Mikkel Wold (red.): Tag etikken tilbage. Markedstænkningen og dens konsekvenser

Når alle ting i livet får en prislap på sig, bliver de let korrumperede.

Alexander Carnera
Dansk essayist og forfatter. Bosatt i København.

Økonomi og religion

Tag etikken tilbage er et opråb til en verden, der de seneste årtier har gjennomgået en udvikling hvor de sociale og menneskelig relationer i forbløffende høj grad er omdannet efter markedets mønster: hvor brugen af økonomiske incitamenter ses som en efterhånden alment accepteret måde at løse sociale problemer på. Men når alle ting i livet får en prislap på sig, bliver de let korrumperede. Dette beror på, at markedet ikke kun fordeler varer, men også udtrykker og fremmer en særlig måde at forholde sig til værdier og de varer der udbydes på. Hvis et barn får betaling for at læse bøger, læser det muligvis flittigere, men det lærer også at betragte læsning mere som et pålagt arbejde end som en kilde til tilfredsstillelse og åndsudvikling. Det er dette mentale klima, skabt af homo economicus, der har fået invadere områder som uddannelse, arbejdsliv, klimaforståelse og sundhed. Men mennesket handler ikke kun ud fra ønsket om nyttemaksimering, men også gode relationer, samarbejde, nærhed og empati. (Noget også økonomerne gjorde opmærksom på i den danske dagpengekommission. Bedre sent end aldrig!) Overfor det nytteoptimerende, korrumperede menneskesyn af vindere og tabere, betoner Tag etikken tilbage nødvendigheden af at ta op igen et sprog for værdighed og respekt. Bogen trækker her på inspirationer fra den græske filosofi og den kristne etik, katolske reformprogrammer, dannelsestænkning i uddannelse og bæredygtig og social økonomiforståelse. Konkurrencestaten. Med henvisning til Ove K. Pedersens bog Konkurrencestaten, betoner Peter Kemp hvordan selvforsørgelse, og dermed arbejdskraften, er gået hen og blevet den egentlige værdimåler i det danske samfund. «Normalsubjektet» bliver det menneske der får pligter og rettigheder, og som regulerer og kontrollerer dets arbejde. «Jeg vil tilføje, at det er denne logik, der har bestemt vore markedspolitikeres revisioner på hele uddannelsesområdet: reformen af læreruddannelsen, hvor fagenes indhold skal fortrænges af metodelære; folkeskolereformen, der voldsomt forlænger børns skoletid; fremdriftsreformen, der indfører kadaverdisciplin for studenterne på universiteterne; og senest dimensioneringsplanen, der vil udrydde en række af universiteternes sprog- og kulturfag. Dertil kommer, at et såkaldt «kvalitetsudvalg» har ment, at de studerende kan arbejde 20 procent mere. De unge skal på kortest mulige tid uddannes til at kunne arbejde – få et job, som det hedder. Heroverfor sætter Kemp den klassisk selvbesindelse (antikkens filosofi) og den kristne idé om et universelt etisk fællesskab. Men det er ærgerligt at artikelforfatteren ikke giver sig tid til at udfolde disse vigtige ting ordentligt. Hvad betyder det, at vi helt har mistet et sprog for arbejdets kvalitet, og kun taler om produktion og effektivisering? Hvad betyder det, at vi stirrer os blind på løsninger, og ikke på dannelse og fordybelse? I dag har alle nemlig ret til at forstå, men ikke pligt til det samme. Heraf den fordummende uddannelsespolitik og det dysfunktionelle arbejdsmarked, hvor alt handler om effektivisering og verdioptimering, samt øget produktion. Adorno skrev, at der er en tæt sammenhæng mellem kortsigtet nytte, herunder pengebegær, og sproglig forenkling og fordrejning.

Banken har indtaget kirkens plads.

Væksttroen. Ifølge professor i økonomi Jesper Jespersen, har vi i den sidste tredjedel af det 20. århundrede set et skift i den økonomiske teoris fokus fra fællesskab til individ, fra velfærd til værdier opgjort i penge. Vi har bevæget os fra samfundsøkonomi baseret på en forestilling om det fælles bedste, til en styrket markedsøkonomi hvor det er de enkelte individers forbrug og den samlede produktion opgjort i penge, der er i fokus. Man har sat sin lid til at øget produktion og flere penge skulle kunne afhjælpe den økonomiske krise og gøre befolkningen mere tilfreds. Men «aldrig har så mange økonomer taget så meget fejl, som det har været tilfældet igennem det seneste årti – hvor væksten stort set har været fraværende». Økonomisk teori kan ikke længere forklare virkeligheden. Forestillingen om at udbud skaber sin egen efterspørgsel på arbejdsmarkedet, har vist sig at være fejlagtig. Fuld beskæftigelse er ikke normaltilstanden, snarere tværtimod. Konsekvenserne af en objektiv økonomisk fornuft er en eksplosiv gældssætning, hvor samfundets svageste kommer til at betale byrden. Men økonomi er, som Jespersen beskriver det, «en fortolkningsvidenskab». De økonomiske modeller som politikerne bruger til at begrunde iværksættelsen af skattelettelser for erhvervsliv og almen sparepolitik («nødvendighedens politik»), «fremstår som et resultat af en videnskabeligt funderet analyse, som det vil være uansvarligt ikke at gennemføre, hvilket i sig selv bidrager til at undergrave den demokratiske debat». Sagen er nok den, som Ole Jensen fremhæver i sit bidrag, at økonomiens invadering i alle livssfærer har at gøre med ideologi. «Vækst er blevet religionserstatning.» Vi er ramt af «vækstfælden», som han skriver – en ny væksttro har sat sig igennem, som instrumentaliserer livet i objektive penge og produktionsevner, og som ikke har meget med vækst at gøre, som i en kristen, poetisk og fællesskabsmæssig sammenhæng altid har været forbundet med det spirende, sansende og betænksomme liv. Men hvilken rolle spiller troen i den moderne økonomi? Kapitalisme som religion. Anledningen til den lille, men fortættede tekstsamling Kapitalisme som religion er den tyske filosof og forfatter Walter Benjamins posthume fragment ved samme navn fra omkring 1921. Mens Max Weber argumenterede for slægtskabet mellem kapitalismens ånd og den protestantiske reformation – hvor en arbejdsomhed i det jordiske leder mod frelse – ser Benjamin derimod kapitalismen som en genfortryllelse af det moderne, der afslører den i al væsentlighed som et religiøst fænomen. Kapitalismen som religion er kendetegnet ved tre ting: 1) Den er efterlevelsen af en kult, ikke en lære eller idé; 2) Den er permanent – en fejring uden ophør. Den skelner ikke mellem fest og arbejdsdag, mellem hvile (sabbat) og aktivitet. Der er kun én uafbrudt dag af fest-arbejde hvor arbejdet falder sammen med kulten; 3) Den kapitalistiske kult peger ikke mod nogen forløsning eller soning af skyld, men mod selve skylden. I sin analyse fremhæver Giorgio Agamben at «kapitalismen som religion ikke tenderer mod en forandring af verden, men dens destruktion som mål». Han spørger: Hvad tror kapitalismen på? I sin definition af troen (pistis) siger Paulus i Hebræerbrevet: «Troen er substansen ved de ting der håbes på.» Med Agambens kommentar: «Den er det, der giver virkelighed og troværdighed til det, som endnu ikke eksisterer, men som vi tror på og har tillid til, det hvormed vi har sat vor troværdighed og vort ord på spil. Creditum er participiet i perfektum for det latinske verbum credere: Creditum er det, vi tror på. «Men da kulten har frigjort sig fra enhver genstand, og skyld fra enhver synd, har kapitalismen ingen genstand ud fra troens synspunkt. Den tror på den rene kredit, som har erstattet Gud. Banken har indtaget kirkens plads. Og da penge og kredit ikke længere har en ydre reference (guldstandarden), bliver kapitalismen en tom betegner, der fremstår som et rent trosspørgsmål. Med det resultat at krediten bliver en parodi på troen. Man håber på noget der ingen substans har. Gældsmennesket. Denne helliggørelse af kapitalismen, og forestillingen om arbejde og produktion har vidtrækkende konsekvenser. Ikke alene er arbejdet blevet en identitetsskabende kult indhyllet i en fetischdyrkelse af selvrealisering, brands, kreativitetssprog og selvforbrug; den har også skabt en gældsøkonomi der understøtter en bestemt form for produktion, nemlig produktionen af subjektivitet, noget Maurizio Lazzarato har taget op i sin bog Skabelsen af gældsmennesket (La Fabrique de l’homme endetté). Staternes økonomiske politik (plus EU) leverer grundlaget for en biopolitisk administrering af livet gennem understøttelsen af et liv i forbrug og banklån til vores huse, hvorved mennesket tager del i dets eget slaveri, som var det vejen til frelse. De imaginære årsager som styrer fornuften og gør mennesket dummere og tilværelsen mere elendig, er overtaget af kapitalismen, der er lykkedes med at få imaginære årsager om vækst, foretagsomhed og fremtidig sikkerhed til at ligne en hellig sandhed. Robert Kurz kalder således kapitalismen en «perverteret, sakral genstand», der har selvstændiggjort sig i en jordisk offerbevægelse: Kapitalfetischen. Den trolddom (fetisch) der udgår fra varen, er den samme trolddom som får varen til at løsrive sig fra varecirkulationen til en adskilt sfære, hvor magien og forførelsen tager over og kvaliteten og substansen fortoner sig. Det er denne separationsproces (religio betyder ifølge Agamben «det der adskiller») som kapitalismen intensiverer og ernærer sig af. I en postindustriel økonomi domineret af viden, kommunikation, rådgivning, koncepter og oplevelser, går fetisch, performance og produktion af subjektivitet hånd i hånd. Hvad stiller man op overfor denne parasitagtige tro der invaderer kapitalismen og økonomien? Der opfordres i forordet til at gå til angreb på den nihilistisk religiøst funderede økonomi, og skabe grundlaget for modsproget for en fælles erfaring. Heri er bogen enig med førstnævnte: Tag etikken tilbage. Men hvor sidstnævnte vil søge tilbage til almene værdier i dannelse, etik og kristendom, vil Kapitalisme som religion etablere grundlaget for en ny totalkritik af nyliberal økonomi, af kapitalismens fundamentale virkemåde, herunder en afhelliggørelse (profanation) af arbejde og liv – og skabe modsprog for kvalitet og erfaring i produktion og fællesskaber.


Mikkel Wold (red.): Tag etikken tilbage. Markedstænkningen og dens konsekvenser Jensen & Dalgaard forlag, 2015 M. Bolt & D. Routhier (red.): Kapitalisme som religion Nebula, 2015

---
DEL