Omstilling for enhver pris

Intense utvekslinger mellem kinesiske og vestlige økonomer bante vei for Kinas åpning av økonomien.

Nina Trige Andersen
Trige Andersen er frilansjournalist og historiker.

Unlikely Partners – Chinese Reformers, Western Economists, and the Making of Global China

Julian Gewirz

Harvard University Press

UK

I 1984 går en af «de otte udødelige», Chen Yun, der var med til at grundlægge People’s Republic of China, på talerstolen under et møde for toppen af Kinas kommunistparti med en – forgæves – opsang til sine kammerater. Han har netop tabt et afgørende ideologisk slag om kursen for de økonomiske reformer i Kina, men accepterer det ikke. «Vi er et socialistisk land. Det er dette mål, vi altid må stræbe imod,» siger Chen Yun og minder om, at graden af civilisation ikke kun skal måles på det materielle, men også det spirituelle niveau. Derpå «vakler» han, gammel og svækket i mere end én forstand, ned på sin plads.

 

Goh Chok Tong, statsminister i Singapore 1990–2004, var bedrøvet over landsmennenes måte å opptre med de nye pengene sine på.

Unlikely Partners – Chinese Reformers, Western Economists, and the Making of Global China skildrer de tumultariske år fra formand Maos død i 1976 til ordene «socialistisk markedsøkonomi» blev skrevet ind i Kinas forfatning i 1993.

Det helt centrale drama i Unlikely Partners er kampen mellem «konservative» kræfter i Kinas kommunistparti (CPP), med Chen Yun som en af hovedaktørene, og de «ambitiøse» reformatorer, med statsoverhovedet Deng Xiaoping i spidsen. Sidstnævnte var den i Vesten mest kendte frontfigur – dog ikke den mest centrale arkitekt for omstillingen af økonomien, som var folk som Zhao Ziyang, premierminister 1980–87 og derpå generalsekretær for CPP, indtil han faldt i unåde for sin modstand mod at sætte militæret ind mod de demonstrerende studerende og arbejdere på Tiananmen-pladsen i 1989.

Raske penger. Det er vist meningen, man skal synes, det er lidt komisk, når en kadre (et aktivt og lojalt partimedlem, red.anm.) som Chen Yun ikke vil indse, at hans tid er forbi. Der er i hvert fald ikke nogen tvivl om, hvem kulturantropologen Julian Gewirtz holder med – og hvem elsker ikke vindere? Det er da heller ikke småting reformfløjen får gennemført – en fløj som er mere en mosaik end en monolit, lærer man bogen igennem.

Man kan fremdeles oppleve fellesgymnastikk i parker og på plasser, samt en annen historisk levning: veggavisene, og de eldre som rolig står og leser dem. 

Salig Chen Yun døde i 1995 og kunne formentlig allerede på daværende tidspunkt næppe identificere det socialistiske i den socialistiske markedsøkonomi. Endnu mindre ville han have kunnet det i dag. Denne altmüdische partikadres på sin egen måde rørende insisteren på, at socialisme ikke kun handlede om økonomiens ordning, men også menneskets væsen, fik mig i løbet af bogen til at tænke på en kadre af en ganske anden ideologisk observans (men måske ikke så radikalt forskellig, som man umiddelbart kunne tænke): Goh Chok Tong, premierminister i Singapore 1990–2004, der i sidste del af sin regeringstid bedrøvedes over sine landsmænds måde at opføre sig med deres nye penge på, særligt når de opholdt sig i fattigere nabolande:

«Our social graces have not kept pace with our material progress,» beklagede Tong for eksempel i en tale på Singapores nationaldag i 2001.

Goh Chok Tong forsøger stadig, nu som emiritus, at bruge enhver anledning til at opdrage de nye generationer. Singapores middelklasse har i mellemtiden fået hård konkurrence fra kinesisk middelklasse, der larmende indtager regionen med deres rigelige yuan. Hurtige penge har sjældent nogen god indflydelse på folks manerer. Men det er naturligvis ikke i sig selv et argument for ikke at efterstræbe økonomisk fremgang – særligt når udgangspunktet er så magert, som det var i Kina i de år, hvor reformfløjen tilkæmpede sig magten.

Misforståelse? Nu er dem, der larmer mest, som bekendt ikke nødvendigvis flertallet. Chen Yuns Kina findes da også stadig. Både i form af materiel fattigdom og i form af en også på andre måder beskeden livsform. I Shanghai, den kinesiske metropol i hvilken CPP blev dannet og i hvilken det globaliserede Kina hele tiden har eksisteret – under forskellige former og regimer – er der ikke langt fra de afsindige shoppinghorder (af alle nationaliter) til den besindige hverdag i kvarterer som for eksempel området syd for Fudan-universitetet, hvor man stadig kan opleve fællesgymnastik i parker og på pladser, eller et andet levn fra fortiden: vægaviserne – og de (ganske vist typisk ældre) folk, der roligt står og læser dem.

Du har nå lest 3 gratis artikler denne måned. Er du abonnement, logg inn i
toppmenyen eller tegn online abonnement (69kr) for å lese videre.

DEL

Legg igjen et svar

Dette nettstedet bruker Akismet for å redusere spam. Lær om hvordan dine kommentar-data prosesseres.