Da Saudi-Arabien i 2015 sendte sin hær ind i nabolandet Yemen for at støtte den belejrede præsident, Abdrabbuh Mansur Hadi, i borgerkrigen, havde koalitionen deltagelse af 500 soldater fra Mauretanien. Den bundfattige vestafrikanske stat har ellers ikke råd til den slags militære eventyr, og landets strategiske interesser i denne yemenitiske borgerkrig er det svært at få øje på.
Forklaringen har da også en lidt anden vinkel. Mauretanien var nemlig kommet på listen over lande i Sahel-regionen, der modtog rundhåndet økonomisk støtte fra Saudi Arabien og dets koalitionspartner, De Forenede Arabiske Emirater (UAE) – og i 2020 overtrumfede sidstnævnte alt ved at investere 2 milliarder dollar i Mauretanien. Det er et betragteligt beløb i et land med et årligt BNP på 5 milliarder dollar.
Denne særlige form for udviklingshjælp kan ikke helt sammenlignes med, hvad vi i den vestlige verden forstår ved begrebet. Formålet er helt tydeligt at skaffe sig indflydelse, og navnlig militær dominans.
Olieindtægterne ændrede alt
Dette er blot en af en mængde udviklinger i de tre oliestater Saudi Arabien, UAE og Qatar, som Jean-Loup Samaan, der forsker i Mellemøstens strategiske forhold ved universitetet i Singapore, beskriver i sin seneste bog. Og det er temmelig bekymrende læsning.
Muhammed bin Salman#s store udviklingsplan, Vision 2030, har som mål, at fem af landets universiteter skal løftes op i listen over verdens 200 bedste universiteter.
De tre stater er altid blevet betragtet som militære . . .
Kjære leser.
For å lese videre, opprett ny fri leserkonto med din epost,
eller logg inn om du har gjort det tidligere.(klikk på glemt passord om du ikke har fått det på epost allerede).
Velg evt abonnement
