Omstilling for enhver pris

Intense utvekslinger mellem kinesiske og vestlige økonomer bante vei for Kinas åpning av økonomien.

Andersen er historiker og frilansjournalist.

Unlikely Partners – Chinese Reformers, Western Economists, and the Making of Global China

Julian Gewirz

Harvard University Press

UK

I 1984 går en af «de otte udødelige», Chen Yun, der var med til at grundlægge People’s Republic of China, på talerstolen under et møde for toppen af Kinas kommunistparti med en – forgæves – opsang til sine kammerater. Han har netop tabt et afgørende ideologisk slag om kursen for de økonomiske reformer i Kina, men accepterer det ikke. «Vi er et socialistisk land. Det er dette mål, vi altid må stræbe imod,» siger Chen Yun og minder om, at graden af civilisation ikke kun skal måles på det materielle, men også det spirituelle niveau. Derpå «vakler» han, gammel og svækket i mere end én forstand, ned på sin plads.

 

Goh Chok Tong, statsminister i Singapore 1990–2004, var bedrøvet over landsmennenes måte å opptre med de nye pengene sine på.

Unlikely Partners – Chinese Reformers, Western Economists, and the Making of Global China skildrer de tumultariske år fra formand Maos død i 1976 til ordene «socialistisk markedsøkonomi» blev skrevet ind i Kinas forfatning i 1993.

Det helt centrale drama i Unlikely Partners er kampen mellem «konservative» kræfter i Kinas kommunistparti (CPP), med Chen Yun som en af hovedaktørene, og de «ambitiøse» reformatorer, med statsoverhovedet Deng Xiaoping i spidsen. Sidstnævnte var den i Vesten mest kendte frontfigur – dog ikke den mest centrale arkitekt for omstillingen af økonomien, som var folk som Zhao Ziyang, premierminister 1980–87 og derpå generalsekretær for CPP, indtil han faldt i unåde for sin modstand mod at sætte militæret ind mod de demonstrerende studerende og arbejdere på Tiananmen-pladsen i 1989.

Raske penger. Det er vist meningen, man skal synes, det er lidt komisk, når en kadre (et aktivt og lojalt partimedlem, red.anm.) som Chen Yun ikke vil indse, at hans tid er forbi. Der er i hvert fald ikke nogen tvivl om, hvem kulturantropologen Julian Gewirtz holder med – og hvem elsker ikke vindere? Det er da heller ikke småting reformfløjen får gennemført – en fløj som er mere en mosaik end en monolit, lærer man bogen igennem.

Man kan fremdeles oppleve fellesgymnastikk i parker og på plasser, samt en annen historisk levning: veggavisene, og de eldre som rolig står og leser dem. 

Salig Chen Yun døde i 1995 og kunne formentlig allerede på daværende tidspunkt næppe identificere det socialistiske i den socialistiske markedsøkonomi. Endnu mindre ville han have kunnet det i dag. Denne altmüdische partikadres på sin egen måde rørende insisteren på, at socialisme ikke kun handlede om økonomiens ordning, men også menneskets væsen, fik mig i løbet af bogen til at tænke på en kadre af en ganske anden ideologisk observans (men måske ikke så radikalt forskellig, som man umiddelbart kunne tænke): Goh Chok Tong, premierminister i Singapore 1990–2004, der i sidste del af sin regeringstid bedrøvedes over sine landsmænds måde at opføre sig med deres nye penge på, særligt når de opholdt sig i fattigere nabolande:

«Our social graces have not kept pace with our material progress,» beklagede Tong for eksempel i en tale på Singapores nationaldag i 2001.

Goh Chok Tong forsøger stadig, nu som emiritus, at bruge enhver anledning til at opdrage de nye generationer. Singapores middelklasse har i mellemtiden fået hård konkurrence fra kinesisk middelklasse, der larmende indtager regionen med deres rigelige yuan. Hurtige penge har sjældent nogen god indflydelse på folks manerer. Men det er naturligvis ikke i sig selv et argument for ikke at efterstræbe økonomisk fremgang – særligt når udgangspunktet er så magert, som det var i Kina i de år, hvor reformfløjen tilkæmpede sig magten.

Misforståelse? Nu er dem, der larmer mest, som bekendt ikke nødvendigvis flertallet. Chen Yuns Kina findes da også stadig. Både i form af materiel fattigdom og i form af en også på andre måder beskeden livsform. I Shanghai, den kinesiske metropol i hvilken CPP blev dannet og i hvilken det globaliserede Kina hele tiden har eksisteret – under forskellige former og regimer – er der ikke langt fra de afsindige shoppinghorder (af alle nationaliter) til den besindige hverdag i kvarterer som for eksempel området syd for Fudan-universitetet, hvor man stadig kan opleve fællesgymnastik i parker og på pladser, eller et andet levn fra fortiden: vægaviserne – og de (ganske vist typisk ældre) folk, der roligt står og læser dem.

Fudan-universitetet var i øvrigt der, markedsfundamentalisten Milton Friedman gjorde sit Kina-comeback i 1988 efter det første angiveligt temmelig afmarcherede visit i 1980. Friedmans besøg i Kina udgør et af subdramaerne i Unlikely Partners: Denne Chicagoskole-kultfigur, der også agerede rådgiver for Chiles Pinochet-regering, var en af de vestlige økonomer som indflydelsesrige CPP’ere inviterede til intellektuelle udvekslinger allerede i de første år af reformæraen.

Skal man tro Gewirtz’ udlægning skete det i Friedmans tilfælde i første omgang på baggrund af nærmest en misforståelse: De reformorienterede kendte alene Friedman for hans ekspertise i at bekæmpe inflation, mens de «konservative» CPP-fraktioner ganske enkelt ikke anede, hvem han var. Det første besøg vakte da heller ikke stor jubel fra nogen af parterne.

I det følgende kapitel kan man så læse om invitationen af Princeton-økonomen Gregory Chow – der også var et overraskende valg – at CPP-folkene måske har troet hans faglige titel af «politisk økonom» skulle forstås i marxistisk forstand. Det forekommer lige lidt for fiffigt tænkt af kulturantropologen. Gewirtz forsøger at fremlægge sine analyser nøgternt, men har til tider vanskeligt ved at skjule sin moro. Han bevæger sig flere steder væk fra den deskriptive dyds smalle sti og undergraver dermed den respektfulde tilgang, han bebuder i indledningen, hvor der blandt andet står:

«This book […] replaces the abstract idea of ‘changing China’ that existed in the fantasies of often uninvited foreign advisers with a firm foregrounding of the partnership between Chinese reformers and Western economists.»

Østeuropeiske økonomer viste reell interesse for den kinesiske konteksten, mens amerikanerne virket svært lite interesserte i å forstå Kina.

Vestlig desinteresse. Dog både viser og fremhæver Gewirtz bogen igennem, hvor imponerende vedholdende CPP-toppen var i sit forsøg på at forstå andre økonomiske forestillingsverdener end deres egen hidtil praktiserede. Også når de «vestlige» økonomiske ideer blev præsenteret med begrænset indsigt i den konkrete sammenhæng, de skulle tale ind i.

Fra kinesisk side var der fra slutningen af 1970’erne og frem et oprigtigt forsøg på at udvide den ideologiske, teoretiske og praktiske kapacitet til at styre og forandre økonomien. Fra vestlig side var vidensbegæret sjældent gengældt. Det noterer Gewirtz sig kun i begrænset omfang. Han understreger gang på gang, hvor lidt kinesiske økonomer begreb af kapitalistisk økonomi, men finder det ikke lige så relevant at dvæle ved, hvor lidt «vestlige» økonomer begreb af socialistisk planøkonomi generelt og den kinesiske variant specifikt.

Når jeg sætter «vestlige» i citationstegn skyldes det, at Gewirtz har valgt at gruppere også østeuropæiske økonomer fra før murens fald som vestlige, fordi det ifølge kulturantropologen er sådan, det oftest præsenteres i de kinesiske kilder. Ikke desto mindre er der en verden til forskel på, hvordan østeuropæiske økonomer og især amerikanske økonomer gebærdede sig i Kina. Groft sagt udviste førstnævnte reel interesse for den lokale kontekst og gjorde sig umage for at optræde høfligt, mens sidstnævnte virkede svært lite interesserede i at forstå Kina – eller sågar blive forstået af deres kinesiske kolleger – og nogle, heriblandt for eksempel Friedman, optrådte decideret hovent. Man skulle ellers mene, at det mindste, man kunne gengælde en uventet invitation med, var en smule respekt.

Økonomi vs. politikk. Unlikely Partners er et fascinerende indblik i de kampe, der foregik omkring ommøbleringen af kinesisk økonomi efter Mao. Om visioner og hensynsløshed, tvivl, vidensbegær, nysgerrighed, mod og overmod. Ikke mindst tydeliggør den de logikker, der førte til, at liberalisering af økonomien ikke førte tilsvarende politisk åbning med sig. Med mindre Gewirtz udelader noget substantielt, lå spørgsmålet om politisk demokratisering i øvrigt heller ikke de «vestlige» økonomer på sinde i deres udvekslinger med kinesiske kolleger.

Den dissens, der – dog med klare og indimellem pludseligt håndhævede grænser – blev givet plads til i Deng Xiaoping-æraen, var alene i de økonomiske diskussioner, der kunne præsenteres som nærmest rent tekniske. Desværre bliver man ikke af Unlikely Partners meget klogere på, hvordan de forskellige CPP-aktører egentlig har trukket grænserne for, om et reformtiltag kunne lirkes ind i en «socialistisk» begrebsramme eller det faldt udenfor. Hvori det særligt socialistiske i såvel planøkonomi som markedsøkonomi består, er dermed fortsat noget af en gåde.

---
DEL