosofen Mehdi Belhaj Kacem vil lære oss veien til det gode gjennom en økt innsikt i det onde.

Alexander Carnera
Carnera er frilansskribent, bosatt i København.

Transgression of the Inexistent. A Philosophical Vocabulary

Mehdi Belhaj Kacem

Bloomsbery Academic

Først bragede han igennem med en roman som 21-årig, så fik han en pris for sin rolle i filmen Wild Innocence (2001), hvorefter han trak sig tilbage til landet for at hellige sig filosofien der kulminerede med fadermordet på hans gamle lærermester Alain Badiou (Apres Badiou, 2011). Her angriber han forestillingen om at filosofien skal være en procedure for det gode liv, for ingen kan bruge dette til noget i deres eget liv, og slet ikke i dag, hvor teknologien har taget over. Men hvad så, sker der noget nyt i filosofien der er værd at lytte til? «Hvis filosofferne er så smarte,» spørger Kacem, «hvorfor er der så ingen der tror på dem? Hvorfor er det religion der dominerer vores selv-erklærede sekulariserede tidsalder?» Som Lenin spørger han: Hvad bør gøres? Hans svar er at vi må forsøge at forstå det onde som en del af både naturen, civilisationen og menneskets egen dramatiske proces. Som selvlært antifilosof vil han opfordre os til at forlade universitetsfilosofiens skoler og i stedet, med Reiner Schürmann (affødt tysk-fransk filosof), rette opmærksomheden mod den tragiske konflikt og spænding der udmærker selve eksistensen.

Kanskje er humanismen kun mulig som en form for sorgarbeid.

Det onde. Vi er vant til at tænke det onde som en moralsk fejltagelse, en defekt af det gode. Men man behøver ikke at ulejlige djævlen for at forstå det onde, som Rüdiger Safranski udtrykker det. Det onde er en del af dramaet om den menneskelige frihed. Mennesket er ikke ren natur, men river sig løs og gør sig fri og lader sig stå åbent overfor en horisont af muligheder. Det vinder noget, men taber også noget, nemlig den ubetingede samhørighed med alt levende. Det er derfor også i mennesket at striden mellem principperne opstår, den mellem lysets kraft og mørkets magt. Hos dyrene findes denne modsætning ikke. Hos Gud er den bragt til en enhed; hos mennesket forbliver den en prekær situation. Spørgsmålet er: Kan mennesket overskride sig selv med selvoplysning, selvtranscendens, overvindendelse af egoismen, altså med kærlighed, den lyse side? Det er frihedens opgave at bevare princippernes rangorden. Mennesket er frit fordi det kan vælge både det gode og det onde, som Schelling sagde. Men på grund af livsangsten forråder mennesket de afgørende principper. Det forråder ånden fordi det negligerer den rest, det regelløse ved tingenes grund, der ikke lader sig opløse i forstanden. Denne forråelse er en del af det ondes struktur, den er mere end noget moralsk forkasteligt, den er forbundet med en synd mod Helligånden, en åndelig kraft. For Kacem er problemet imidlertid ikke løst med kristendommens lære om arvesynden, bevidsthedens løsrivelse fra helligheden og paradisets have. Religionen kan ikke tænke det helende som et skabende element (katarsis). Filosofien må tage over. Den første opgave vil være at takle samtidens rod, som er nihilismen.

«Misjonering er å bringe sannhet til makten. Politikk handler om å vinne makten for å forsvare sannheten.» 

Det svage væsen. Idet det trak sig væk fra den rene animalske væren, begyndte mennesket at efterabe naturen. Siden har det gentaget denne fordobling gennem tilegnelse hinsides enhver nødvendighed. Landbrug imiterer (efterligner) jæger/samler-kulturen; naturvidenskaben imiterer naturens love; og i dag imiterer politikken teknologien. Mennesket er det tilegnelsesstræbende eller annekterende dyr. Gennem det mimetiske supplement og den teknologiske kløgt kompensere mennesket for sin mangel på styrke og instinkt. Imitation (mimesis) resulterer i teknologi der skaber sit eget farlige supplement. Problemet opstår i den institutionaliserede mimesis som Kacem kalder «nyhedens tragedie», at vi har erstattet gentagelsens krævende nyhed med nyheden som uophørlig udnyttelse og rovdrift. Det er denne fordobling af mimesis der leder til hans teori om overskridelse (transgression), som er roden til så megen unødig lidelse og ondskab i dag.

Overskridelsen. Politiken er ifølge Kacem endt som en teknologisk administration for umådeholdenhed (excess) forårsaget af mimesis (efterligning): falske behov, overflod af luksus, fritidskonsum, tvungen underholdning, tvungen ironisering og parodisering af livet. Også kunsten er tilfreds med at svælge i mørkets overskridelse uden at komme nogen vegne. Overskridelsestanken fra romantikken over avantgarden, chokering af borgerskabet og Rimbaud-epikoner er død. Overskridelsen er i dag endt som en ironisk parodi: vulgærrige russere, neuroteknologiens udødelighedsformer, kunstens performancejagt. Ironien er for Kacem nihilismens symptom: Subjektet der ikke tænker hvad det siger. Moderne politik er blevet dette «bugtalernes sprog». Vi lever omringet af middelmådighed, ingen betydningsfulde begivenheder i sigte, ingen overskridelse. Det bliver en opgave i sig selv at finde frem til det virkeligt interessante i vor tid. En antifascistisk opgave. Ondskaben i dag antager mange former, middelmådighedens tanke-for-markedet er én af dem, en anden uviljen mod at tænke.

«Hvis filosofene er så smarte, hvorfor er det ingen som tror på dem?»

Katarsis. Det virkeligt interessante for Kacem er forbundet med det helende (katarsis), det, som bl.a. stod på spil i kunstens tragiske drama og elegi – som mindede det politiske samfund om dets mislykkethed og skabte en ny indsigt. Men vi er endt i en blindgade han kalder «den tomme gentagelse», hvor vi producerer mere lidelse og menneskeligt affald end nogensinde før. Hvordan kommer vi videre? Svar: Vi skal ikke opgive, men konfrontere arvesynden eller åndens afmagt direkte i vores liv: «Vi skal bringe den menneskelige begivenhed tilbage til livet på jorden.» Ikke som ren vitalisme, men som en erkendelse af livet som en anomali, som en begivenhed der kræver omvending fordi den fordrer en bekymring for døden og det onde der tilføre livet resonans og mening. Vi kan ikke længere gøre det til et etisk projekt at fornægte det onde og døden (Spinoza, Deleuze). Måske er humanismen kun mulig som en form for sorgarbejde, sådan som Kacem læser sin lærermester Schürmans Broken Hegemonies. Heraf Kacems forsøg på at gøre legen til et helende kald. Legen er en overskridelse af krigen fordi det er det eneste sted hvor man nyder og hengiver sig til reglerne. For at kunne tænke det onde – ånden i dens afmagt – er vi ifølge Kacem i dag nødt til at gå tilbage til de helt gamle tekster – jødiske skrifter, de ægyptiske nomader, de sumeriske, de indiske, inkaerne, babylonerne. Trods forhastede konklusioner og løse mellemregninger er Kacem på sporet af noget væsentligt. Om han bliver talerør for en ny økologisk bevidsthed og/eller en ny selvkritisk bevidstgørelse, vil tiden vise.

DEL

Legg igjen et svar

Dette nettstedet bruker Akismet for å redusere spam. Lær om hvordan dine kommentar-data prosesseres.